I den nyorienterende bogserie "Attentatet på Moses" fremlægger Ove von Spaeth nyt, opsigtsvækkende materiale om den historiske Moses. Udgivelsen skal bidrage til ny indsigt i en vigtig del af vor historie og kulturbaggrund. Ingen har nogen sinde før skrevet fem bøger om dette, ikke engang blot et to-bindsværk om Moses.

          Modtagelsen af bøgerne har været omgivet af den mest positive interesse - og også nogle kætterbål. Fra sidstnævnte, især akademiske, gruppe er bøgerne ofte blevet mødt med en særpræget optræden og endda regulær krigstilstand - forhold som har fået andre interesserede til at gøre indsigelser mod disse angriberes metoder. Også ud fra den indgribende effekt, som udgivelsen har afstedkommet, er det i hvert fald blevet konkluderet, at bøgerne er af betydning der ikke kan afvises. 

          Kritisk modstand mod nye teser - såvel som mod ældre, afprøvede teser - er videnskabens vitale ledetråde. Kritisk modstand kan give opladning og skubbe vores viden fremad til forøget erkendelse. Og i releation til den uheldige aktionering fra førnævnte gruppe vil denne artikel belyse nogle basale principper, der angår os alle som modtagere af resultater fra videnskaberne. 
 

For og imod

Først og fremmest her et svar til de mange venlige tilkendegivelser - på internet og i en række eksterne breve: Tak for venlig interesse og medindsigt. Ja, unægtelig har materialet, der danner baggrund for bøgernes informationer, vist sig at være særdeles inspirerende. Og meget taler for, at de fremlagte forhold i Moses-bogserien, som visse grupper inden for nogle universitetsfag selv har valgt at finde provokerende, nødvendigvis må gives endnu bedre fodfæste med tiden. Men bemærk: disse bøger om Moses er fra starten ikke det mindste beregnet på at skulle være provokerende. Ligeledes er der intet tilsigtet polemisk i bøgernes tekster.      

          Det har bestemt været en positiv oplevelse, at så mange - også netop blandt akademikere - har grebet til pennen eller tasten for at modsige en særlig form for akademisk adfærd over for bøgerne i en række typiske tilfælde. Det følgende påviser interessante træk.

          Hvad det drejer sig om i nærværende tilfælde, er naturligvis ikke om bøgerne bliver godt eller dårligt omtalt, hvilket er uvigtigt for emnet. Derimod er det, der virkelig betyder noget, at bøgerne rummer et usædvanligt stort forskningsmateriale samlet gennem 25 år - og ligeledes en bibliografi over stort set alt, der er udgivet om Moses gennem 120 år, således samlet på ét sted. Bøgerne gennemanalyserer det i det meste hidtil oversete materiale og fremdrager en række nye, afgjort udvidende historiske perspektiver, som alt dette uvægerligt fører frem til. 

          Om man på selve denne baggrund er enige eller ej i selve resultaterne, er meget lidt vedkommende i forhold til, at nu findes der for første gang endeligt præsenteret et stort, sammenhængende materiale til at udforske videre i - og med. Herefter vil der ikke være nogen undskyldning for - og faktisk heller ikke være videre videnskabeligt seriøst - at forske i emnet Moses uden at have et øje til disse kilder, der hermed er gjort alment tilgængelig i en så omfattende udstrækning.

Når værdifulde kilder undgås

  En kvalificeret opposition er en uundværlig del af den videnskabelige proces. Alligevel har selve tilvalget af bøgernes materiale, som forskningen ellers hidtil mest har ladet ligge ubehandlet, kunnet forårsage kompulsiv irritation og uforklarlig vrede. De hyppigt generaliserende beskyldninger mod bøgerne bl.a. i anmeldelser og på nettet gør det svært at vide præcis hvilke emner, der kan have forulempet de pgl. akademiske repræsentanter, men deres uenighed med bøgerne måtte vel kunne udtrykkes på en mere professionel måde.

          Fra oldtiden kendes et omfattende antal kilder (bl.a. rabbinerskrifterne og oldtidens forfattere), som i forbindelse med det tilkomne materiale især fra moderne arkæologi har nødvendiggjort en nyvurdering af Moses som en historisk person med langtrækkende indflydelse på eftertiden. Åbner vi os for den viden og nyorientering, vil vi bedre kunne forstå mange forhold i vores historie som også ligger bag vor nutids kultur og normer. 

          Hvis f.eks. politikere bruger en bestemt kliché, når de advares om uønskede konsekvenser og siger: "Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig", kan det måske afsløre, at de hellere skulle have haft netop den evne - eller muligvis slet ikke haft det erhverv. Det kan ikke nægtes, at lignende også er observeret inden for forskning, hvor der ved løsningsmodeller til problemer, som ikke har nogen entydig fortolkning, kan opleves automatisk afvisning, såfremt løsningen ikke findes i overensstemmelse med 'lokale' trends. 

          Dette gælder konkret inden for egyptologi og teologi - om end ikke generelt så dog blandt p.t. dominerende skoler, hvor de nævnte trends' ofte mindre velreflekterede såkaldte virkelighedsbilleder omhyggeligt fastholdes. De holdes i hævd, skønt de gennem lang tid er blevet radikalt miskrediteret af et righoldigt informativt nyt materiale og dets perspektiver. 

          På den måde afvises en mængde nye data fra forskellige videnskabsområder. Bl.a. mere præcise data til en bedre tidsregning for en af Egyptens vigtigste perioder (18.-19. dynasti). Tilsvarende afvises f.eks., at John Garstangs arkæologiske udgravning af Jeriko, publiceret tilbage i 1940, rummer vægtige indicier, der endda yderst detaljeret samstemmer med Bibelens omtale af israelitternes adfærd ved denne by. Dårligt orienterede kritikere bør i virkeligheden have rettet kritikken mod sig selv, når de lader sig ramme her af nutidig historieløshed.

          Afvisningen fastholdes af de pågældende akademiske skoler, skønt Garstangs resultater i dag bestyrkes bl.a. af moderne keramikdateringsmetoder - og er overhovedet aldrig blevet modbevist, men blot bekvemt gemt af vejen. Moses-bogseriens tilvalg af også denne art materiale er kritiseret for "ensidighed", hvorfor det må undre, at så netop disse vægtige kilder i reglen ikke kan konstateres at indgå i de pågældende kritikeres egne grundlag og tekster?

 Om man på selve denne baggrund er enige eller ej i selve resultaterne, er meget lidt vedkommende i forhold til, at nu findes der for første gang endeligt præsenteret et stort, sammenhængende materiale til at udforske videre i - og med. Herefter vil der ikke være nogen undskyldning for - og faktisk heller ikke være videre videnskabeligt seriøst - at forske i emnet Moses uden at have et øje til disse kilder, der hermed er gjort alment tilgængelig i en så omfattende udstrækning.

Kompetence eller diffus utilfredshed

For ikke-fagfolk kan der om konkrete analysemetoder i den involverede forskning gives et kort overblik: Til kritisk fremgangsmåde ved historiske emner kan der skelnes - om end ikke fuldt udtømmende - især mellem tre hovedgrupper af historiske kilder: Skreven dokumentation (bl.a. inskriptioner og arkivalier) og ikke-skreven dokumentation (i reglen benævnt: materielle kilder, f.eks. arkæologiske artefakter og dateringsmålinger) samt tradition (f.eks. fortsat levende overleveringer og antropologiske spor). 

          Og til at uddrage yderligere viden af faktorerne kan bruges tre indirekte former: Det negative argument (begrundet modsigelses-test); den erfarings/formodningsbestemte afgørelse; og den uafhængige logikdeduktion (a priori argument) ud fra kun det givne. Funktionerne kan alle indgå ved bl.a. kildekritisk vurdering. Alle disse metoder blev opstillet eller samlet af Ch. de Smedt: "Principes de la critique de historique" (Liège, Paris 1884) og udbredt internationalt, ikke mindst i engelsksprogede lande. De anvendes officielt, endda også f.eks. inden for den katolske kirkes akademiske bibelforskning og historieforskning. 

         Dertil bruges det også f.eks. inden for eksakt videnskab, at en teori reelt skal være selv-konsistent (dvs. ikke selvmodsigende). Men også allerede her ses bibelmytehypotesen at fejle, idet den afviser at israelitterne kan have medvirket til destruktion af Jeriko ca. 1400 f.Kr. Byen var herefter en ruin stadig ved 1200 f.Kr., og de pgl. skoler placerer så beretningen de 200 år senere og hævder, at israelitternes nu på dette senere tidspunkt ikke-mulige bydestruktion er "bevis" for myte-hypotesen.

          En efterhånden temmelig accepteret disciplin er den såkaldt kontrafaktiske historieskrivning, en metode allerede Pascal benyttede sig af til særlige hypoteser. Men den metode er i nyeste tid desuden set 'misforstået' anvendt af bestemte anmeldere til at levere ukendeliggørende referater af Moses-seriens bøger - for faglige anmeldere kan vel ikke bevidst finde på at fejlreferere i større omfang?

           Som et andet vigtigt punkt er der heller ikke stillet substantielt underbyggede spørgsmål om bøgernes data er korrekte (eller plausible). Og her burde det være indlysende, at selv i tilfælde af eventuelle måske uundgåelige ukorrektheder i det sidste, rammer det ikke nødvendigvis det første. Men det er uhensigtsmæssigt for enhver stillingtagen alene at kritisere bøgerne ved, som det er sket, at mobilisere diffus utilfredshed.
      

Uverificeret hypotese bruges som indiskutabel realitet

En sådan problemfornægtelse som her (ovenfor) eksponeres, bør vel mødes med en vis overbærenhed, også fordi flere af de pågældende kritikeres udviste frustration må forstås ud fra en praksis med ofte at afgrænse fokus til blot den information, der kan bruges til at fastholde egne synspunkter. Dette vel for lettere at kunne opfylde blot det der forventes.

          I det regi kan det være problematisk således uønsket at finde forhold, der ikke passer ind i tidligere vedtagne mønstre. At vide hvad man leder efter begrænses af hvad man ved. Som videnskabsfilosoffen Karl Popper (1902-1994) har påpeget, er observationer teoriafhængige. Samt hertil, at sandsynlighed er et dårligt mål for videnskaben. Og virkeligheden viser også netop, at åbenhed og kontakt med kontroversielle emner (det p.t. mindre sandsynlige) kan være bestyrkende for den videnskabelige kapacitet. Hvorimod "opfattelsesfælder" let opstår, når nogen tror at vide mere om deres eget, hvis de ved mindre om andres felter.

          Problemet bliver naturligvis forstærket, når oplysninger og påstande foregives at være hævet over diskussion. Dvs. som såkaldte antinomier, f.eks. middelalderkirkelige dogmer, der principielt ikke skal modbevises. Men videnskab må ikke fungere som religiøs autoritet eller totalitær inkvisition - hvis nogen skulle vove at forbryde sig mod den etablerede mening. Et lukket system skaber monopol på indfaldsvinkler og vurderingerne. Bøgerne med den nye Moses-forskning fremlægger kontroversielt materiale - dette kan vanskeligt gøres ikke-eksisterende, i stedet kan budbringeren straffes.

          Typisk har flere teologisk-akademiske anmeldere baseret deres afvisning af bøgernes data og evidensmateriale ved at hævde, at Bibelen (Gamle Testamente) består af sammenskrevne myter uden særlige realhistoriske forbindelser. Dette var en hypotese for længe siden, men gennem de sidste hundrede år er der dynget nyere hertil forbundne hypoteser ovenpå, hvorefter man henviser til denne konstruktions seneste sidegrene eller udgaver som om de var et fuldt beviseligt faktum. 

          Den uheldige 'videnskabsmyte', der uden videre ophøjedes fra hypotese til et faktum, ses udmøntet i en reel forskningspolitisk holdning, som her går ud på, at fortidens begivenheder aldrig har fundet sted, men kun eksisterer som fiktion. Fra det stade af despekt for de ældre optegnelser afvises også en række betydelige fund, uanset at selve deres eksistens er i stærkeste opposition herimod og destabiliserer forskernes egne myter. Dette bliver yderligere klart på baggrund af de bredere perspektiver, der opstår ved at kombinere flere fagområder, sådan som f.eks. Moses-bogserien netop gør det.

          Når bøgerne overalt åbent og omhyggeligt redegør for kilderne, og tydeligt henviser til hvilke kapaciteter der har sagt hvad og hvor og hvornår om konkrete fund og historiske forhold, er det ikke fagligt relevant at fortsætte med uden mindste forbehold at affærdige det som værende myter. Især ikke når dette myte-argument aldrig i de specifikke tilfælde er set underbygget af konkrete kilder. 

          Det har aldrig været meningen, at videnskabsfolk skulle optræde som bureaukratiske kommissærer i forsvar mod anderledes perspektiver. I den form vil de ikke selv kunne leve op til videnskabelig redelighed og saglighed - for hvis f.eks. to tolkninger af et materiale synes mulige, vil man være forpligtet til at vurdere dem begge seriøst og ærligt. Dog, det er ikke hensigten med nærværende opstilling at gendrive en række faktuelle fejl, men bl.a. at fremholde en grundlæggende årsag bag flere af dem: At hvis der i nogle bibelteksters indhold eventuelt findes 'myter', er det tydeligvis et misgreb, at lade dette rent automatisk gælde generelt for det Gamle Testamentes tekstgrupper fra næsten alle epokerne.

Når provisoriske modeller fejlopfattes som facts

Bibelen er den mest udforskede bog i verden - og alligevel går noget galt. For 400 år siden evnede Steno (Niels Stensen), skønt stærkt religiøs, at opstille to ny videnskabsgrene om Jordens historie udskilt fra kirkens udgave af religionen. Det skete ud fra så logiske principper, at det bidrog afgørende til grundlaget for moderne videnskabsmetodik. Alle de nu fremlagte videnskabshistoriske fremskridt med eksempler om hvad videnskabeligt syn hensigtsmæssigt kan baseres på, har således været kendt i lang tid. Derfor findes der næppe undskyldning for ikke at have tilegnet sig det og anvende det til seriøs videnskabelig fremgangsmåde - også ved alternative forskningsresultater for bibelberetningerne om Moses.  

          I forskningsgrene omkring Bibelen fremstår især to foretrukne holdningslinjer. Enten er man voldsomt overforsigtig med at fortolke fund. Heri ses eftervirkninger egentlig på grund af tidligere vildspor, hvor man ved egen utilstrækkelig viden tabte tilliden til, at bibelteksterne skulle indeholde realhistorisk stof. - Eller også fortolkes fundene så snævert fokuseret på mini-områder lokalt, historisk og tekstmæssigt, at omverdenens indflydelse systematisk glemmes. Især "overses" størstedelen af den omfattende og så betydningsfulde egyptiske  indflydelse.

          Men i videnskab må en kritisk opposition også hos sig selv være på vagt imod en pavlovsk betinget refleks forankret i vaneopfattelser. For - i lighed med hvad f.eks. Jean-Paul Satre bemærkede om historiesynet - næsten intet ændrer sig så hyppigt som fortiden: senere generationer skaber deres eget historiske billede. De hertil skiftende sæt af antagelser, som fysikeren og videnskabshistorikeren Thomas Kuhn kaldte paradigmer, har for de forskellige generationer gennem tiderne udgjort de operative forudsætninger for det videnskabelige arbejde. Paradigmerne kunne typisk - påviste han ved en historisk analyse - udvirke også en slags kollektiv blindhed og irrationelle motiver.

          Men hos hele generationer inden for den bibelrelaterede forskning glemmes igen og igen netop hypotesebaggrunden, hvor man til de historiske forløb, hvori Mosebøgernes bibelske epoke skulle placeres, ikke har noget definitivt billede, men kun provisoriske modeller. Betragtninger, om end måske rimelige, er ikke facts. Manglende viden har fremkaldt et utal af meninger. Meninger ses hyppigt forvekslet med viden. 

          Opsøgning i største udstrækning af konkrete kilder og informative data er selvsagt nødvendigt. Det er hyppigt ved fortolkningen af dette materiale, at der opstår den for forskningen netop så nødvendige uenighed. Her er det ekstra beklageligt, hvis nye kilder og data, dette grundlæggende trin, fravælges og end ikke besigtiges. Og her er det er ikke ualmindeligt, at et ekspert-tyranni beskytter sig med besværgende formularer at "enhver jo ved" eller "det siger sig selv at" - refererende til deres for tiden prioriterede trends. Der kan faktisk kræve en hel del civilcourage at gå imod: Netop Moses-bogserien fremlægger et usædvanligt stort antal kilder, hvorved publikum får adgang til en vid række af forskellige synspunkter og forskningsmæssige alternativer - også dem, de ikke selv ville have udvalgt på forhånd. Samtidig undgås, at der på forhånd bortdømmes disse muligheder, der konkurrerer med hidtidige linjer. 

          Dette viser sig at have afstedkommet en problemfyldt reaktion hos visse universitetsfolk: Fra Københavns Universitet har en af de akademiske undervisere fremsendt et regulært hadebrev til personalet på Moses-bogseriens forlag, skrevet på sit offentlige instituts brevpapir og med totalt udokumenterede og ærekrænkende beskyldninger om bøgernes indhold og forfatteren. Dertil har to andre fra instituttet under falsk dække af at ville anmelde bøgerne i et bestemt tidsskrift, men bevidst fortiet at det ikke eksisterede mere, via denne kontakt forsøgt sig - uden held - med et negativt rettet pres mod en halv snes videnskabsfolk, der støtter Moses-bogserien. Bøgernes overvældende mange stærke kilder synes det åbenbart for svært at argumentere imod. Og det burde have indgivet de uheldige aktører en vis ydmyghed ved at se, at flere sider af historien stadig kan lære os noget.

Perspektiver med nye indsigter

Hvis de toneangivende altid har ret, hvordan samler vi så ny viden? Ikke-enighed er det, der driver videnskab fremad til, at vi kan bliver klogere. Enøjethed begrænser, to øjne giver stereosyn med tingene i flere dimensioner. Fobier og 'meninger' imod perspektiver uden for forskningsmyterne om Moses forhindrer i at erkende og analysere de mange ældre og nye funds historiske virkelighed, der findes lige for øjnene. Således er det en kapitalbrøler at bruge også senere udløbere af det føromtalte, fra grunden usolide hypotesekompleks, der aldrig selv har kunnet levere noget væsentligt bevis for hverken historien eller egen fortsatte berettigelse, til nu som et slags sandhedsparameter at vurdere pålideligheden af Moses-seriens bøger. 

          'Testen' foretages således fejlagtigt ud fra konkret inhabile præmisser, der tilmed rejser betydelig tvivl om hvorvidt bøgerne i det hele taget er blevet læst igennem af de pgl. kritikere - idet disse bøger netop ikke  går ind for, at Bibelen i sin nuværende udgave altid skulle være historisk korrekt. Derimod vil bøgernes indhold især pege på, at flere tekstdele  i Bibelens ældste kerne stadig viser sig overraskende historisk plausible og velfunderede, og gennemført logisk sammenhængende med betydelige antal fund og oldtidskilder. 

          Den amerikanske videnskabssociolog Robert K. Merton opstillede i 1942 visse regler (cudos-normen), som er blevet internationalt udbredt i forbindelse med videnskabelig redelighed - og herunder skal bl.a. "disinterestedness" overholdes: At forskningen ikke må tage parti. - Men den omtalte snævre selektive information har vist sig at influere også lærebøger og pensa. Inden for humaniora ses her et irrationelt scenario, hvori veltestede resultater fra andre forskningsområder kan blive afvist eller ignoreret - i troen på, at egne diskurser repræsenterer virkeligheden. En deraf uheldig slagside har vist sig også at kunne fremme holdningsdomme og smagsarrogance, en uvidenskabelig form der kan vanskeliggøre, at de pågældende kan få etableret en reel debat. Men selvfølgelig kan der skrives anmeldelser uden respekt for en særlig baggrundsviden. Resultatet bliver bare derefter.

          Dog kan det også opleves, at repræsentanter fra nye forskergenerationer viser vej til at bryde hidtil ofte snævre akademiske grænser. Der banes vej for konstruktivt videnskabeligt arbejde og for at lade uenighed især være en positiv spænding, der kan føre til forbedringer. Yderligere hvad angår Moses-forskningen, er det netop videre befordrende, at tilmed mange udenforstående har vist stærkt engageret interesse også for det aktuelle projekt.     

Ove von Spaeth
Uafhængig historisk forsker  -  www.moses-egypt.net