Af Asher Intrater
Kommandoenheden fra Givati divisionen blev delt i to grupper for at undersøge huse for terror tunneller i Gaza under den såkaldte "våbenhvile" sidste torsdag. Den ene blev anført af kaptajn Benaya og den anden af hans assistent, løjtnant Eitan. Benayas enhed trængte ind i et af husene, hvor en gruppe Hamas terrorister kom ud gennem en 1,5 meter bred åbning til en skjult skakt og dræbte Benayas fortrop på tre soldater.
Eitans gruppe hvilte sig omkring 300 meter borte. De hørte skuddene og løb hen til stedet. To af de døde soldater var trukket til side. Da Eitan så, at hans overordnede var død, be-tød det, at han nu havde højeste rang og derfor var leder af enheden. Eitan sammen-kaldte enheden for hurtigt at skaffe sig et overblik over, om nogen manglede. To minutter senere blev det klart, at Hadar Golding manglede. Eitan iværksatte en eftersøgning, hvor alle deltog for at finde den kidnappede soldat.
Eitan så blodspor, som ledte op til indgangen til skakten. Det var klart, at Golding var blevet slæbt gennem denne tunnel. Eitan sagde: "Jeg går efter ham." Over radioen sagde to officerer med højre rang end ham, at det var for farligt. Han nægtede at parere ordre. Han fik speciel tilladelse fra Givati divisionens oberst. Han begyndte at stige ned, men indså, at det var for klodset. Han tog al sit udstyr af, også sin hjelm og tog kun en pistol med. Han befalede to andre soldater fra gruppen at følge efter.
De gik ned i det totale mørke med en lygte og følte sig frem. De fulgte blodsporene. De fortsatte 100 meter, 200 meter, 300 meter. Eitan sagde: "Det tager for lang tid." Han begyndte at løbe dybt ind i tunnelen. Da de nåede 1000 meter, fandt de udgangen, men den var forseglet. De vendte tilbage og medbragte tilstrækkelige beviser på, at Golding var død. På grund af disse beviser forhindrede de modige soldater en international gidselkrise og reddede formentlig tusinder af liv.
Løjtnant Eitan havde været i 50 dages uafbrudt kamp. Journalisterne sagde til ham, at han ville modtage en national medalje for sin indsats. Eitan, som er en tynd, sky og følsom per-son, svarede: "Jeg vil ikke have en medalje. Jeg er ikke nogen helt. Jeg var blot på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Enhver ville have gjort det samme. Dette er ånden i gruppen; det er ånden i hæren, og det er ånden i det israelske folk.