E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:56

Wesley var en mægtig personlighed. Han rummede mange modsætninger, han kunde være lettroende, ja overtroisk på visse punkter og skeptisk, ja skarpt forstandig på andre. Men han besad i sit væsen en samlet kraft, en mageløs selvbeherskelse, som gjorde ham til det overlegne menneske, få kunde modstå. Hans forkyndelse virkede ikke blot sjæleligt, men der indtrådte også rent legemlige virkninger: Folk blev så betagne, at de mistede bevidstheden og styrtede om, under skrig og krampetrækninger. Vi skal senere høre mere om disse legemlige følger af vækkelsestalen. 

Højst forskellig fra Wesley var hans medkæmper Whitefield, han var et afgjort følelsesmenneske og i besiddelse af en veltalenhed, som formåede i en sjælden grad at sætte andres følelser i bevægelse og smelte hjerterne. Dobbelt mærkeligt er det da ved første øjekast, at de legemelige udslag af vækkelsesforkyndelsen ikke indtraf hos Whitefield, men hos Wesley med hans langt mere rolige og intellektuelt anlagte forkyndelse. Senere viste de sig også ved Whittefields og andres tale. 

Det begyndte i Kingswood og Bristol, hvis daværende befolkning skildres som de mest primitive, brutale og uvidende i hele England. Whitefield var den første, der prædikede her og med det resultat, som det så rørende hedder, at "tårerne dannede hvide rende ned ad de fra kulminerne sværtede kinder". De samledes i fri luft, begejstrede forsamlinger på fem-, ti-, femten tusind mennesker, men der skete ingen "Tegn og Undere", før Wesley kom. Men da begyndte det, og hans dagbøger er fulde af skildringer, der undertiden klinger uhyggelige nok. Blot et enkelt eksempel: han skriver i sin dagbog for 21. Maj 1739: I dag svarede Vorherre selv de modstandere, som troede, at alle disse besvimelser beroede på forstillelse eller var en følge af den dærlige luft i det tætpakkede rum. Gud åbenbarede sin arm for 2000 mennesker i fri luft. Snart en, snart en anden styrtede til jorden, skælvende voldsomt ved hans magts nærværelse. Ophidselsen var så mægtig, tilføjer forf., at han næppe begyndte at tale, før de faldt om på alle sider. 

I begyndelsen advarede Whitefield ham, men da så de samme fænomener begyndte at indfinde sig under Whitefields egen prædiken, så ændrede denne sit syn på denne sag. Vel kom Wesley senere til at se noget anderledes pæ disse ting, og de var aldrig for ham det væsentlige, men helt opgive sit syn på dem formåede han ikke. 

Der optrådte også under hans forkyndelse disse mærkelige fænomener,som i den nyere psykologi er kendt under betegnelsen: »dobbelt personlighed«, men som Wesley ud fra sit standpunkt måtte opfatte som djævelbesættelse. Hvordan kan det da være, at just Wesleys forkyndelse fremkaldte disse fænomener, skønt den ikke var stormende entusiastisk som Whilefields, men rolig, jævn behersket og ligefrem? Grunden må søges i hans ejendommelige personlighed. Jeg nævnte før hans selvbeherskelse. han kunde styre mangen pøbelhob ved sin uforligenlige ro og sikkerhed. Der var et blik i hans blå øjne, som vidnede om en mand, der ikke kendte til frygt. Det var næppe, fordi han særlig prædikede om dom og helvede. Naturligvis var også de tanker fremme, men der var dog en ikke ringe forskel på hans og Edwards forkyndelse. Der var mere håb hos Wesley. Edwards forkyndte, at frelsen var såre usandsynlig, kun så få nåede den. 

Wesley åbnede en lys og herlig udsigt for enhver, selv den dybest faldne. Og desuden havde Whitefield ført den samme prædiken i Kingswood, og de legemlige virkninger udeblev dog. Nej, årsagen til dem lå i Wesley selv. Han bedømte Whitefields prædikenmåde som altfor voldsom, men trods sin fuldkomne ydre ro var han selv vistnok den mægtigste "impressive" prædikant, England nogensinde har haft. Det var ikke mange mennesker, heller ikke menneskemængder, som kunne stå for hans prøvende blik. Han siger selv, at han fandt det bedst, altid at gå lige los på en Pøbelhob og så tage særligt sigte på lederen, og det varede sjældent længe, før hans overmægtige personlighed gjorde sin virkning.

"dagens by 20-maj-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Nykøbing Falster

Nykøbing Falsters Segl.jpgNykøbing Falster er en gammel købstad og den største by på Falster med 16.446 indbyggere, inkl. satellitbyer 22.159. Byen er via Frederik d. 9's Bro knyttet sammen med Sundby på Lollandssiden samt Tingsted på Falster og landsbyen Nagelsti på Lolland.

Nykøbing Falster blev grundlagt i slutningen af 1100-tallet i forbindelse med etableringen af det slot, som senere kom til at hedde Nykøbing Slot. Slottet lå på det smalleste sted ved Guldborgsund og skulle beskytte området modvendiske sørøvere. Efterhånden voksede en by frem omkring slottet.

Byen fik handelslignende rettigheder af Valdemar Sejr (1170-1241), men blev først egentlig købstad i 1560. I 1253 angreb tropper fra hansestaden Lübeck, og borgen blev indtaget og byen nedbrændt. Slottet fungerede herefter som enkesæde for Margrete Sambiria med tilnavnet Margrethe Sprænghest. Efter at adelsmanden Marsk Stig havde myrdet Erik Klipping og var gjort fredløs og landflygtig, vendte han tilbage med en hær for at angribe danske havnebyer, heriblandt Nykøbing Falster. Understøttet af norske soldater brændte han i 1287 Nykøbing Slot ned. Slottet blev dog efterfølgende genopbygget og indtaget af Christoffer 2. i 1329, og efter dennes død i 1332 pantsattes det en række år, hvorefter Valdemar Atterdag indløste det i 1365 og sluttede fred med Hansestæderne.

Efter at Erik af Pommern havde stiftet et gråbrødrekloster ved Sankt Nicolai Kapel i 1419, blev der opført et helligåndshus i byen i omkring 1440, og denne bygning tjente som hjemsted og hospital for mange syge og fattige i Nykøbing. Gråbrødrene holdt i 1482 kapitel her. I 1486 skænkede kong Hans nabobyens kirke, Idestrup Kirke, til hospitalet mod, at han selv og kongehuset skulle have jus patronatus til helligåndskapellet fremover, hvilket blev opfyldt. Den gotiske kirke, Klosterkirken, blev opført ved århundredskiftet og var en del af franciskanerklosteret indtil 1532, hvor den blev sognekirke. I 1507 sluttede kong Hans endnu engang fred med Hansestæderne, men to år senere var freden slut.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Gud har al guldet i denne verden i sine hænder. Derfor behøver vi blot at komme til ham, hvis der er noget, som vi trænger til.
frit efter Hudson Taylor