Men, kunne man spørge, er der da ikke al mulig grund til at søge at forebygge de handlinger, som ovenstående paragraffer handler om, nemlig "drab, voldtægt, voldshandlinger,incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri"? Og hvis vi er enige i det, hvad er så problemet?

For det første er det et problem, at forslaget indebærer en markant indskrænkning i borgernes ytringsfrihed. Der er her ikke tale om at forbyde opfordring til lovovertrædelser - som i en række tilfælde allerede er forbudt, men her handler det om billigelse. Det ville have været et langt mindre radikalt skridt at have indført et forbud mod direkte opfordring til lovbrud, men her går man langt videre og forbyder enhver billigelse af handlinger vedr. drab osv.

For det andet er det et problem, at denne indskrænkning i ytringsfriheden ikke gælder alle borgere, men kun borgere, der fremsætter disse ytringer i forbindelse med religiøs oplæring. Her er der altså tale om en markant forskelsbehandling til ugunst for religiøse forkyndere og undervisere! Begrundelsen for denne åbenlyse forskelsbehandling er at "personer, der foretager religiøs oplæring, har en særlig særlig position i forhold til at påvirke deres menighed mv." Indirekte siges der hermed, at religion er et farligt fænomen, farligere end andre livsanskuelser og ideologier, og at samfundet derfor på en særlig måde må beskyttes mod farerne fra religion.

For det tredje er det et problem, at loven ikke kun gælder ytringer fremsat offentligt, men også ytringer fremsat i en privat sjælesørgerisk sammenhæng. Dermed truer loven privatlivets fred og lægger op til en stikkervirksomhed, som man kendte den i kommunistiske lande som fx DDR. Og det er vel også det, det er, et første lille men ikke uskyldigt skridt ned ad vej, der peger i retning af totalitære stat, når man for at afsløre og straffe dem, der "modarbejder og undergraver danske værdier" er parat til at tage midler i brug, som især kendes i totalitære stater.

For det fjerde så er loven så upræcis, at først tiden - den præcedens der måtte udvikle sig - vil vise, hvad der er lovligt og ulovlig, og hvem der kan rammes af denne lov, og dermed risikere op til tre års fængsel.

Den første uklarhed handler om, hvad der egentlig er  religiøs  undervisning og forkyndelse. Der er ingen ende på, hvor mange forskellige og indbyrdes modstridende definitioner, der er på, hvad religion er, og loven og bemærkninger til loven indeholder ikke nogen veldefineret beskrivelse af fænomenet. Bare for at tage et eksempel, så er der i en grundtvigsk forståelse af kristendom ikke noget skarpt skel mellem kristendom (religion) og folkelighed (kultur). Og hvad med visse former for islamisme, som nogle vil beskrive ikke som en religion, men en politiske ideologi? Er det, der foregår i religiøse partier (det være sig kristelige, muslimske eller andre), underlagt lovens bestemmelser, når de helt bevidst blander religion og politik?

Den anden uklarhed handler om, hvad der egentlig er religiøs  undervisning og forkyndelse . Hvornår optræder en religiøs person som underviser/forkynder, og hvornår gør han/hun ikke? Bemærkningerne til loven kommer med nogle tågede tanker om, at et offentligt politisk eller folkeligt møde undervejs kan udvikle sig til et forkyndende/undervisende møde, og artikler og indlæg i nogle medier vil være at betragte som forkyndelse/undervisning og i andre ikke. Sådan går det, når man vil gradbøje ytringsfriheden. Hvem kan i den situation vide sig sikker?

Den tredje uklarhed handler om, hvem der falder ind under kategorien religiøse forkyndere og undervisere. Præster, rabbinere og imamer er der nok ingen tvivl om, da det ligger i deres "jobbeskrivelse" at forkynde og undervise, men loven rammer - så vidt man kan læse ud af bemærkningerne - også alle andre personer med en religion, dvs. i princippet enhver lægmand m/k, der i en religiøs sammenhæng forkynder eller underviser. Og kan det virkelig være meningen? I en luthersk sammenhæng, hvor vi går ind for det almindelige præstedømme, har vi jo alle del i forkyndelsen, ikke nødvendigvis fra prædikestolen, men i det personlige vidnesbyrd, og kommer man der til at billige noget, som er omfattet af denne lov, ja, risikere man at blive straffet.

Den fjerde uklarhed handler netop om, hvad det vil sige at billige handlinger, som er omfattet af denne paragraf i straffeloven. Lovforslaget definerer billigelse på denne måde, at ytringen "skal have en sådan karakter, at den er med til at legitimere den form for strafbar handling, som ytringen angår". Det lyder jo meget smukt, men hvad betyder det i praksis. Jo, man må godt i en religiøs forkyndelses- eller undervisningssituation oplæse en tekst fra fx Bibelen eller Koranen, "hvori der gives udtryk for en opfordring eller støtte til strafbare handlinger ... medmindre den pågældende tilslutter (billiger) det oplæste eller gengivne i en eller anden form". Dertil kommer, at "Kriminaliseringen er både bagud- og fremadrettet", så det handler altså også om, at sådanne handlinger, der allerede er udført, ikke må billiges. Det vil sige, at en religiøs underviser skal passe morderligt meget på med, når han eller hun oplæser en helligtekst med et problematisk indhold, ikke at udtrykke sin billigelse, at det han eller hun har læst. Hvis vedkommende på forespørgsel svarer, at det oplæste er Guds ord og dermed sandhed, er det så en billigelse?

Problemet med uklare love er, at de underminerer borgernes retssikkerhed, og dette lovforslag er fyldt med så mange uklarheder, at det blot af den grund ikke burde vedtages.

For det femte indebærer dette lovforslag - sammen med en række andre af tiltagene, der ligger i de såkaldte enighedspapirer - et markant indgreb i religionernes indre forhold, nemlig bl. a. deres lære og forkyndelse. Der ville naturligvis ikke være tale om en begrænsning af religionsfriheden, hvis religiøse samfund blot var underlagt de samme begrænsninger i ytringsfriheden som alle andre, men her bruger politikerne en uklarhed i grundloven som påskud til - efter min mening uretmæssigt - at blande sig i religionernes indre liv. Par 67 siger "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden." Politikerne er åbenbart parat til at bruge sætningen "dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden" som en legitimation for de indskrænkninger i religionsfriheden, de måtte finde fornødent. Noget tilsvarende møder vi et andet enighedspapir, hvor aftalepartierne er enige om “på samme måde som i folkeoplysningsloven at indføre nærmere krav om  efterlevelse  af demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder som betingelse for at opnå godkendelse som almennyttig eller almenvelgørende forening mv. efter ligningslovens §§ 8 A og 12, stk. 3". Som professor i religionsret Lisbet Christoffersen i en artikel i Dansk Kirketidende (“Religionsfrihedens grænser til debat") spørger: “... hvad skal der til for at ‘efterleve' demokrati og menneskerettigheder, når man er en religiøs organisation?" Christoffersens konklusion er imidlertid , at grundlovens par 67 "åbner et rum, lovgiverne ikke kan regulere. Guds-dyrkelse, der stemmer med borgernes overbevisning, skal ikke leve op til hverken demokrati eller menneskerettigheder." Mit spørgsmål er, om der der her er tale om, at politikerne forsøger at forme eller reformere trossamfundenes indre liv ud fra deres egne politiske idealer og ønsker?

For det sjette er det et problem, at loven sandsynligvis ikke vil bidrage ret meget - om noget overhovedet - til at løse det i bemærkningerne angivne problem, nemlig at “der er set eksempler på, at der i Danmark finds religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser". De religiøse forkyndere, som er ude på at undergrave danske værdier og understøtte parallelle retsopfattelser, og sådanne findes der helt sikkert, vil sandsynligvis blot gå endnu mere under jorden for der at foretage deres undergravende virksomhed, og dermed vil vi ikke få mulighed for at imødegå deres holdninger i en åben debat. Loven vil på den anden side let medvirke til at mistænkeliggøre religion og trossamfund med de uheldige virkninger, det kan have.

Endelig til syvende og sidst, så er det naturligvis et demokratisk problem, at man sender et så vidtgående lovforslag i høring netop i sommerferieperioden, hvor ikke mange af de høringsberettigede parter har mulighed for at udarbejde de grundige kritiske høringssvar, som lovforslaget i den grad fortjener, og hvor nyhedsmedierne kører på lavt blus og derfor ikke giver lovforslaget den opmærksomhed, som det burde have fået.

Men bort set fra alt det, så ønsker jeg alle eventuelle læsere af dette blog-indlæg en god sommerferie!

Christiansfeld, onsdag, den 20. juli 2016
Mogens S. Mogensen