E-mail: admin@tro.dk

Christoph C. J. Asschenfeldt-Hansen


1856-1934, præst med omfattende forfatterskab, der fik stor indflydelse på Indre Missions venner (ikke mindst gennem bibelkommentarværket "Fra Guldgruben"). I Fra Guldgruben bind 8 (1905) side 725 skriver han som kommentar til Johs. Åb. 20, 1-6 følgende:

I dette afsnit skildres nu, hvorledes Kristi rige oprettes og det endnu på denne gamle jord. Hvad Guds børn ofte har sukket efter i disse stridens dage, at dog Herrens ords sandhed måtte sejre over alt mørket, der tilsyneladende sad i højsædet, det skal herligt opfyldes endnu på denne gamle jord. Den jord, der var vidne til de helliges undertrykkelse, skal også være vidne til deres ophøjelse. 

Efter stormen og uvejret skal der komme en dejlig aftenstund, før den gamle jord forgår, og en ny fremstår. Gudsriget, således som vi nu kende det på jord, er med rette blevet kaldt Åndens rige, i hvilket menighedens konge virker igennem sin Ånd, i hvilket hans venner bærer skatten skjult i "et lerkar" (2.Kor. 4,7). Men når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også hans folk åbenbares ned ham i herlighed (Kol. 3,4). Da kommer Kristi rige, Sønnens rige, det rige, vi hører om på dette sted, tusindårsriget. Først efter den sidste dommedag oprinder den nye jord med Faderens rige, da Sønnen overgiver riget til sin Fader, og "Gud skal være alt i alle", i alle den nye jords beboere, således som apostlen Paulus har malet det for os i 1. Kor. 15, 23-28.