E-mail: admin@tro.dk

Christian Møller


1834-1907, smed, lægprædikant og formand for Luthersk Missionsforening. Udgav i 1882 bogen "Når Kristus kommer". En Bibelsk undersøgelse. I den findes følgende betragtninger (side 86-87 i udgaven fra 1957):

Guds ord siger tydeligt og klart, at Satan skal bindes, så han ikke mere kan forføre folkene. Hvor meget det vil betyde, evner vi hverken at tænke eller fatte, men Skriften taler alvorlige ord om hans "gloende pile og listige snigløb". Jesus kalder ham "denne verdens fyrste" (Joh.Åb. 14:30), og Paulus kalder ham endda"denne verdens Gud, som har slået dem med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed" (2.Kor.4:4). 

Vi forstår ikke, hvor megen elendighed denne forfærdelige fjende på grund af vort arme syndige hjerte har været årsag til her på jorden, men Gud ske lov og tak for det faste løfte om, at han snart skal blive bundet. Og selv om Kristus ved sit komme i herlighed skal udrydde alle de håbløst ugudelige, og hans kundskab derefter skal opfylde jorden, så beholder menneskene dog deres syndige natur, og derfor er det en stor lykke, at den onde fjende skal være bundet, så han ikke kan forføre dem.

Jerusalem skal blive det jordiske midtpunkt for dette fredens og retfærdighedens rige, og Israels folk skal indtage førstepladsen i det. Dette skal blive så tydeligt, at "ti mænd af alle folks tungemål skal gribe fat i en jødes kappeflig og sige: "Vi vil gå med eder, thi vi har hørt, at Gud er med eder". Fra dem skal Herrens kundskabs lys strømme ud til jordens øvrige indbyggere. "Deres fald betød rigdom for verden for hedningerne", fordi vi hedningefolk af den grund kom til at indtage den plads, som vi har under den nuværende verdenshusholdning. Men hvor meget mere vil det da ikke betyde, at "de kommer fuldtalligt med?" Deres antagelse vil bringe "liv af døde". Det er forbeholdt dem at fylde jorden med Herrens kundskab.

Missionen i vor tid kan ikke nå dette mål, hvor værdifuld den end er. "Fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord" (Es. 2:3) Herren vil give dem"ry og ære blandt alle jordens folkeslag" (Zef. 3, 13-20). Han vil sende nogle af dem ud til folkene, som ikke før har hørt om ham, og de skal kundgøre Herrens herlighed blandt hedningerne (Es. 59, 15-21, kap. 60 og 66). Dette skal blive en lykkelig tid for alle, men mest for det folk, som så længe har trællet under forhærdelsens dom. Da skal Jesus få den titel anerkendt, som de nægtede ham for Pilatus, da de råbte: "Vi har ingen anden konge end kejseren". Da skal Jesus blive anerkendt som "Jødernes konge".