E-mail: admin@tro.dk

 

Dato for offentliggørelse
25 Sep 2017 00:59

Anna Bjørner Larssen - Fra Teater til Tempel

Af Simon Griis

Anna Bjørner Larsen (1875-1955) var i begyndelsen af det tyvende århundrede en af landets mest feterede og højest roste skuespillerinder.

Det kom som et chok, da hun fik en åndelig oplevelse og blev en personlig kristen. Dette bevirkede, at hun forlod teatrets skrå brædder netop, som hun syntes på sin karrieres højeste. Hun viede sit liv til forkyndergerningen, og var med til a stifte den apostolske kirke i Danmark.


Jeg har hele mit voksenliv haft en interesse for denne stærke kvindelige personlighed, der gik imod mainstream og skiftede primadonnapopulariteten ud med religiøs modstand og intolerance. Da jeg opdagede, at det rent faktisk var til at få fat i originale post- og fankort med hende fra hendes storhedstid på teatret, begyndte jeg at søge efter dem, og har i dag en lille samling af fotopostkort med hende, som næppe har den store værdi for andre end mig selv og nogle få her i landet, der har samme interesse.

Anna voksede op som teaterbarn, og stod bag scenen som helt lille og på scenen allerede som barn. Da hun var 16 fik hun sit gennembrud i ”Man skal ikke spøge med kærligheden”, og blev straks modtaget af publikum som et rent naturtalent. Som det charmerende, uskyldige, kunstnerisk begavede, satiriske, vittige, følsomme, lidenskabelige, og muntre naturbarn, hun var (eller spillede?), gik vejen mod toppen raskt og uden de store forhindringer. 

Forfatteren Sven Lange kaldte Anna en “Sommerfugl, en lille oprindelig Menneskenaturs umiddelbare Udtryk for, hvad der rørte sig i den”. Forfatteren Agnes Henningsen sagde om hende: “Alt hos hende synes Natur (...) Der er Kunstnere, der giver Livet, tungt og virkelighedstro. Som en god Roman. Anna Larssen er Lyrikken.” 

Da Anna blev 33, kunne hun fejre 25 års jubilæum på teatret. Hun var ikke gammel, men havde allerede spillet alle de store roller; her iblandt hovedrollerne i Alferne, Elskerinden, Hallfred Vandraadeskjald, Tante Cramers Testamente, og Løgnens Ansigter, Hun spillede Shakespeares Ophelia, Adam Oehlenschlägers Valborg, digteren M. Maeterlincks Monna Vanna, en barnlig pervers Salome i O. Wildes gyser af samme navn, Marguerite Gautier i A. Dumas Kameliadamen og mange mange flere.

Det var ved mødet med metodistpræsten T B Baratt, at Anna blev vakt for evangeliet. Hun var lige blevet færdig med at turnere med ”kameliedamen”, året var 1909, og hun forlod teatret. Det var ikke en let beslutning, for hun elskede teatret. Alle ville have hende tilbage på scenen, og selv det Kgl. Tetaer gav hende et yderst fristende tilbud. Men Anna havde fået et kald, og hun begyndte nu at turnere land og rige rundt med en helt anden forestilling, hun blev prædikant, en gudsbenådet forkynder af de glade nyheder. 

Sammen med sin mand Sigurd Bjørner, dannede hun Evangelieforsamlingen, og blev den Apostolske Kirkes fremmeste figur i de første vækkelsesår.