E-mail: admin@tro.dk

 

Abort-Hykleriet når nye Højder

Dato for offentliggørelse
25 Sep 2017 00:37
Forfatter
Simon Griis

Abort-Hykleriet når nye Højder

12 uger

Abort hykleriet har nået nye og uanede højder i løbet af 2012, også i sådan en grad, at gode folk, der ellers normalt ikke går rundt og tager sig til hovedet i tide og utide, nu må tage sig til hovedet, og det endda med begge hænder. 

Nu vil nogen sikkert spørge, hvad de nye og uanede højder er, for der er jo i forvejen megen hykleri i meget af abortpolitikken i Danmark.

Ufødt barn eller graviditetsprodukt?

Kan det være dette, at man jonglerer med ord efter forgodtbefindende? Mens man kan stoppe graviditeten ved provokeret abort i nogle tilfælde helt frem til 24. uge, så er man samtidigt nået så langt i lægevidenskaben, at man har mulighed for at redde børn, der er født tidligere end de seneste aborter. Dette skaber selvfølgelig et etisk dilemma, som bliver sværere og sværere at håndtere, efterhånden som man bliver i stand til at holde stadigt yngre fostre i live.

Hykleriet her kunne ligge i den opgave, man pålægger en læge, når han med den ene hånd skal afslutte et liv, der er ældre end det liv, han med den anden hånd skal søge at redde med alle tænkelige midler. Men det var nu ikke lige det, jeg tænkte på. Det var mere brugen af ord. Hvis man søger at redde et liv, så kalder man det et ”barn”, enten et ufødt barn eller et for tidligt født barn. Søger man at afslutte det samme liv ved provokeret abort, kalder man det ikke et barn, men derimod embryo, foetus eller slet og ret et graviditetsprodukt.

Hyklerisk, ja, men måske ikke i nye højder.

Kan et menneske eje et andet menneske?

Kan det være dette, at retten til fri abort strider mod alt, vi ellers har opnået i vort moderne Danmark? I de ”gode” gamle dage kunne forholdet mellem mennesker i nogle tilfælde mest sammenlignes med forholdet mellem ejer og ejendom. Nogle mennesker havde så meget ret over andre, at de nærmest ejede dem. I dette havde man også rettigheder, der for eksempel indebar retten til at afstraffe.

Slaven ejedes af herremanden, fæstebonden ejedes af godsejeren, og undersåtterne ejedes af kongen. I dag har vi gjort det soleklart, at husbonden ikke ejer sin hustru, forældrene ikke ejer deres børn, og arbejdsgiveren ikke ejer sine arbejdere. Vi har talt den svages sag i alle afskygninger, og vundet alle sager. Tilbage står så – paradoksalt nok – at vi kræver totalt ejerskab, når det gælder det ufødte barn. Det ejes nemlig af kvinden, der bærer det, eller af forældrene i forening – og det i sådan en grad, at de ved lands lov og ret har fået frihed til at beslutte, om deres ejendom skal leve eller dø. Hvem har talt det ufødte barns sag?

Hyklerisk, ja, men måske ikke i nye højder.

Debatten om omskæring af drenge

Kan det være dette, at én, der har en bjælke i øjet, måske lige skulle tænke sig om en gang, inden vedkommende påpeger, at en anden ikke engang har en splint i sit? Henover sommeren har debatten raset om, hvorvidt man burde forbyde omskæring af drengebørn i Danmark. De nok-så-kloge danskere har selvfølgelig også en mening om dette. Selvretfærdigheden er i højsæde, når vi i lille Danmark belærer alle i hele verden, der ikke lige ligner os om, hvordan verden hænger sammen, når den hænger sammen som den bør hænge sammen. Vi tror på frihed og lighed – i det mindste for alle, der er som os selv.

Selvfølgelig kan man ikke blande abort- og omskæringsdebat, men tænk alligevel lige et øjeblik på følgende. Hvem er det, der føler sig berettiget til at være moralens vogter og hæve en dirrende pegefinger mod de ”omskærende religiøse fanatikere”? Hvem er det, der føler sig kaldet til at belære andre? Det er de samme, som synes, at fri abort er okay. Hvad må den, der praktiserer omskæring ikke tænke, når han ser, at den, der anklager ham, fordi han skærer et lille stykke hud af på en nyfødt dreng, er den samme som gennem en årrække har skåret – ikke et lille stykke hud, men – et helt liv væk, og det endda i 800.000 tilfælde. Hvad kalder man et samfund, der uden at ryste på hånden tillader fri abort, og samtidigt vil forbyde omskæring af drenge?

Hyklerisk, ja, og nu er det da vist ved at nå højderne.

Når det stærke argument ikke holder

Men det var nu alligevel ikke det, jeg tænkte på, selvom ovenstående dog bejler til kåringen som årets hykleriske himmelflugt. Kunne det så i stedet være resultatet af den engelske undersøgelse, som blev offentliggjort for nyligt?

Jeg husker at et af de allertungeste argumenter for fri abort, som blev brugt, da jeg var helt ung, handlede om tilladelse af abort i tilfælde af fare for moderens liv. Ofte blev argumentet afleveret meget personligt, for eksempel i stil med: ”Ville du lade en kvinde dø, fordi hun absolut ikke må få en abort?” … og hvad skal man lige svare på den?

På vegne af parlamentet har de britiske myndigheder offentliggjort en rapport, der giver et eksakt billede af det antal aborter, der er blevet foretaget for at redde moderens liv, og tallene er chokerende.

Siden 1968, da den frie abort blev legaliseret, er der blevet udført 6,4 mio. aborter i England og Wales. Knap 24.000 af dem er blevet udført fordi man har vurderet, at der ville være en større helbredsrisiko for kvinden ved at fortsætte graviditeten frem for at afslutte den. Det svarer til kun 0,37 % af alle aborter.

Og dette er ikke alt. Du spørger sikkert; ”Jamen hvor mange aborter er blevet foretaget for at redde moderens liv?” Det var jo ligesom det, argumentet gik på dengang. Ud af i alt 6,4 mio. aborter er de 143 udført for at redde moderens liv eller forhindre alvorlig fysisk eller psykisk skade på moderen. Ja, du læste rigtigt; 143 aborter. Det svarer til 0,006 % af alle foretagede aborter siden 1968 i England og Wales.

Ja, jeg ved det; Hyklerisk, så det næsten når uanede højder.

Fejlslagne aborter skal behandles menneskeværdigt

Topscoreren er dog, at Sundhedsstyrelsen nu har udfærdiget retningslinjer for behandlingen af fostre, der stadig er i live efter en fejlslagen abort – og de skal behandles som døende mennesker.

20 uger

Sundhedsstyrelsens vejledning til fødeafdelinger kommer efter, at Folketingets ombudsmand satte en undersøgelse i gang af behandlingen af overlevende aborter.

På Ombudsmanden.dk kan man bl.a. læse følgende: ”Ombudsmanden gik ind i sagen efter nogle artikler i Ekstra Bladet i april 2011. Det fremgik af artiklerne, at levendefødte børn skulle være blevet overladt til at dø alene i skyllerum”. Læg mærke til, at de fejlslagne aborter her ikke kaldes fostre eller graviditetsprodukter, men ”levendefødte børn”. 

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen siger videre på siden: 

”Det er vanskeligt at fastsætte regler på menneskelivets absolutte yderområder. Ikke desto mindre er det vigtigt, at der er retningslinjer, der både kan sikre børnenes ret til omsorg, men som også kan hjælpe personalet på landets fødeafdelinger i en vanskelig situation.” 

”Børnenes ret til omsorg”? Hvad er det for børn, vi snakker om her? Al respekt for denne vejledning når det gælder spontane og ufrivillige aborter, men vejledningen gælder også i de tilfælde en provokeret abort ikke lykkes, og barnet stadig er i live.

I vejledningen står, at sundhedspersonalet skal yde nødvendig omsorg for barnet, som er uafvendeligt døende, men som stadig for eksempel trækker vejret, har hjerteslag eller tydelige bevægelser. Den nødvendige omsorg indbefatter bl.a. at der skal gives smertestillende, hvis det er nødvendigt, at barnet skal have lov at dø i ”passende fysiske rammer”, og at det ikke bør lades alene frem til døden indtræffer, men »Der bør stilfærdigt være et andet menneske i dets nærhed, indtil livstegn ophører.«

Er du forvirret? Ja, det kan jeg da godt forstå! Kan det virkelig passe, at det ufødte barn, man uden held har forsøgt at slå ihjel, bagefter har ret til at blive behandlet som et døende menneske? Ja, det kan passe. Forstår du stadig ikke?

Jo altså, det sundhedspersonale, der først skal udføre en abort, og fjerne graviditetsproduktet har ikke noget problem, så længe alt går efter planen. Men viser det sig, at graviditetsproduktet overlever, er det samme sundhedspersonale, der før forsøgte at slå det ufødte graviditetsprodukt ihjel, nu pålagt at give det, der med ét er blevet forvandlet til et uafvendeligt døende barn, den fornødne omsorg og menneskeværdige behandling i barnets sidste minutter.

Hykleri i dimensioner, der skriger til himlen? Ja, det er det.

Og slutteligt: Hvem er det egentlig, man vil drage omsorg for med disse nye retningslinjer? Er det barnet? Det sanser jo nok alligevel ikke ret meget af de værdige foranstaltninger ud over måske det smertestilende. Så barnet har vel, når alt kommer til alt, ikke den store gavn af vejledningen, eller hvad? Nej, mon ikke alt dette i virkeligheden er sat i værk for ”vores” skyld, for at vi – abortudøvere specielt og det accepterende samfund generelt – for at vi kan dulme en nagende og spirende samvittighed?