E-mail: admin@tro.dk

 

På sporet af Moses' arv fra Egypten

Dato for offentliggørelse
12 Aug 2014 23:21
Forfatter
Ove von Spaeth

Nye opdagelser og interessante fund i forbindelse med Moses-gåden reetablerer vigtige historiske sammenhænge. Alt dette er fremlagt i bogserien "Attentatet på Moses". Heri levendegør et enestående materiale den både eventyrlige og dramatiske baggrund for Moses i Egypten. Moses tilhører vor tidlige histories mest indsigtsfulde og spirituelle personligheder:

- Det store antal nye spændende oplysninger om Moses blev tilvejebragt ved et årelangt, grundigt undersøgelsesarbejde. Det foregik ved at opsøge mange ofte fortrængte kilder og sætte dem i relation til seneste forsknings landvindinger.

Siden publiceringen af de første af seriens fem bind har der været mange forespørgsler angående selve bøgernes tilblivelse og forfatterens fremgangsmåde. Til orientering gengives nogle relevante træk fra et mangeårigt hændelsesforløb med særlige omveje og vigtige milepæle - en personlig indføring til forfatterens baggrund for at beskæftige sig med emnet samt om målsætningen for det usædvanlige projekt.


Det evige spørgsmål

At det store verdensrum, kosmos, med stjernerne og planeterne og vores stadige kraftkilde Solen betyder så afgørende meget for hver enkelt af os uanset vores forskellige livsudfoldelse, gælder netop uanset, om vi opholder os på steder, hvor vi sjældent ser himlen. Og også uanset om vi overhovedet er os disse forholds eksistens særlig bevidst. Så selvfølgelige er disse himmelske forhold blevet for os, at de ofte glider i baggrunden til fordel for mere nære ting, som almindeligvis optager de fleste.

Meget af alt dette gik tidligt op for mig, men himmelrummet og dets stjernehav forblev ofte mere i min bevidsthed end det, der foregik dagligt i nabolaget. Jeg begyndte at læse om, hvordan andre folkeslag gennem tiderne har opfattet disse forhold og videre om vores historiske relationer til astronomien og indflydelsen herfra på vores religioner og tænkemåde. Med andre ord, tilværelsens gåder i det kosmiske perspektiv sat overfor vores vesterlandske religioners trosopfattelse - kunne disse elementer overhovedet forenes?

Det fra Bibelen så kendte bud, om at "elske din næste som dig selv", er hos mange knyttet til dét, Jesus lærte fra sig. Men her citerede Jesus i virkeligheden Moses! (fra 3. Mosebog 19;18). Netop dette bud har i tidens løb haft en betragtelig indflydelse. Så hvem var da denne Moses, der levede næsten 1.500 år forud for Jesus? - Moses var den tidligst kendte historiske person, der har indstiftet en religion. En religion, der blev en dyb inspiration for tre af de store hovedreligioner, nemlig jødedommen, kristendommen og islam. Og samtidig en religion, der siden hen baserede sig på sin særlige bog, Bibelen, verdens mest udbredte og læste bog, hvis ældste dele netop Moses skrev ifølge traditionen.

I flere dele af Bibelen findes der en række ophøjede leveregler og etiske fordringer, men også nogle efter nutidens begreber hårdhændede og grusomme træk. Hvordan kan dette forenes - havde den samme person da skrevet begge dele?

Og kan det være meningen i nutiden, næsten 3.500 år efter Moses' virke, at nogle grupper søger at leve efter den strengeste bogstavelige "forståelse" af disse tekster? Især når sådanne dog omdiskuterede opfattelsesmåder tilmed kan ses destruktivt anvendt i forbindelse med nogle af nutidens store tekstopfattelser tilmed kan ses destruktivt anvendt i forbindelse med nogle af nutidens store politiske og etnisk-religionsmæssige problemer?

Kan der være sket noget undervejs med teksterne siden dengang, de blev udarbejdet? Flere af den type spørgsmål var blevet 'vækket' inde i mig, da jeg på egen hånd gik i gang med en række særlige studier
.

 

Verdens ældste stjernekort

Min tidligt grundlagte interesse for historie og astronomi førte for 20 år siden til bekendtskab med verdens ældste stjernekort. Det er en smukt udført gammel-egyptisk himmeloversigt optegnet i en særlig form, meget anderledes end hos os. Kortet var fremstillet af den tids største begavelse, dronning Hatshepsut's regerende minister, Senmut. Ved selv at studere flere fagområder såsom historie, religionshistorie, astronomi, den gamle stjernelære, myterne, mv., blev det mig efterhånden klart, at dette stjernekort netop er fra Moses' epoke. Kortet viste sig at beskrive en bestemt konstellation på himlen i 1534 f.Kr.
 
Forbindelsen støttes yderligere af indikationer fra oldtidens historikere vedrørende kronologien i tilknytning til Moses. Men ved at undersøge Moses' historiske forhold nærmere opdagede jeg snart, at der inden for forskningen hersker stor intern forvirring om denne betydelige skikkelse.

Uden indskoling af teologiske hypoteser om Moses, der kunne trække undersøgelsen i en bestemt retning, søgte jeg fra starten at fastholde frit udsyn til alle sider. Og ligeledes uden forestilling om, hvor omfattende emnet er, arbejdede jeg systematisk med at afdække alt relevant, og ofte sjældent, materiale om Moses og kronologi. Det skulle tage mange år.

Det var under disse studier, at stjernekortet blev dateret. Resultatet blev i juli-august 2000 publiceret som videnskabelig afhandling i "Centaurus International Magazine of the History of Mathematics, Science, and Astronomy" (vol.42). Jeg var forinden heldig at få mine opdagelser om den historiske Moses antaget hos det traditionsrige forlag C.A. Reitzel, og følte mig også godt tilpas med, at det er Søren Kierkegaards og H.C. Andersens originale forlag. 

Det store materiale blev til bogserien "Attentatet på Moses"; og her blev en dansk tekstudgave om stjernekortet tilføjet bag i bind 2. Det var derefter også en glæde at blive benyttet som referee/review'er hos verdens største og ældste internationale videnskabshistoriske tidsskrift "Isis Journal of the History of Science".

Under de lange studier skabtes også den kolossale Moses-bibliografi (gengives bag i bøgerne). Det var desuden en opmuntring, at bl.a. Jewish National and University Library i Jerusalem begyndte at anskaffe denne (danske) bogserie.
 

 

Bundet til Moses' gådefulde spor

Uden at vide det fra starten var jeg begyndt på et helt projekt blot ved oprindelig at ville skrive en billedtekst til stjernekortet. Pludselig fyldte teksten en hel side. Og snart efter en hel artikel. Det viste sig, at jeg ud fra mange års intensive beskæftigelse med hertil relevante historiske og spirituelle emner faktisk vidste en masse, hvad jeg på det tidspunkt ikke havde gjort mig klart. Denne viden og sammenhæng fandtes i mig, men var i en tilstand ligesom omrystet snevejr i en gennemsigtig legetøjsplastikkugle hvor skulle jeg ende og hvor begynde?

Den heldige afkodning af en bestemt dato i stjernekortet skulle vise sig som den overhovedet første præcise datering af dette kort. Da det hermed også blev en hjælp til endelig at kunne fastlægge Moses' tidsalder, faldt nu alle brikker på plads. Det havde den positive konsekvens, at her, præcis på det rette spor, kunne materialet selv lettere vise vej. Nu blev teksten en fuld bog. Og hurtigt til to bøger. Snart tre. Svulmede efterhånden op til hele 5 bøger, på et tidspunkt endda 6, så jeg disciplinerede mig selv meget for at få det i sandhed utroligt fascinerende og livlige stof mere begrænset i udstrækning og helst uden tab. Der blev anvendt næsten tyve år - foruden en årrække med generelle forstudier, der nu krystalliserede sig.

En skønne dag opdagede jeg, at det var som en mission, jeg reelt var i færd med at udføre. Ligesom i gamle dage, hvor kaptajner på farefuld og ukendt færd og med forseglede ordrer først måtte bryde seglet i rum sø. Dvs. efter lang tid uden land i sigte, og uden at kunne nå land ved f.eks. at ville undslippe i en robåd. Ingen mulighed for at flygte. Vejen ud er vejen igennem og her, at bringe Moses' eksistens tilbage i historien til bevidsthed igen.

Mange essentielle forhold, som fik betydning for vores kultur endnu i dag, stammer fra Moses og hans tid. At sammenarbejde det vidtspredte kildematerialets utallige stumper blev et utroligt hårdt og langvarigt arbejde. Men voldsomt fascineret som jeg var, kunne jeg ikke slippe det. Og til trods for al ydre modstand og problemer og de dybe personlige afsavn opdagede jeg, at der var ikke nogen vej udenom; jeg befandt mig simpelthen som fastbundet til at gennemføre arbejdet uanset hvad.

Undervejs med arbejdet på det store værk skete der de mærkeligste ting - der kom flere mere ejendommelige ubehageligheder i vejen, og der var også særprægede, godartede hændelser. Således nåede jeg, ofte næsten "i sidste minut", at få uvurderlig hjælp af fremragende eksperter inden for egyptologi, hebraisk, oldgræsk m.v., flere kun i kortere tid inden disse personligheder forlod denne verden efter et langt livs forskning og erfaring. - Jeg nåede her i en heldig periode før Det Kgl. Biblioteks ombygning at anvende den gamle og utroligt righoldige læsesal, der tilmed var Danmarks eneste tværvidenskabelige forum (nu ophørt). 

Derinde - og herigennem også fra udenlandske biblioteker - nåede jeg i nogle år at låne og kopiere mere end tusinde meget væsentlige bogværker, artikler og dokumenter, præcis dem jeg fik brug for, inden der blev indført de for en ikke-institutionstilknyttet forsker belastende afgifter ved udenlandske bogudlån og kopier. Og senere bortsparedes endog bibliotekets fagkonsulenter og anden faglig bibliotekartjeneste (bl.a. hæmmes kildesøgning i ældre, ikke-elektronisk registrerede værker). Alt dette ville have umuliggjort er forskning i det usædvanlige omfang som Moses-seriens bøger forudsatte.

 

 

Op imod den udbredte fejldatering

Hvordan kan vi vide, at Moses ikke var nogen mytefigur, og at Moses' og israelitternes udvandring, Exodus, fra Egypten overhovedet har fundet sted? Fortløbende, og lige fra begyndelsen af værkets tilblivelse, bliver der om dets hovedemner til stadighed fremsat sådanne spørgsmål. Denne undren viser sig oftest at være influeret af udbredelsen af bl.a. flere teologiske skolers tvivl om Moses' eksistens som historisk person.

De pågældende teologiske hypoteser ses bl.a. udsprunget af, at man mest har efterforsket Moses ud fra en fejlagtig datering, der placerer ham ca. 250 år for sent i det historiske forløb - ved 1200 f.Kr. i stedet for 15-1400 f.Kr. Følgelig er der ikke fundet noget spor hverken af Moses eller israelitternes udvandring. På dette mangelfulde grundlag hævdes i dag, at den bibelske Moses beretning er en nationalromantisk myte, skabt af opfindsomme præster for omkring 2.300 år siden for at give jøderne en glorværdig forhistorie.

Imidlertid findes der især i egyptiske og jødiske kilder i forbindelse med Moses et betydeligt antal af sandsynlige historiske spor. Disse er i stor udtrækning blevet ignoreret på grund af en unuanceret fastholdelse af den alt for sene datering og af mytehypotesen, der reducerer denne mest fremtrædende personlighed bag den bibelske kulturs oprindelse og i den jødiske selvforståelse til blot at være en fiktiv figur. Dette er uacceptabelt, fordi påstanden om Moses som myte viser sig konkret at være en historisk set umulig konstruktion, ligesom det ville være en komplet meningsløshed allerede for datidens jøder.

Det er en kilde til stadig undren, at traditionel akademisk forskning ikke i større grad har benyttet sig af de seneste 100 års ganske vist spredte, men talrige arkæologiske og tekstlige referencer til Moses-tidens begivenheder. 

Oprørte universitetsfolk begyndte allerede ved udgivelsen af det første bind at tage mindre pæne metoder i brug. En af forskerne blev især stødt over, at jeg korrekt citerede hans angreb ordret. Og nogle af hans kolleger udtrykte i pressen: at de vil "kæmpe mod bøgerne i mange år". Mange læsere så dette som en kompliment - at bøgerne fremstod med særlig klasse, når de "kunne ryste de akademiske funktionærer". Men flere af disse fandt det ønskeligt at sætte opdagelserne i bås med bøger af eventyrere og fantaster, hvilket fik andre akademikere uden for de pågældende fagområder, og uden selv at have læst bøgerne, til uden videre at bruge samme prædikater. 

Men vores fortidsviden er langt rigere og også mere tilgængelig end almindeligvis antaget. Så alt dette har sin egen ironi, fordi så mange data om bl.a. det, vi kalder myter, ligger rundt om i verdens biblioteker og museer og samler støv næsten uden at være kendt eller studeret.

Et betydeligt antal af de netop i virkeligheden eksisterende og relevante historiske kilder om Moses er samlet i bogværket. De fleste af dem er her for første gang sat i relation til moderne arkæologi og astronomisk datering. Det betragteligt store materiale om Moses gør det meningsløst, at han skulle være en mytisk skikkelse - derimod bestyrkes historiske og bibelske oplysninger om Moses som konkret person grundigt og væsentligt. 
 

 

Spændende fund revurderes

Et uerkendt problem er, at tekstforskning startede inden arkæologien var videnskabeligt etableret. Undervejs fra de mange grundlæggende tekstmæssige opdagelser og snart fastere konklusioner for mere end 100 år siden og frem til nutidens forskning opstod hypoteser om disse funds mulige eller ikke-mulige relationer til forståelse af historien bag Bibelen. 

Således konstrueredes der hypoteser om især "Moses som myte". Og de fik i mange tilfælde opbygget et efterhånden enormt litteratur-apparat omkring sig. Hvorefter senere generationer konfronteredes med et stadig op-genereret system af kommentarers kommentarer. Nye studerende bliver dermed ofte ukritisk indgivet det indtryk, at hypoteserne er at betragte som autoritativ sandhed.

I det aktuelle analysearbejde, der ligger til grund for Moses bogserien, var det derfor i mange tilfælde nødvendigt for mig at gå helt tilbage til tidligere forskergenerationers kilder. Det blev gjort for at opnå mest mulig direkte viden (endda f.eks. også fra udgravningsrapporter) om fundene, samt om hvordan forskningsresultaterne derfra var tilvejebragt. Så i stedet for blot at tage den senere videre udbygning for givet, var det ofte af afgørende betydning at få analyseret selve udgangspunktet i relation til nyere fund og opdagelser.

Bøgernes ikke førhen sete sammenfatning af materiale i så stor skala i forbindelse med Moses-forskningen indebar, at dette tværvidenskabelige værk næppe var blevet fremstillet uden hjælp fra mange kompetente og interesserede forskere. Også andre dygtige hjælpere fortjener her stor tak. 
 

Romaner eller fakta?

I tidens løb har adskillige forskere fået forespørgsler om romanskrivning fra læsere, der meget gerne vil have indblik i spændende informationer, men helst gennem fiktionens kendte formidlingsform. For nogle er en kildehenvisning en behagelig sikkerhed for kvaliteten af oplysningerne eller en interessant ekstra information undervejs; men hos andre kan det yderst forståeligt føles som mange trafiklys, der lidt for ofte hæmmer hastigheden. Mange videnskabsmænd har anvendt romanform, når de har ønsket at lancere eller afprøve nye tanker en til almindelig læsebrug let håndterlig, men også mere ansvarsfri, formidling.

Et projekt som dette med ny forståelse af Moses' særlige baggrund har ikke tidligere været udført - og kunne evt. blive opfattet som mindre anvendeligt i praksis såvel som til seriøs vurdering, hvis de fremlagte opdagelser var beskrevet på en sådan måde, at de var mindre tilgængelige for kontrol. Derfor ingen roman, men nogle givne, af egen kraft medrivende emner af største relevans. I sig selv rummer de tilmed videre perspektiver - der endda også kan komme til at vedrøre en på længere sigt nødvendig nytænkning inden for de pågældende religioner.
 

 

Den spirituelle dimension

Desuden, i disse bøger om Moses' genopdagede baggrund udvides historiebegrebet i praksis på en sådan måde, at der på lige fod med øvrige historiske hændelser omtales en række magiske og spirituelle forhold. Moses' og Egyptens historie kan umuligt forstås, hvis disse også historisk tilhørende elementer ikke vises større opmærksomhed. 

På den baggrund fremdrages derfor i bøgerne bl.a. det gamle Egyptens mysteriespil, 'frimurer'lignende ritualer, rituel healing, magi, astrologi, religiøs kongemagt. Også f.eks. inskriptioner om de gamle kongers og generalers anvendelse af magi. Desuden orakler, guddommelig undfangelse, stjernelære-mytologi og kosmologi. Der rummes sublime indtryk fra en kultur, omfattende gennemtrængt af ånd - som her fandt sit udtryk i spirituel arkitektur og kunst, der overgår det meste fra nogen kendt civilisation. Ved vores møde med den berører den os stadig, nu flere tusinde år efter.

Blandt en del af disse oplysninger, også med nye vinkler til mysterier og indvielseskulter i oldtiden, har læsere genkendt nogle forhold inden for frimurernes og lignende gruppers forhistorie. Nemlig hvor der i bøgerne er søgt her at videregive nogle fundamentale, ofte glemte træk, der stadig har visse konkrete ligheder med den gamle verdens historisk kendte forhold. Ikke mindst den egyptiske inspiration supplerer og perspektiverer emnet og vores forståelse, hvortil bøgerne netop fremdrager disse spirituelt funderede forhold i Egyptens fortid og kan vise flere også almene spor derfra bag nutidens kultur og historie.

En anmelder gav sin forståelse af bøgerne det udtryk: "Moses var født til at være farao i det dengang mægtige Egypten, indviet i den gamle esoteriske visdom og intelligensmæssigt stående langt over sine samtidige. Han var tydeligvis en højtudviklet sjæl, der skulle føre menneskene et skridt videre i udviklingen". Det er blevet muligt også på internet at læse mere om nogle af de mange opdagelser og om den inspirerende modtagelse, som deres fremlæggelse gennem bøgerne har fået. Og også om en for al ny forskning nødvendig kritik foruden en til tider mildest talt særpræget modstand. Uundværlig for en farverig start. Se f.eks. orientering på bøgernes egen hjemmeside, http://www.moses-egypt.net/ 
 

 

De tilbageholdte oplysninger

Bibelen såvel som de gamle rabbinerskrifter og flere af oldtidens lærde forfattere omtaler, at Moses kendtes som Faraos datters søn. Mine bøger om Moses fik deres usædvanlige serietitel "Attentatet på Moses" på den baggrund, at Moses i tre omgange i historien blev forsøgt destrueret: Første gang af egypterne, der fortrængte ham som tronkandidat og allerede i hans samtid fjernede hans navne og andre minder om ham for at gøre ham ikke eksisterende. Senere af de præstelige Bibelredaktører, f.eks. Esra i 300-tallet f.Kr., der reducerede Moses' egyptiske baggrund og status. Og endelig afviser som sagt flere af nutidens teologiske skoler Moses' eksistens og betegner ham som en frit opfundet, mytisk figur. Følgelig anses bøgerne som stærkt kontroversielle, ja kætterske.

Ved en revurdering af Moses' identitet og baggrund søger bøgerne at fremdrage den tilsidesatte historiske eksistens af denne oldtidspersonlighed, der for os står som den, der sætter, eller endda selv udgør, skellet mellem historie og forhistorie. Derfor har den første af bøgerne i denne serie, som begyndte at udkomme i 1999, fået titlen "De Fortrængte Optegnelser" (C.A. Reitzels forlag). Seriens 5 bind er selvstændige og kan læses uafhængigt af hinanden. 

Der præsenteres her en nyorientering, og her bl.a. også med perspektiver for hidtidig forskning på vejen til forvandling. Og i den hidtidige religiøse lære og opfattelse må også kosmologisk indsigt påny blive inddraget. Der er adskillige tegn på, at Moses med sin høje indvielse og uddannelse i Egypten bragte flere religionsmæssige 'hemmeligheder' med sig ud ved sin og israelitternes udvandring fra Egypten. I dag synes tiden moden til, at mange spændende ting vil blive afklaret, og flere gåder kan stå foran deres løsning.

Ove von Spaeth

Copyright © 2002

Uafhængig historisk forsker  -  www.moses-egypt.net  
Forfatter til bogserien om den historiske Moses: "Attentatet på Moses" 
( C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 el. info@careitzel.com )

 

 

 

Videnskabsmyter og historiske realiteter

Af  OVE VON SPAETH 

copyright © 2002 - www.moses-egypt.net

.
Publiceret i Swedano Journal, september 2003 (nr.9, årg.2, s.34-36)

 

I den nyorienterende bogserie "Attentatet på Moses" fremlægger Ove von Spaeth nyt, opsigtsvækkende materiale om den historiske Moses. Udgivelsen skal bidrage til ny indsigt i en vigtig del af vor historie og kulturbaggrund. Ingen har nogen sinde før skrevet fem bøger om dette, ikke engang blot et to-bindsværk om Moses.

          Modtagelsen af bøgerne har været omgivet af den mest positive interesse - og også nogle kætterbål. Fra sidstnævnte, især akademiske, gruppe er bøgerne ofte blevet mødt med en særpræget optræden og endda regulær krigstilstand - forhold som har fået andre interesserede til at gøre indsigelser mod disse angriberes metoder. Også ud fra den indgribende effekt, som udgivelsen har afstedkommet, er det i hvert fald blevet konkluderet, at bøgerne er af betydning der ikke kan afvises. 

          Kritisk modstand mod nye teser - såvel som mod ældre, afprøvede teser - er videnskabens vitale ledetråde. Kritisk modstand kan give opladning og skubbe vores viden fremad til forøget erkendelse. Og i releation til den uheldige aktionering fra førnævnte gruppe vil denne artikel belyse nogle basale principper, der angår os alle som modtagere af resultater fra videnskaberne. 

 

For og imod

Først og fremmest her et svar til de mange venlige tilkendegivelser - på internet og i en række eksterne breve: Tak for venlig interesse og medindsigt. Ja, unægtelig har materialet, der danner baggrund for bøgernes informationer, vist sig at være særdeles inspirerende. Og meget taler for, at de fremlagte forhold i Moses-bogserien, som visse grupper inden for nogle universitetsfag selv har valgt at finde provokerende, nødvendigvis må gives endnu bedre fodfæste med tiden. Men bemærk: disse bøger om Moses er fra starten ikke det mindste beregnet på at skulle være provokerende. Ligeledes er der intet tilsigtet polemisk i bøgernes tekster.      

          Det har bestemt været en positiv oplevelse, at så mange - også netop blandt akademikere - har grebet til pennen eller tasten for at modsige en særlig form for akademisk adfærd over for bøgerne i en række typiske tilfælde. Det følgende påviser interessante træk.

          Hvad det drejer sig om i nærværende tilfælde, er naturligvis ikke om bøgerne bliver godt eller dårligt omtalt, hvilket er uvigtigt for emnet. Derimod er det, der virkelig betyder noget, at bøgerne rummer et usædvanligt stort forskningsmateriale samlet gennem 25 år - og ligeledes en bibliografi over stort set alt, der er udgivet om Moses gennem 120 år, således samlet på ét sted. Bøgerne gennemanalyserer det i det meste hidtil oversete materiale og fremdrager en række nye, afgjort udvidende historiske perspektiver, som alt dette uvægerligt fører frem til. 

          Om man på selve denne baggrund er enige eller ej i selve resultaterne, er meget lidt vedkommende i forhold til, at nu findes der for første gang endeligt præsenteret et stort, sammenhængende materiale til at udforske videre i - og med. Herefter vil der ikke være nogen undskyldning for - og faktisk heller ikke være videre videnskabeligt seriøst - at forske i emnet Moses uden at have et øje til disse kilder, der hermed er gjort alment tilgængelig i en så omfattende udstrækning.


Når værdifulde kilder undgås

  En kvalificeret opposition er en uundværlig del af den videnskabelige proces. Alligevel har selve tilvalget af bøgernes materiale, som forskningen ellers hidtil mest har ladet ligge ubehandlet, kunnet forårsage kompulsiv irritation og uforklarlig vrede. De hyppigt generaliserende beskyldninger mod bøgerne bl.a. i anmeldelser og på nettet gør det svært at vide præcis hvilke emner, der kan have forulempet de pgl. akademiske repræsentanter, men deres uenighed med bøgerne måtte vel kunne udtrykkes på en mere professionel måde.

          Fra oldtiden kendes et omfattende antal kilder (bl.a. rabbinerskrifterne og oldtidens forfattere), som i forbindelse med det tilkomne materiale især fra moderne arkæologi har nødvendiggjort en nyvurdering af Moses som en historisk person med langtrækkende indflydelse på eftertiden. Åbner vi os for den viden og nyorientering, vil vi bedre kunne forstå mange forhold i vores historie som også ligger bag vor nutids kultur og normer. 

          Hvis f.eks. politikere bruger en bestemt kliché, når de advares om uønskede konsekvenser og siger: "Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig", kan det måske afsløre, at de hellere skulle have haft netop den evne - eller muligvis slet ikke haft det erhverv. Det kan ikke nægtes, at lignende også er observeret inden for forskning, hvor der ved løsningsmodeller til problemer, som ikke har nogen entydig fortolkning, kan opleves automatisk afvisning, såfremt løsningen ikke findes i overensstemmelse med 'lokale' trends. 

          Dette gælder konkret inden for egyptologi og teologi - om end ikke generelt så dog blandt p.t. dominerende skoler, hvor de nævnte trends' ofte mindre velreflekterede såkaldte virkelighedsbilleder omhyggeligt fastholdes. De holdes i hævd, skønt de gennem lang tid er blevet radikalt miskrediteret af et righoldigt informativt nyt materiale og dets perspektiver. 

          På den måde afvises en mængde nye data fra forskellige videnskabsområder. Bl.a. mere præcise data til en bedre tidsregning for en af Egyptens vigtigste perioder (18.-19. dynasti). Tilsvarende afvises f.eks., at John Garstangs arkæologiske udgravning af Jeriko, publiceret tilbage i 1940, rummer vægtige indicier, der endda yderst detaljeret samstemmer med Bibelens omtale af israelitternes adfærd ved denne by. Dårligt orienterede kritikere bør i virkeligheden have rettet kritikken mod sig selv, når de lader sig ramme her af nutidig historieløshed.

          Afvisningen fastholdes af de pågældende akademiske skoler, skønt Garstangs resultater i dag bestyrkes bl.a. af moderne keramikdateringsmetoder - og er overhovedet aldrig blevet modbevist, men blot bekvemt gemt af vejen. Moses-bogseriens tilvalg af også denne art materiale er kritiseret for "ensidighed", hvorfor det må undre, at så netop disse vægtige kilder i reglen ikke kan konstateres at indgå i de pågældende kritikeres egne grundlag og tekster?

 Om man på selve denne baggrund er enige eller ej i selve resultaterne, er meget lidt vedkommende i forhold til, at nu findes der for første gang endeligt præsenteret et stort, sammenhængende materiale til at udforske videre i - og med. Herefter vil der ikke være nogen undskyldning for - og faktisk heller ikke være videre videnskabeligt seriøst - at forske i emnet Moses uden at have et øje til disse kilder, der hermed er gjort alment tilgængelig i en så omfattende udstrækning.


Kompetence eller diffus utilfredshed

For ikke-fagfolk kan der om konkrete analysemetoder i den involverede forskning gives et kort overblik: Til kritisk fremgangsmåde ved historiske emner kan der skelnes - om end ikke fuldt udtømmende - især mellem tre hovedgrupper af historiske kilder: Skreven dokumentation (bl.a. inskriptioner og arkivalier) og ikke-skreven dokumentation (i reglen benævnt: materielle kilder, f.eks. arkæologiske artefakter og dateringsmålinger) samt tradition (f.eks. fortsat levende overleveringer og antropologiske spor). 

          Og til at uddrage yderligere viden af faktorerne kan bruges tre indirekte former: Det negative argument (begrundet modsigelses-test); den erfarings/formodningsbestemte afgørelse; og den uafhængige logikdeduktion (a priori argument) ud fra kun det givne. Funktionerne kan alle indgå ved bl.a. kildekritisk vurdering. Alle disse metoder blev opstillet eller samlet af Ch. de Smedt: "Principes de la critique de historique" (Liège, Paris 1884) og udbredt internationalt, ikke mindst i engelsksprogede lande. De anvendes officielt, endda også f.eks. inden for den katolske kirkes akademiske bibelforskning og historieforskning. 

         
Dertil bruges det også f.eks. inden for eksakt videnskab, at en teori reelt skal være selv-konsistent (dvs. ikke selvmodsigende). Men også allerede her ses bibelmytehypotesen at fejle, idet den afviser at israelitterne kan have medvirket til destruktion af Jeriko ca. 1400 f.Kr. Byen var herefter en ruin stadig ved 1200 f.Kr., og de pgl. skoler placerer så beretningen de 200 år senere og hævder, at israelitternes nu på dette senere tidspunkt ikke-mulige bydestruktion er "bevis" for myte-hypotesen.

          En efterhånden temmelig accepteret disciplin er den såkaldt kontrafaktiske historieskrivning, en metode allerede Pascal benyttede sig af til særlige hypoteser. Men den metode er i nyeste tid desuden set 'misforstået' anvendt af bestemte anmeldere til at levere ukendeliggørende referater af Moses-seriens bøger - for faglige anmeldere kan vel ikke bevidst finde på at fejlreferere i større omfang?

           Som et andet vigtigt punkt er der heller ikke stillet substantielt underbyggede spørgsmål om bøgernes data er korrekte (eller plausible). Og her burde det være indlysende, at selv i tilfælde af eventuelle måske uundgåelige ukorrektheder i det sidste, rammer det ikke nødvendigvis det første. Men det er uhensigtsmæssigt for enhver stillingtagen alene at kritisere bøgerne ved, som det er sket, at mobilisere diffus utilfredshed.
      


Uverificeret hypotese bruges som indiskutabel realitet

En sådan problemfornægtelse som her (ovenfor) eksponeres, bør vel mødes med en vis overbærenhed, også fordi flere af de pågældende kritikeres udviste frustration må forstås ud fra en praksis med ofte at afgrænse fokus til blot den information, der kan bruges til at fastholde egne synspunkter. Dette vel for lettere at kunne opfylde blot det der forventes.

          I det regi kan det være problematisk således uønsket at finde forhold, der ikke passer ind i tidligere vedtagne mønstre. At vide hvad man leder efter begrænses af hvad man ved. Som videnskabsfilosoffen Karl Popper (1902-1994) har påpeget, er observationer teoriafhængige. Samt hertil, at sandsynlighed er et dårligt mål for videnskaben. Og virkeligheden viser også netop, at åbenhed og kontakt med kontroversielle emner (det p.t. mindre sandsynlige) kan være bestyrkende for den videnskabelige kapacitet. Hvorimod "opfattelsesfælder" let opstår, når nogen tror at vide mere om deres eget, hvis de ved mindre om andres felter.

          Problemet bliver naturligvis forstærket, når oplysninger og påstande foregives at være hævet over diskussion. Dvs. som såkaldte antinomier, f.eks. middelalderkirkelige dogmer, der principielt ikke skal modbevises. Men videnskab må ikke fungere som religiøs autoritet eller totalitær inkvisition - hvis nogen skulle vove at forbryde sig mod den etablerede mening. Et lukket system skaber monopol på indfaldsvinkler og vurderingerne. Bøgerne med den nye Moses-forskning fremlægger kontroversielt materiale - dette kan vanskeligt gøres ikke-eksisterende, i stedet kan budbringeren straffes.

          Typisk har flere teologisk-akademiske anmeldere baseret deres afvisning af bøgernes data og evidensmateriale ved at hævde, at Bibelen (Gamle Testamente) består af sammenskrevne myter uden særlige realhistoriske forbindelser. Dette var en hypotese for længe siden, men gennem de sidste hundrede år er der dynget nyere hertil forbundne hypoteser ovenpå, hvorefter man henviser til denne konstruktions seneste sidegrene eller udgaver som om de var et fuldt beviseligt faktum. 

          Den uheldige 'videnskabsmyte', der uden videre ophøjedes fra hypotese til et faktum, ses udmøntet i en reel forskningspolitisk holdning, som her går ud på, at fortidens begivenheder aldrig har fundet sted, men kun eksisterer som fiktion. Fra det stade af despekt for de ældre optegnelser afvises også en række betydelige fund, uanset at selve deres eksistens er i stærkeste opposition herimod og destabiliserer forskernes egne myter. Dette bliver yderligere klart på baggrund af de bredere perspektiver, der opstår ved at kombinere flere fagområder, sådan som f.eks. Moses-bogserien netop gør det.

          Når bøgerne overalt åbent og omhyggeligt redegør for kilderne, og tydeligt henviser til hvilke kapaciteter der har sagt hvad og hvor og hvornår om konkrete fund og historiske forhold, er det ikke fagligt relevant at fortsætte med uden mindste forbehold at affærdige det som værende myter. Især ikke når dette myte-argument aldrig i de specifikke tilfælde er set underbygget af konkrete kilder. 

          
Det har aldrig været meningen, at videnskabsfolk skulle optræde som bureaukratiske kommissærer i forsvar mod anderledes perspektiver. I den form vil de ikke selv kunne leve op til videnskabelig redelighed og saglighed - for hvis f.eks. to tolkninger af et materiale synes mulige, vil man være forpligtet til at vurdere dem begge seriøst og ærligt. Dog, det er ikke hensigten med nærværende opstilling at gendrive en række faktuelle fejl, men bl.a. at fremholde en grundlæggende årsag bag flere af dem: At hvis der i nogle bibelteksters indhold eventuelt findes 'myter', er det tydeligvis et misgreb, at lade dette rent automatisk gælde generelt for det Gamle Testamentes tekstgrupper fra næsten alle epokerne.

Når provisoriske modeller fejlopfattes som facts

Bibelen er den mest udforskede bog i verden - og alligevel går noget galt. For 400 år siden evnede Steno (Niels Stensen), skønt stærkt religiøs, at opstille to ny videnskabsgrene om Jordens historie udskilt fra kirkens udgave af religionen. Det skete ud fra så logiske principper, at det bidrog afgørende til grundlaget for moderne videnskabsmetodik. Alle de nu fremlagte videnskabshistoriske fremskridt med eksempler om hvad videnskabeligt syn hensigtsmæssigt kan baseres på, har således været kendt i lang tid. Derfor findes der næppe undskyldning for ikke at have tilegnet sig det og anvende det til seriøs videnskabelig fremgangsmåde - også ved alternative forskningsresultater for bibelberetningerne om Moses.  

          I forskningsgrene omkring Bibelen fremstår især to foretrukne holdningslinjer. Enten er man voldsomt overforsigtig med at fortolke fund. Heri ses eftervirkninger egentlig på grund af tidligere vildspor, hvor man ved egen utilstrækkelig viden tabte tilliden til, at bibelteksterne skulle indeholde realhistorisk stof. - Eller også fortolkes fundene så snævert fokuseret på mini-områder lokalt, historisk og tekstmæssigt, at omverdenens indflydelse systematisk glemmes. Især "overses" størstedelen af den omfattende og så betydningsfulde egyptiske  indflydelse.

          
Men i videnskab må en kritisk opposition også hos sig selv være på vagt imod en pavlovsk betinget refleks forankret i vaneopfattelser. For - i lighed med hvad f.eks. Jean-Paul Satre bemærkede om historiesynet - næsten intet ændrer sig så hyppigt som fortiden: senere generationer skaber deres eget historiske billede. De hertil skiftende sæt af antagelser, som fysikeren og videnskabshistorikeren Thomas Kuhn kaldte paradigmer, har for de forskellige generationer gennem tiderne udgjort de operative forudsætninger for det videnskabelige arbejde. Paradigmerne kunne typisk - påviste han ved en historisk analyse - udvirke også en slags kollektiv blindhed og irrationelle motiver.

          Men hos hele generationer inden for den bibelrelaterede forskning glemmes igen og igen netop hypotesebaggrunden, hvor man til de historiske forløb, hvori Mosebøgernes bibelske epoke skulle placeres, ikke har noget definitivt billede, men kun provisoriske modeller. Betragtninger, om end måske rimelige, er ikke facts. Manglende viden har fremkaldt et utal af meninger. Meninger ses hyppigt forvekslet med viden. 

          Opsøgning i største udstrækning af konkrete kilder og informative data er selvsagt nødvendigt. Det er hyppigt ved fortolkningen af dette materiale, at der opstår den for forskningen netop så nødvendige uenighed. Her er det ekstra beklageligt, hvis nye kilder og data, dette grundlæggende trin, fravælges og end ikke besigtiges. Og her er det er ikke ualmindeligt, at et ekspert-tyranni beskytter sig med besværgende formularer at "enhver jo ved" eller "det siger sig selv at" - refererende til deres for tiden prioriterede trends. Der kan faktisk kræve en hel del civilcourage at gå imod: Netop Moses-bogserien fremlægger et usædvanligt stort antal kilder, hvorved publikum får adgang til en vid række af forskellige synspunkter og forskningsmæssige alternativer - også dem, de ikke selv ville have udvalgt på forhånd. Samtidig undgås, at der på forhånd bortdømmes disse muligheder, der konkurrerer med hidtidige linjer. 

          Dette viser sig at have afstedkommet en problemfyldt reaktion hos visse universitetsfolk: Fra Københavns Universitet har en af de akademiske undervisere fremsendt et regulært hadebrev til personalet på Moses-bogseriens forlag, skrevet på sit offentlige instituts brevpapir og med totalt udokumenterede og ærekrænkende beskyldninger om bøgernes indhold og forfatteren. Dertil har to andre fra instituttet under falsk dække af at ville anmelde bøgerne i et bestemt tidsskrift, men bevidst fortiet at det ikke eksisterede mere, via denne kontakt forsøgt sig - uden held - med et negativt rettet pres mod en halv snes videnskabsfolk, der støtter Moses-bogserien. Bøgernes overvældende mange stærke kilder synes det åbenbart for svært at argumentere imod. Og det burde have indgivet de uheldige aktører en vis ydmyghed ved at se, at flere sider af historien stadig kan lære os noget.

Perspektiver med nye indsigter

Hvis de toneangivende altid har ret, hvordan samler vi så ny viden? Ikke-enighed er det, der driver videnskab fremad til, at vi kan bliver klogere. Enøjethed begrænser, to øjne giver stereosyn med tingene i flere dimensioner. Fobier og 'meninger' imod perspektiver uden for forskningsmyterne om Moses forhindrer i at erkende og analysere de mange ældre og nye funds historiske virkelighed, der findes lige for øjnene. Således er det en kapitalbrøler at bruge også senere udløbere af det føromtalte, fra grunden usolide hypotesekompleks, der aldrig selv har kunnet levere noget væsentligt bevis for hverken historien eller egen fortsatte berettigelse, til nu som et slags sandhedsparameter at vurdere pålideligheden af Moses-seriens bøger. 

          'Testen' foretages således fejlagtigt ud fra konkret inhabile præmisser, der tilmed rejser betydelig tvivl om hvorvidt bøgerne i det hele taget er blevet læst igennem af de pgl. kritikere - idet disse bøger netop ikke  går ind for, at Bibelen i sin nuværende udgave altid skulle være historisk korrekt. Derimod vil bøgernes indhold især pege på, at flere tekstdele  i Bibelens ældste kerne stadig viser sig overraskende historisk plausible og velfunderede, og gennemført logisk sammenhængende med betydelige antal fund og oldtidskilder. 

          Den amerikanske videnskabssociolog Robert K. Merton opstillede i 1942 visse regler (cudos-normen), som er blevet internationalt udbredt i forbindelse med videnskabelig redelighed - og herunder skal bl.a. "disinterestedness" overholdes: At forskningen ikke må tage parti. - Men den omtalte snævre selektive information har vist sig at influere også lærebøger og pensa. Inden for humaniora ses her et irrationelt scenario, hvori veltestede resultater fra andre forskningsområder kan blive afvist eller ignoreret - i troen på, at egne diskurser repræsenterer virkeligheden. En deraf uheldig slagside har vist sig også at kunne fremme holdningsdomme og smagsarrogance, en uvidenskabelig form der kan vanskeliggøre, at de pågældende kan få etableret en reel debat. Men selvfølgelig kan der skrives anmeldelser uden respekt for en særlig baggrundsviden. Resultatet bliver bare derefter.

          Dog kan det også opleves, at repræsentanter fra nye forskergenerationer viser vej til at bryde hidtil ofte snævre akademiske grænser. Der banes vej for konstruktivt videnskabeligt arbejde og for at lade uenighed især være en positiv spænding, der kan føre til forbedringer. Yderligere hvad angår Moses-forskningen, er det netop videre befordrende, at tilmed mange udenforstående har vist stærkt engageret interesse også for det aktuelle projekt.   
  

Ove von Spaeth
Uafhængig historisk forsker  -  www.moses-egypt.net