E-mail: admin@tro.dk

 
Dato for offentliggørelse
14 Jun 1984 23:00
Forfatter
Johannes Aagaard

Denne artikel er skrevet som et indlæg i de teologiske overvejelser, som for tiden finder sted omkring den kristne meditations muligheder og problemer.

Næsten alle, der beskæftiger sig med meditation, det være sig kristen eller ikke-kristen, synes at tage det for givet, at meditation og kritisk tænkning er hinandens modsætninger. Teoretisk overvejelse og teologisk eftertanke anses for at være fjender af erfaring, oplevelse og følelse.

Blandt yogaens venner og tilhængere forholder man sig generelt ganske ukritisk til det, man selv praktiserer og søger at udbrede blandt andre. Yogalærere gentager blot, hvad de har hørt andre sige. Næsten alle lærebøger i yoga er skrevet af efter andre lærebøger i yoga. Desværre kan man næsten sige det samme om, litteraturen om kristen meditation. Der er langt imellem de bøger, der virkelig søger efter ægte erkendelse i forbindelse med meditation.

Om de følgende overvejelser kan ændre lidt på denne kritikløshed, og om de kan hjælpe med til frembringelsen af holdbare resultater, vil tiden vise. Nu går vi i hvert fald igang. Det er trods alt bedre at brække halsen på noget væsentligt end at traske videre af de sædvanlige spor, som bestemt ikke fører nogen steder hen.


Meditation for de mange

Meditation og elitisme synes at hænge sammen. Elitisme er elitens behov for at befæste sin position og udelukke de andre. Gennem tiderne har meditation tjent dette formål; den er så at sige altid blevet opfattet som noget, der kun var for de få, den udvalgte gruppe af brahminer eller hellige mænd, de åndelige supermennesker med den særligt høje bevidsthed.

Først i moderne tid har muligheden for en meditation for de mange vist sig. I grunden er det vel det multinationale firma, der hedder Transcendental Meditation, der for alvor har arbejdet med muligheden af, at også menigmand og menigkvinde kan meditere med udbytte.

Hvad der for tiden eksistere af kristen meditation er desværre ikke nået ud til de mange. Man kan ikke udelukke, at det måske slet ikke lader sig gøre at udbrede meditation til de mange, uden at det ender i pop-meditation f.eks. TM, der ikke har nogen ægthed i sig. På den anden side skal man heller ikke på forhånd gå ud fra, at det forholder sig således, for det er endnu ikke forsøgt.

Imidlertid er der dem, der mener, at selve tanken om meditation for masserne vidner om overmod og manglende selvkritik. De hævder, at man må begrænse sig til de kredse, som kirken normalt når, og så indrette meditationen på at udruste disse mennesker til bedre at gøre deres indsats. Ifølge dette synspunkt er meditation altså et middel til at styrke de kristne til at holde ud under de nuværende forhold. Og det ville sandelig heller ikke være uvelkomment, om det kunne lykkes. Men dette udelukker stadig ikke, at det også kan være muligt at forme og danne en meditationspraksis, som de mange kan benytte med fordel.

At forme og forløse religiøsiteten

Under alle omstændigheder må vi se i øjnene, at hvis vi ikke klarer opgaven med at udforme en kristen meditation for de mange, så er det uundgåeligt, at TM og yogaøvelser vil blive befolkningens gængse meditationspraksis. For disse tilbud får tydeligvis masserne i tale. Store dele af befolkningen hinduiseres gennem dem, og efterhånden også en del af menighederne.

Hvis det ikke lykkes at udforme en kristen meditation for de mange, må vi se i øjnene, at slaget om de manges religiøse prægning er tabt. Det ville være alvorligt, for kristen meditation er nemlig ikke kun et spørgsmål om, at kirken skal kunne byde på noget, der er ligeså tillokkende som det, yogaskolerne og TM byder på. Til syvende og sidst drejer det sig om, hvorvidt det skal være den kristne tro eller hinduismen, der fremover skal forme det danske folks religiøsitet. Meditation har mange funktioner, men en at de vigtigste er dens evne til at forløse og forme menneskers religiøsitet.

De fleste er formodentlig enige i analysen af den øjeblikkelige situation. Sådan står det til. Men vi er ikke alle enige om at gøre et forsøg på at vende udviklingen ved at risikere noget.

Men hvad risikerer vi da? Ikke noget væsentligt, kun at vi kan fejle og dermed blive lidt mere til grin, end vi er i forvejen i visse kredse. Den risiko bør vi tage med; altså går vi igang.

"Hvis du ved hvad du gør, er du salig"

Dette apokryfe Jesus-ord kunne fortjene at blive optaget i den anerkendte nytestamentlige tekst. Der er noget, der tyder på, at Jesus faktisk har sagt sådan, nemlig at det er sandt.

Nidkærhed uden forstand - det er ikke nogen rimelig holdning at have. Paulus bebrejdede jøderne, at de havde denne holdning, men vi kristne har oftere udvist den end de.

Når vi tager fat på kristen meditation, gør vi det ikke på grund af nidkærhed uden forstand. Vi har forberedt os længe, og vi begynder langsomt og forsigtigt. I første omgang vil praksis være forbeholdt nogle få, men formålet er, at de mange kan komme med. Der er altså et ægte missions-perspektiv i vore forsøg med meditation. Det er ikke et rent kirkeligt anliggende, forbeholdt troens egne.

Vi vil prøve at skabe en ægte helhed af studier og handling, af teori og praksis. Nogle vil hellere det ene end det andet, og derfor må vi hjælpes ad, så begge dele kommer med i fuldt omfang.

Hvad er det kristne i kristen meditation?

En meditationsform bliver selvsagt ikke kristen, bare fordi man kalder den sådan. Og ligeledes bliver den ikke kristen, bare fordi det er kristne, der udøver den. Men hvad gør da meditation til kristen meditation til forskel fra andre meditationsformer? Dette er et spørgsmål, vi må give et klart svar på - ellers kan vi ikke tillade os at give os i kast med emnet.

"Meditation" er et ord, som er opstået indenfor den kristne tradition. Det kommer af latin meditare, og det betyder egentlig "at øve sig". Ordet blev brugt i forbindelse med de kristne klostres udformning af en systematisk indøvelse i den kristne tros praksis. Meditation er et led i indførelsen i kristendom, en bevidst stræben efter at blive kristen, slet og ret.

I vor tid træder ordet "meditation" i stedet for forskellige sanskrit-termer, der angiver yogaens psykologiske indhold, og meditation er blevet en slags indøvelse bort fra kristentroen. Når folk forundres over, at der også findes kristen meditation, svarer det til den japanske købmand, der spurgte en missionær på juleindkøb: "Sig mig, fejrer I kristne også Christmas?"

Oprindeligt var meditation et kristent fænomen, og det bør den blive ved med at være, så forskellen mellem meditation og de forskellige former for "meditation", som i virkeligheden er hindureligiøse eller okkulte yoga-øvelser for sindet, kan blive tydelig. Derfor må vi holde begreberne klare, når vi søger at forstå den kristne meditations væsen som indøvelse i den kristne tros praksis.

Indad og udad på samme tid

Ansvarlig meditation, der ved, hvad der står på spil, sigter mod at øge den mediterendes kontakt med virkeligheden. Heri er den forskellig fra yogaen, der sigter mod at reducere yogiens kontakt med omverdenen. Yoga er en vej bort fra livet og ud af livet, mens meditation søger ind i livet og ud i livet.

Meditation går på samme tid indad og udad. Forskellen ligger i den kristne tro på skabelsen. Mens yoga ikke kender til nogen skabelse og derfor ikke kan bringe yogien til at modtage livet af Guds hånd, er meditationen netop en del af denne modtagelse.

Almindelige, sunde mennesker besidder en rimelig balance mellem den indre og den ydre virkelighed. Måske denne balance beror på, at man ikke når særligt langt i nogen af de to retninger, men tingene hænger i det mindste sammen.

Når folk begynder at meditere, sker det som oftest ved, at de søger indad, ind i sindet, ligesom yoga gør det. Da kan der ske det, at den mediterendes sind vælter på grund af den mangel på balance, der opstår. Yoga har direkte til formål at frembringe en sådan kæntring af den menneskelige bevidsthed ved hjælp af en ensidig indadrettethed.

Ægte meditation er næsten i enhver henseende direkte modsat yoga. For meditation i kristen forstand er det af afgørende betydning, at den indre verden og den ydre verden begge er Guds verden, og at den mediterende kun kan øge sin kontakt med den indre verden, når han samtidig øger sin kontakt med den ydre.

Et menneske lærer ikke sig selv at kende ved udelukkende at søge ind i sit eget sind, for vi er også en del af omverdenen, vores forhold til andre mennesker. Yoga er netop en afvisning af relationerne til medmenneskene, og deri er den uforenelig med kristen tro og meditation.

Fordi vi søger den større virkelighed, som Guds skabelse er, søger den mediterende samtidig indad og udad. Begge bevægelser er grænseoverskridende - det er det, der med et fremmedord kaldes transcenderende. I meditationen søger vi ud over vore begrænsninger, vi søger at komme ud over vores lille jeg for at finde den videre sammenhæng, som vi føler, vi mangler.

Begge de grænseoverskridende bevægelser er religiøse af væsen, og for en kristen må de søges i deres indbyrdes sammenhæng, "Som i det ydre, således i det indre", det er den kristne formel. For os er det vigtigt, at der netop ikke udvikles to indbyrdes modstridende verdener, sådan som det sker i forbindelse med yoga, for den slags dualisme får mennesket til at revne midt over.

At overskride grænser

Mennesket er en helhed, og denne helhed må ikke beskadiges. Verden er ikke noget fængsel, som sjælen skal befries fra, og kroppen er ikke noget bur, som sjælen skal lukkes ud af. Men mennesket selv og dets verden er langt større, end de fleste aner.

Når folk i dag har svært ved at forbinde noget med ordet "Gud", skyldes det, at de har en stærkt reduceret kontakt med virkeligheden. Når virkelighedskontakten øges, øges også menneskets mulighed for at gøre sande, religiøse erfaringer.

Når vi nu og da oplever livets enhed og mangfoldighed, gør vi en grænseoverskridende erfaring. "Oplevelse" betyder, at man lever op, bliver mere levende. Og det sker, når vi får større kontakt med virkeligheden.

En sådan oplevelse er ikke overraskende, men bekræftende. Den viser os det, vi inderst inde godt vidste. Der er mening i det hele, det hænger sammen! Gud lever, og vi er en del af Guds virkelighed.

Det eneste mærkelige ved denne religiøse erfaring er, at den er så sjælden, og at alt for få mennesker nogensinde når frem til den - og det gælder ikke kun ugudelige mennesker. Mange kristne har en tro, der er aldeles uden erfaringsgrundlag; de har overtaget den som begreber, de er loyale overfor, men som de egentlig ikke selv står inde for.

Endnu mere ejendommeligt er det, at så få mennesker søger denne erfaring, for dybest set ved vi alle, at den er mulig, og at den indeholder nøglen til denne gådefulde tilværelse.

Den tilbageholdenhed, som mange har overfor meditation, skyldes nok en gængs modvilje mod religiøse oplevelser. De fleste har vel stødt på udslag af pseudoreligiøse erfaringer og falske oplevelser, som mennesker bruger til at besmykke deres eget uhæderlige sjæleliv med.

Men misbrug bør ikke hindre brug. Selvom vi kender til mange seksuelle misbrug, holder vi dog ikke op med at glæde os over den mulighed, som seksualiteten er, når den bliver et middel for kærligheden. Både religiøsitet og seksualitet kan misbruges, men begge dele kan også bringes ind i en større og meningsfuld sammenhæng.

Bed og arbejd

Modviljen mod meditation kan også skyldes en frygt for, at man kan meditere sig bort fra virkeligheden. Den konstante snak om "op" og "ned" skræmmer. Kommer man ikke let til at meditere sig op i den syvende himmel? Eller blot op i den tredie, som Paulus omtaler? Eller risikerer vi ikke at meditere os ned i sindets dybder, hvor vi ikke aner, hvilke dæmoniske kræfter, der kan slippe løs? "Ved jorden at blive, det tjener os bedst", og så må man hellere lade det med meditationen ligge.

Det er vigtigt at fastholde, at selvom der findes megen meditation, der med rette rammes af disse indvendinger, så er det netop ikke den kristne meditations væsen, de kan rettes imod. Den fører netop den mediterende længere og længere ud i virkeligheden. Den giver os mere og mere realitetssans; den er jordnær og fastholder os på menneskers livsvilkår.

Vi søger altså ikke højere erfaringer og oplevelser, men vi søger en styrket balance mellem vore indre og ydre erfaringer, idet vi øger begge dele, og vel at mærke øger dem samtidig. Bed og arbejd udtrykker denne balance, meditation og aktion siger det samme, kontemplation og kamp ligeledes.

I meditationen søger vi ikke indad for at få kræfter til at gå udad, ikke mere end vi søger udad for at få kræfter til at gå indad. De to bevægelser hører nemlig sammen, og vi mister balancen, hvis vi kun gør det ene.

Følgelig taler vi ikke om "højere og lavere" bevidsthedsformer. Den slags talemåder udtrykker en ikke-kristen livsforståelse og optræder oftest som udslag af et hinduiseret menneskesyn. Den indre og den ydre verden er ikke højere eller lavere i forhold til hinanden. Begge verdener er Guds skabelse, og begge er de ramt af den krise, som omfatter hele menneskelivet.