E-mail: admin@tro.dk

 

Satanisme

Gud og Djævelen i Bibelen

Forfatter
af professor, dr.theol. Kirsten Nielsen

Gud og Djævelen i Bibelen

af professor, dr.theol. Kirsten Nielsen fra IKON

 

Universitetslæreren og forfatteren C.S. Lewis udgav i 1942 sin bog The Screwtape Letters. Bogen blev hurtigt en klassiker og udkom i 1945 på dansk under titlen: Fra Helvedes Blækhus. [1] Hvad der kommer fra Helvedes blækhus er en række breve skrevet af en ældre djævel ved navn Fangegarn. Brevene er stilet til nevøen Malurt, som netop har fået en af sine første opgaver betroet, nemlig at få en nyomvendt ung mand til at opgive sin kristne tro. Onkel Fangegarn forsøger derfor at give den unge djævel gode råd om, hvordan man bedst frister menneskene. 

C.S. Lewis er en stor menneskekender, hvis skildringer af vore svage sider ikke blot er oplysende, men også afslørende. I sin fortale til bogen giver Lewis følgende beskrivelse af vort forhold til Djævelen:

"Der er to lige store - men hinanden absolut modsatte - Vildfarelser, vi Mennesker kan hildes i, hvad Djævle angaar. Den ene er at lade være at tro paa, at de eksisterer. Den anden er at tro paa dem og at føle en overdreven og usund Interesse for dem. De for deres Part er lige henrykt for begge Vildfarelser og hilser en materialist og et Menneske fuld af Overtro med samme Fryd."

Ethvert forsøg på at fremstille, hvad Bibelen siger om Djævelen bør have denne fortale som motto. Hvad jeg i det følgende skal gøre er da at vise, hvordan Bibelen undgår begge de nævnte vildfarelser. For de bibelske forfattere er der ingen tvivl om, at der findes magter, der bl.a. kan kaldes djævelske magter; men interessen samler sig ikke om disse magter. De har ikke betydning i sig selv; men kun set i forhold til Gud og mennesker. Djævelen er ikke noget Bibelen interesserer sig for, et interessant emne eller en magt, som man bør forsøge at komme i kontakt med - endsige give sig hen til. Men Djævelen og hans dæmoner skal heller ikke til negligeres. De onde magter ligner Gud ved at kunne påvirke menneskers tilværelse afgørende, og de er forskellige fra Gud ved, at de ikke har krav på menneskers tilbedelse.

Men at Bibelen forstår at holde sig fri af disse vildfarelser betyder ikke, at den kristne kirke altid har kunnet. Mest tydeligt i dag er vel den manglende tro på, at der findes djævle eller dæmoner. Vore dages teologer vil for de flestes vedkommende stadig være påvirkede af teologen Bultmanns tanker om, at vi skal afmytologisere Bibelen, så evangeliet kan komme til orde uden at hindres af en antikveret tilværelsesopfattelse. Og ofte fik dette så som konsekvens, at vi teologer valgte at tie om det onde og Den Onde. Men tavshed får ikke de realiteter, der i Bibelen forbindes med Djævelen, til at forsvinde.

Afmytologiseringen skaber også andre problemer. For fjerner vi Djævelen fra de bibelske tekster, ja så er bliver det en ganske anden historie, der kommer ud af det. I Ny Testamente bliver Djævelen jo omtalt med den største alvor. Et enkelt eksempel må være nok i denne sammenhæng. I Første Johannesbrev hedder det: “Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger." (1. Johs. kap. 3 v. 8). Kristus lod sig altså føde for at ødelægge Djævelens værk; men så kan vi vel heller ikke lade, som om der ikke eksisterer en sådan djævelsk magt?

Problemet for mange er dog, at Bibelen taler personligt om Djævelen. Var det derfor ikke bedre, kunne man spørge, at tale upersonligt om “det onde"? Mit svar er nej, for hvis vi kun taler om Djævelen som noget abstrakt, så undervurderer vi nemt den vilje og intelligens, der ligger bag. Men hvad vi skal huske er, at når vi taler om Djævelen eller Den Onde, så bruger vi et billede, ganske som når Bibelen bruger slangen eller den store drage som billede på de onde magter i tilværelsen.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at hvad vi end siger om Djævelen, så taler vi i billeder. Djævelen er andet og mere end en person, men Djævelen er også andet og mere end en kraft og andet og mere end f.eks. mørket. Alle vore forsøg på at sige noget rammende om ondskaben har deres begrænsninger; derfor kan vi netop ikke nøjes med kun ét begreb eller ét billede - ganske som vi ikke kan nøjes med at bruge begrebet Gud, men også må tale om Vor Far eller Vor Skaber eller vor hyrde. For det afgørende ved et billede er, at det på samme tid siger noget sandt og noget ikke-sandt. Med Gud er det som med en hyrde; men med Gud er det også anderledes end med en hyrde. Med Djævelen er det som med en slange, der optræder som frister; men det er også anderledes. En hyrde eller et andet væsen er begrænset af tid og rum; men det er hverken Gud eller Djævelen. De kan være til stede overalt og er ikke bundet til vor tidsregning.

De bibelske forestillinger om onde magter

I Bibelen tales undertiden om onde ånder. Det fortælles om kong Saul, at han i perioder blev ramt af en ånd ond. Hvad vi i dag måske ville kalde en depression, blev dengang beskrevet som om nogle udefra kommende ånder tog magten over et menneske, så det mistede livsmodet og blev knækket. Men læg mærke til, at i beretningen om Saul, er det Gud selv, der sender såvel den onde ånd som den gode. "Herrens ånd forlod Saul, og en ond ånd fra Herren overvældede ham." (1. Sam. kap. 16 v. 14). De onde ånder er her ikke Guds modstandere, men redskaber i den Almægtiges hånd.

I Det Nye Testamente kan vi læse, at Jesus helbreder mennesker, der er besat af urene ånder, men her bliver det tydeligt, at Jesus er i kamp med Satan selv. Nu er de sidste tider med Gudsrigets gennembrud på vej, og et af tegnene herpå er overvindelsen af Satans magt. Derfor råber den onde ånd i rædsel: “Hvad har vi dog med dig at gøre, Jesus fra Nazareth! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!" (Luk. kap. 4 v. 33ff). 

I Johannes' Åbenbaring er kampen mellem godt og ondt markant. Ærkeenglen Mikael og hans engle er, på Guds vegne, i kamp med dragen og dens engle. "Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen. Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden - styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den." (Åb. kap. 12 v. 7ff).

Denne drage er indbegrebet af alt ondt. Den er kaosuhyret, den er den gamle slange fra Paradishaven, den er djævelen, den er Satan. Og med nederlaget følger faldet til jorden. Indtil nu har dragen hørt til i himlen, lader Johannes os forstå; men der skal komme en tid, hvor Satan skal husere på jorden og i havet - en kort tid.

Vi kan i denne Åbenbaringsbog se, hvorledes dyrebilleder og personbilleder flettes ind i hinanden for så overbevisende som muligt at fortælle om ondskabens magt og udbredelse. Intet område er beskyttet mod den, og intet middel skal i sidste instans skyes for at udrydde den fra jordens overflade. Når forfatteren anvender dyrebilleder, hænger det sammen med, at netop det store kaosdyr er et velkendt billede i Den Nære Orient og derfor velegnet til at fremkalde forestillinger om en truendtre modmagt, der trods alt vil blive besejret til sidst. Og det er det afgørende: Datidens læsere vidste fra de gamle myter, at dragens tid er begrænset. Det ender med Guds sejr. For ligesom verden blev til ved overvindelsen af det onde, må Guds endelige rige bryde frem som følge af sejren over dragen. Men om denne djævelske magts forføreriske evner og hele vilje til at forlede menneskeheden må der også tales i personbilleder.

Brugen af personbilleder

Når ondskabens magter skildres i billeder fra personverdenen, får disse personer naturligt nok navn: Satan, Djævelen, Antikrist, Lucifer. Satan betyder egentlig "modstander". I Det Gamle Testamente omtales Satan kun tre gange. I prologen til Jobs Bog hører vi om mødet mellem Gud og Guds sønner i himlen.[2] Der er megen modvilje i denne Satan, og dog er han tænkt inden for rammen af et far-søn forhold (det vender vi tilbage til!). Om forholdet mellem godt og ondt er ikke alt sagt med ordet: modsætninger.

Tilsvarende vil en nærmere analyse af 1. Krønikebog kap. 21 vise, at selv om Satan her optræder som den, der frister David til at tælle hærens mandskab og dermed til at se på sin egen magt og styrke, så er Satan også i denne tekst underlagt Gud. Satan er et redskab for den Almægtiges planer. Og endelig viser visionen i Zak. kap. 3, at Satan nok forsøger at vække splid og volde ondt; men hans rolle er statistens. Næppe har vi hørt, at Satan vil fremsætte anklager mod ypperstepræsten Josua, før Gud bortviser Satan fra den himmelske retssal. Over for Guds planer formår Satan intet. 

Sammenfattende må vi derfor sige, at i Det gamle Testamente bliver Satan aldrig Guds virkelige modstander. Satan er en del af den himmelske verden - også når han sætter ondt for andre. 

I Det Nye Testamente mærker vi en mere dualistisk måde at tænke på. Ganske vist bliver Gud og Satan aldrig ligestillede rivaler; men modsætningsforholdet får klarere konturer, når Judas' forræderi mod Jesus kan beskrives med disse ord: "Men så fór Satan i Judas, som blev kaldt Iskariot, en af de tolv; og han gik til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og talte med dem om, hvordan han kunne forråde Jesus til dem." (Luk. kap. 22 v.3f). Satan stiller sig hindrende i vejen for Jesu gerning på jorden; omend man næppe kan sige, at Satan derved kommer til at gå imod Guds frelsesplaner. Satan som redskab for Guds endelig mål, den tanke ligger stadig nær. Tydeligst ses modsætningsforholdet derfor i kampskildringerne i Johannes' Åbenbaring, som vi allerede har behandlet.

Endelig skal jeg kort nævne brugen af lys og mørke som billede på henholdsvis godt og ondt, jvfr. Johs. kap. 1 v. 4-9 og Johs. kap. 1 v. 5-10. Men sådanne modstillinger er ikke enerådende. Og går vi et kort øjeblik tilbage til Det Gamle Testamente, viser det sig, at vi her møder forestillinger, der peger på en langt større nærhed mellem Gud og ondskaben. Hos profeten Esajas omtaler Gud sig selv med disse ord: "Jeg er Herren, der er ingen anden. Jeg former lys og skaber mørke, frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt." (Es. kap. 45 v. 6-7). Her holdes modsætningerne, lys og mørke, sammen under samme skaber. Skaberen har formet begge dele, som pottemageren danner sine kar. Der kan fortælles om relationen, så der opstår en nærhed mellem lys og mørke gennem skaberen, en nærhed, som var vigtig for den, der frygtede, at hvor ondskaben var, dér havde Gud mistet sin indflydelse. 

Sjælesørgerisk var det afgørende for forfatterne til Det Gamle Testamente at fastholde, at hvad der end sker, så er et menneske i Guds og ikke i Satans hånd. Det er Herren, der giver, det er Herren, der tager, og det er Herrens navn, der skal lovprises (jvfr. Job kap. 1 v. 21). Tydeligst kommer dette nok til udtryk i brugen af far-søn billedet i Jobs Bog.

En far med to sønner

"Der levede engang i landet Us en mand ved navn Job." Sådan begynder bogen om den retfærdige Jobs lidelser. Men straks efter skifter scenen til det himmelske, hvor Gud samles med sine sønner, og blandt dem var også Satan (Job kap.1 v. 6). At Gud har sønner om sig i sin himmel betyder, at Gud har sine hjælpere, der tjener Gud, ganske som Gud har sine tjenere på jorden. Vi hører om to af dem: i himlen Satan - på jorden Job. Og en af måderne at forstå relationen mellem Gud, Satan og Job på er at se dem som en far med to sønner.

Selve motivet er velkendt i Det gamle Testamente. Tænk blot på Kain og Abel eller Esau og Jakob, så ved vi, hvad sådanne historier handler om. Det er trekantsdramaer, hvor den ældste søn af misundelse efterstræber den yngste, faderens yndling. Set i lyset heraf er det misundelsen og drømmen om at få sin fars fulde kærlighed, der får Satan til at sætte ondt for Job. Og Gud selv, de to sønners far, giver Satan lov til at prøve, om Job også er den lydige søn, som Gud tror, han er. Gud kan altså ikke leve i usikkerhed om, hvorvidt hans yndling Job virkelig elsker sin far eller blot er en øjentjener. Satan får derfor lov til at sætte Job på prøve. Alt undtagen livet må han tage fra Job. Men Job holder ud, og Gud velsigner til sidst Job endnu mere end i begyndelsen. Og Satan - ja, om ham hører vi ikke mere. Han straffes ikke for prøvelsen; for på nok er det Satans idé at prøve Job, men det sker med Guds tilladelse. 

Gud kan prøve et menneske med Satan som hjælper, fortæller Det gamle Testamente. Og Det ny Testamente kan fortælle en tilsvarende historie om Guds prøvelse eller fristelse med Djævelens hjælp. I fristelsesberetningen i Matthæusevangeliets fjerde kapitel mødes Jesus og Satan i ørkenen. Konfrontationen er ladet med dramatik. Næppe har Jesus ved sin dåb set himlen åbne sig og hørt en himmelsk røst forkynde: "Dette er min søn, den elskede", før Guds ånd fører ham ud i ørkenen for at fristes af djævelen. Og læser vi videre i beretningen, mærker vi, at det centrale i fristelseshistorien drejer sig om at være Guds søn. “Hvis du er Guds søn ...?" frister Djævelen. Men Jesus afviser at udnytte sin sønnestatus til at manifestere sig som Gud i verden. Han vil hverken skabe brød af sten eller tilkalde engles beskyttelse eller modtage verdensherredømmet af Djævelens hånd.

Også bag denne fristelse ligger magtkampen mellem to. Bag fristelsens ord “Hvis du er Guds søn ..." hører vi en undertone: Hvem af os to er den foretrukne Guds sønlingssøn, men Gud selv, der gennem sin ånd fører de to sammen.

At forholdet mellem Gud og Djævelen er kompliceret kan vi se af, at Bibelen må bruge forskellige billeder. Djævelen er ikke skildret som en del af Gud selv (for så ville der ikke være forskel på godt og ondt og intet at kæmpe imod), men heller ikke som en totalt selvstændig modstander (for så ville Gud ikke være den egentlige magt i verden). Bibelen formulerer sig midt imellem de to yderpunkter: den rendyrkede monisme, hvor der ikke er forskel, og den totale dualisme, hvor der ikke er sammenhæng. Til at udtrykke dette bruges blandt andet billedet af en far med to sønner. Der er et fælles ophav, men dog er de to sønner ikke ens. Gud har den endelige magt, men alligevel er der både gode og onde magter, der griber ind i menneskets liv.

Bibelen kan ikke nøjes med ét billede af forholdet mellem Gud og Djævelen. Forholdet er mere komplekst. Der er både en nærhed og en distance. Derfor kan Bibelen opfordre os til at kæmpe mod de djævelske magter af al kraft og samtidig understrege, at nok er Djævelen Guds modstander; men hvad der end sker, så er vi aldrig uden for Guds magt.

C.S. Lewis' opfordring til at undgå den usunde interesse for Djævelen, hvor vi i praksis gør Djævelen til Gud, er derfor lige så aktuel i dag som dengang. Det er Gud, vi skal tro på, eller som Job udtrykte det: “... Herrens navn være lovet!"

* * * * * * * * * * * *

Noter:
1. C.S. Lewis, Fra Helvedes Blækhus, Samlerens Forlag, København 1945. [Retur]
2. En grundig gennemgang af bl.a. far-søn billedet findes i Kirsten Nielsen, Satan - den fortabte søn? Bibelske og pseudepigrafe forestillinger om Satan som en af Guds sønner. Frederiksberg: ANIS 1991 (2. opl. 1996) [Retur]