E-mail: admin@tro.dk

Teosofi

Teosofi

Dato for offentliggørelse
24 Dec 2013 14:00
Forfatter
Michael Jahn

Grundidéerne i TEOSOFIEN

af Michael Jahn



Havde Madame Blavatsky levet i dag, ville man have kaldt hende en "trend-setter". I sine bogværker "Isis utilsløret" fra 1877 og "Den hemmelige lære" fra 1888, formåede hun at kombinere en række idéer, der imødekom tidens tendenser. Senere efterfølgere som Charles Webster Leadbeater og Annie Besant byggede videre på Blavatskys idéer, mens Rudolf Steiner og Alice Bailey efterhånden udviklede deres egne versioner af de teosofiske tanker. Teosofien er særdeles kompliceret, og der har gennem tiden fundet mange diskussioner sted om detaljerne. Det efterfølgende er derfor en stærkt forenklet gennemgang af teosofiens grundidéer - og jeg advarer: det er svært stof, som måske skal gennemlæses et par gange, før det er forståeligt!

Kosmisk genfødsel

Forud for alting findes der iflg. teosofien "Det Absolutte". Det er et evigt og uforanderligt princip, hvorom der intet kan siges. Det absolutte manifesterer (udfolder) sig gennem "Logos" (begrebet "Logos" betyder "Ordet" og bruges inden for teosofien til at betegne "Gud").
Teosofien har ingen skabelsestro, men har fra hinduismen overtaget læren om verdensaldrene: fra "Logos" udgår en cyklisk (regelmæssigt tilbagevendende) udvikling over uhyre tidsrum, hvor der veksles mellem Manvantara, hvor kosmos (verdensaltet) er manifesteret (udfoldet), og Pralaya hvor kosmos er latent (endnu ikke udfoldet). Det kræver vist en nærmere forklaring: Manvantara og Pralaya er et slags kosmisk åndedræt. Hver gang kosmos ånder ud og ind, medfører det, at kosmos fødes, opretholdes og dør. For de uindviede bevidstheder (altså bevidstheder, der iflg. teosofferne ikke er kommer ret langt i deres åndelige udvikling) kan det misforståes som en skabelse, men der er i virkeligheden iflg. teosofien tale om en kosmisk reinkarnation (genfødsel - ordret oversat: "Igen i kødet"). Alt fra universer til atomer er iflg. teosofferne underlagt denne cykliske bevægelse af fremkomst og forsvinden.

Udviklingsfaser og syv-heder

I princippet er der ingen grænser for udviklingen, hverken bagud eller fremad, men da der er grænser for menneskets bevidsthed, nøjes man i teosofien med at forholde sig til et begrænset antal udviklingsfaser, der dog er mange gange højere end alderen på det nuværende univers. Man taler om syv planetkæder, der igen er inddelt i syv runder, der igen er inddelt i syv glober, der igen er inddelt i syv tidsaldre, der igen er inddelt i syv æraer, der igen er inddelt i syv epoker. Det sætter tingene i perspektiv, at vort solsystems fødsel, liv og død svarer til en globe!
Tilsvarende opdelingen af kosmos i syv-heder, taler man i teosofien om opdelingen af menneskets udvikling i syv bevidsthedplaner og ved nærmere eftersyn viser det sig, at disse syv bevidsthedsplaner tilsammen kun udgør det laveste plan af yderligere syv overliggende bevidsthedsplaner, der igen... og sådan kan man blive ved. Uendeligheden er en sjældent omtalt, men særdeles vigtig realitet i teosofien.

Logos og Sol-logos

Kosmos består af uendeligt mange solsystemer, der hver får liv og styres af sin egen "Sol-logos". "Sol-logos" må ikke forveksles med "Det absoluttes" første udstrømning "Logos". "Logos" og "Sol-logos" er egentlig ens - på samme måde, som dråben er lig med havet, men der er en enorm forskel i deres størrelse og arbejdsområde. Logos er hele kosmos' styrende kraft, mens "Sol-logos" blot har vort solsystems udvikling som sit ansvar. Jorden betragtes ligeledes som et levende væsen, der som kosmos inkarnerer og diskarnerer (fremkommer og forsvinder) ved genfødsel, men over et langt større tidsrum end vores menneskelige liv på jorden.

Monadens fald gennem planerne

I teosofien går man ud fra en monistisk verdensforståelse - d.v.s. at alt fra fysisk til åndeligt består af den samme substans. De forskellige planer, som teosofien opdeler kosmos i (det fysiske plan, det astrale plan, det mentale plan o.s.v. - se ill.), ses som forskellige fortætninger eller vibrationer af det samme stof. Stoffet vibrerer med forskellige frekvenser - hurtigst på Logos-planet og langsomst på det fysiske plan.

Det kræver vist også en nærmere forklaring:
Alt: mineraler, planter, dyr og mennesker har iflg. teosofien en guddommelig gnist som sin væsens-kerne. I teosofien kaldes denne guddommelige gnist for "monaden" (tanken om "Det Absolutte" og "guddomsgnisten" minder meget om den tidlige gnosticisme.
Monaden er udsprunget fra "Sol-logos" og har samme forhold til denne som "Sol-logos" har til "Logos". "Sol-logos" er det begreb, der kommer nærmest den kristne opfattelse af Gud Skaberen. "Sol-logos" har tre aspekter, hvorfra der sker der en udstrømning af liv og kraft, der bringer de syv planer (se ill.) til at eksistere og igangsætter den videre udvikling. Den første bevægelse sker, når monaden fra "Sol-logos" synker ned gennem de forskellige planer. For hvert plan iklædes den et nyt grovere lag, hvis kvaliteter tilegnes. Monaden lærer så at sige at bruge det mentale, det astrale, det fysiske o.s.v. Dette kaldes involution (tilbagegangsproces).

Monadens opstigning gennem planerne

Når monaden har nået det groveste plan, det fysiske, er involutionen til ende, og bevægelsen vender. Evolutionen (den fremadskridende udvikling) indtræder. Monaden begynder sin rejse tilbage mod de højere planer, den faldt fra - gennem de forskellige planer, som udfoldes et for et. Bevægelsen er vendt opad mod stadig højere grader af bevidsthed.

Monaden starter sin rejse fra det allerlaveste plan i det fysiske plan - mineralriget. Efter flere inkarnationer (genfødsler) i mineralriget har monaden opnået de erfaringer fra mineralriget, der er nødvendige for den videre udvikling, og inkarnerer derefter i hhv. planteriget, dyreriget og menneskeriget. Menneskeriget består igen af flere planer, der skal gennemleves, førend monaden er klar til at inkarneres i højere, åndelige planer.

De forskellige planer, som teosofien opererer med, ses som reelle eksistensplaner, d.v.s. verdener som den fysiske verden, men hvor teosofien tillægger den fysiske verden tre dimensioner, har den astrale verden fire, og den mentale fem, og de ikke-fysiske verdener er derfor ikke direkte tilgængelige for en bevidsthed der, som de fleste menneskers, kun er fuldt udfoldet på det fysiske plan. Ikke desto mindre mener teosofien, at vi hár eksistens på flere planer, selv om vi ikke formår at erkende det.

Menneskesynet

I teosofien ses mennesket således som et væsen, der på én gang lever i mange verdener.
Egentlig er mennesket et udødeligt bevidsthedsvæsen, som midlertidigt har "glemt" sin guddommelige oprindelse, mens det er i den fysiske verden. Monaden er blevet nedsænket i mørke for at få de erfaringer, der engang vil sætte det i stand til at blive medarbejder på det Guddommelige plan.

Det fysiske plan 

Mennesket er iflg. teosofien opdelt i syv-heder ligesom kosmos - d.v.s. at mennesket består af en række legemer af forskellig vibrationshastighed. Ligesom planernes vibrationer bliver grovere og grovere, jo længere ned mod det fysiske plan, de kommer, svinger også menneskets legemer langsommere og langsommere, jo nærmere man kommer det fysiske plan.
Det første legeme er det fysiske legeme. Det er dødeligt og dør, når de biologiske processer ophører.

Det æteriske plan

Det andet legeme er det æteriske legeme, som hører til det fysiske plan og er tæt knyttet til den fysiske krop. Undertiden betegnes det æteriske legeme som livsprincippet eller pranalegemet. Æterlegemet kan deles i to dele, dubletten og helbreds- eller sundhedsauraen. Dubletten ses som det egentlige legeme, der formgiver den fysiske krop - altså som en slags arkitekt-tegning til mennesket. Dens udstråling kan af klarsynede, clairvoyante, ses som et lysende felt lige uden for den fysiske krop. Ved dødens indtræden forlader dubletten den fysiske krop, og kroppen går i opløsning, fordi det, der holdt den sammen (dubletten), ikke længere er tilstede. Dubletten kan undertiden blive hængende i nærheden af det fysiske legeme, og det er det, der af mange tolkes som et spøgelse. I løbet nogle uger går dubletten i opløsning.

Den anden del af det æteriske legeme - helbreds- eller sundhedsauraen - er tæt forbundet med såkaldte livgivende energier og kan af clairvoyante ses ca. 20 cm udenfor kroppen. Meridianerne, der anvendes ved bl.a. zoneterapi og angiveligt også ved akupunktur, udfolder sig iflg. teosofien i tæt kontakt til helbredsauraen. Krystaller, Bachs blomstermedicin og homøopatiske præparater tænkes at virke helbredende via påvirkning af vibrationerne i helbredsauraen.

Chakras

Helbredsauraen har sit udspring i de energicentre, der kaldes chakras. Chakraerne er energihjul, der fungerer som broer mellem de forskellige planer, og gennem chakraerne virker psyken ind på helbredsauraen og dubletten og dermed også på vores fysiske krop. Mennesket har angiveligt mange af disse energihjul, men der er forskel på, hvor vigtige de menes at være. De syv primære chakras spiller en meget stor rolle i mange selvudviklingsteknikker.

Rodchakraet angives i teosofien at udgå fra enden af rygsøjlen og har med det fysiske plan at gøre, med selvopholdelsedriften. Herfra udspringer materialisme og i afbalanceret form skaber det jordforbindelse.
Sakralchakraet har med lyst og sanselighed at gøre. 
Solarplexus er sædet for følelser, og herfra menes alle såkaldte projektioner (at se ens ubehagelige og fortrængte sider hos andre) at stamme. 
Hjertet er sæde for de uselviske følelser af kærlighed. 
Halschakraet er stedet for skabende tankevirksomhed og udtryk. 
Pandecentret har den koordinerende og afbalancerende funktion og er tæt forbundet med klarsyn. 
Kronecentret er en direkte forbindelse til den kosmiske bevidsthed. 
Endvidere har det sekundære miltchakra en stor betydning som optager af livsenergi (prana), der antages at være udgået fra solen, og som siges at have afgørende betydning for alt levende.

Nogle af teosofiens teknikker sigter på en afbalancering af chakraerne, således at de udfolder sig og lader livsenergien passere uhindret. Den energi, der tales om, er kundalinikraften, der symbolsk beskrives liggende sammenrullet som en slange i rodchakraet. Tanken om kundalinikraften stammer fra hinduismen, hvor manipulationer af kundalinikraften indgår i den yogiske praksis. Ifølge teosofien er aktiveringen af kundalinikraften noget, der hører til i slutningen af udviklingsprocessen, når monaden er ved at være færdig med den jordiske tilværelse. 

Det astrale Plan

Det astrale plan er vores følelsers hjemsted. Her kan følelser direkte ses eller opfanges. Det er en verden, der er befolket af forskellige åndelige væsener. På dette plan opholder mennesker sig, når de diskarnerer ("dør"). 

På de lavere dele af astralplanet befinder de personer sig, der er bundet af grovere følelser (had, egoisme o.s.v.). Mennesker, der i livet f.eks. har været alkoholmisbrugere, kan på astralplanet ses sværme om barer. Hadefulde ægtefæller kan sværme rundt om de efterladte, der nyder friheden. Teosoffen Leadbeater har skrevet en lille bog, "Astralplanet", med levende beskrivelser derfra. 

De højere astrale niveauer har med finere følelser (upersonlige, abstrakte) at gøre. Her er kunstnere, filosoffer og videnskabsfolk beskæftiget med deres gøremål. Det almindelige inkarnerede (genfødte) menneskes astrallegeme bevæger sig ikke bevidst på astralplanet, men gæster ofte dette i søvne og oplevelserne huskes som drømme, mener man i teosofien. Men man mener også, at en clairvoyant i det inkarnerede menneskes astrale aura (auraen er en udstråling fra det tilsvarende legeme) kan se, hvilke følelser der er bundet på det astrale plan og kan på den måde kan få viden om den iagttagedes følelsesmæssige tilstand. 

Det mentale Plan

Det mentale plan er den verden, hvor tankeformerne befinder sig. Det er langt sværere at kontakte dette plan bevidst, og drømme herfra er sjældnere. Det mentale plan er ikke koldt intellekt, men kan nærmest kaldes idéernes verden. Alle menneskets tanker optræder i det mentale legemes aura, der igen vækker genklang på det mentale plan. Teosofien antyder, at det er dette område, der undertiden beskrives som himlen, der er den yderste grænse for, hvor det er muligt at bevare et jeg og dermed en personlig salighed. Det, der kaldes personligheden, hører til fra det mentale plan og nedefter gennem det astrale og fysisk plan. Efter det mentale plan ophører altså personligheden.

Kausalplanet - og dem ovenover

Ovenover det mentale plan findes kausalplanet. Det er en del af det mentale plan, men da de fleste mennesker ikke fungerer på kausalplanet, er det skilt ud som selvstændigt. Kausalplanet kan nærmest sammenlignes med Platons idéverden. Det er herfra vores stykvise forestillinger har deres oprindelige former. Navnet kausalplanet kommer heraf, idet kausal betyder årsag. Kun få mennesker er bevidste på kausalplanet. Sjælen, som i teosofien kaldes kausallegemet, hører til her.

Ovenover disse planer ligger iflg. teosofien det buddhiske (ikke buddhistiske!) plan med kærlighed og Kristusbevidsthed og det atmiske plan med vilje og kraft . Det Højere Selv strækker sig fra kausalplanet og op til og med det atmiske plan. Og ovenover ligger det monadiske plan med allestedsnærværelse, almagt og alviden - og øverst det uudsigelige Logosplan.

Legemer og auraer

Bemærk at teosofien almindeligvis taler om legemer, der har auraer. I mange sammenhænge inden for New Age kaldes de finere legemer for auraer, eller betegnelserne auraer og legemer bruges i flæng. I teosofien er der en række legemer: det fysiske, det æteriske, det astrale o.s.v., og disse har så en udstråling - auraen. Denne aura rækker længere og længere uden for legemet efterhånden som legemerne får finere og finere vibrationer. Forskellene i brugen af begreberne legeme og aura er et godt eksempel på den forskydning og til dels forsimpling, der er sket fra teosofien til New Age.

Reinkarnation, karma og evolution

I klassisk hinduisme hylder man forestillingen om reinkarnation, der betyder genfødsel. Det enkelte menneske fødes, lever og dør, for igen at fødes i en ny krop. Afhængig af hvorledes man har levet sit liv i de foregående liv, har man indhøstet god eller dårlig karma - skæbne. Karmaloven, loven om årsag og virkning, bevirker, at sjælens handlinger ubønhørligt vender tilbage og bestemmer, hvorledes det næste liv bliver. Gennem bl.a. ahimsa, ikke-vold, kan man undgå at skade andre og dermed undgå dårlig karma, og gennem forskellig religiøs praksis kan karmaen påvirkes. I værste fald genfødes sjælen i en lavere kaste eller endnu værre som hund eller et andet dyr. Hinduerne opfatter livet som værende lidelsesfyldt, og al religiøs praksis retter sig derfor mod at undslippe genfødslernes kredsløb (ofte symboliseret ved et hjul). Denne tanke bliver skærpet i buddhismen med begrebet nirvana, intethed eller ikke-væren, som er målet for den menneskelige stræben.

Disse religiøse systemer var ikke umiddelbart salgbare i Vesten i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor den teknologiske udvikling stormede frem. Der var en udbredt tro på menneskets evner og udviklingsmuligheder. Darwin havde i 1859 fremsat sine evolutionsteorier, hvor naturen begunstiger de egenskaber, der øger chancen for overlevelse. Alting udvikler sig, ifølge Darwin, mod det mere funktionelle. Blavatsky koblede den til tidsånden modificerede teosofiske udgave af læren om reinkarnation og karma sammen med en Darwinistisk inspireret evolutionslære, der mente, at alting udviklede sig mod fuldkommenhed. Dog skal man være opmærksom på, at evolutionen i teosofien er cyklisk og åndelig og dermed meget anderledes end Darwins liniære evolution, der er fysisk og starter i det "primitive".

Blavatskys version af reinkarnationslæren er original. Reinkarnationerne ses ikke som et hjul, men nærmest en opadgående stige eller spiral, som symboliserer den fortløbende og opadstigende udvikling. Hvor hinduismens reinkarnationsopfattelse indebærer straf for dårlig karma, er det værste, der kan ske iflg. Blavatskys reinkarnationslære, at man rent udviklingsmæssigt bliver stående stille i en periode. Og hvor livets tilskikkelser i hinduismen tolkes som straf eller belønning, ses livets hændelser iflg. teosofien i et udviklingsperspektiv. Alt, der sker i et menneskes liv, sker for at modne monaden mod fuldkommenhed som åndeligt væsen. Den enkelte havner ved karmas hjælp altid der, hvor der er mest at lære i.f.t. udviklingsniveauet - og intet, hvor ondt det end måtte forekomme, er således iflg. teosofien tilfældigt eller meningsløst. 

Åndelige vejledere

Det enkelte menneske har muligheden for bevidst at arbejde med på udviklingen - ikke bare sin egen udvikling, men også verdens udvikling. Karmaen findes på flere niveauer, og ligesom den enkelte har en karma, har grupper, nationer og planeter det også. Den enkelte og dennes udvikling er dog det centrale. 

Den personlige, åndelige udvikling og udviklingen i verden hjælpes på vej af åndelige hjælpere. Den tidlige teosofi var påvirket af den samtidige spiritisme, men blev hurtigt mere udviklet. Øverst i det planetariske hierarki, der styrer udviklingen på jorden, befinder sig Sanat Kumara, der også kaldes "Verdens Herre" eller "Den gamle af dage". Han er på samme tid jordens øverste Herre og dens Højere Selv. Sammen med seks andre kumaraer udgør han Shamballa, jordens kronechakra (øverste chakra) og Højeste Råd. Under kumaraerne finder man det, der almindeligvis omtales som "Hierarkiet" - også kaldet "Det store hvide broderskab". Disse indviede befinder sig selv på udviklingsvejen, omend de er nået meget længere end gennemsnittet. De udgør jordens hjertechakra. Det er en tre-enighed bestående af Menneskehedens stamfader, Manuen, Verdenslæreren, Kristus og civilisationens herre, Mahacohanen. Dette er ikke navne, men embeder, der til forskellige tider er blevet udfyldt af forskellige højt udviklede væsner. I øjeblikket udfylder Maitreya embedet som Kristus. 

Denne tre-enighed styrer de tre departementer, som samtidig svarer til de tre første "Stråler". En stråle er nærmest en kanal for åndelig indflydelse. Hver stråle har sin bestemte kvalitet med en række underpunkter, hvorigennem den manifesterer sig. I alt er der syv stråler, der hver ledes af en Chohan, en 6° indviet: 1. vilje - Mester Morya. 2. Kærlighed - Mester Kuthumi, 3. Aktiv intelligens - Venetianeren, 4. Harmoni gennem konflikt - Mester Serapis, 5. Konkret viden - Mester Hilarion, 6. Abstrakt idealisme - Mester Jesus og 7. Lov og orden - Mester Rakoczy.

Under disse findes der i hierarkiet igen en lang række mestre af 5°. En af disse er Djwhal Khul, tibetaneren, der var mester for bl.a. Alice Bailey. I hierarkiets forgård findes der en større mængde indviede i 4° (adepter) og 3°. Disciple af disse med 2° og 1° indvielser skal i følge den nyere teosofi tælles i millionvis, der alle arbejder med på menneskehedens udvikling.

Kritikken af teosofien

Den teosofiske lære er, hvad der nok på dette tidspunkt er gået op for læseren, meget kompliceret, og den alvor, hvormed teosoffer diskuterer detaljerne i deres idéer, kan for en udenforstående iagttager virke uforståelig og somme tider komisk. Man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfra de f.eks. kan vide, hvilke mestre, der gør hvad og med hvilken stråle. Man skal dog ikke undervurdere teosofiens forklaringskraft. Hvis man først accepterer det grundliggende udgangspunkt, at mennesker kan få sande budskaber fra åndelige mestre, så vil teosofien, ved nærmere undersøgelse, virke forbløffende sammenhængende og logisk. Accepterer man ikke dette udgangspunkt, vil teosofien forekomme at være en temmelig spekulativ filosofi. Realiteten er, at teosofien er en religion og ikke en videnskab, uanset den ofte hævder dette og taler om naturlove og bruger begreber fra videnskaberne. Som sådan kan teosofien derfor ikke kritiseres ud fra et videnskabeligt sandhedsbegreb. 

Kritikken af reinkarnationslæren

Bedømmelsen af teosofien kan derimod ske ud fra de konsekvenser idéerne (troen) medfører, bl.a. at karmatænkningen og reinkarnationstanken giver en forklaring på uretfærdighederne i verden. Dermed sker det ofte, at den bestående (uretfærdige) samfunds- og verdensorden retfærdiggøres, og der lægges samtidig en dæmper på den sociale indignation og modstand mod uretfærdige systemer. Ikke alene er fattigdom iflg. teosofien en selvforskyldt sag, den er sågar ønskværdig, da mennesker jo altid karmisk er placeret, hvor der er mest at lære, d.v.s. hvor deres udvikling begunstiges mest. 

Nøden i verden bekæmpes iflg. teosofien bedst ved at arbejde med på den generelle åndelige udvikling - ikke ved at sende konkret hjælp. Dette er den logiske konsekvens af karma- og reinkarnationslæren, men det er de færreste teosoffer, der tager konsekvensen fuldt ud - og ikke mindst via Alice Bailey blev der også introduceret en mere social tolkning af teosofien, der tiltaler mange i Vesten. Retfærdigvis bør det også tilføjes at prædestinationslæren - læren om at nogle er forudbestemt til frelse, andre til fortabelse, og at dette kan aflæses i deres livssituation, flere gange i kirkens historie har været gangbar teologi med stort set de samme konsekvenser som teosofiens lære - nemlig retfærdiggørelse af andres nød og egen manglende indsats.

Bedømmelse på ligheder og forskelle

Bedømmelsen af teosofien kan også ske ud fra en anden tros grundliggende idéer. Man kan sammenligne og påpege ligheder og forskelle, herunder de forskelle, der er så store, at idéerne ikke kan forenes. 

I troen på reinkarnation ligger der en afstandstagen til det mest centrale i kristendommen: troen på frelse ved nåde. Man har logisk ikke brug for en frelser i det ovenfor beskrevne verdensbillede, men kun for en vejleder, en mester, der har gået vejen forud. Jesus er iflg. teosofien en af disse og Maitreya i Kristusembedet en anden, hvilket kolliderer med den kristne tro på, at Jesus er Guds enbårne Søn og både er sand Gud og sandt menneske. Endvidere kolliderer det cykliske verdensbillede med uendelige tidsaldre med troen på Skaberen og hans skabelse, selv om der i begreberne "Det absolutte" og "Logos" er tanker, der minder om det kristne gudsbillede og skabelsestanke.

Konklusionen må derfor blive, at der er såvel en logisk som en trosmæssig modsætning mellem teosofien og kristendommen, og der er tale om to opfattelser af livet, døden, meningen med det hele og ikke mindst frelsen, som gør de to opfattelser uforenelig
e.