E-mail: admin@tro.dk

 
Dato for offentliggørelse
04 Dec 2013 22:34

Arkæologen dr. Joel Klenck fremlægger opsigtsvækkende fund fra overgangen fra stenalder til landbrug. Fundene bestyrker teorien om, at det virkelig er Noahs Ark, en kinesisk-kurdisk gruppe fandt på toppen af Mt. Ararat i Tyrkiet i 2008. I maj 2010 offentligegjorde en kurdisk-kinesisk gruppe, at de havde fundet en stor konstruktion af træ i 4200 meters højde på det bibelske bjerg, Ararat. Det var her, Noahs Ark ifølge 1. Mosebog strandede efter en verdensomspændede oversvømmelse, Syndfloden.

Siden offentliggørelsen har medierne været meget stille om fundet - bortset fra, at man har videregivet andre arkjægeres mistænkeliggørelse af fundet. 
Men nu har den amerikanske arkæolog, dr. Joel Klenck, bragt nye oplysninger og fotos frem, der yderligere sandsynliggør, at der er tale om et ægte - og meget spektakulært fund. 
Joel Klenck er uddannet på Harvard og leder i dag sit eget arkæologiske forskningsinstitut Paleontological Research Corporation.
Klenck opsøgte i 2012 fundet og gav allerede dengang udtryk for, at der er tale om et ægte fund, som han mener kan være 10.000 år gammelt. (Dette er omtalt i det update-hæfte om Noahs Ark, som Udfordringen har udgivet på dansk i tilknytning til bogen "Noahs Ark. Historien og Det Store Fund" (Forlaget Scandinavia, 2010.)
Nu har Joel Klenck lagt yderligere materiale frem, som formentlig vil få en del skeptikere til at tage fundet mere seriøst.

Kort efter stenalderen

Dr. Klenck dokumenterer i en række artikler, som Udfordringen har fået adgang til, at fundstederne på Mount Ararat i Tyrkiet ikke blot indeholder en stor trækonstruktion, som ser ud til at strække sig over 100 meter under sten og is på bjerget. 
Men fundet indeholder også en række genstande, som kan dateres helt tilbage til den "kolde, tørre vinter", som den konventionelle arkæologi mener fulgte efter istiden for ca. 10-20.000 år siden.
Det var efter denne kolde, tørre periode, at mennesket begyndte at dyrke jorden som landbrug i Øst-Tyrkiet. 
Vi er altså helt tilbage i overgangsperioden fra stenalder til bronze- og jernalder.
Klenck anslår, at "de arkæologiske fundsteder på Ararat, som omfatter den imponerende trækonstruktion, mindre træarbejder og en hule, stammer fra den sene epipalæolitiske (midterste stenalder) periode (13.100 til 9.600 f.Kr.)."

Tidsfastsættelser på baggrund af teorier

Ifølge Bibelen skete den store syndflods-oversvømmelse dog for kun ca. 5.000 år siden. 
Men i den konventionelle arkæologi går man siden Darwins dage stadig ud fra, at der ikke var en syndflod. 
Derfor tolker man de forskellige tegn, der findes på en stor oversvømmelse som resultat af bl.a. is-tider. Og man går ud fra, at den sidste istid sluttede for ca. 10-20.000 år siden. Og at mennesket derefter udviklede sig fra jæger til landmand. 
Derfor når man frem til andre tidsfastsættelser end dem, man kan regne sig frem til ved at benytte Bibelens oplysninger. 
Men disse tidsperioder ville naturligvis ændre sig og blive kortere, hvis der virkelig har været en syndflods-katastrofe - sådan som Bibelen fortæller, og sådan som fundet af en mægtig "ark" i 4.200 meters højde på Mt. Ararat kunne tyde på.
En sådan oversvømmelse ville også ændre forudsætningerne drastisk for metoder som kulstof-14, der ofte benyttes til at fastlægge funds alder inden for de sidste ca. 20.000 år. 
(Større tidsangivelser med millioner og milliarder af år bygger på andre evolutions-teorier om jordens udvikling, som heller ikke er endeligt bevist.)
Men dr. Joel Klenck benytter altså de gængse arkæologiske tidsfastsættelser, når han beskriver "ark"-fundet. Og han finder således tegn på, at det må være ca. 10.000 år.
Det kan man så - ud fra en bibelsk kronologi - betvivle. 
Men det afgørende er, at han anser trækonstruktionen og de ting, man har fundet indeni den eller i en nærliggende hule, for at være af en alder, som placerer det i menneskets første kendte tid. Det passer med Bibelens beskrivelse, hvor Noah levede i den 10. generation efter menneskets begyndelse.

Gamle træredskaber fundet i "arken"

Hulen og den store trækonstruktion på Mt. Ararat rummer bl.a. mange forskellige ben- og træredskaber, oplyser dr. Klenck. 
Arkæologen fortæller bl.a.: 
"I Locus 5 (et af rummene) i den kolossale trækonstruktion er der fundet et træredskab, som måler 13 centimeter i bredden, 18 centimeter i længden og 8 centimeter i dybden. Genstanden har et ødelagt håndtag og ser ud til at være et redskab til at øse med."
Klenck noterer videre: 
Blandt artefakterne i hulen var der en stor træske, en benkam, en trækmekanisme af træ og et redskab i ben med huller i. 
Træskeen ligner et artefakt, udgravet i forbindelse med fund fra yngre stenalder i Musular i Centralasien. 
Artefakterne i hulen ser ud til at være redskaber brugt til vævning og fremstilling af tekstiler. 
Den kam-lignende genstand minder om værktøj brugt til at presse stoffibre sammen i forbindelse med fremstilling af stof og ligner et redskab fra Mureybet. 
Trækmekanismen stammer højst sandsynlig fra en vævestol. Dette artefakt tyder på en meget avanceret teknologi, i betragtning af fundets alder.

Hør og ingefær

Hulen rummer også hørfibre, vedtaver (træfibre) samt mange forskellige plantematerialer fra ingefær og vild kirsebær, som kan være farvestoffer fra gammel tid. 
Hulefundet på Ararat leder til spørgsmålet, hvorvidt bengenstande, som vi anser for 'kamme', 'øser' og 'syle' fra epipalæolitiske (stenalder) fundsteder blev brugt i større udstrækning i forbindelse med fremstilling og farvning af stoffer.
Arkæologen konkluderer: 
"De forhistoriske fundsteder på Mount Ararat vil tilføre arkæologisk viden om forhistorisk teknologi i overgangsperioden fra stenalder til fremkomsten af landbrug."

Passer sammen med Noahs Ark

Dr. Joel Klenck kommer ikke med noget færdigt svar på, om fundet på Mt. Ararat virkelig er Noahs Ark. Men han siger ja til, at fundene på Mt. Ararat indeholder særlige arkæologiske træk, som er sammenfaldende med sider af beretningen om Noah?s Ark, som den findes i Gamle Testamente og desuden i Koranen og andre skrifter.
"Den monumentale trækonstruktion og artefakterne heri passer fint med fortællinger om Arken. Fundet omfatter en treetages konstruktion, for størstedelens vedkommende bygget af cyprestræ, med et imponerende udvalg af botaniske efterladenskaber som for eksempel vilde korn og bælgplanter. 
Stedet rummer en arkæologisk perle af stor ælde med arkitektoniske træk, der fremviser lag af beg, udadskrånende vægge, eksempler på taphul-og-tap-teknik , tværbjælker i alle etager og med ekskrementer fra husdyr i det indvendige af bygningen."

Meget gammelt fund

Stedet kan dateres tilbage til overgangen fra den sene epipalæolitiske periode (13.100 til 9.600 f.Kr.) til den pre-pottery neolitiske A periode (9.600-8.500 f.Kr.) eller overgangen fra stenalderen til fremkomsten af de første landbrugssamfund.
Videnskaben har fastsat, at denne periode kan forbindes med en overgang fra yngre dryas, en kold og tør periode, til en meget fugtig, regnfuld periode, hvor havets overflade steg over hele verden.
Adskillige landområder som for eksempel Doggerland (mellem England og Danmark, red.) blev dækket med vand og ørkenområder som Sahara og Atacama rummede floder og søer, fortæller dr. Klenck. 
Han anbefaler kraftigt, at fundet konserveres og udforskes, så arkæologerne kan blive klogere på overgangen fra stenalderen til de første landbrugssamfund.

Fra før keramikken

Blandt de genstande, man indtil videre har fundet i trækonstruktionen og i en nærliggende hule, er der også meget sjældne beholdere, som er fremstillet af organisk letvægtsmateriale som fx skind. 
Det vil sige, at det er fra tiden før mennesket opfandt pottemagervarer af ler.
Arkæologen forklarer: 
"Blandt arkæologer med speciale i Den nære Orient er der i dag almindelig enighed om, at kar, lavet af kalkpuds i støbeforme, kaldet hvidfajance eller ?vaisselle blanche?, var forløberne for opfindelsen af pottemagervarer. 
På fundstederne på Ararat, især i hulen og Locus 3 i den imponerende trækonstruktion, fandt vi mange forskellige ikke-keramiske beholdere lavet af et uidentificeret organisk materiale. 
Disse beholdere ville hurtigt være blevet nedbrudt på de fleste arkæologiske steder, men den høje beliggenhed og de lave temperaturer tæt på toppen af Mount Ararat gør, at de er velbevarede."

Føjer ny viden til

Klenck mener, at de nye fund på Mt. Ararat føjer ny viden til de opfattelser, arkæologerne tidligere har haft om, hvordan pottemageriet blev opfundet.
Nu skal arkæologer forholde sig til, at både hvidfajance og beholdere fremstillet af organiske materialer kan have influeret på opfindelsen og udviklingen af keramiske beholdere. 
"Det arkæologiske materiale fra Ararat-fundstederne har mere lighed med genstande fra Australasien og Polynesien, hvor indfødte befolkningsgrupper brugte ? og stadig bruger ? en lang række forskellige beholdere af dyrehud, plantematerialer og kalabasser," oplyser han og konkluderer:
"Samlingerne fra de forhistoriske fundsteder på Mount Ararat vidner om, at der i overgangen fra stenalder til den tidlige forekomst af landbrugsamfund, i den yngre stenalder, var befolkningsgrupper, som brugte både hvidfajance af kalkpuds og letvægtsbeholdere af organiske materialer før opfindelsen og udbredelsen af keramiske beholdere."

Godt snedkerarbejde

Dr. Klenck er også imponeret over det snedker- og tømrerarbejde, der er fundet, og som han mener er fra den sene stenalder-periode (13.100 til 9.600 f.Kr.) 
"Både den imponerende trækonstruktion, der ligger ca. 4.200 meter over havets overflade, og de mindre træarbejder i omkring 4.000 meters højde rummer flere eksempler på snedkermetoder inden for træbearbejdning, som viser en usædvanlig grad af kompleksitet."
"Den imponerende trækonstruktion fremviser eksempler på store tap-og-taphul-samlinger og tværbjælker med indsnit og tilhugget i enderne. 
De mindre trækonstruktioner er på samme måde interessante. Locus 1 i område B (hulen i 4000 meters højde) viser en lille sammenstyrtet trækonstruktion. 
Resterne viser eksempler på forfinet snedkerarbejde inklusive planker med dyvelsamlinger, taphul-og-tap-samlinger og dybe rektangulære indsnit. 
Der ligger adskillige stenredskaber på dette sted inklusive en renoveret skraber. På begge forhistoriske steder, har de tidlige beboere i Ararat fremvist komplekse håndværkerfærdigheder."
Klenck konkluderer: 
"Trækonstruktionerne på Mount Ararat sætter arkæologer i stand til at skaffe sig viden om flere forskellige metoder inden for snedker- og tømrerarbejde i overgangsperioden fra den sene stenalder til de første landbrugssamfund."

Dyreekskrementer

Dr. Joel Klenck fortæller videre, at man på de forhistoriske fundsteder på Mount Ararat ikke blot har fundet nogle få knoglerester, men også mange forstenede dyreekskrementer.
Det er naturligvis tankevækkende at finde dette indeni den imponerende trækonstruktion, som netop antages at kunne være den ark, som Noah transporterede dyr i.
Bortset fra benredskaberne blev kun to dyreknoglerester dog løseligt forbundet med stedet. Det drejer sig om en hornkerne fra en vild ged (af Capra arten) og et næsten komplet kranium fra en hest. 
Arkæologen fortsætter: 
"Inde i den imponerende trækonstruktion fandt vi signifikante mængder dyreekskrementer eller møg. Dette var især usædvanligt ud fra, at Locus 4 er en installation tæt på fundstedets udvendige del og vidnede om veneration fra senere kulturer i form af små keramiske skåle. 
Dyreekskrementer er klart til stede på Locus 6 og kan ses på Locus 7. På Locus 3, hvor der blev oplagret grønsagsmaterialer som for eksempel vild kikært og bitter vikke, er der en trædør beklædt med hør, strå og uld. 
Her er lugten helt forfærdelig og tyder på et tilstødende rum med dyreekskrementer. Det fik virkelig øjnene til at løbe i vand at trænge ind i dette område sidst på sommeren på Mount Ararat," fortæller videnskabsmanden. Han opfordrer til at analysere det genetiske materiale i det ældgamle dyremøg.

Tjære overalt

Dr. Joel Klenck fortæller også, at ?arken? fremviser udbredt brug af beg eller tjære.
"Man kan mange steder finde vægge, der er beklædt med et mørkt lag beg. 
I den store trækonstruktion ses den beglignende substans på vægge eller andet i syv ud af ti loci. Desuden viser de to mindre konstruktioner, der står længere nede, lag af beg."
I Bibelen nævnes det netop, at Noah skulle stryge arkens yder- og indersider med beg for at gøre den tæt.
Arkæologen noterer: 
"Beglagene varierer i tykkelse. På Locus 7 kan man i hjørnerne finde flere millimeter tykke beglag. Andre steder er beglaget dog meget tyndt. 
For arkæologer vil næste skridt være at bestemme, om Ararat-begen er jordolie-baseret, også kendt som bitumen, eller fremstillet af planter, som sædvanligvis går under betegnelsen resin."

Beg på skibe - men ikke på landjorden...

Klenck hæfter sig ved, at:
"Brugen af beg er almindelig praksis i forbindelse med gammel, maritim arkitektur, men sjælden i forbindelse med landbaserede konstruktioner fra den sene stenalder frem til jernalderen."
Dr. Klenck mener, at den beg, som er fundet, måske kan lede arkæologer på sporet af, hvor "arken" er bygget. Han skriver:
"Et fantastisk træk ved jord-oliebaserede artefakter er, at jordolie ofte har særlige kendetegn, der gør, at arkæologer kan spore deres geografiske kilde. 
Ararat-samlingen fremviser en meget unik arkitektur, som røber udstrakt brug af beg, hvilket gør det muligt at lokalisere, hvor disse tætningsmidler stammer fra."
Han nævner en række arkæologiske eksempler på brug af beg (bitumen). 
"Bitumen kan ses på talrige gamle maritime bygninger inklusive resterne af neolitiske både fra det 6. årtusinde f.Kr. på det arkæologiske udgravningssted i As-Sabiyah i Kuwait. 
Naturlig bitumen findes forskellige steder i Den nære Orient som fx nær Batman i Tyrkiet eller i de østlige middelhavslande, Levanten."

Ny interesse?

Den kinesisk-kurdiske gruppe, som opdagede trækonstruktionen på Mt. Ararat, håber, at dr. Klencks oplysninger vil få flere videnskabsmænd til at interessere sig for det store fund.

Efter deres fund har de mødt vanskeligheder med at skaffe midler til at få undersøgt fundet af videnskabsmænd.
Det kan dels skyldes, at det ikke er velset i videnskabelige kredse at beskæftige sig med noget så kontroversielt som Noahs Ark. Store dele af videnskaben bygger i dag på evolutions-teorien, hvor man går ud fra, at der ikke har fundet en syndflods-katastrofe sted.
Hvis Noahs Ark virkelig er fundet på de bjerge, som Bibelen omtaler, og ligger helt oppe i 4.200 meters højde, så er det en bombe under hele teorien.
Derfor er der ikke mange, der tør beskæftige sig med emnet. 
Et andet problem har været, at en af de mest kendte bibel-arkæologer, dr. Randall Price, blev smidt ud af kinesernes undersøgelse på grund af uenighed med den kurdiske guide, som havde fundet stedet. Dr. Price har siden antydet, at guiden var alkoholiker og selv kunne havde konstrueret en træ-kulisse på bjerget. Og det har lagt gift for støtte fra bibel-troende amerikanere.
Men dr. Klencks nye oplysninger, som understreger at der er tale om et ægte fund, burde kunne skabe ny interesse.

Emner
Arkæologi