E-mail: admin@tro.dk

 
Forfatter
Simon Griis

I studiet fremlægges 6 forskellige tolkningsmodeller, som findes blandt de kristne, der mener, at Bibelen taler om en gammel jord og et ældgammelt univers. Hver model har sine trofaste tilhængere, og argumentationen er større og bredere for hver enkelt, end studiet fremstiller den. Nogle af modellerne trækker også på en del af den argumentation, som er gennemgået andre steder i kompendiet. De 6 modeller er:

1) Den tilbageskuende profeti
2) Patriarktanken
3) Gap Teorien (Restitutionstanken)
4) Konstruktionstolkningen
5) Dag-Periode Tolkningen
6) Gerald Schröders teori

Blandt evangeliske kristne, der mener, at jorden og universet er gammelt, er det nok Gap teorien og Dag-Periode Tolkningen der er de gængse opfattelser. Men de andre fire er også interessante, og de er taget med for at give et helhedsbillede.

I dette lille udsnit af Studiet, har vi ikke valgt at fremlægge de mest gængse opfattelser af Skabelsesberetningen. Dem kan du lytte dig til og læse om ved køb af det samlede studie. Du får derimod Gerald Schroeders Teori, som er både ganske anderledes, end vi er vant til, og yderst overraskende i sine konklusioner ud fra Bibelen ord og videnskabens observationer. Gerald Schoeder er et eksempel på, hvor spændende det kan være, at læse andre kristnes holdninger til Guds forunderlige skaberværk.

Gerald Schroeders teori

Gerald Schroeder er jødisk videnskabsmand med ph.d. i kernefysik og oceanografi fra MIT (Massachusetts Institute of Technology)., og med års erfaring inden for forskning i kemi og geofysik på højt niveau. Han er forfatter til bogen "Genesis and the Big Bang", som udkom i 1990. Heri lancerer Schroeder en ny og spændende tanke, som vi kort skal gennemgå her. Schroeder tager i sin læsning af skabelsesberetningen udgangspunkt i Big bang, universets udvidelse og Einsteins relativitetsteori. Skabelsesberetningen taler om de seks på hinanden følgende skabelsesdage, men på hebræisk er der ikke tale om en fast kontinuitet, som vi finder det i danske Bibel, hvor der står første dag, anden dag, tredie dag osv. Skabelsesberetningen starter ikke med "den første dag" men derimod med "Dag ét" (heb. Yom Echad). Her beskrives tidens absolutte begyndelse, som vi også kender den fra Big Bang teorien.

Vi ser ud i universet og tilbage i tiden, og vi kan spørge os selv: "Hvor gammelt er universet?" Svaret er, at universet sandsynligvis er omkring 15 mia. år gammelt. Det er sådan, vi ser tiden og universet, men spørgsmålet er, om Bibelen ser tiden på samme måde. Einstein lærte os, at tiden blev skabt sammen med masse, rum og energi, at tiden er en dimension. Det betyder at tid og tidsopfattelse er forskellig, alt efter hvorfra du registrerer tid. Tid opstår i fobindelse med masse, acceleration og tyngdekraft, hvilket blandt andet vil sige, at tiden går hurtigere på månen (fordi tyngdekraften er mindre) og langsommere på solen (fordi tyngdekraften er større). Det er små forskelle, men de er registrerbare. Hvis det var muligt at bo på solen, ville tiden gå langsommere for os, men vi ville ikke opleve det som langsommere, for vi ville selv være en del af systemet. Kun set i forhold til dem, der lever på jorden, ville forskellen kunne registreres (med meget følsomme apparater).

Hvordan kan dette hjælpe med at forstå skabelsesberetningen? Den gamle jødiske lærde Nachmanides sagde, at selvom de seks skabelsesdage var på 24 timer, indeholdt de alle tider (heb: yemot ha-olam) og alle verdens hemmeligheder. Nachmanides fortsætter med at beskrive universets skabelse ud fra Bibelens første kapitel, og fortæller os, at intet fandtes før universet, men pludselig skabtes et lille støvgran, så lille, at det ikke havde nogen substans. Dette er ifølge Nachmanides den eneste fysiske skabelse. Ud fra dette lille støvgran, skabtes alt, idet det lille støvgran uden substans og uden essens begyndte at udvide sig og blive til vor verden. Da massen bliver produceret, griber tiden fast, og det er her, Bibelens tidsbegreb starter. Videnskaben har vist os, at der findes kun én slags "substansløs substans" som kan omdannes til masse. Det er energi. Einsteins ligning E=MC2 fortæller os, at energi kan omdannes til masse, og når masse optræder, griber tiden fat.

Vi ved nu at lysstråler, gammastråler, radiobølger, røntgenstråler osv. alle bevæger sig med lysets hastighed, ca. 300.000 km. i sekundet. Ved lysets hastighed står tiden stille. Indenfor Big bangs allerførste sekund ældedes universet, men tiden griber kun fat, når der er masse. Dette øjeblik af universets første historie varede kun 1/100.000 af et sekund, men på denne tid ekspanderede universet fra et støvgran til omkring vort solsystems størrelse. Fra det tidspunkt har vi masse, og herfra begynder tiden.

At Bibelen ikke starter med "den første dag", men med "Dag ét" oplyser os om skabelsesberetningens tidsperspektiv. Einstein beviste, at tid varierer fra sted til sted i universet. Tid opfattes forskelligt i forhold til de rumtidskoordinatet, man befinder sig i.

Hvis skabelsesberetningen så tiden ud fra Moses og Sinai bjerg - længe efter skabelsen - ville den ikke have begyndt med "Dag ét". I så fald ville der jo på dette tidspunkt have gået mange millioner dage, og Moses ville have skrevet om "den første"af disse dage, fordi der ud fra tidsperspektivet på Sinai var tid nok at sammenligne den første dag med. Hvis man ser tilbage i tiden, kan man tale om "den første dag", fordi "den første dag" er en del af en hel serie af dage. Men befinder man sig på "den første dag" har man ikke andre dage at sammenligne med. "Dag ét" er alt, der eksisterer. Om så skabelsesberetningen så tiden fra Adam, ville den have startet med "den første dag" for også på dette tidspunkt var der mange efterfølgende dage, med hvilke man kunne sammenligne "den første dag".

Skabelsesberetningen siger "Dag ét" fordi den ser frem i tiden fra begyndelsen. Vi ser tilbage i tiden og spørger "Hvor gammelt er universet?" Svaret er ca. 15 mia. år, men dette er egentlig kun et halvt svar. Hele sætningen lyder "Universet er 15 mia. år gammelt, set fra de rumtidskoordinater, vi befinder os i.

Nøglen til forståelse af skabelsesberetningen er, at den ser tiden fra helt andre rumtidskoordinater, end vi gø. Den ser tiden fra begyndelsen og fremefter, fra rumtidskoordinater, hvor universet er meget, meget lille. Siden da er universet ekspanderet, og dette fænomen, at universet bliver "strukket ud", ændrer totalt tidsperspektivet.

Lad os gøre et tankeeksperiment - og det er kun et tankeeksperiment, for det kan ikke lade sig gøre i virkeligheden. Lad os sige, at vi kunne rejse tilbage i tiden, helt tilbage til selve tidens begyndelse. Her finder vi et intelligent samfund, der har en laser. Vi forestiller os, at de beslutter sig for at skyde laseren af i intervaller på ét sekund. Hvert sekund affyres en laser, og i hver laserstråle er indkodet en besked, som siger "Vi vil sende en laserstråle hvert sekund".

Laser bevæger sig med lysets hastighed, og det vil sige, at afstanden mellem de to første laserstråler vil være 300.000 km. Nu bevæger disse stråler sig gennem universet, og milliarder af år senere modtager vi den første laserstråle, og opfanger og dekoder beskeden. Vi venter spændt på den næste laserstråle, som burde arrivere et sekund senere. Men den kommer ikke. Universet er ikke statisk, det udvider sig. Så mens laserstråler farer gennem rummet, udvider det selvsamme rum sig. Det strækkes ud, og det betyder at også rummet mellem laserstrålerne udvides. Måske modtager vi ikke engang den næste laserstråle et år efter, måske går der millioner af år eller milliarder af år. For tiden for modtagelsen af den næste laserstråle afhænger af, hvor lang tid den har været undervejs i et udvidende univers. Jo længere tid, jo mere er rummet mellem laserstrålerne strukket ud. Dette er standard kosmologi.

I dag ser vi tilbage i tiden. Vi ser 15 mia. år tilbage til begyndelsen. Ser man frem i tiden fra begyndelsen, fra dengang universet var uhyre lille, er tidsbegrebet et andet. Vi siger 15 mia. år, Bibelen siger seks dage. Måske er begge udsagn korrekte.

Vi kender i dag forholdet mellem tiden i universets begyndelse og tiden nu. Det relative forhold mellem tid nær begyndelsen og tiden nu er 1.000.000.000.000 - altså én million million. Dette betyder, at hvis det var muligt at sende laserstråler ud fra universets begyndelsen med intervaller på et sekund, så ville vi her i vores rumtidskoordinater modtage dem, men ikke med intervaller på et sekund. Efter at have modtaget den første laserstråle, ville der gå en million million sekunder, før vi modtog den næste.

Skabelsesberetningen taler ikke om ét sekund, men om seks dage. Her sendes informationer ud fra begyndelsen i seks dage. Ville vi modtage og se disse informationer som seks dage? Nej, vi ville observere dem som seks millioner millioner dage! Og nu kommer det spændende regnestykke. Hvad er seks millioner millioner dage omregnet i år?!

Seks millioner millioner dage divideret med 365 er ca. 16 mia. år!

Det påpeges, at Gerald Schroeder her ikke taler og tolker som teolog. Han gør en eksakt videnskabelig udregning - og endda en simpel af slagsen. Det er en videnskabelig, og ikke en teologisk påstand. Disse tal er ikke trukket op af en hat, de er ikke udtryk for talleg, kabbalisme, Bibelkoder, eller skjulte budskaber i Skriften. Det er ren beregning med udgangspunkt i Einsteins relativitetsteori og universets ekspandering.

Vi kan endda føre denne tankegang et skridt videre. Vi kan se på tidens udvikling dag for dag, baseret på ekspansionsfaktoren. Hver gang universet fordobles (idet det ekspanderer), bliver tidsopfattelsen halveret. Da universet i begyndelsen var lille, fordobledes det meget hurtigt. Men efterhånden som universet blev større, tog det forholdsvis længere tid for universet at fordoble sig selv. Ud fra dette kan beregnes følgende:

Den første af Bibelens skabelsesdage varede, set fra begyndelsen, 24 timer. Men set fra vore rumtidskoordinater varede den første skabelsesdag 8 milliader år. Set fra Bibelens tidsperspektiv varede den anden skabelsesdag 24 timer. Fra vores perspektiv varede den derimod 4 milliarder år, det halve af den første dag. Den tredie skabelsesdag varede 2 milliarder år. Den fjerde en milliard år, den femte femhundrede millioner år og den sjette 250 millioner år. Vi får altså, at de seks skabelsesdage, som set fra tidens begyndelse, hver varede 24 timer, set fra vores perspektiv 15 milliarder år efter, ser således ud:

Dag ét: 8 milliarder år
Anden dag: 4 milliarder år
Tredie dag: 2 milliarder år
Fjerde dag: 1 milliard år
femte dag: 500 millioner år
sjette dag: 250 millioner år
(ialt 15,75 mia. år).

15,75 mia. år er, hvad de Bibelens skabelsesdage svarer til, set ud fra vores perspektiv. Stort set det samme som moderne kosmologi hævder. Er det en tilfældighed? Eller er det Guddommelig inspiration? Ja, døm selv!

Nu kan man tage kosmologi, palæontologi og arkæologi, og så kan man begynde at studere, hvad der skete inden for disse tidsintervaller. Bibelen fortæller jo selv, hvad der skete hver dag i skabelsen, så det er blot at sammenligne de enkelte skabelsesdage med, hvad videnskaben kan sige om disse tidsperioder. De passer godt nok til at man må begynde at spekulere....