E-mail: admin@tro.dk

 

Korset og loven

Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:24
Forfatter
Jessie Penn-Lewis

"Det er troværdig tale: thi er vi døde med Ham, skal vi også leve med Ham."  2. Tim. 2:11. 


"Så er da også I, mine brødre, ved Kristi legeme døde fra loven ... nu er vi løst fra loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under."  Rom. 7: 4 og 6.

Budskabet, som apostelen Paulus her bringer, er befrielse ved død. Golgatas kors er stedet, hvor såvel forligelse med Gud som frigørelse fra syndens magt fandt sted. Den, som er korsfæstet med Kristus, dør med Ham, ikke blot fra syndens, men også fra lovens trældom. Den lov, som af en hjælpeløs synder fordrede en lydighed, den ikke kunne få, og som derfor bragte ham dybere og dybere ned i dødens magtesløshed.

Apostelens tankegang i det femte, sjette, syvende og ottende kapitel i Romerbrevet samstemmer vidunderligt med de virkelige erfaringer i kristenlivet, og disse kapitler kan kun klart forstås "indefra", det vil sige ved i nogen grad selv at have gennemgået de forskellige stadier. Kun således vil vi være i stand til at betragte tingene fra Paulus' standpunkt.

"Loven kom til, for at faldet kunne blive større,"  skriver han (Rom. 5:20). Men det var kun Guds hensigt at vise, hvor afskyelig synden er, for at Hans nåde derved kunne åbenbares som  "end mere overstrømmende rig."  For  "ligesom synden fik herredømmet"  over den stakkels synder,  "således skulle også nåden få herredømmet ved retfærdigheden"  - herske og sejre i det genløste menneske.

Vi ser således, at det kun er ved død, nåden kan komme til at herske, thi intet andet end døden kan løse en synder fra hans lænker.  "Syndens løn er døden,"  og syndens løn må betales. Dødsdommen må fuldbyrdes. Men ved den død, Kristus, som menneskets repræsentant, led, blev dommen fuldbyrdet, og derfor er der blevet ende på syndens herredømme i alle, som er døde med den korsfæstede Herre.

På samme måde dør den troende fra loven, som dømte ham til døden. Forenet med Kristus i Hans død, er han  "ved Kristi legeme død fra loven"  (7:4). Han er således frigjort fra dens fordringer, idet han er døet bort fra det, som han holdes fangen under (7:6).

Loven kan ikke sige til en, som er død: du skal. Igennem dødens port, er den troende gået over i en anden sfære, hvor loven ikke kan følge ham. Han er  "i Kristus Jesus"  og tjener nu Gud på en ny måde, med en ny Ånd og i glad lydighed, og ikke som før i en tvungen, slavisk lydighed imod lovens bogstav.

Men her opstår spørgsmålet: Skal vi da sige, at loven, som er givet af Gud, er synd? "Nej, langtfra!"  svarer apostelen. Og så viser han grunden til, at loven blev givet. Han viser, hvorledes loven praktisk virker ved at føre synderen derhen, hvor han er rede til at blive befriet ved den korsfæstede og opstandne Herre. Thi budskabet om frigørelse gennem døden med Kristus kommer kun som et glædeligt budskab til den, som er kommet til ende med sig selv. Loven er vor tugtemester til Kristus (Gal. 3:24).

Efter at have talt om frigørelse fra lovens krav, fortsætter Paulus med en stærk skildring af den bitre kamp, som foregår i det menneske, der i sit indre glæder sig over Guds lov, men som ikke har forstået frigørelsen fra syndens lov ved Kristi død, således som Paulus har beskrevet den.

Uanset hvilken hensigt Paulus oprindelig har haft, da han skrev det meget omdebatterede syvende kapitel i Romerbrevet, så kan vi i det mindste trygt sige, at det er et levende billede af et menneske, som er under syndens tyranni, men som ønsket om at gøre Guds vilje har vakt til handling.

Det er loven, der bringer sjælen til det punkt, hvor den dør, thi "død" er simpelt hen kampens ophør. Den er det punkt, som sjælen kommer til, når den ikke mere kan kæmpe og derfor råber i fortvivlelse:  "Hvem skal fri mig?"  (7:24).

"Thi ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud,"  skriver apostelen (Gal. 2:19).

Det er let at diskutere det syvende kapitel ud fra et teologisk synspunkt, men lad os oprigtigt sætte os for at bryde vore egne bånd, da vil vi snart lære at kende billedets virkelighed og bitterheden af den erfaring, det fremviser.

Lad os i korthed betragte Ordet og se, hvorledes loven arbejder og derved får sjæle bragt til ende med dem selv, rede til at blive løst ved Jesus Kristus, vor Herre.

Loven blev givet for at lære os at kende, hvad synd er

"Jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven."  7:7.

Hvis Gud for eksempel ikke havde givet en lov, der sagde:  "Du må ikke begære," hvordan kunne vi da vide, at det er synd at begære?

Loven blev givet for at vise den syndige modstand  
"Men da synden fik en anledning ved budet, vakte den alskens begær i mig; thi uden lov er synden død."  7:8.

Hvor sandt er dette ikke i ethvert menneskehjerte! Når der bliver sagt, at vi ikke må begære, finder vi med det samme, at vi netop gør det, som er os forbudt at gøre. "Du må ikke" opvækker al den modstand imod Guds hellige vilje, der er i den faldne natur, thi  "kødets attrå er jo fjendskab imod Gud."  8:7. Uden lovens bud er synden død, det vil sige, der er ingen modstand eller kamp. Lad mennesker gå deres egne veje og gøre kødets og tankernes vilje - da er der ingen kamp. Men så snart de stilles ansigt til ansigt med Guds lov, og de søger at adlyde den, lever synden op og virker i dem alle slags begæringer stik imod Guds befalinger.

Loven er derfor givet for at vise mennesket den modstand imod Guds lov, der er i ham.

Loven blev givet for at føre os til døden  
"Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde." 7:9 og 10.

Synden tog anledning ved selve Guds bud og hævdede sin magt og sin fordring på mig. Jeg fandt den i sandhed stærkere end mig selv. Den forførte mig. Jeg var nødt til at give efter for dens fristelser og vidste, at følgen var død. Den så at sige "dræbte mig" (v. 11) ved at vise mig, at der for mig kun var syndens løn - døden - tilbage. Guds bud skulle have ført mig til at leve et bedre liv, men i stedet for lod de mig synke dybere ned i dødens hjælpeløshed og håbløs fortvivlelse. Jeg døde (v. 10).

Loven blev givet for at vise syndens grænseløse syndighed  
Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt ... for at synden ved hjælp af budet skulle vise sig i sin grænseløse syndighed."  7:12- Synden vise sig som synd ved lovens hellighed! Hvor vidunderligt Skaberens plan er udtænkt i retning af at lære skabningen, som intet begreb har om synd, hvad synd er, og endnu mere at lade ham kende sit behov for frelse.

Men for at opnå befrielse fra syndens trældom, måtte den først vise sig i sin grænseløse syndighed, så den kunne blive hadet og afskyet, og ønsket om at blive den kvit kunne opstå.

Behovet for en Frelser må fødes, før Frelseren selv kan blive budt velkommen. Vi må se dybden af faldet, før vi kan erkende højden, dybden, bredden og længden af frelsen. Igennem budet, som er "helligt og retfærdigt og godt" og igennem menneskets forgæves anstrengelser for at opfylde det, bringer Gud ham til at kende sig selv og sin stilling.

Loven fører til dødens hjælpeløshed.  
"Synden ... bragte død over mig." v. 13. "Solgt som træl under synden." v. 14. "I mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt." v.18.

Ja, der findes udfrielse, når sjælen er rede til at blive udfriet. Det "elendige menneske" har råbt om hjælp og tilstået, at han er ude af stand til at befri sig selv.

Livets hovmod er blevet brudt ned. Det "indre menneske," som ønskede at adlyde loven, har trods alle anstrengelser for at gøre "det gode" ikke været i stand til at overvinde sig selv eller sine synder. Han har indtil nu ikke forstået korsets fulde budskab. Han har ikke set døden med Kristus og hans frigørelse i Kristus fra syndens tyranni og lovens krav. Og det var i denne bitre kamp, at han måtte lære at kende sit behov.

Måske troede han, at det "indre menneske" ved Guds nådige bistand ville blive i stand til at behage Gud; og efter at have begyndt i Ånden ved forligelse med Gud gennem korsets blod, kunne han måske blive fuldkommen (eller vokse i nåde) ved kødets hjælp!

Nej, du elendige menneske, vend dig igen til Golgata. Du trænger til en ny kraft i dit indre - Helligåndens kraft; thi kun livets Ånds lov i Kristus kan frigøre dig ved Jesu Kristi værk på Golgata.

Loven, som du i egen kraft har kæmpet for at adlyde, hersker nemlig kun over et menneske, så længe det lever (7:1). Du blev korsfæstet med din Frelser, du er død med Ham, du er ved Kristi legeme død fra loven; ved troen på Guds virkekraft, tror du det?

Idet du døde, blev du altså befriet fra lovens krav. Du er forenet med Ham,  "som blev opvakt fra de døde"  (7:4), og idet du stoler på, at Han virker i dig, gør Livets Ånds lov dig fri i Ham, og når Sønnen får frigjort dig, skal du være virkelig fri (Johs. 8:36).

Du vil se, at det, som var umuligt for loven, der så at sige befalede dig "udefra", det kan Guds Søn, som blev sendt for at dø i dit sted, virke i dit indre. Idet du overgiver dig til Guds Ånd og ikke længere vandrer efter kødet, men efter Ånden, opfyldes lovens krav i dig, de krav, som det så grundigt glippede for dig at opfylde.

Kære ven! du har levet under uafbrudt dom, men der er "ingen fordømmelse" for dem, som har råbt på frigørelse ved Jesus Kristus, vor Herre, og som har kendt dødens svar i sig: at de ikke kunne stole på noget hos sig selv, men på Gud, som oprejser de døde. I Kristus Jesus erfarer de kraften af en ny lov, livets Ånds lov, som frigør dem fra syndens og dødens gamle lov.

"Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!"  Gal. 5:1.

Se til, at du lader dig lede af Ånden og skridt for skridt vandrer i Ånden (8:4-5). Se til, at du ved Anden døder legemets gerninger, så skal du leve, og al slavisk frygt for Gud skal forsvinde. Du skal få vished for, at du er et Guds barn, og når du er barn, da er du også arving, Guds arving og Kristi medarving, så sandt du lider med Ham, så du også kan herliggøres med Ham (8:17).

Emner
Loven