E-mail: admin@tro.dk

 

De kommende tidsaldre

Dato for offentliggørelse
25 Apr 2010 00:52
Dokumenttype
Undervisning
Emner
De sidste tider + Tusindårsriget + Jesu genkomst
Forfatter
Oskar Edin Indergaard

Oskar Edin Indergaard - Bind 5:
JESU GEJNKOMST.
Referent: yeshuatt@mail.dk
DE KOMMENDE TIDSALDRE.
Dette er de forskellige tidsaldre på den nye jord efter at den første tidsalder som er "tidsalderen i tidens fylde" er forbi. "og opvagt med ham og sat os med ham i himmelen (ind i de himmelske kræfter, som vi får gennem Den Hellige Ånd) i Kristus Jesus, for at han i de KOMMENDE TIDSALDRE kunne vise sin nådes overvættes rigdom i godhed mod os i Kristus Jesus." Ef. 2,6-7.
 
TIDSHUSHOLDNINGERNE.
Det græske ord som ligger til grund for ordet "tidshusholdning" er ordet "oikonomia". Det betyder "husholdning" eller "forvaltning". I og med at disse ord ikke er så meget brugt og ikke så godt kendt, kan vi også bruge orden "frelseplan" eller "tidsperiode".
Medens ordet "tidsalder" udtrykker en tidsperiodes længde, udtrykker ordet "tidshusholdning" den moralske standard og de moralske krav som Gud ønsker, at menneskene skal leve efter i en bestemt tidsperiode. Gud forpligter menneskene på deler af sin vilje i de forskellige tidshusholdninger.
Dersom menneskene levede efter Guds vilje i den bestemte periode og kommer til en personlig tro på ham, så har de del i frelsen og vil i sin tid få del i Riget for Israel og de kommende tidsaldre.
Det er ikke menneskets efterlevelse af Guds krav som frelser det, for mennesker ser snart at de ikke formår at opfylde Guds krav i tidshusholdningen, men ved at mennesket holder Guds krav og Guds bud, så signaliserer det til Gud at det er interesseret i at blive frelst. Det er Guds nåde som frelser i alle tidsperioder.
Tidshusholningerne er ulige m.h.t. de vigtigste etiske krav i de forskellige tidsperioder, men de etiske principper, som er blevet gjort kendt i en tidligere periode, går videre ind i næste tidhusholdning.
De etiske principper ide forskellige tidsperioder peger på Jesu forsoningsværk. Når mennesker ikke magter at efterleve de etiske principper, som er nedlagt i tidsperioderne, peger dette på en FORLØSER som må komme og forsone verden med Gud.
Det var bl.a. dette Job fik at se da han opdagede at ingen kan frelse sig selv ved egne gerninger og sin egen retfærdighed. Vi ved at Job var det mest retfærdige menneske på hele jorden: Job 1,1.
Senere viste Gud ham at han havde en genløser i jødernes Messias: Job 19,25-26.
Gud må prøve menneskene m.h.t. de forskellige kombinationer af etiske principper i tidshusholdningerne, således at det på dommens dag skal kunne udelukkes, at Gud ikke har tilbudt menneskene samtlige frelses kombinationer.
Dersom Gud ikke havde handlet på denne måde i tidshusholdningerne, så kunne han ikke have dømt menneskene med RETFÆRDIGHED ved de forskellige domsakter, for menneskene havde da kunnet anklage ham for ikke at have brugt alle kombinationer af frelses principper. Gud ville dermed være uretfærdig.
Vi ved at Gud ikke er således. Han er en retfærdig og forsonende Gud, som vil at alle skal blive frelst og komme til sandheds erkendelse: 1.Tim. 2,4.
Til trods for at Gud kommer med sine krav i tidshusholdningerne, må vi alligevel være opmærksomme på det forhold at efterlevelsen af disse ikke frelser menneskene. Den giver bare en etisk og ydre retfærdighed. Det er Guds nåde som frelser, og troen er midlet til at dette kan ske.
Guds krav i tidshusholdningerne er RAMMEN RUNDT FRELSEN, og de viser menneskene den vej eller den retning de skal gå, for at få del i frelsen. Dersom menneskene går på Guds vej og efterlever hans krav i tidsperioderne, er de ikke langt borte fra Guds rige.
Vi må være opmærksomme på det forhold at der er forskel på at EFTERLEV eller HOLDE Guds krav og OPFYLDE dem. Det første formår mennesker - mere eller mindre. Det andet har noget menneske ikke formået.
Paulus magtede det første, men det sidste magtede han ikke: Fil. 3,6 og 3,9.
Jesus er den eneste som formåede at opfylde lovens krav og bud uden at gøre en eneste fejl. Derfor er han også den eneste som kan frelse et menneske: 1.Pet. 3,18.
 
USKYLDIGHEDENS TIDSPERIODE.
Den var fra skabelsen til syndefaldet.
I flg. Tanach var der bare ET FORBUD I DENNE PERIODE. Menneskene kunne frit spise frugten af alle træer, som var i Edens have med undtagelsen af frugten på det træ som gav kundskab om det som var ondt og om det som var godt: 1-Mos. 2,16.17.
(Det tog 960 år før Adam døde - efter at Gud havde sagt dette til ham. Dette viser os at EN DAG I HERRENS ØJNE ER SOM 1000 ÅR. Det er ret det som mange hævder, at Gud deler frelsehistorien op i et tidsskema på 7 år a 1000 år.
 
SAMVITTIGHENDES TIDSPERIODE.
Den varede fra uddrivelsen fra Eden have og til syndfloden.
De jødiske rabbinere regner med at de 7 noakittiske bud blev givet allerede til Adam. Disse bud har flg. ordlyd:
Menneskene skulle ikke drive afgudsdyrkelse.
De skulle ikke drive Guds bespottelse.
De skulle ikke skade dyr eller dele som var skilt fra et levende dyr.
De skulle ikke stjæle.
De skulle ikke udføre blodskam eller sexsuel umoral.
De skulle ikke myrde.
De skulle skabe et retfærdigt retssystem, som skulle håndhæve de 6 først bud.
Disse 7 bude er forpligtende for hedningernes forhold til Gud op igennem alle frelses tidshusholdninger.
I tillæg til dette blev der i denne periode lagt afgørende vægt på menneskets egen samvittighed, som er Guds stemme i ethvert menneske. Det frifinder eller dømmer menneskene i forhold til de bude som er pålagt dem i tidsperioden.
Selve ordet "samvittighed" betyder "at mennesket ved noget med sig selv" - om det som er godt og det som er ondt. Guds lov er med andre ord skrevet ned i menneskets hjerte eller samvittighed: Rom. 2,14-15.
(Se kapitlet: Lovgivningen i Tanach før Moseloven)
 
TIDSPERIODEN FOR MENNESKELIG STYRE OG AUTORITET.
Den varede fra dommer efter syndfloden og til udvælgelsen af Abraham.
I tillæg til de 7 noakittiske bude, så havde denne periode iflg. Tanach flg. bud:
Menneskene kunne spise både kød og planter.
Kødet med blodet i kunne de ikke spise.
Den som gjorde det skulle dø, for blodet skulle være en soning for menneskers synder.
Den som dræbte et andet menneske, skulle selv blive dræbt. 1:Mos. 9,1-7.
 
LØFTETS TIDSPERIODE.
Den varede fra Guds udvælgelse af Abraham og til lovens indgåelse på Sinai.
I denne periode skulle jøderne holde de bud og de forskrifter som de kendte til. Det er ikke korrekt, det som mange Bibel-forskere hævder, at denne periode var en fri nådesperiode
Grunden til at de hævder det, er det forhold at Bibelen siger at Abraham blev frelst på grund af hans tro: Rom. 4,3.
Dette udsagn angår ikke menneskets egen retfærdighed, men det angår Guds retfærdighed. Det er TROEN som frelser i alle tidsperioder.
At løftets tidsperiode var en betinget periode, ser vi af flg. forhold:.
Gud bruger ikke det samme hovedprincip for frelste i de forskellige tidsperioder. Den frie nåde er forbeholdt den frie nådens tidsperiode.
Løftets tidsperiode indeholdt også to frelseprincipper eller retfærdighedsbegreber, og det var:
Menneskets egen retfærdighed, som en etisk retfærdighed. Dette er ingen frelsende retfærdighed.
Guds retfærdighed, som er den frelsende retfærdighed, det samme som nåden.
Vi skal medtage nogle Bibel-vers som viser at løftets tidshusholdning ikke var en fri nådesperiode, men at den var betinget af at budene blev holdt.
TIDESPERIODEN VAR BETINGET, MEN LØFTERNE VAR UBETINGET. Vi må ikke sammenblande disse to forhold. 1.Mos. 17,1 & 17,9 & 26,4-5.
Efter min vurdering kendte jødefolket de 10 bud før indgåelsen af loven på Sinai. De 10 bud var dermed også bundet til Abraham-pagten. Det jøderne måtte forpligtige sig på, var at lyde Herrens røst og holde hans bud.
Dette forhold kommer også frem i det som skete ved Mara, på vej til Sinai: 2.Mos. 15,25-26.
Da jødefolket drog ud af Ægypten fik de besked om at lyde Herrens røst og holde hans bud og forordninger. De forskellige ordninger angående ofringerne blev ikke givet, før efter at jøderne brød de 10 bud, efter at de var kommet til Sinai.
Dette kan betyde at dersom jøderne havde holdt de 10 bud og Herrens forordninger, så havde Herren ikke behøvet at introducere resten af Moseloven for dem. Den byrde som Herren lagde på jødefolket fra begyndelsen af, var en LET BYRDE: 2.Mos. 20,1-17 (om de 10 bud).
Hvad som gælder de 10 bud, så må vi videres være opmærksomme på det forhold at de bliver betragtet som en ENHED. Der er bare EET BUD: Es. 24,5.
Når ordet "budene" står i flertal i den hebraiske tekst, blev ordet læst i ental. Dette viser at hele loven blev betragtet som en enhed og som et bud.
De 10 bud er en del af Moseloven. De blev givet til jøderne. Sabbatsbudet viser at dette er en rigtig vurdering. Det er ikke den kristne menighed som skal holde sabbaten, men det er jøderne.
Det er ikke bare de 10 bud som bliver betragtet som en enhed. Dette gælder også hele Moseloven: Jakob 2,10. (Dette viser at indholdet i Jakobs brev angår jøderne og ikke den kristne menighed.)
At løftets tidsperiode ikke var en fri tidsperiode, men hører med til Guds lovs tidsperiode, kommer også til udtryk i den vurdering som rabbinerne af Elia skolen har gjort angående tidsperioderne. De har sagt flg.: Verden består i 6000 år. De første 2000 år er kaos. De næste 2000 år er GUDS LOVS PERIODE. De næste 2000 år er Messias` dage. Derefter kommer Riget for Israel eller Guds rige, og det er bare Herren som er ophøjet i denne periode."
Jeg vil citere fra J.R.Churchs bog: Hidden Propecies in The Song of Moses. S. 212, hvor der står: "Lad mig antyde at vi inkluderer løftets tidshusholdning i billedet af denne periode - lovens tidshusholdning. Den totale tid er givet af de rabbinske lærer for "Lovens udbredelse" er 2000 år. På denne måde kombinerer de (rabbinerne) Abrahams løftepagt (500 år) med Moses lovpagt (1500 år.)
Denne vurdering kommer også frem i Jakobs brev, som ikke er beskrivelse af den frie nådens tidshusholdning, men en beskrivelse af det trosmæssige grundlag som var både i tidsperioden for rigets nærhed, og som vi vil få i 1000 års-riget.
Jakob skrev bl.a. flg. om retfærdigheds-begrebet i løftets tidsperiode. "Abraham, vor far, blev han ikke retfærdiggjort ved gerninger, da han ofrede sin søn Isak på alteret ? Du ser troen virkede sammen med hans gerninger, og at troen blev fuldkommen ved gerninger." Jak. 2,21-22.
Jeg vil også citere det som E.W Bullingetr siger om denne periode. Det står i The Companion Bible. s. 1352, i en kommentar til Mattæus 19,12. "Dette (det tidsalderlige liv) blev opnået gennem gerninger i denne tidsperiode (tidsperioden for rigets nærhed). SÅLEDES HAR DET VÆRET SIDEN SYNDEFALDET: 3.Mos. 18,5.
Nu (i vor tidsperiode) er alt fuldbragt, og tidsalderlig liv er en gave fra Gud."
 
LOVGIVNINGEN I TANACH FØR MOSELOVEN.
Ved siden af de love som vi allerede har nævnt i kapitlerne foran, finder vi en lovgivning i Tanach før Moseloven blev givet. Denne lovgivning kan vi dele i to:
Det er den lovgivning som stammer fra Gud. Den vil være i samsvar med Moseloven, som blev givet på et senere tidspunkt.
Det er de babylonske love, som vi finder i Hammurabis love. Disse gik langt tilbage i tiden og blev kondificeret på Abrahams tid.
I 1901 blev Amrafels (Hammurabis) love (1.Mos. 14,1.) opdaget i Susa af M.J.de Morgan. Den seneste datering for disse love er år 2139 før Messias.
I 800 år før Moses regulerede disse love forholdet mellem menneskene fra Den Persiske Golf og til Det Kaspiske hav, og fra Persien til Middelhavet. De blev også brugt i Kanaan.
En del af disse love kan genspejle Guds vilje, men i og med at de er blevet til på et "hedensk" område og udviklet sig over tid, kan vi ikke være helt sikre på dette.
Moseloven derimod er udtryk for Guds vilje med jøderne. Vi skal i det flg. gentage en del af lovgivningen i Tanach før Moseloven og sammenligne dem med det som Moseloven siger om det samme.
LOVEN OM SABBATEN. Selve ordet "sabbat" betyder "den syvende": 1.Mos. 2,3. 2.Mos. 20,8.
LOVEN OM OFFERSTED: 1.Mos. 4,3. 2.Mos. 25,8.
LOVEN OM OFFER: 1.Mos. 4,4. 2.Mos. 29,36.
LOVEN OM AT GUD MODTOG OFFERET MED ILD FRA HIMMELEN: 1.Mos. 4,4. 1.Kong. 18,38.
LOVEN OM RENE OG URENE DYR OG FUGLE: 1.Mos. 7,2-3. 3.Mos. 11.
LOVEN OM ALTERET: 1.Mos. 8,20. 2.Mos. 20,24.
LOVEN OM TILLADELSEN TIL AT SPISE KØD: 1.Mos. 9,3. 5.Mos. 12,20.
LOVEN SOM FORBØD AT SPISE KØDET MED BLODET: 1.Mos. 9,4. 3.Mos. 17,10.
LOVEN SOM FORBØD MORD: 1.Mos. 9,6. 2.Mos. 20,13.
LOVEN OM FÆDRENES AUTORITET OVER SINE BØRN OG SIN SLÆGT: 1.Mos. 9,25-27. 2.Mos. 20,12
LOVEN OM MONOGAMI: 1.Mos. 2,24. 5.Mos. 24,1. Es. 54,6. Mal. 2,16.
LOVEN SOM FORBØD HOR: 1.Mos.12,18. 3.Mos. 20,10.
LOVEN OM TIENDE: 1.Mos. 14,20. 3.Mos. 27-30.
LOVEN OM PAGTSINDGÅELSE: 1.Mos. 15,10. 2.Mos. 34,27.
LOVEN OM MENNESKETS RETFÆRDIGHED: 1.Mos. 17,1. 3.Mos. 12,3.
LOVEN OM OMSKÆRELSEN: 1.Mos. 17,10. 3.Mos. 12,3.
LOVEN OM GÆSTFRIHED: 1.Mos. 21,23. 2.Mos. 22,21.
LOVEN OM UMORAL OG SYND: 1.Mos. 18,20. 2.Mos. 32,31.
LOVEN OM EDSAFLÆGGELSE: 1.Mos. 26,28. 2.Mos. 22,11.
LOVEN OM DOBBELT ERSTATNING: 1.Mos. 22,9. 2.Mos. 22,4.
LOVEN OM FØRSTEFØDSELSRETTEN: 1.Mos. 25,33. 5.Mos. 21,16.
LOVEN OM SALVE MED OLIE: 1.Mos. 28,18. 2.Mos. 40,15.
LOVEN OM NØDVENDIGHEDEN AF AT HOLDE LØFTER: 1.Mos. 28,20-21. 4.Mos. 30,3.
LOVEN MOD AFGUDSDRYKELSE: 1.Mos. 31,32. 5.Mos. 5,7.
LOVEN OM URENHED: 1.Mos. 31,35. (Se 3.Mos. kap. 15.)
LOVEN MOD GIFTEMÅL MELLEM OMSKÅRNE OG UOMSKÅRNE: 1.Mos. 34,14. 5.Mos. 7,3.
LOVEN OM SERMONIEL RENHED: 1.Mos. 35,2. 2.Mos. 19,10.
LOVEN OM DRIKOFFERET: 1.Mos. 35,14. 3.Mos. 23,18.
LOVEN OM AT GIFTE SIG MED SIN BRORS ENKE: 1.Mos. 38,8. 5.Mos. 25,5.
LOVEN OM MEDGIFT: 1.Mos. 34,12. 2.Mos. 22,16.
(Se The Companion Bible, s. 22 i Appendika; Hammurabis lov, paragraf 158)
 
LOVENS TIDSPERIODE, side 271-.
Den varede fra Sinai og til døberen Johannes: Mat. 11,13. Luk. 16,16.
I denne tidshusholdning blev Moseloven med alle dets forskellige forordninger lagt til grund for forholdet mellem jøderne og Gud. Den skulle vise jøderne og alle mennesker hvad som er GUDS INDERSTE VILJE og KRAV.
Moseloven siger videre at det menneske som HOLDT loven, skulle leve ved dette: 3.Mos. 18,5. Læg mærke til at der står ikke at een måtte opfylde Moseloven for at blive frelst. Dersom der havde stået det, havde noget menneske ikke blevet frelst. Der er forskel på at "holde loven" og at "opfylde loven".
DETTE BETYDER:
For det første var der ingen frelse i Israel udenom Moseloven.
For det andet blev loven betragtet som en indirekte frelsesvej. Den kanaliserede mennekets egen retfærdighed. Hvor denne fik udfolde sig i en ren Guds dyrkelse og et ydmygt sind, der kom Guds retfærdighed denne i møde, og frelsen, eller nåden blev givet som en garanti og som en pant på at kontakten mellem Gud og mennesket var etableret: Es. 64,4.
MOSELOVEN BESTÅR AF 3 DELE, og det er:
De 10 bud eller dekalogen.
Sermonilovene, som beskriver både de mange offer og de forskellige højtider og højtidsdagene i Israel.
Den sivile eller den juridiske lov som foreskrev hvordan landet Israel skulle styres og hvordan indbyggerne skulle leve i forhold til hverandre.
Rabbinerne mente og mener fortsat at Mishnah (den mundtlige lov) og Gemara (kommentarerne til Mishnah) også hørte med til Moseloven, og at de er LIGE BINDENDE som selve Moseloven. Disse blev efter deres vurdering også givet til Moses på Sinai, men de blev videreført ved en mundtlig tradition til de blev nedskrevet.
Den mundtlige tradition er nedskrevet i Talmud. Der er to Talmud: Den Jerusalemske og Den Babyloniske Talmud.
Det er Den Babyloniske Talmud som er vigtigst i dag. Den blev nedskrevet ca. 500 efter Messias og består af 5894 sider.
Vi er enige om at både Mishnah og Gemarra hører med til jødernes lov, for vi regner med at mange af de rabbinerne som udtalte og nedskrev det, var inspireret af Gud, men når indholdet i den mundtlige lov er i strid med Guds ord i Bibelen og med Jesu undervisning i N.T., er den IKKE BINDENDE for jøderne. Jesus tog ofte op disse spørgsmål i sin undervisning. Han kaldte den mundtlige lov for "de gamles forskrifter".
I Bjergprædikenen , som er grundloven i himlenes rige, viser Jesus ved en række tilfælle at den mundtlige lov (Mishnah) enten ikke var fuldstændig nok eller at den ikke var i samsvar med Guds ord og Guds vilje: Mat. 5,21-22.
MOSELOVEN ER IKKE OPHÆVET, men den er OPFYLDT TIL FRELSE FOR ENHVER SOM TROR, FOR JØDE FØRST og SÅ FOR HEDNINGERNE. Dette gjorde Jesus fra Nasaret, både i sin vandring, ved sin død og opstandelse. Det som mangler af det profetiske ord vil han opfylde efterhånden: Mat. 5,17.
Det sidste udsagn betyder tre ting:
Jesus skulle OPFYLDE LOVENS KRAV, således at alle mennesker kan få del i frelsen.
Jesus skulle i sin person og i sin gerning OPFYLDE DET PROFETISKE ORD som loven (de 5 Mosebøger) og profeterne havde profeteret om ham.
Jesus skulle FORTOLKE loven på en ret måde overfor jøderne (Når en rabbiner mente at en anden rabbiner fortolkede loven galt, så sagde han: DU ØDELÆGGER LOVEN.)
Moseloven er givet til jødefolket. Det var jøderne som forpligtigede sig på den ved Sinai: 2.Mos. 24,7.
Hedningerne er ikke forpligtet på Moseloven, således som jøderne er det, men til trods for det finder vi igen dele af Moseloven i alle tidshusholdningerne. Dette gælder da først og fremmest de 10 bud, og de bud og forordninger som er udledet af dette bud.
Guds lov har bestandig indeholdt de samme bud, men det er ikke alle budene og forordningerne som er gjort kendt for alle mennesker i enhver tidshusholdning. Menneskene er ikke ansvarlig for Gud med mere end det som er åbenbaret for dem.
(Se min bøger: Israel og den kristne menighed og Jødernes Konge, bind 1, om de 5 første tidsperioder og Jødernes Konge, bind 3, om de forskellige offer i Gl.testamentlig tid.)
MOSELOVENS HENSIGT OG BEGRÆNSNING.
På hebraisk hedder "loven" "Torah". Det bliver opfattet på følgende 3 måder:
Moseloven.
De 5 Mosebøger.
Hele Tanach, som er det hebraiske ord for Den gamle Testamente.
Det hebraiske ord "torah" er blevet oversat til græsk med ordet "nomos", som betyder "lov" eller "forskrifter". Dette er INGEN GOD OVERSÆTTELSE, for "torah" betyder ikke "lov", men det betyder "UNDERVISNING", "LÆRE".
I "Torahen" er derfor hele Guds vilje og planer med jødefolket nedskrevet. Den består ikke bare af bud og forskrifter, således som vi hedningekristne har så let for at forestille os, men den består af hele Guds planer, vilje og råd.
"Torahen" består af 613 bud, men den indeholder også Guds nåde og frelse for sit folk Israel.
Den modsætning som er blevet bygget op mellem "Torahen" og evangeliet er gal, kunstig og skadelig. Der er ingen modsætning mellem "Torahen" og evangeliet, for Guds nåde og frelse er også nedlagt i "Torahen".
Når "Torahen" siger: At den som gør disse ting, skal leve ved dem, så betyder det at den som holder "Torahen", er på vej mod frelsen. Gud kommer den som holder "Torahen", i møde med sin nåde og frelser vedkommende ind i sit rige: Es. 64,4.
Det nye Testamente er også Torah. Det er undervisning og lære fra Gud. I alt så indeholder N.T. ca. 1050 bud og forordninger fra Gud. En del af disse angår Rigets forkyndelse, medens en del angår bare den kristne menighed. Lige så lidt som de troende i Gl.testamentlig tid formåede at opfylde Guds lov, lige så lidt magter vi som tilhører den kristne menighed, at opfylde Guds lov.
Moseloven har følgende sigtemål i den kristne menighed tid:
Loven skal DØMME JØDERNE. Det er dem som har loven. De som ikke har holdt loven, skal ikke få del i frelsen.: Rom. 2,12. Rom. 3,19.
Loven kan IKKE FRELSE noget menneske, for ved loven kommer ERKENDELSE AF SYNDEN: Rom. 3,20. 7,7-8. 8,3. 2.Kor. 3,6. Gal. 2,16 v.19. & 3,1o-11 & v.13. Hebr. 7,11 & v.19. 8,7-8. 9,15.
I den frie nådes tidshusholdning er loven SAT TILSIDE SOM INDDIREKTE FRELSESVEJ.: Rom. 3,21-22 & 28. 7,6 v.12 & 19. 8,7. 10,1 v. 9.
TROEN STADFÆSTER LOVEN: Rom. 3,21. 8,4.
Loven fører til GUDS VREDE, for ingen kan opfylde loven til egen frelse: Rom. 4,15.
Loven blev givet for at FALDET SKULLE BLIVE STORT : Rom. 5,20.
Loven VÆKKER DE SYNDIGE LYSTER: Rom. 7,5.
Loven er HELLIG, RETFÆRDIG, GOD og ÅNDELIG.: Rom. 7,12 v.14 & 16.
KRISTUS ER LOVENS HENSIGT : Rom. 10,4.
Den som ELSKER HAR OPFYLDT LOVEN: Rom. 13,8 v.10.
Loven står i DØDENS og FORDØMMELSENS TJENESTE.: 2.Kor. 3,7-11.
Loven kan IKKE GIVE DEN HELLIGE ÅND: Gal. 3,2 v.5 & 14.
Loven blev SAT TIL SIDE AF ABRAHAM-PAGTEN, således at begge frelsesprincipperne kunne virke ved siden af hverandre.: Gal. 3,19 v. 23.
Loven er IKKE IMOD GUDS LØFTER: Gal. 3,21.
Loven er blevet vor VEJVISER TIL KRISTUS: Gal. 3,24-25.
Loven hører med til VERDENS BØRNELÆRDOM, for den kan ikke frelse nogen. Dele af den er også forandret på grund af Jesu forsonergerning: Gal. 4,3.
Kristus AFSKAFFEDE (SATTE TIL SIDE) BÅDE FJENDSKABET MELLEM JØDER OG HEDNINGER og loven som indirekte frelsevej: Ef. 2,15.
Loven giver en ANDEN RETFÆRDIGHED end Guds retfærdighed: Fil. 3,6 v. 9.
Loven er IKKE LAVET FOR DEN RETFÆRDIGE, men for den URETFÆRDIGE, for den retfærdige lever efter Guds lov, og desuden har han del i Guds retfærdighed ved troen på Jesus.: 1.Tim. 1,9-10.
Loven er blevet FORANDRET, for PRÆSTEDØMMET ER BLEVET FORANDRET: Hebr. 7,12.
Loven kan ikke RENSE SAMVITTIGHEDEN. Hebr. 9,13-14. 10, 1-2.
I trængselstiden og i 1000 års-riget skal dele af loven komme tilbage igen som ABSOLUTTE KRAV til menneskene for at de skal få del i frelsen.
I trængselstiden vil jøderne blive dømt efter deres forhold til Jesus fra Nasaret: Luk. 19,27.
Hedningerne vil blive dømt i forhold til deres behandling af jøderne i trængselstiden. "Og kongen skal svare og sige til dem: Sandelig siger jeg jer: Hvad i har gjort mod en af disse mine MINDSTE BRØDRE (jøderne), har i gjort mod mig." Mat. 25,40.
I 1000 års-riget vil menneskene blive dømt i forhold til både sin egen retfærdighed og Guds retfærdighed. Jesu forkyndelse i de 4 evangelier vil være basis for frelsen i 1000 års riget.
Det er ordet RETFÆRDIGHED som vil være det centrale ord i 1000 års-riget. Det gælder både menneskets egen retfærdighed og Guds retfærdighed.
I 1000 års-riget vil også ofringerne i templet komme tilbage, men de vil have en anden karakter end i Gl.testamentlig tid.