E-mail: admin@tro.dk

 
Dato for offentliggørelse
08 Aug 2013 23:18

Salige er de som hører Guds ord--- og bevare det. Prædiken over Lukas 11, 14- 28.
Salige er de, som hører Guds Ord og bevare det.
Det har vi sandelig nødig i denne sag, hvor kampen ikke står mod kød og blod, men mod "fyrstedømmer og magter, mod ondskabens åndehære i himmelrummet". Det er ikke småting, det drejer sig om ! Det er sandelig alvor, så det forstå noget. !
Vi kan vel nok sige, at der er nogen tid i kirkeåret, hvor der er særlig grund til - og hvor der bliver givet lejlighed til - at tale om dette emne (vi kan vel godt sige: dette uhyggelige emne) : Satan og hans magt, så er det fastetiden. Vi kan også godt sige, at det, der i fastetiden på en særlig måde samler kirketeksterne, er indledningen til vor trosbekendelse, nemlig dette, at vi, "forsager Djævelen, og alle hans gerninger og alt hans væsen og vi tror på Gud fader, Den Almægtige, himlens og jordens skaber.
Der hører almagt til at overvinde ham, ikke vor, men Guds. Man taler jo stundom om, at der kan være en "rød tråd", der går gennem en beretning eller igennem et menneskeliv, og hvad det nu kan være. Vi kan også tale om, at der går en "rød tråd" igennem vor Bibelbog, igennem Gudsordet. Og den røde tråd, der går igennem Gudsordet, er vor Herre Jesu Kristi liv - og død, hans blod. Og så kunne vi måske tillade os med et lille ordspil at sige, at der er også en "sort tråd", som går igennem hele Bibelbogen. Det er Ordet om "Slangen", som er det første navn, Djævelen får i Bibelen, hvor han jo optræder straks fra begyndelsen. Og denne sorte tråd strækker sig lige såvel som den røde igennem hele Bibelen. Og dog ! Nej, ikke gennem hele Bibelen. Den strækker sig lige til det sidste kapitel, men til sidst er den borte, og så er det den røde tråd, der har sejret. For Gud får det sidste ord.
I den store strid, som hele vor Bibel ruller op for os - en vældig strid i stort og småt, i det enkelte menneskeliv og i folkeslagenes liv. Og det er da heller ikke underligt, at når vi da kommer til evangelier-beretningerne om Jesu liv og gerninger, så er han , modstanderen, der også. Han er der med det samme, for han ved særdeles vel, at nu skal der tages et livtag. Du eller jeg ! Een af os må vige Vi kan ikke begge være i huset samtidig ! Og så prøver han gennem et ondt menneske --han har altid sine redskaber parat - at får taget livet af Jesus, da han var et lille barn. Det gik nu som bekendt ikke. Men da Jesus så skal til at begynde Sin gerning. Og denne gerning var jo at tilintetgøre Djævelens gerninger, så er han på pletten: Jesus blev af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen, for at prøves af Djævelen. Djævelen fik lov. Åbent slag ! Vær så god, kom an ! Sig hvad du vil ! Han får lov til at spille sine kort ud overfor Jesus. Og han prøver på at få ham bort fra den gerning, som Han er kommet til. Ja, han vil afstå det hele til Ham, bar et lille knæfald ! - Der var jo ingen, der behøvede at se det knæfald ! O ! det kunne ske i al stilhed, i al hemmelighed ! Det holder han nu mest af, for han befinder sig som bekendt bedst i mørket. Men han fik ikke det knæfald! Nej, han fik et ganske andet ord: Vig bag mig! Jeg skal nok gå foran. Jeg skal nok blive den største, og du skal nok blive den sidste.
Og som en sort tråd strækker disse Djævelens anslag mod Jesus sig gennem hele Hans liv. Og mod slutningen, da slaget skal stå, er han der igen: Spar dig selv! - Nu kommer han ikke gennem en Herodes for at få Jesus slået ihjel. Nu kommer han så sandelig gennem en af Jesu allerkæreste venner. Han optræder i alle dragter. Spar dog dig selv! Skulle du dø? Nej, du skal leve! Det må ikke ske dig, at du skulle lide døden. Det er du da altfor stor og rig og god og herlig til! Skal det gode slås ihjel? Nej! Nej! Siger han. "Vig bag mig Satan, du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad menneskers er "!
Se, dette er det alvorlige ord om Djævelen og hans gerninger og hans væsen! Han sanser ikke hvad menneskers er - altså hvad dit og mit er, som vi er af natur. Og så forstår vi vel nok, hvor alvorlig den tale er om hans magt over os. For dersom vi sanser, hvad menneskers er, er vi på hans side - og ikke på Guds ! Dersom vi regner med de synlige ting fremfor de usynlige, er vi på hans side og ikke på Guds. Men han må vige !
Den tekst, som er læst for os i dag, frembyder forskellige enkelte træk, som det er værd for os at standse ved, for det er klart, at udtømme dette emne, det kan vi ikke i en kort søndags gudstjeneste. Det skal der et helt langt liv til at blive klar over. Men der er i denne tekst to træk, som jeg gerne vil have lov til at standse noget mere ved. Det ene er det, Jesus taler om hans rustning, som skal tages fra ham. Det andet er det. Jesu siger, at den som i denne sag ikke er med Mig er imod Mig. Den som ikke i kampen mod Satan samler med Mig, han spreder. Det er alvorlig tale. For spørgsmålet bliver, om vi da virkelig er med Jesus, positivt, bevidst med Ham. For ellers er vi på Satans side. Og dersom vi ikke positivt og bevidst samler med Jesus til Gudsriget, så samler vi med modstanderen. Er vi virkelig klar over dette ? Om ikke denne tekst sagde os noget andet end dette rystende - for det er rystende - havde vi ikke været forgæves her i dag.
Hans - altså modstanderens - magt går meget dybere og den er meget mere omfattende endnu vi i vor dagligdags jordbundne menneskelige tankegang forestiller os. Står jeg nu ikke her og "maler Satan på væggen", som det hedder i ordspillet ? aldeles ikke ! I middelalderen kunne de male ham på vægen i forskellige skrækkelige skikkelser til beskuelse for folk. Det drejer sig aldeles ikke om at male ham på væggen ! Men det drejer sig om at afsløre ham. Og det er der kun een, der kan gøre: Jesus Kristus !
Først lidt om den rustning, han forlader sig på, og som Jesus er kommet for at tage fra ham. Der står jo, at han væbnet vogter sit palads, sin gård, indtil en stærkere går til angreb på ham og tager den rustning fra ham, som han forlader sig på, og så kan han uddele hans bytte. Hvad er Djævelens rustning ? Det er fortalt os i evangeliet efter anden tekstrække: Han er en løgner, og han er løgnes fader. Hvis han endda blot var en løgner ! men han er også løgnens fader ! hans løgn har avlet løgn. Så vi har ikke blot at gøre med en løgn, men med tusinder, ja millioner af løgne. Han har forpestet mennesker.
Denne hans løgn har to sider Han lyver om Gud, og han lyver om mennesket. Det er sådan set ganske enkelt. Men disse to løgne har ganske overordentlig indgribende virkning og vidtgående konsekvenser. Han lyver om Gud. Det er ganske ligetil. Det kender ethvert barn, der har læst syndefalds-beretningen, for det var jo der, han begyndte med det. "Har Gud virkelig sagt det ? Og hvis Gud virkelig har sagt det, er det jo bare, fordi Han er bange for, at vi skal blive ligesom Ham" Det er løgn ! -Han lyver om Gud. Han kan ikke tåle, at der tales om Guds kærlighed, for Djævelen er den inkarnerede selviskhed, og derfor er det først han sætter et spørgsmålstegn ved for menneskebørnene dette, at Gud har ikke villet noget eller forlangt noget af os mennesker, uden at det udsprang af Hans kærlighed - Det må vi gøre os klart. Han tåler ikke talen om Guds uselviske kærlighed. Og han har jo unægtelig taget adskillige stik ind, om jeg må bruge det udtryk i vor tid. For det er jo faktisk, som jeg i sin tid hørte, at en havde sagt :"Jeg har svært ved at tro på Gud, men jeg tror på Djævelen, for det er jo da tydeligt, at Gud har forladt jorden, og at det er Djævelen der huserer og ødelægger."
Vi har unægtelig siden 1914 fået anskuelse undervisning, så det kan batte noget med hensyn til Djævelens gerninger. Næ, han er en virkelighed. Han lyver om, at Gud er kærlighed. Og derfor bilder han os mennesker ind, "at det er ej stor hos Gud at vinde". Derfor går mennesker, som de gå, ligegyldige overfor Gud. For det med Gud, det er da noget underligt uvirkeligt noget, og Gud holder sig jo inde i den usynlige verden og lader alle ting gå sin skæve gang her på jorden. Vi kommer virkelig til at tage sagen i vor egen hånd og se at få lavet lidt om her på jorden. Jo, det lykkes virkelig temmelig godt at få mennesker bildt ind, at der er ikke "stort at vinde" hos Gud. Og så lyver han om os. - -
Bibelen er virkelig den forunderligste af alle bøger, for vi har jo lige fra begyndelsen fået at vide, hvad det er, det drejer sig om. For det han lyver om os, er jo det, at bare vi bruger vor fornuft, bare vi regner med det, som vi synes, så går det. Det var jo det, det drejede sig om. Mennesket måtte ikke regne med, hvad Gud har sagt. Nej, vi måtte tage sagen i vor egen hånd, for vi var dog myndige væsener, vi var dog skabningens herrer, Og så begynder mennesket selv at spekulere på, hvordan dette dog hænger sammen med dette forbud fra Guds side. Eva så på dette træ. Det træ der, kan føre til noget ondt ? Det er jo vidunderligt ! Hvor er det dog smukt ! Det må da netop være godt til at få forstand af, til at få forståelse af ! Så der er da vidst alligevel noget om det, som Djævelen siger, at Gud forbeholder sig noget, som Han ikke vil dele med os.
Hun tager sagen i sin egen hånd ! Og så giver hun sig til at spekulere over ondt og godt - i stedet fo at overlade det til Gud, og det Han havde sagt. - Jeg skal love for, at det er lykkedes for ham at bedrage mennesker i denne sag, for hvem spørger i vore dage, om hvad Bibelordet siger om ondt og godt, hvad Bibelordet siger om nederlag og sejer. Nej det er de store, der tager sagen i deres hånd, det er diplomater, det er politikere, og hvad ved jeg. Og det er slet ikke, fordi de ikke i og for sig har en god vilje. Det er der såmænd ingen grund til at betvivle. De er bare bedraget, de ser ikke sandheden om ondt og godt, de forstå ikke kampen mellem Gud og Djævelen, forstår ikke, at hele dette menneskeliv, som nu har bestået i så mange tusinde år, er et vældigt drama. Og det er Gud os Satan, der kæmper om menneskeslægten. Hvem skal have os ? Enten den ene eller den anden !Den som ikke er med mig, siger Jesus, er imod mig ! Og den, som ikke vil samle med mig i denne sag han spreder.
Djævelens rustning hedder løgn. Han er en løgner og løgnes fader. Og fra begyndelsen blev han ikke bestående i sandheden. Hvad var det mon, der gjorde, at Djævelen faldt ? Vi taler - og med rette - om, at vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og Djævelens gerninger er slet ikke så svære at få fat på. De er såmænd temmelig tydelige, for han er en morder. Han begynder med at lyve, men han ender med at slå ihjel. Men der står jo også om Djævelens gerninger og alt hans væsen. Nu er det sådan i Guds rige, som et Åndens rige, og Guds ordet, om et Åndens Ord, at det begynder indefra. Mennesker begynder udefra. Djævelens gerninger ? Jo, de er jo slemme nok naturligvis. Men Djævelens væsen ? Hvad mon det er ? Og vi kommer aldrig løs af Djævelens gerninger, før vi kommer løs af hans væsen ! Fo vore gerninger bestemmes indefra ! "Indvortes fra, fra mennesket hjerte, udgår de onde tanker", som giver sig udslag i onde gerninger. Hvad er hans væsen ? Hans væsen hedder selviskhed ! Gud betyder jeg. Guds navn er: JEG ER ! Og Gud selv er den eneste, der kan udtale det ord rent, så det ikke får nogen som helst biklang. Men når Djævelen siger jeg, er det ham selv, så er det h a n s e l v ! Djævelen er selviskhedens ophav. Og ikke sandt, så begynder dette her at blive noget nærgående. For hvordan har vi det i denne sag ? Hvordan er det med vort selv ? Hvordan er det med vor selvklogskab ? Det var jo det, det begyndte med Eva. Hvordan er det med vor selvfølelse ? - Uha, vi har da vel agtelse for os selv ! Hvordan er det med vor selvhævdelse ? - Der er dog grænser for, hvad man skal tåle, ikke sandt ! Det er en yderst alvorlig ned dette, for der er ingen af os herinde i kirken - og jeg er sandelig ikke nogen undtagelse - uden at Djævelen har prioritet i os.
Vi hører om en mand, der var besat af en ond ånd. Skønt det nok havde sin betydning at tale om det, må vi lade det ligge i dag. Men selv om der ikke er nogen af os, der er besat af en ond ånd - sådan at den behersker os, så vi ikke kan komme fri af den, så er det slet ikke nogen som helst tvivl om, at Djævelen har prioritet i os alle sammen. Han er ikke blot vor herre. Og selv om vi bekender Jesus som Herre, og tyer til Gud, så Gud virkelig er vor Herre, så har han som sagt denne prioritet i os. . Men at have en prioritet i et hus. Det er ikke det samme som at være herre over huset. Men den der har prioritet i et hus, har ret til noget. Han har ret til at få renterne af sine penge, og han har ret til at føre et vidst tilsyn med huset, så det ikke forfalder.
Vor selviskhed er Djævelens prioritet i os. Og nu er det altså som sagt, at det begynder at blive alvorligt. For hvad så ? Jesus er kommet for at tilintetgøre Djævelens gerninger, det vil sige: for at tilintetgøre selvets gerninger ! for at støde det fra tronen. Men før at det kan stødes fra tronen, må det afsløres. Man kan ikke kæmpe med vejrmøller. Man må vide, hvad det er , man slås med. Jesus er kommet for at afsløre os. Og det er slemt, når Jesus begynder at afsløre et menneske. Vi kalder det vækkelse. Og der er mange i vore dage, der er så hundeangst for vækkelse, at vi får at vide, at det er noget ondt at tale om vækkelse. Men at tale vækkelse er jo ganske simpelt at tale sandhed. Sandheden om os, som vi er.
Men Gud ske lov ! Jesus er ikke bare kommet for at afsløre os i vor selviskhed, men for at afsløre Gud i Hans kærlighed til syndere, i Hans ubeskrivelige barmhjertighed, i Hans ubeskrivelige tålmodighed overfor syndere. Ja, Han er kommet for at afsløre Guds kærlighed i den grad, at Jesus tager skylden på sig. Altså din skyld, og min skyld ! At Jesus går sådan ind i kampen mod den onde, at nu kommer den ikke til i første række at stå om os, men om Ham. O, du store sejrherre ! Bag mig Satan, bag mig, og lad mig gå først ! Er det mig du vil have i tale, så lad dem gå ! Og så fik han Jesus i tale. Og så kastede han sig over Ham, for han er en morder og en manddraber. Og han fik lov til at slå Ham ihjel. Denne gang lykkedes det. Men Herodes lykkedes det ikke, for tiden var ikke kommet. Men nu var den der. Nu var timen der, hvor han fik lov til at slå Jesus ihjel. Men hvad skete der ? Han forløftede sig på Ham ! Ja, det tror jeg, for han er en løgner og løgnes fader ! Og han kastede sig over Jesus og fil lov til at slå Ham ihjel og få Ham ind under dødens magt, skete der dette, at hans egen magt blev brudt. For sandheden er jo den, at døden er kommet ind i verden - og også Djævelens magt ved døden - for syndens skyld. Men den mand, han kastede sig over, var uden synd. Og Djævelen havde altså ingen prioritet i Ham. Han var uden selviskhed, han satte livet til af sig selv. Det blev ikke taget fra Ham, nej, Han satte livet til i uselviskhed. Ja, det var akkurat det modsatte af Djævelens væsen. Da sejrede Gud !
Vi kan aldrig tale tilstrækkeligt alvorligt om vor nederlag, for det er sandt, at vi sanser, hvad menneskers er, og vi har en selvisk natur, som bliver ved at hænge ved os til vor sidste stund. Det er vor beskærmelse, og det er vor ydmygelse som menneske. Men Gud kan ikke fældes. "Aldrig Jesus fældes ved magt eller list, bier Han længe, Han kommer dog vist og trøster dig så desto mer." For det er syndere, der skal ind i himmelen, det er ikke helgener, Himlen bliver befolket med. Det er syndere - men det er ganske vidst frelste syndere. Det er syndere, som har forstået, at i kampen mod det onde, mod syndens og dødens magt, der må vi være med Jesus. For hvis vi ikke positivt og bevidst er med Ham, er vi imod Ham. De mennesker, der kommer ind i himmelen engang, er dem, som - lad det være nok så lidt, og lad det være nok så svagt, dog har villet være med til at samle med Jesus. Hver på vor måde, hver efter vort kald og efter vore evner og under alle ydre forhold, som de nu lægger sig til rette, for det er så forskelligt. Men der er ingen af os, som ikke både kan være med Jesus og kan samle med Jesus. Lad det være det, vi tager ud af det i dag og tager med hjem: Djævelens prioritet i os, hans overmagt over os, men Jesu overmagt over Djævelen. Han har gjort dem magtesløse, som har dødens vælde,. Han er kommet for at tilintetgøre Djævelens gerninger. Den fødes vi til et levende håb ved vor Herre Jesu Kristi opstandelse fra de døde, så genfødes vi til en arv, en ubesmittet og uvisnelig arv, en uforkrænkelig arv, som endnu holdes inde i Himmelen til os. Og om vi endnu en kort tid skal prøves og bedrøves i mange slags fristelser, så er dog sejren vundet. Jesus kommer igen ! Jesus vender tilbage til jorden ! Hvad sker der ? Djævelen skal bindes, løgnen skal afsløres. Det ligger der i det, at han skal bindes. Løgnen skal afsløres, den med hvilken Djævelen har forsøgt at lyve om Gud og lyve om mennesker, og han skal kastes i afgrunden, og der skal lukkes og forsegles over ham. Og tænk, der kommer virkelig en tid, hvor Jesus skal være konge. Skal vi være konger med Ham ? Den, som ikke er med Mig er imod Mig. Tror i, vi kan blive konger med Jesus i det rige, som kommer ? Hvis vi ikke har været med Ham i dag - må Gud hjælpe os ! -. Da Jesus havde fuldendt sin tale, var der en kvinde af skaren, der opløftede sin røst: "Priser det liv, som bar dig, og priser det bryst, du nærede dig af, da du var lille !" Å, ja ! Vi kan godt beundre Jesus, og vi kan for den sags skyld beundre Marie, for det var jo hende, det drejede sig om. Men hvad siger Jesus ? "Salige er de, som hører Guds Ord - og bevare det !" - Amen
Af, Eyvind Sivertsen. September 1959, Ordet og Israel. ISRAELSRIGETS - GENOPRETTELSE
Har Israels land og folk en af Gud bestemt fremtid ? Ordet og Israel 1960
I en række korte artikler skal der i "Ordet & Israel" gives en Bibelsk begrundelse for håbet om en genoprettelse af Israels-rige. Det vil ske i en summarisk form ved i tilrettelagt rækkefølge at nævne de grunde, som almindeligvis anføres imod et sådant håb og derefter imødegå disse. Forudsætningen for at nå til et resultat er selvfølgelig at drøftelsen både for og imod udelukkende føres ud fra den Bibelske åbenbaring om denne sag, på forhånd altså uden bundethed til, hvad der hidtil har fundet udtryk i kirkelige, teologiske eller almen-menneskelige overvejelser og betragtninger. Vi vil med andre ord forsøge en rent objektiv redegørelse ud fra Bibelordet i GT og NT til hvilket sidste selvfølgelig med regnes Åbenbaringsbogen, for så vidt angår udtalelser, der ikke ses at kræve "fortolkning"
Vi skal i denne artikel anføre de Skriftord fra NT. Der for os danner basis for et positivt syn på hele spørgsmålet. For at afværge mulig misforståelse må vi i al almindelighed bemærke og understrege at spørgsmålet selvfølgelig kun har central interesse, når talen er om Gudsrigets kår og skæbne i verdens-historisk belysning. Men ganske vidst forekommer det af afgørende, og for så vidt også personligt opbyggende betydning, at vinde størst mulig klarhed netop herover i en tid af så verdens-omfattende opløsning og nydannelse som den, vi jo faktisk oplever. Visselig kan ingen lægge anden grundvold for Gudsriget end den, der en gang for alle er lagt, Jesus Kristus. Men skal, "enhver se til, hvorledes han bygger" på denne grundvold, må der skaffes størst mulig klarhed over betydningen og værdien af dette dobbeltnavn Jesus Kristus: Jahve frelser (Jesus) og Messias (Kristus). Grundlaget for NT. er altså forankret i GT. Det er altså Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, der er vor Gud og Jesus Kristi Fader, og det er den til Israelsriget knyttede Messias, der er vor Herre.-rige. Jesu svar drejer sig derfor kun om dette tidspunkt og bekræfter derfor indirekte, at riget vil blive oprettet engang i fremtiden. Jesu svar gør det tillige klart, at deres opgave, altså den da umiddelbart forstående opgave, bestod i at være Hans "vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samarie, ja, indtil jordens ende". Denne evangelieforkyndelse er kirkens opgave den dag i dag, og på dette punkt - den personlige frelse for det enkelte menneske - indtager jøden ingen som helst særstilling. Ap.Gr.1, 1-8.
  1. I Ap. Gr. 3, 12-26 har vi gengivet Peters tale til en skar jøder, som han indtrængende opfordrede til omvendelse og tro på den korsfæstede og opstandne Jesus, ved hvem "Gud har ladet det gå i opfyldelse, som Han fordum havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at Hans Salvede (Kristus) skulle lide. Fat derfor et andet sind og omvend jer, for at jeres synder må blive udslettede." Her er der altså tale om jødernes frelse på ganske samme måde som ethvert andet menneske. Men så fortsætter Peter: "og Han (Gud) må sende den Kristus, som 1.) var 1 ) -(disse to ord findes ikke i grundteksten, navnlig ikke ordet "var", der leder tanken hen på noget, som nu kun er fortidigt.)- bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da skal alt blive genoprettet, som Gud har talt om gennem Sine Hellige Profeters mund fra fordums tid."Her er der gjort klar forskel mellem den frelse, som nu opnås ved tro, og den genoprettelse af alt, som først sker ved Kristi genkomst. Endvidere er det sagt klart, at begge dele - altså ikke blot evangeliet om syndernes forladelse er forudsagt i GT. profetiske vidnesbyrd, men at løftet om genoprettelsen af alt (altså også det under 1 omtalte Israel rige) hører fremtiden til og er knyttet til Israel folkets omvendelse og Kristi genkomst.
  2. Den epokegørende, til at begynde med for jøder (Peter) forargende, optagelse af hedninger i den første menighed giver anledning til "kirkemødet" i Jerusalem (c. 50 .e.Kr.) og drøftelsen af Moselovens forpligtende karakter for ikke jøder. Efter denne drøftelse tager menighedsforstanderen Jakob ordet og udtaler, medens alle lytter, med en, egen stilfærdig myndighed de ord, der bliver hele mødets højdepunkt, dets egentlige højtidelige "resolution" "brødre hør på mig ! Simon har fortalt hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære Hans navn. Hermed stemmer også Profeternes Ord, således som der står skrevet: "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, og dets ruiner vil Jag atter opbygge og rejse dem igen, for at også de øvrige mennesker skal søge Herren, alle hedninger over hvilket Mit navn er nævnet, siger Herren, der skal gøre dette som er kendt af ham fra evighed af" Ap. Gr.15, 13-18. Jf. Amos 9,11. flg.
Man må gå ud fra, at Jakob ved "hedningerne" forstår folk af ikke-jødisk oprindelse, og givet er det i hvert fald, at Profeten Amos med "Davids faldne hytte" kun kan have tænkt på Israelriget; løftet om denne genrejsning kommer nemlig umiddelbart efter "domsordene" mod "det syndige rige" og ordene om, at "Israels hus skal sigtes bandt folkene". Og forjættelsen om genopbygningen efterfølges af forjættelsen om, at "da (dvs."på hin dag" jf. Amos v.11) vender Jeg Mit folks skæbne... Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig oprykkes af deres jord, som Jeg gav dem". Men står dette fast, er det ikke muligt at komme udenom, at Jakob har villet give et samlet udsyn over hele Guds frelsesplan "fra evighed af", den, der jo omfatter både jøder og hedninger. Idet vi endvidere må gå ud fra, at den kommende genrejsning af Davids faldne hytte kan ikke forstås om en blot åndelig frelse - den stod jo åben dengang, som den gør det i dag (jf. ovenfor 2.) for enhver jøde - bliver resultatet, at Guds frelsesplan for menneskeslægten virkeliggøres i tre afsnit. Først kommer der en udvælgelsens tid, i hvilken der skal vindes et "Gudsfolk", værdigt til at bære Hans navn. 1) Denne udvælgelse har gået igennem hele kirkens historie og er den dag i dag det centrale mål for evangelier-forkyndelse. Udvælgelsen gælder en førstegrøde af Guds skabninger Jak. 1, 18; Hebr. 12, 23 og 11. 16; Åb. 14, 4. Derefter - altså når denne førstegrødens indhøstning har fundet sted - kommer den tid, da Gud på ny tager sig af Israel som folk "hele Israel". jf. Rom.11, 25-26 og genrejser Davids faldne hytte, genopretter Israelsriget (ovenfor 1.For Jakob er der kun grund til at nævne hedningerne; det var jo om dem, hele diskussionen drejede sig. Men det fremgår af Romerbrevet 11. Og Hebræerbrevet 11. At udvælgelsen også sker indenfor jødefolket. Frelsen er ens for alle.) -og dette sker - ganske i overensstemmelse med profeterne i GT: for at også "de øvrige skal mennesker skal søge Herren og alle hedninger, over hvilket Mit navn er nævnt". Da først - altså med Israelsriget genoprettelse - kommer den helt store missionstid. Lad os slutte med at anføre et af de klareste og mest strålende vidnesbyrd herom :
"Dette er, hvad Esajas, Amos` søn, skuede om Juda og Jerusalem: Det skal ske i de sidste dage, at Herrens huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: "Kom lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; Han skal lære os Sine veje, så vi kan gå på Hans stier; Thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord." Da dømmer Han folkene imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede om til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere."Es.2, 1-4.
I de flg. artikler skal vi beskæftige os med de indvendinger, som trods alt stadig rejses mod håbet om Israelsrigets genoprettelse. Det vil ske i denne rækkefølge : 2. Evangelierne, 3 Apostelskrifterne, 4. Åbenbaringsbogen, 5 Gamle Testamente.
2.Vi skal nu betragte spørgsmålet i lyset af evangelierne, altså de fire beretninger om Jesu liv og gerning, medens Han endnu var her på jorden i synlig skikkelse. De indtager den centrale mellemstilling i den samlede Bibelske åbenbaring, idet de dels viser tilbage til og har levende sammenhæng med det, vi kalder Gl. Testamente, men tillige viser fremad til og har levende sammenhæng med Apostelskriften, forkyndelsen og lærerudviklingen af det, vi kalder den nye pagt, der som bekendt ikke stiftedes ved Jesu liv men først ved Hans død, som det fremgår af Herrens eget Ord: "Dette er Mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse" Mat. 26, 28. Denne tredeling af Det Bibelske stof falder i alt væsentlig sammen med indholdet af de tre trosartikler, omfattende Faderen som Skaberen, Sønnen som Frelseren og Helligånden som menighedsstifteren.
Betragter vi nu disse fire beretninger, ganske særligt den, der bærer Johannes` navn, bliver det klart, at her praktisk talt ingen tilknytning er for tanken om et synligt Israelrige. Kristus er Lammet, der bærer verdens synd, 1. 29, 36.; Han er kommet for ved Sin død på korset at frelse en fortabt slægt 3, 16. ; hans rige er helt igennem af Åndelig art, 3, 5-7.; Jerusalem er ikke mere stedet, hvor der skal tilbedes, 4, 21-24; først når hvedekornet falder i jorden og dør, kommer det til at bære frugt, 12, 24.; den gerning, Gud har givet Jesus, er en gang for alle fuldbyrdet ved Hans død på korset og Hans Ord: Det er fuldbragt, 17, 4.; 19, 30. Også i de andre evangelier finder vi udtalelser, der svarer hertil, f.eks. Mat. 20, 28; Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give Sit liv som løsesum for mange. - Alle sådanne ord kan umuligt, siger man, forenes med forestillingen om Jesus som opretter af et synligt rige her på jorden. Ja, Jesus har jo lige sagt, at "Gudsriget kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det: Guds rige er inden i jer, Luk. 17, 21. På Pilatus` spørgsmål til Jesus, om Han er jødernes konge, eller i det hele taget en konge, svarede Jesus som bekendt, at vel er Han en konge, men hans rige er sandhedens rige og derfor "ikke af denne verden" Johs. 18, 33-36.
Til hele denne betragtning har vi flg. at sige:
  1. Ingen kristen kan bestride, at den gerning, Jesus efter Guds eget fastlagte plan og forudviden Ap. Gr. 2, 23. Fuldbragte i sit komme til verden, betod i, at han som Guds Ypperstepræst gennem Sin stedfortrædende offertjeneste skulle blive en forsoning ikke blot for Israels, men for hele verdens synd.
  2. Modsætningen herved til den af folket forventede genoprettelse af Davidsriget fik et særligt udtryk ved den fristelse som "denne verdens fyrste" udsatte Ham for både ved indledningen til og ved afslutningen af denne gerning, som det skete første gang ved fristelsen i 40 dage i ørkenen, hvor Djævelen hellere end gerne, blot med et enkelt knæfald, havde afstået til Ham "alle verdens riger og deres herlighed" Mat. 4, 8, og beskedenhed, da Peter i kødelig uforstand ville afholde ham fra at gå lidelsens vej til kors og død: "Vig bag mig, Satan du er Mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er" 16, 23.
  3. Det er Johannes om at gøre at lade dette grundsynspunkt bære hele hans beretning. Han har ingen tidshistorisk indledning og intet afsluttende eskatologisk udsyn. Jesu betegnelse som Davids Søn forekommer formentlig
Vi skal nu undersøge Apostelskriftens stilling til vort problem, inden vi indledningsvis konstaterer, at noget egentlig tilsvarende til de under nævnte Skriftsord, der er klart positive, finder vi ikke i brevene. Men grunden ligger ganske naturlig deri, at jo mere det hedninge-kristne element i menigheden får overhånd over det jødekristne, des mere må ganske naturligt det særlige spørgsmål om jødefolkets fremtid lægges i baggrunden. Hvad det drejer sig om i disse breve er først og fremmest at forkynde budskabet om den frelse i Kristus, der er beredt for alle jordens folk, og hvor jøden intet fortrin har fremfor hedningen. Mulig kunne man finde det rimeligt, om Hebræerbrevet havde udtalt sig direkte om spørgsmålet, hvis dets forfattere havde været overbevist om et kommende Israelrige og at brevets tavshed i så henseende derfor er et vægtigt argument imod det syn, vi gør gældende. Hertil er imidlertid at bemærke, at brevet som bekendt slet ikke vedrører jødefolkets stilling som et udvalgt Gudsfolk, men udelukkende beskæftiger sig med den til Ypperstepræstens gerning knyttede Gl. Testamentlige gudstjeneste som profetisk peger frem til det ved Kristi død fuldbragt forsoningsværk. På dette punkt er Israels historie en gang for alle og endegyldigt afsluttet. Det ville falde helt udenfor brevets plan og formål, om forfatteren havde indledt sig på eskatologiske betragtninger om jøde-folkets national-politiske fremtid, og brevet tavshed i så henseende kan derfor ikke være afgørende. Antager man, at Paulus er forfatter til brevet, er tavsheden så meget mere påfaldende, som han i Romerbrevet, der handlede om det stadigt aktuelle og ømtålelige spørgsmål om den til det nationale liv på det inderligste knyttede overholdelse at loven, havde naturlig lejlighed til at tage stilling til folkets liv som sådant.
Vender vi os herefter til de øvrige breve i NT. , og ser vi herved foreløbig bort fra Romerbrevet og Efeserbrevet, er det ubestrideligt, at spørgsmålet om et kommende Israelrige praktisk talt forsvinder bag spørgsmålet om det personligt og menighedsmærssigt centrale fredens evangelium, i hvilket, alt som sagt, jøden slet ingen særstilling indtager. Her drejer det sig - på ægte Johannittisk vis - om udvælgelsen, før verdens grundvold blev lagt, af et Gudsfolk, hvis borgerskab er i himmelen, og som er løskøbt fra jorden, udtaget blandt alle jordens folk, et Gudsfolk kaldet til at regne med og leve i den usynlige, evige verden som den, der bærer og opretholder den synlige verden, som blev skabt ! i begyndelsen" og engang når "enden" kommer, skal forgå og give plads for "en ny himmel og en ny jord". Så sandt dette er, og så rigtigt, ja, nødvendig det er for os ikke at vige et hårsbred i troen på og forkyndelse af dette evighedsrige, så forkert vil det være herudfra at benægte muligheden af et Israelrige som afslutningen af den nuværende og indledning til en kommende tidsalder. Ville man indvende, at vi savner enhver mulighed for at forestille os en sådan tilværelsesform, i lige grad præget og båret af jordisk timelighed og himmelsk evighed, må vi henvise til, hvad Skriften - og dens troværdighed og urokkelighed er forudsætningen for hele vor redegørelse - beretter om Jesu liv og de 40 dage mellem opstandelsen og bortrykkelsen til himmelen. Dette tidsrum var jo kendetegnet netop ved en sådan dobbelthed, idet det samtidig var afslutningen af Hans jordiske og indledningen til Hans himmelske liv, og henvisningen hertil bliver så meget mere berettiget, som Tusindårsriget tidsmæssigt ligger mellem den første opstandelse og den opstandelse, i hvilken alle skal opstå, og som efterfølges af en endelig dom til frelse eller til fortabelse.
Lad det være sagt idf. og understreget - det bliver det som bekendt kun sjældent i den kirkelige forkyndelse - at Jesus har talt tydeligt både om de retfærdiges opstandelse eller livets opstandelse og om dommens opstandelse. Luk. 14,14; Joh. 5, 29. Det er tydeligvis denne første opstandelse - i grundsproget kaldet "ud opstandelsen af døde" Paulus er villig til at tilsidesætte alt for at nå Fil. 3, 11-14. At nå til dommens opstandelse behøver sandelig ingen anstrengelse hverken fra hans eller fra noget andet menneskes side. Og denne opstandelse til dom er det jo netop, som i Åbenbaringsbogen uimodsigeligt og uden anvendelse af nogen slags billedtale er henlagt til efter Tusindårsriget 20, 5.6.12. Det er først, og kun, Åbenbaringsbogens afsløring om Kristi genkomst til Tusindårsrigets oprettelse der giver os mulighed for at knytte konkrete forestillinger til Skriftens tale om at "Når Kristus ,vort liv, åbenbares, da skal også I (vi) åbenbares med ham i herlighed" Kol. 3, 4. At "holder vi ud skal vi også være konger med Ham " 2.Tim. 2, 12. At vi er kaldet til at være Kristi medarvinger, såfremt vi lider med Ham så vi også kan herliggøres med ham Rom. 8, 17. , at " de hellige engang skal dømme verden" 1.Kor. 6, 2. At, "de sagtmodige skal arve jorden" Mark. 5, 5.
Men lad os nu betragte Romerbrevet og Eferserbrevet. Begges egentlige anledninger er, ganske som den øvrige Apostelskrift, at forkynde frelsens evangelium. Men begge gør det med en sådan tilknytning til Israel, at de fortjener en særlig omtale. Kort udtrykt kan vi sige, at Romerbrevet på baggrund af lovpagten med Israels folk , men så at sige bag om denne, søger ind til og forklarer trospagten med den enkelte Israelit, Abraham nemlig, og herudfra udvikler den nye pagts hemmelighed til personlig frelse. Den hemmelighed, Efeserbrevet beskæftiger sig med, er derimod noget, der hidtil har været skjult for alle tidligere slægter, også Israel, men nu ved Helligånden er kommet til åbenbarelse, nemlig at den Åndsfødte menighed som et mangfoldighedens Kristus-legeme er sat ind i verden som et nyt Gudsfolk. Men, og herpå ligger den afgørende vægt, så forskelligt end dette nye Gudsfolk er fra det jordiske Israelsfolk, hører det dog i Guds frelsesplan uløseligt sammen med dets folks udvælgelse. Denne udvælgelse er nemlig dels en jordisk udvælgelse fra verdens grundlæggelse dels en himmelsk udvælgelse før denne grund blev lagt. Den nye pagts Gudsfolk er et Åndeligt evighedsfolk, der først nu er kommet til åbenbarelse, men som spirekraftig kim har været skjult til stede i det gamle historiske Israelsfolk en kim, der nu i Kristi verdensomfattende forløserværk er kommet til udfoldelse i og med Ham som "førstegrøden" af de hensovede. Dette nye navn for Israels Messias (Kristus) er derfor fælles for Ham som menighedens hoved og for menigheden som Hans legeme. Samhørigheden med det historiske Israelsfolk er i Efeserbrevet 2, 20 udtrykt ved, at menigheden af hedningerod er blevet "de helliges med borgere og Guds husfæller" og endnu tydeligere 3, 6 ved , at "hedningerne er medarvinger, medindlemmet i legemet og meddelagtige i forjættelsen", den "frelsesplan, der fra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud alle tings Skaber" 3, 9. Alt i alt kan vi sige, at Efeserbrevets forkyndelse, på linie med Johannes-evangeliet, særlig lignelsen om vintræet og arbejderne, fra først til sidst ligger på et sådant Åndsbestemt evighedsplan, at der ikke med rette kan sluttes noget ud fra dets tavshed om et kommende synligt Israelrige. Der tales jo heller ikke i dette brev, så lidt som i Johannes-evangeliet, og Kristi genkomst som en kommende historisk begivenhed; men herfra og til at slutte en fornægtelse af denne genkomst ville jo da være ganske urimeligt. Vi kan ikke forlade Efeserbrevet uden at gøre opmærksom på et forhold der synes af interesse til belysning af "menighedens hemmelighed"
I 5. Mos. 29, 29 hedder det: "De skjulte ting er for Herren vor Gud men de åbenbare er for os og vore børn evindelig, at vi må lære at handle efter denne lovs ord". Den første sætning om "de skjulte ting" citeres ikke sjældent blot som en advarsel mod Åndelig nyfigenhed. Men lad os se denne udtalelse - nogen formaning er der egentlig ikke tale om - i den sammenhæng, i hvilken den forekommer. Moses står ved afslutningen af sit vældige livsværk og taler sit sidste ord til Israel. Han kalder hele folket sammen og forholder dem på det aller alvorligste det ansvar, som følger med den Guddommelige lovpagt på Sina. Bryder folket denne hellige pagt, pådrager det sig Guds forbandelse, "og derfor oprykkede Han dem fra deres land i vrede og harme og heftig forbitrelse og slængte dem ud i et fremmed land" 29, 1-28. Kap. 29 slutter så med det ovenfor citerede v. 29; men umiddelbart derefter kap. 30 forkynder Moses ligeså højlydt Guds trofasthed og barmhjertighed mod Sit folk, når de af hele hjertet omvender sig og søger tilbage til Ham: "Om så dine fordrevne befinder sig ved himmelens ende, vil Herren din Gud samle dig sammen og hente dig derfra. Og Herren din Gud vil føre dig ind i det land, dine fædre havde i eje, og du skal få det i eje, og Han vil gøre dig endnu lykkeligere og talrige end dine fædre" 30, 4-5. Så at sige klemt inde mellem disse to kapitler i Israels historie - i dag ligger de jo åbne for os i deres storslåede forunderlighed - lyder så det mærkelige ord 29, 29 om de skjulte ting, som kun Gud kender. Og så er det jeg spørger: Er det ikke både enkel og sund fortolkning ved disse "skjulte ting" at tænke på den "hemmelighed", der mange århundrede senere kom til åbenbarelse ?
At menighedens tidsalder ligger mellem en forhærdelse og en gentagelse af Israel - begge lige omfattende - fremgår jo klart af Romerbrevet, der i Kap. 9-11 giver os det store frelseshistoriske ud syn over Israel folk og den hedninge-kristne menighed i deres indbyrdes forhold. "jeg vil nemlig ikke brødre, at i skal være uvidende om denne hemmelighed !(for at i ikke skal være kloge i egne tanker): at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne er gået fuldtalligt ind, og så skal hele Israel frelses" Rom. 11, 25-26. Ingen kan med grund nægte at dette passer som "the missing link" ind i hvad der ovenfor er sagt om 5.Mos. 29-30. ,med ordene om "de skjulte ting" som det dengang uforståelige bindeled mellem to verdenshistoriske epoker i Israel folkets hellige historie.
Men af, endnu er kirken i det store og hele "klog i egne tanker", når det drejer sig om på dette punkt at forstå tidernes tegn. Adskilligt mere kunne siges om Romerbrevets syn på Israels herlige fremtid. Lad mig nøjes med at minde om, " de jo har fået Guds Ord betroet. Hvad da om nogle var utro ? Mon deres utroskab vil kunne ophæve Guds trofasthed ? Nej, langt fra " 3, 1-3. - Ses der hen til udvælgelsen, er de elskede for fædrenes skyld, thi nådegaverne og Sit kald fortryder Gud ikke" 11, 28-29 - "Når de (som hedning) blev hugget af det vilde Oliventræ, som du af naturen hører til og imod naturens orden blev indpodet i et ædelt Oliventræ, hvor meget snarere skal da ikke de andre (jøderne), atter indpodes i deres eget Oliventræ, som de af naturen hører til; 11, 24. - "Hvis deres forkastelse har bragt verden forligelse, hvad vil så deres antagelse bringe (verden) andet end liv af døde. Er førstegrøden (af Israel) hellig, så er hele dejen (folket) det også " 11, 15-16. Og vil man så trods alt endnu indvende, at Paulus kun taler om frelse for hele folket, men ikke om er kommende synligt Israelrige, så er der - med alt hvad ovenfor er sagt om Apostelskriften som helhed i mente - hertil at sige, at når Jesu taler om de dengang endnu fremtidige ulykker over Israels folk (husk 5. Mos. 29 !), da hedder det, at "Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningerne tider er til ende" Luk. 21, 22-24. Sammenholder vi dette "indtil" med det samme ord i Rom. 11, 25, og står det fast efter Jesu ord, at Jerusalems "nedtrædelse" ophører med "hedningernes tider", altså det tidsafsnit, i hvilket de "går ind" (i Gudsriget), kan der dog vidst ikke være tvivl om, at disses afslutning betyder Israelrigets genoprettelse, at de med andre ord (husk 5.Mos. 29,29) er at betragte som en tidsbegrænset afbrydelse af Israels hellige historie.
4.
Inden vi, afsluttende denne lille dokumentariske undersøgelse, overvejer Profetierne i GT. Om et kommende Israel-rige, skal der endnu siges lidt om spørgsmålet i lyset af det Skrift , som afslutter og afrunder til et hele den samlede Bibelske åbenbaring i GT. Som i NT., nemlig den "Jesu Kristi Åbenbaring som Gud gav Ham, for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i hast". Når Bogen, trods denne enestående selvbetegnelse ( og den hertil nøje svarende alvorlige advarsel mod enten at læge noget til eller trække noget fra, hvad der er nedskrevet i Bogen kap.22, 18-19) bærer titlen "Joh. Åbenbaring", betyder det en undervurdering af dens Profetier om fremtids-begivenheder, som om disse Profetier skyldes Johannes som "forfatter" pålignende måde som de øvrige apostoliske Skrifter, og det skønt Bogen, ingen nogen enestående, udtrykkeligt siger, at Gud (altså som Bogens direkte ophav og forfatter) sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for Sin tjener Johannes" kap. 1, 1. Hvad mennesker ned igennem kirkehistorien har ment om Bogens oprindelse, burde hermed en gang for alle være sat ud af spillet, derunder også hvad Luther har tillad sig at mene og sige om Bogen. At den så, som den selv siger, fremstiller Gudsrigets fremtid og sluttelige sejr i "billeder", som kræver stor varsomhed i tydningen, er noget helt andet. Vi skal derfor i nedenstående betragtninger holde os til de meste gennemskuelige af disse, dvs. .dem, der har umiskendelig tilknytning til de forudgående Bibelske Skrifter. At en sådan klar tilknytning findes, og at Bogen derfor, som alt antydet, kan siges at afrunde hele den Bibelske Åbenbaring, er ubestrideligt; dens Profetier svæver på ingen måde i luften som noget i sig selv nyt, fremmedartet og uforståeligt. Vil man kalde Bogen for "Lammets Bog", knyttes dens budskaber derved til det centrale i evangelieforståelsen af N.T. Og står det efter dens egne ord fast, at det alene er "Løven af Juda stamme, Davids rodskud", som skal åbne den forseglede Bog er forudsætningen for forståelsen af dens billeder lige så klart knyttet til G,T. Vil man endelig, til understregning af det særligt karakteriser ved dens Profetier, kalde den "trængslernes Bog", peger det i lige grad tilbage på N.T. og G.T.
Et blik på de til teksten knyttede noter viser at et meget stor antal (op mod 300) af de anførte Skriftsteder er hentede fra G.T., og de anvendte billeder med direkte tilknytning til G.T. kun foreløbig nævnes: Livets træ i Guds paradis 2,7. Livets Bog 3, 5. 20, 12. Guds tempel 3, 12. Guds trone 3, 21. Israels 12 Stammer 7, 4. De syv basuner 8, 2. Guldalteret 8, 3. Forgården i templet 11, 2. Pagtsarken 11, 19. Og "dyrene" samt de forskellige tidsangivelser kap. 11-13. Lad nu dette være, som det vil. Det i vor forbindelse af gørende må være, om vi i endemålet for Bogens Profetier, i den sejer for Gudsriget, som det hele peger frem imod, finder begrundelse for håbet om en genoprettelse for Israelsriget. Hvad det for os drejer sig om, må derfor være forståelsen at de til den sidste af de syv basuner knyttede begivenheder, derunder ganske særligt det i kap. 20 omhandlede "Tusindårsrige" Vi skal i rækkefølge og hver for sig behandle flg. punkter:
  1. Riget består i, at Gud den Almægtige, "som var, og som er" (han er altså ikke mere "den som kommer"), nu har overtaget Sin store magt og tiltrådt Sit kongedømme Åb. 11,17. 19, 6. Hvilket får synligt udtryk i, at Johannes, "så himmelen åben" og Jesus kommende til syne for som "Kongernes konge og Herskernes Herre" at "slå folkeslagene, og Han skal vogte dem med jernspir" 19, 11. 15, 16..
  2. Et afgørende træk ved denne frydefulde magtovertagelse består i, at "lammets bryllup er kommet, og Hans brud har gjort sig rede" 19, 3.
  3. Alt dette stå i forbindelse med og følger efter en særlig vredens tid med "Krigen på Gud den Almægtiges store dag" og slaget ved Harmagedon, et, "jordskælv" af enestående omfang, begivenheder, der kulminerer i, at "en engel kom ned fra himmelen med nøglen til afgrunden i sin hånd; og han greb dragen, den gamle slange, der er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte sig for, så han ikke mere kunne forfølge folkesalgene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en liden tid, 11, 18 16, 14-18. 20, 1-3.
4. Der skal ske en "første opstandelse" af døde og de som får del i den, skal som "Guds og Kristi præster" være konger og udøve domsmagt sammen med Kristus i tusinde år, 20, 4-6.
Når de tusinde år er til ende, skal Satan løses en liden tid, og i et desperat forsøg på at tilintetgøre Kristus-riget skal han samle alle jordens folkeslag i utalte skarer. "Og de drog op over landets højsletter og omringede de helliges lejer og den elskede stad"; men Guds ild rammer dem fra himmelen og tilintetgør dem, 20, 3. 7-9.
  1. Først efter at alt dette er sket, hører vi i bogens afsluttende kapitler om "en ny himmel og en ny jord med et nyt Jerusalem", "bruden, Lammets hustru" 21, 1. 9, 10. Lad os nu kortelig betragte disse seks punkter, idet vi holder os for øje, at den almindelig kirkelige anskuelse hævder, at umiddelbart forud for nyskabelsen (6) er der ved Kristi genkomst kun tale om en dommedag i forbindelse med den nuværende undergang. Men lad os nu betragte disse punkter nærmere.
ad 1: Nu samler Gudsriget sig om forkyndelsen af Kristi død på korset og Hans levendegørelse i Ånden. Ved genkomsten overtager Han sin magt for som Kongernes Konge og Herskernes Herre at "slå" folkeslagene og vogte dem med "jernspir", alt sammen en tydelig, men hidtil u-oplevet opfyldelse af det profetiske ord i Ps. 2 om et kommende herredømme over jordens konger og fyrster over hedningefolk ud over "den vide jord". Her er der tale om noget helt forskelligt fra den Jesus, som engang, ridende på et æsel, holder Sit indtog til dom og død i Jerusalem.
ad 2. 4. Når spørgsmålet bliver, hvem "Lammets brud" er, vil en traditionsbundet kirkelig tankegang svare, at det er den kristne menighed. Men det stemmer ikke med Skriften. I Apostelskriften tales der intet om en sådan brud. Menigheden er Kristi legeme, een Ånd og eet "kød" med Ham i et fuldbyrdet samliv Ef. 5, 31.32. Menighedens "hemmelighed" er først åbenbaret Paulus (for Paulus) efter Helligåndens komme på pinsedag; den har været skjult for alle tider og slægter før den dag. Når der mange steder i GT. Og enkelte steder i evangelierne tales billedligt om brud og brudgom, bryllup og ægteskab havde dennes "hemmelighed" for længst været åbenbaret. Hvor der i evangelierne tales om brudesvendenes faste, når brudgommen tages fra dem, og om kongesønnens bryllup Johs. 3, 29, vil det være ganske unaturligt at forstå dette om Kristus og menigheden. Nej, det er Israel, det drejer sig om "Din ægtemand er din Skaber, Hans navn er Hærskarernes Herre, din genløser er Israels Hellige, Han kaldes al jordens Gud. Som en hustru der sidder forladt med sorg i sinde, har Herren forladt dig. En ungdomsviv, kan hun forstødes ? Es. 54, 5-6.- "Velbehag kaldes du selv, og dit land kaldes "hustru". Thi Herren har velbehag i dig, dit land skal ægtes. Som ynglingen ægter en jomfru, så din bygmester dig, som brudgom glædes ved brud, så din Gud ved dig." Es. 62, 4-5.- "På hin dag... lader Jeg dem bo trygt. Jeg trolover Mig med dig for evigt, Jeg trolover Mig med dig med retfærd og ret, med miskundhed og barmhjertighed; Jeg trolover Mig med dig i troskab, og du skal kende Herren." Hoseas 2, 18-20. Men siger Åbenbaringsbogen selv noget til støtte for denne opfattelse ? Ja her må vi henvise til kap.15 om "et andet tegn i himmelen, stort og underfuldt", altså endnu mærkeligere end det i kap. 12 nævnte (det første) store tegn. Tegnet giver udtryk for en skare, der, stående ved "et glarhav, isprængt med ild", synger "Moses", Guds tjeners, sang og Lammets sang", og vi får at vide, at det store og vidunderlige ved "tegnet" er den Guds Almægtiges gerninger som "folkenes konge...ja, alle folkene skal komme og tilbede for Dit åsyn" 15, 1-4. Da det hedder om denne skare, at de er gået sejrende ud af "kampen med dyret og dets billede og dets navns tal", er det givet, at skaren er indetisk med dem, der tales om i kap. 20, 4 som deltagere i den første opstandelse. At der her er tale om et frelst Israel, der får del i Tusindårsriget, fremgår af flg.: a. De synger både lovens og evangeliets sang, både sangen fra GT. Og fra NT., idet Lammet er blevet erkendt og modtaget som Israels Messias og nu: b. Lovprises som folkenes konge, hvilket stemmer ganske med Moses`sang; 5.Mos. 32,1.8.9.43 og med den vældige magt over jordens folk, der følger med Israelsrigets genoprettelse (jfv., afsnit 5), en magt, der står ifm. det "store og underfulde" ved Gudsrigets oprettelse her på jorden i tilknytning til c. Den første opstandelse, af Paulus betegnet som "liv af døde" Rom. 11,15, et udtryk, som man ikke sjældent kan se tolket netop som ensbetydende med opstandelse, men ganske vidst ikke som sigtende til en første opstandelse, men sat ifm. alles opstandelse, dommedag og denne verdens undergang; et syn altså, der vender sig imod talen om et kommende Israelrige her på jorden.
ad. 3.5. At djævelen "bindes" og gøres magtesløs, så han i tusinde år er ude af stand til at "forføre folkeslagene" 20, 4, stemmer såre vel med Profetien i GT. Om, at Herren "på dette bjerg" Es. 2, 2-3. Vil borttage "sløret, som tilslører alle folkene", og gøre et vældigt gæstebud Es. 25, 6-7., der synes identisk med "Lammets bryllup", så meget mere som vi har Jesu Profeti om en "verdensgenfødelse, når Menneskesønnen sidder på Sin herlighedstrone", og at det står ifm., at "I som har fulgt Mig, skal sidde på 12 troner og dømme Israels 12 stammer" Mat. 19, 28. At dette bliver genopbyggelsen af "Davids falden hytte", hvorfra den store velsignelse udgår over alle jordens folk Ap. Gr. 15,17. Er alt tidligere nævnt. Endelig bekræftelse på, at Tusindårsriget har sit centrum i Israel med centrum i Jerusalem som hovedstad får vi i Profetien om det vældige stormløb, der, når de tusinde år er gået, skal rettes mod de helliges lejr og "den elskede stad", hvorved kun kan forstås det jordiske Jerusalem, jf. udtrykket "de drog op over landets højsletter" 20, 7-9. Det samme gælder navnene Gog og Magog Ezekiel 39. , ad.6. Bliver talen sluttelig om "det ny Jerusalem", mærker vi os, at det historiske navn er bevaret ind i evigheden, og ligeledes navnene på de 12 stammer, skrevne over staden 12 porte som en hellig "lysreklame", der påkalder folkeslagenes stadige opmærksomhed som vidnesbyrd om Guds evighedspagt med det udvalgte folk. Og som "de helliges lejr" tidligere er forenet med "den elskede stad", således hører vi nu, at Lammets tolv apostles navne findes på de grundsten, som bærer murene omkring den hellige stad. Her er NT. Og GT: fuldkomment forenede til eet, og Davidsstjernen lyser over staden 22,16.
5. Israelsrigets genoprettelse:
Indvendingerne i denne sag hentes, som naturligt er, i første række og væsentligt fra N.T. med dens forkyndelse af en frelse, i hvilken vi som nyskabninger løskøbes fra jorden og menneskerne og får et nyt himmelsk borgerskab med forventning om en fuldkommen forløsning for Ånd, sjæl oh legeme i Jesu genkomst. For så vidt kunne vi afslutte vor undersøgelse med det, som hidtil er sagt. Dette går dog ikke an, al den stund spørgsmålet, der er til drøftelse, d er i sig selv i første række drejer sig om den rette forståelse af Profetierne i G.T. om det sluttelige mål for Guds vilje og førelse med hans udvalgte folk.
Vi vil her (1) beskæftige os med den dobbelttydighed, der præger disse. Dernæst vil vi (2) se på den opfyldelse, Profetierne allerede har fået ved Jesu liv og død. Endvidere skal vi (3) uden nærmere kommentar anføre nogle af de tydeligst og mest uimodsigelige Profetier. Sluttelig skal der (4) siges nogle ord om det nyoprettede Israelrige i lyset af verdenssituationen i dag, lad det i al almindelighed være sagt, at hvis man anvender en åndelig "fortolkning" af Profetierne om det kommende herlighedsrige, kommer man i klar strid med den kirkehistoriske virkelighed, ligesom det ikke ses rettere, end at det er ganske tilsvarende "åndelighed", der af Paulus får læst og påskrevet i meget skarpe ord ("æde om sig som kræft"), hvor det drejer sig om en fornægtelse af opstandelsen som en kommende historisk begivenhed 2.Tim. 2, 18. Tilfældet synes at have stor lighed med kirkens fornægtelse af et kommende historisk Israelrige.
  1. Dobbelttydigheden i det Profetisek ord i G.T. (som nåde) skyldes vel modsætninger, til tider meget stærke modsætninger, i synet på Israel; men de skyldes aldrig modsigelser - tværtimod. Dette særdeles karakteristiske forhold oplyses bedst ved nogle eksempler: Profeten Amos går strengt i rette med folket, men grunden er, at "kun eder kendes Jeg ved blandt alle jordens slægter, derfor vil jeg også på eder hjemsøge al eders brøde" 3, 2. - "Kom vi vil tilbage til Herren ! Han sønderrev, Han vil også læge; Han slog os, vil også forbinde" Hos. 6, 1. - "Erkend nu, at Jeg er Gud, uden anden Gud ved Min side, Jeg døder, Jeg gør levende; Jeg sårer, Jeg læger, og ingen kan frelse af Min hånd" 5. Mos. 32, 39.
  2. Den kristne kirke har lagt vægt på Guds straffedomme over Israel og har kunnet henvise til Apostelens ord om, at "vreden er kommet over dem fuldt ud" 1.Tess. 2, 16. Men man glemmer Profetens manende ord først til Israel, men siden til dets undertrykkere blandt hvilke den kristne kirke nærmest indtager førstepladsen: "Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af Herrens hånd fik rakt Hans vredes bæger og tømte den berusende kalk til sidste dråbe ... så siger den Herre Herren din Gud, der strider for sit folk: Se, jeg tager den berusende kalk fra din hånd; aldrig mere skal du drikke Min vredes bæger, og jeg rækker det til dine plagere.; Es. 51, 17. 22-obs: ( Det er værd at mærke sig, at denne profeti efter almindelig opfattelse hidrører fra tiden efter hjemkomsten fra Babylon og altså har aktuel betydning ;Tyskland!). denne fremstilling, der tydelig tager sigte på "endens ti", stemmer ganske med nytestamentlig tankegang Rom. 11, 22-24. Efter kirkelig tankegang er det, med rette, forkasteligt at bygge på en lære på et Skriftord, som er revet ud af sin sammenhæng. Men når det gælder Israels fremtid, viger man ikke selv tilbage for en sådan overfladisk (entydig) tolkning af Profeterne i G.T. uden at lade sig advare af Jesu ord om deres urokkelighed. Visselig handler Es. 53 om den lidende Messias, og visselig fandt dette sin forunderlige opfyldelse i den korsfæstede Kristus. Men man overser, at dette kapitel har sin plads mellem kapitlerne 52 og 54, der begge med uimodsigelig tydelighed taler om en herlig genoprettelse af Israel efter lidelserne og forsmædelsens tid. I Guds frelsesplan for Israels historie hører disse to sider uløseligt sammen, som nat og dag hører sammen, og det kan aldrig blive forsvarlig eksegese at lade natsiden betegne Israels historie og forbeholde sig dagsiden for den kristne kirke, lade dom og straf gælde Israels folk, velsignelse og lykke en kristen kirke, der tilmed er gået i spidsen for undertrykkelse af dette folk, og hvis verdens-herredømme ikke på nogen måde har ført til den velsignelse, som er forjættet det genoprettede Israel. Den kristne kirke er kaldet til i Jesu efterfølgelse som den lidende Messias at forkynde og repræsentere Evighedsordet om riget, som ikke er af denne verden. Har kirken været lydig mod dette kald, har dens historie stået i lidelsen, i korsets tegn ? Og andet og mere er der ikke lovet dens Herre. Den herlighed, som har lyst over den lige fra dens fødsel på den første pinsedag har efter dens kald og sande natur aldrig kunnet være af "denne verden" hvis herre og fyrste er Satan. Når den har vovet sig ud herover, har den uvægerlig bragt "fremmed ild for Herrens åsyn". Israels historie har faktisk i højere grad end kirken stået i lidelsens og forsmædelsen tegn, og når dette folk indtil i dag har kunne fundet sin skæbne afbildet i Es. 53, er det visselig ikke den hele sandhed om dette vel nok det dybest gående og mest centrale Profetord i G.T. men totalt at afvise en sådan forståelse er uforsvarligt, når det efter Jesu ord står fast, at "frelsen kommer fra jøderne", at Israel allerede fra Abrahams udvælgelse højtideligt er proklameret som Guds redskab til velsignelse af "alle jordens slægter" 1.Mos. 12, 1-3. Tænker vi på det lille ord "derfor" i den ovenfor citerede Profeti hos Amos 3, 2 vil ingen kunne nægte, at vi i Israelsfolket enestående lidelse gennem årtusinder har et enestående udtryk for folkets udvælgelse og ikke et udtryk for dets forkastelse. Nuvel, dersom lidelsen har fået sin opfyldelse til fulde, hvorfor i al verden skulle så ikke herligheden få ganske tilsvarende opfyldelse ? Indtil nærmest ligegyldige detaljer er Profeterne om lidelserne gået i opfyldelse i Kristi Ypperstepræstelige gerning, man tænker blot på Ps. 22, 1-22, hvorfor skulle dog herligheds-profetierne i vers 28-33 ikke gå lige så bogstaveligt i opfyldelse, når Israelsriget genoprettes: "den vide jord skal mærke sig det og omvende sig til Herren, og alle folkenes slægter skal tilbede for Herrens åsyn; thi Herrens er riget. Han er folkenes hersker. De skal tilbede Ham alene, alle jordens mægtige, de skal bøje sig for Hans åsyn, alle, der nedsteg i støvet og ikke holdt deres sjæl i live. Han skal efterkommere tjene, om Herren skal der tales til slægten, der kommer: de skal forkynde et folk, der fødes. Hans retfærd. Thi Herren greb ind." Det er dette indgreb, verden venter på og endnu har tilgode. Det går langt ud over den nuværende tid, den vi også har skildret i denne pompøse salme v.23-27.
  3. Vi har under 2 allerede nævnt adskillelige klare Fremtidsprofetier. Lad mig da her nøjes med at anføre et par af de mest almene og derfor mest fundamentale. Og så må disse Skriftord tale for sig selv; evner de ikke dette, evner mine kommentarer visselig ikke at føre sagen klarere. Kun beder jeg læseren mærke sig de mange realistiske træk, der umuliggør en "åndelig" omtydning. Når Israel for sine synder skyld fordrives fra det forjættede land, men så ydmygede sig under Guds vældige hånd, lover Herren ved Moses Sit folk, at "om så dine forstødte befinder sig ved himmelens ende, vil Herren din Gud samle dig sammen og hente dig derfra... og føre dig ind i det land, dine fædre havde i eje, og Han vil gøre dig endnu lykkeligere end dine fædre" 5.Mos. 29, 4-5 "Hør Herrens Ord, I folk, forkynde på fjerne strande Han, som spreder Israel, samler det" Jem. 31, 10.- "det skal ske i de sidste dage, at Herrens huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme, og talrige folkeslag vandre: Kom lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus. Han skal lære os Sine veje, så vi kan gå på Hans stier... Da dømmer han folkene imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere... Da skal menneskets stolthed bøjes, mændenes hovmod ydmyges, og Herren alene være høj på hin dag" Es. 2,2-4.17 - om også bjerge viger, om også højene rokkes, Min kærlighed viger ej fra dig, Min fredspagt rokkes ikke, siger Herren, din forbarmer" Es. 54, 10. - "Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da byen (Jerusalem) skal opbygges for Herren fra Hanåelstårnet til hjørneporten, og videre skal målesnoren gå ... det skal aldrig mere oprykkes eller nedbrydes" Jerm. 31, 38.40. - "jeg vil hente dem fra folkene, samle jer fra alle lande og bringe jer til jeres land. Da stænker Jeg rent vand på jer ... renser jer for al jeres urenhed... Jeg giver jer et nyt hjerte, og en ny Ånd giver Jeg i jeres indre ... I skal bo i det land, Jeg gav jeres fædre, og i skal være Mit folk, og Jeg vil være jeres Gud" Ezek. 36, 24-28.
  4. Proklamationen af Medinat Israel den 14. Maj 1948 var en verdensbegivenhed. Den var det i sig selv ikke for intet havde Theodor Herzl hørt som sus af ørnevinger over sit hoved i 1896, da han arbejdede med sit epokegørende skrift "Der Judenstaat": Det var jo ikke jøden Herzl, men Israels Gud, der var ved at skrive historie. Efter 1900 års forsmædelig og lidelsesfyldt adspredelse ud over jorden hørte alle lydhøre blandt Herrens folk Schofarens gennemtrængende, manende toner, der kaldte til opbrud og samling. Vejen tilbage til fædrenes land, Abrahams, Isaks og Jakobs land, var endnu ikke banet. Men der var stødt i horn på Zion, og det gav genlyd ud over jorden, for GUD var med i det, der skete. Det viste de kommende dage, og det ser vi klart i dag, så mange som lever og ånder i Gudsordet fra Israels ældgamle historie: Et land er kommet til verden på èn dag ! Es. 66, 8. Thi det land er ikke noget land, før det bliver hjemsted og fædreland for det folk, Herren har svoret at ville give det til evig arv og eje. Men proklamationen var en verdensbegivenhed også i anden forstand, en verdensbegivenhed blandt en række verdens-begivenheder, på hvis baggrund det, der skete hin dag, får perspektiv og relief af enestående art. To verdenskrige, de første i menneskeslægtens historie, der med rette bærer dette navn, havde rystet verden og gjort den til een verden : Skellet mellem øst og vest var brudt ned, og ud over jorden vågnede de farvede folk til en ny national bevidsthed og rystede den hvide mands ene herredømme af sig. Den europæiske verdenskultur rystedes i sit inderste: Europas selvglade og selviske kulturspredning kendte sig stående overfor et truende lavineskred, og samtidig begyndte de vesterlandske kirkers vidtspændende missionsvirksomhed at opdage "lukkede døre", hvor de i et par århundreder var gået ind og ud som eneste forkynder af evangelie-budskabet til alle jordens folk. I 1946 havde et nyt "nationernes forbund" set lyset under svære fødselsveer. Tyskland lå knust efter et vanvittigt forsøg på at udrydde jødefolket fra jordens overflade. Få måneder efter staten Israels grundlæggelse startedes "Kirkernes Verdensråd" som et storstilet forsøg på at aftvætte århundreders kompromitterende splid og rivalisering, og i december samme år kom forkyndelsen af "Menneskerettighederne", alles ligeret til livet og dets goder uden hensyn til race, religion eller kultur; forlængst var pionerer for "En Verden" - bevægelsen og for tilvejebringelsen af eet "verdenssprog" gået til kamp for deres ideer. Sandelig, verden er blevet een , med både godt og ondt. Samtidig med, at der alle vegne råbes på fred, rustes der med vanvittige omkostninger til krig, en krig så rystende og forfærdende, at selv besindige folk kan tale om et kommende menneskeslægts selvmord. Opfindelse på opfindelse sætter verden i forundring, men på samme gang i skræk for udnyttelsen af disse opfindelser i ødelæggelsens og massemordets tjeneste. Og midt i alt dette lige så faretruende som forjættende kaos oplever vi at se et lille folk, et Guds folk, til hvilket han for tid og evighed har knyttet Sit eget navn, kæmpe en heltemodig kamp for at genopbygge et land, som Gud har kaldet "Mit land", for i dette, endnu alt for lille, land at samle et folk under Davidsstjernes banner, i den ældgamle Menorah varetegn, den gyldne syvarmede lystestage, der engang smykkede og oplyste Guds bolig under ørkenvandringen mod det forjættede land, og som siden blev billedet på en kristen kirke, bestem til at blive verdens lys og jordens salt.
Sandelig vi lever i en tid, hvor der skrives verdenshistorie! Zakarias 2