E-mail: admin@tro.dk

Troens helte

Thorvald Kristensen


Thorvald Kristensen blev født i Nyborg den 2. oktober 1909. Hans liv var under Guds ledelse lige fra den dag, han som dreng mirakuløst blev reddet op af Nyborg havn. Som ganske ung var han stenfisker. Men da han mødte Kristus, var hans linje lagt. Gud kaldte ham til menneskefisker.

Som ung prædikant virkede han ved Jyllands vestkyst, i Vendsyssel og i Midtjylland. I 1940, under Danmarks besættelse, kom kaldet til bibellærer ved Vejlefjordskolen. Det blev begyndelsen til hans lederopgaver.

Gennem flid og kærlighed til ungdommen og Guds værks fremgang i Danmark skabte Thorvald Kristensen ved Guds Ånds mægtige virken en skare unge prædikanter og menighedsledere over hele landet. Han arbejdede målbevidst. Hans lyse drømme blev til virkelighed.

Som formand for de to konferenser i Danmark gennem 14 år (1947-1961) havde han hyrdens overblik og omsorg. Med venlig, umærkbar autoritet formåede han at lede prædikanterne, vore institutioner og medlemmerne mod målet under korsets banner.

Med konferensens formand i spidsen tog alle prædikanter del i evangeliske møder. Mange mennesker fra alle samfundsklasser blev lagt til menighederne. Som et naturligt led i denne fremgang blev der bygget den ene kirke efter den anden forskellige steder i landet.

Alt var naturligvis ikke rosenrødt. Menigheden levede også i disse år i en problemfyldt verden. Men man stod skulder ved skulder i forkyndelsen af Jesu genkomst.

 

I 1961 kom kaldet til Vestafrika. Sammen med sin trofaste hustru Irene - rejste de fra Danmark til Ghana, Vestafrika.

Det blev til 16 fortløbende år på samme sted. I samme gerning. Irene og Thorvald Kristensen havde virkelig modtaget kaldet til at virke i Mesterens tjeneste derude.

Missionærparret stod over for deres livs store udfordring. De efterlod deres 17-årige datter Inge i fædrelandet. Det var modigt af Nordeuropæiske Division med hovedkvarter i England at kalde den 52-årige Thorvald Kristensen uden erfaring i missionstjeneste i den tredje verden til leder for 9 lande i Vestafrika. Det var endnu mere modigt af danskeren at tage imod dette kald. Men det skulle vise sig, at Thorvald Kristensen var manden for opgaven.

 

Den Vestafrikanske Union blev allerede organiseret i 1943 og bestod af 9 lande, nemlig: Ghana, Nigeria, Sierra Leone, Liberia, Elfenbenskysten, Burkina Faso, Benin, Gambia og Togo. Der var imidlertid i 1961 endnu ikke påbegyndt missionsarbejde i Gambia, Togo, Dahomi og Burkina Faso.

 

I tro og tillid til Gud gik Nyborgdrengen frimodigt til den store opgave at lede Den Vestafrikanske Union i 9 lande med 400 stammer med hver sine sprog og dialekter, med egne skikke og kulturelle forskelligheder - og sin egen afrikanske traditionsreligion. Engelsk og fransk - europæerens kommunikationssprog.

I 1961 havde området 27.014 menighedsmedlemmer. Da han rejste derfra i 1977, var der 73.564 søstre og brødre i Den Vestafrikanske Union. 1997-statistikken fortæller, at der er 363.303 medlemmer fordelt i 3.186 menigheder og grupper i to unioner.

Vi får en lille anelse om Den Vestafrikanske Unions geografiske omfang, når vi ved, at det samlede areal er 2.123.370 kvadratkilometer, hvilket er omkring 47 gange Danmarks størrelse. Indbyggerantallet i det pågældende område i Vestafrika var i 1995 på 154,8 mio. Den afrikanske verdensdel dækker i øvrigt 1/4 af jordens samlede landareal.

 

Unionsformandens arbejdsdag ved hovedkvarteret i Accra, Ghana Thorvald Kristensen var altid på kontoret fra dagens begyndelse, når han ikke var ude at rejse. Han satte et godt eksempel ved sin tilstedeværelse ved morgenandagten. Han kom, selvom han var kommet sent hjem den foregående aften. Når han kunne komme, var der ingen undskyldning for andre, ja det var en vane at møde tidligt om morgenen før kontortid, så han kunne meditere og tilrettelægge dagens arbejde.

En stor del af kontortiden gik med rådgivning og planlægning. Næsten alle henvendelser til unionens formand skete pr. brev. Han anslår, at 75% af de spørgsmål og problemer, der nåede til ham, var gennem postvæsenet. 

Så det var en omfattende korrespondance. Det kunne i mange tilfælde være en stor fordel. Nogle problemer havde måske løst sig selv, inden brevet kom til Unionen og blev besvaret. I andre situationer kunne det være særdeles uheldigt at skulle vente i længere tid på et nødvendigt råd.

Det var sjældent, at telefonen blev benyttet som forbindelseslinje til de fjernereliggende missionsstationer af den gode grund, at det var vanskeligt at komme igennem.

Der var også besøgende, der ønskede personlige samtaler.

Hvordan det lykkedes formanden at klare at lytte og rådgive, uden at nogen opdagede, at han havde for travlt, vil altid være en gåde.

Det kunne være anstrengende at sidde i kontorstolen uden aircondition, men han kunne godt klare varmen.

Vestafrika blev kaldt »den hvide mands grav«. Man mener, at i pioner tiden bukkede 30 % af de udsendte amerikanske og europæiske missionærer under på grund af tropesygdommene. De tog ud med livet som indsats. Nu hviler de i deres grave fjernt fra deres jordiske fædreland. De står op til deres lod ved dagenes ende.

At der også blev tid til at skrive en bog midt i de mange daglige opgaver og rejser, er næsten uforståeligt. Men en dag var den der med titlen: »Life Worth Living«. Det var i 1971.

 

Thorvald Kristensens hustru, Irene (f. Jordal, 1910-1987), var den ideelle missionærhustru og medarbejder. Hun beherskede kunsten at spille orgel og oplære andre.

Det var imidlertid Irenes store fortjeneste, at der altid blev brugt afrikanske grønsager i husholdningen. Og alle, der kom i hjemmet, nød disse dejlige, friske grønsager. Europæiske missionærer havde for vane at bruge konserves. Men ikke Irene. Det skulle være det bedste af det bedste både til daglig, og når der kom gæster på besøg. Dem kom der rigtig mange af. Når missionsledere fra England, USA, eller fra de forskellige lokale missioner kom på tjenstligt besøg i Den Vestafrikanske Union, sørgede Irene for indlogeringen. Der blev sjældent brugt penge på hoteller. De besøgende spiste og boede hos missionærerne. Selv brødre, der ikke absolut plejede at bo sammen på rejser andre steder, fandt sammen under Kristensens tag eller andre steder hos medarbejderne i unionen på campussen. Irene organiserede det sådan, at flere fik glæde af besøgende udefra samtidig med forplejningen.

Det karakteriserede også ægteparret, at Irene ofte tog med ud på det, der hyppigt var strabadsture. Afrikanerne beundrede og respekterede hende. De elskede hendes stille, beskedne færden iblandt dem. Hun vandt deres hjerter. Hun var kirkelederens højre hånd.

 

Det er blevet sagt, at den største risiko ved at rejse i Afrika i 1960'erne og 1970'erne hverken var slangebid eller vilde dyr, men noget så ueksotisk som trafikken. Man skulle ikke tage nogen chancer - det gjorde de afrikanske chauffører. Thorvald Kristensen rejste utrolig meget. Han valgte at være sammen med afrikanerne i så stor udstrækning, som det kunne lade sig gøre. Han var borte fra hjem og hovedkvarter en betydelig procentdel af året. Han kørte lange strækninger på de skiftende afrikanske landeveje. Men aldrig uden en bøn ved rattet før han i sin bil gled ud på rejser her og der og alle vegne.

På en af disse farefulde rejser fik Thorvald Kristensen og hans rejsefæller en ubehagelig og uforglemmelig oplevelse. 

De blev standset og beordret ud af bilen. De måtte under trussel aflevere både pas og penge. Det kunne få alvorlige konsekvenser, hvis ikke den ene part rettede sig efter den andens ordre. »Når man står der med våben mod bryst og ryg, siger man ikke så meget,« er hans spagfærdige og lune kommentar til begivenheden nu adskillige år efter. Gud skånede hans og hans medarbejderes liv. Uden tvivl er vore missionærer udsat for flere farer, end de selv ved af.

Det var ikke alene bil rejser. Man rejste også med de afrikanske flyselskaber eller jernbaner. Et liv i ustandselige farer, men i tillid til Gud og i tjeneste for afrikanerne - og som deres ligemand. Det skabte respekt og samarbejde. Afrikanerne havde tillid til Thorvald Kristensen i så høj grad, at han aldrig vil kunne udradere det af sine minder om de gyldne år i Afrika. Gyldne, fordi han følte Guds kald og så Guds ledelse.

 

Som formand for hospitals- og skolearbejdet i Den Vestafrikanske Union Som kirkeleder i Danmark havde Thorvald Kristensen været engageret i bestyrelser, der planlagde sundheds- og skolearbejdet i vort land. I Afrika gik han ind i de samme funktioner. Det var en udfordring af rang for en fynbo at skulle lede 6 hospitalsbestyrelser og skolesektoren i Den Vestafrikanske Union. Med hans evne til at hjælpe medarbejderne i disse vigtige arbejdsgrene til at føle sig ansvarlige for de problemer, de havde, blev der truffet store afgørelser, så den daglige drift kunne udføres til sagens fremme. Han var aldrig bange for at skære igennem, når han kendte sagens akter. Han gjorde det både med optimisme, realisme og med respekt for andres bidrag til afgørelsen.

På skolerne lyttede han til de daglige ledere, lærerne og eleverne.

 

Ingen, end ikke myndighederne og offentligheden, var i tvivl om Thorvald Kristensens ufravigelige holdning både i hospitalsarbejdet og i skolevirksomheden. Med denne smittende indstilling kunne missionsarbejdet gå fremad og bære frugt.

Der blev uddannet sygeplejersker og jordemødre ved vore hospitaler og lærere og prædikanter på vore skoler. Undervisningen på hospitalerne og skolerne var en formidling af viden og færdigheder og en almen uddannelse af afrikaneren til tjeneste i hverdagens gerning, hvad den end skulle blive. Her skabtes fremtidens ledere for Vestafrika.

 

Missionærens hverdag er fyldt med udfordringer og oplevelser.

Paradoksalt nok møder han rigdom det ene sted og den yderste fattigdom de allerfleste andre steder. Han kan ikke undgå at træffe storbyens vindere og tabere, når hans gerning fører ham derhen. Men ofte skaber missionæren sig venner i landsbyens lerklinede huse. Han oplever tørtid og regntid ikke alene bogstaveligt, men også i overført betydning.

Hverdagen sammen med afrikanerne er en stor, spændende og krævende opgave.

Thorvald Kristensen forstod, at han var i Afrika i et ufravigeligt kald til tjeneste for afrikaneren. At alt, hvad man beskæftiger sig med, må dreje sig om næsten. Som Jesus sagde det for næsten 2000 siden med evig gyldighed:

"Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind." Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: "Du skal elske din næste som dig selv." På de to bud hviler hele loven og profeterne. (Mattæus evangeliet 22,37-40). At være kristen, at være en kristen i Afrika var og er altså ensbetydende med at være sammen med afrikaneren og dele hans sorger og glæder. Afrikanerens livsførelse og tankegang kommer missionæren ved.

 

Hverdagen måtte leves i nært samarbejde med afrikaneren.

Under mange forskellige forhold - i den ofte brogede hverdag forstod Thorvald Kristensen i sit analyserende arbejde som leder, at afrikanerne kan undvære den hvide herre, men ikke den hvide broder som ven og rådgiver. Han var først og sidst den kristne ven, der kunne kunsten at lytte. Han lod andre komme med deres synspunkter. Han forstod at være åben over for afrikanerens forståelse af en sag. Med god kontakt og med stor tålmodighed uden at behandle nogen på en måde, som angreb deres værdighed, prøvede han at dele sol og vind lige og så finde frem til en løsning, som den følsomme afrikaner kunne være tilfreds med.

Det var hans overbevisning, at selvom afrikaneren og europæeren ikke var ens, kunne man midt i forskelligheden være ligeværdige. Hans næstekærlighed var drivkraften. Hans fremgangsmåde i det daglige virke for, iblandt og sammen med afrikanerne kan måske bedst udtrykkes i ordene fra vor store filosof, Søren Kierkegaard (1813-1855): "At man,

når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der."

 

Kilden til fremgang i Afrika er i Afrika Det er vigtigt for den erfarne administrator at gøre det helt klart, at der ikke er en skygge af tvivl om, at kilden til fremgang i Afrika er i Afrika.

De gamle kolonimagter havde bygget hospitaler og skoler i Vestafrika, men de havde undladt i tilstrækkelig grad at uddanne folk, der kunne overtage de ledende poster. Kirkesamfundene var faldet i den samme utilstrækkelighed. Under Thorvald Kristensens lederskab af missionen i Den Vestafrikanske Union blev den ene afrikanske leder efter den anden uddannet til at overtage betydningsfulde opgaver. Som han havde betroet unge prædikanter i Danmark større ansvar i gerningen, førte han den duelige, lærevillige afrikaner med visioner frem i samarbejdets ånd. Når en afrikaner var sat i brand af Helligånden for Guds riges fremme, kunne han med begejstring virke for de afrikanske menigheder og vinde mennesker for Kristus sammen med troende søstre og brødre.

 

Tressernes og halvfjerdsernes grundlæggende forandringer på dette felt har desværre lidt tilbagegang. Thorvald Kristensen var en af dem, der vovede begyndelsen til at overgive lederskab til afrikaneren.

Når der var tale om målsætningen for arbejdet, var han ukuelig.

Helbredet var ikke altid lige godt. Han fik malariaen at føle på sin egen krop den ene gang efter den anden, men han kæmpede sig gennem alle de forhindringer, der kom på hans vej. Han var i Afrika som Herrens tjener. Med helt åbne øjne og ubændigt mod lod han sig lede af Helligånden i sit daglige virke.

Det var hans dybeste overbevisning, at i en verdensdel, hvor utallige, ja, millioner af indbyggere på deres egen krop i deres svære hverdag erfarer et nedslidt miljø, en voksende befolkning med økonomiske, økologiske og politiske problemer, måtte man ikke tøve med at uddanne afrikaneren til den store udfordring at lede sine landsmænd både åndeligt og aldeles praktisk.

Europæeren kan glæde sig over, at det til trods for uoverskuelige vanskeligheder ikke skorter på viljen hos mange afrikanere til at skabe de bedst mulige kår for sig selv og sine omgivelser. Veluddannede, beredvillige kristne afrikanere gør i vor tid en indsats for at lindre den daglige nød og bringe evangeliets befriende budskab til befolkningen, der

lever under fattigdom og tørke og ofte har en tilværelse, hvor overtro kan knuge i hverdagen. Det er manges skæbne at blive ofre, når der er opgør mellem stammer og klaner.

 

På spørgsmålet om, om han havde vanskeligheder, når han valgte danske og norske medarbejdere i så stort tal, som det var tilfældet, er Thorvald Kristensens prompte svar: »Nej! Og begrundelsen er indlysende. Det er naturligt at vælge medarbejdere, der forstår hinanden og let kan samarbejde på alle felter til fremme af evangeliets forkyndelse. Også når det gælder hospitals- og skolearbejdet og det omfattende humanitære hjælpearbejde til lindring af den store nød i Vestafrika. Jeg fandt det ganske naturligt, og det gjorde afrikanerne også. Der var også englændere, amerikanere og franskmænd med i arbejderskaren. I øvrigt var det sådan, at både englændere og amerikanere havde brugt den samme fremgangsmåde i den svundne tid.

Det er interessant at observere, at Thorvald Kristensen ikke alene fik undervist og forberedt afrikanere til ansvarsfulde opgaver. Adskillige af de danske og norske missionærer, der virkede i Vestafrika under hans vinger, blev fremtidige ledere ikke alene i Danmark eller Norge, men også i hovedledelsen på verdensplan.

 

Administratoren afslører hemmeligheden ved vellykkede bestyrelsesmøder. Udsendte missionærer har administrativt arbejde i mere eller mindre omfang. Som formand for unionen måtte Thorvald Kristensen anvende megen tid til konstruktiv planlægning af alle arbejdsgrene.

Foruden at være formand for hospitals- og skolebestyrelser var der adskillige andre ting, der krævede formandens udelte opmærksomhed.

De mest omfattende var unions bestyrelsesmoderne. Hovedbestyrelsen for Den Vestafrikanske Union bestod af repræsentanter fra de forskellige lande, der udgjorde unionen. Det var således en betydningsfuld gruppe, der mødte frem til bøn, rådslagning og planlæggelse, når der blev indkaldt til møde.

Den samlede unionsbestyrelse holdt sine møder i et telt med åbne sider i unionsformandens have ved privatboligen i nærheden af hovedkvarteret i Accra, Ghana. Det var en hyggelig og praktisk ramme for både afrikanere, europæere og specielle besøgende deltagere fra hovedkvarteret i England og USA.

Det krævede, her som alle andre steder, tålmodighed og visdom at lede disse møder. Under bestyrelsesmøder havde han klart for øje, at der var tre vigtige punkter, nemlig: Lyt, lyt, lyt! 

Spørgsmålet lyder: "Hvordan klarede du egentlig bestyrelsesmøderne med alle disse forskellige mennesker med hver deres baggrund, deres forhåbninger og deres ofte særprægede ideer, vel vidende at selv den bedste reformvilje hos afrikaneren står i fare for at falde, hvis man som en samlet bestyrelse ikke får talt rigtigt forståeligt sammen? Hvad er hemmeligheden?"

Han afslører forsigtigt og tøvende en lille smule af fremgangsmåden. Han undlader ikke at gøre det klart, at det er nødvendigt med megen forbøn.

Det er Gud, der ved Helligånden må lede vore møder. Rent praktisk drøftede han altid helhedsplanlægningen med unionens sekretær, kassereren, afdelingslederne og formændene for de forskellige missionsfelter. Thorvald Kristensen fortsætter: »Disse nære medarbejdere havde været med til at forme og kendte detaljeret de punkter, der ville

blive behandlet ifølge den dagsorden, der var udsendt til alle bestyrelsesmedlemmer. Vi talte indgående sammen om en helhedsløsning.

Var der noget, vi ikke var helt enige om, arbejdede vi intenst med det spørgsmål, indtil vi nåede et resultat, som vi i enighed kunne fremsætte for den samlede bestyrelse. Der var aldrig et punkt på agendaen, som var en bombe for de indfødte eller andre medarbejdere. Hvis der var en sag, som vedkom en person eller hans arbejdsområde, var han så godt orienteret, at han kunne deltage i de samlede drøftelser. Han vidste alt, hvad han kunne få at vide, så han havde forståelse for den løsning som et flertal i bestyrelsen kunne gå ind for.« Thorvald Kristensen begyndte altid med de små punkter, som det var ganske let at belyse, og som bestyrelsen kunne blive enige om uden vanskeligheder. Han var altid så godt forberedt, at ingen indvendinger kom bag på ham. Så kom de lidt mere omfattende spørgsmål. Det kunne nu og da være nødvendigt at forlade et meget vanskeligt punkt for at komme tilbage til det lidt senere i mødet. Han vidste, hvornår han burde holde en pause, for at der kunne komme nye tanker frem, før den endelige beslutning blev truffet.

I arbejdet med budgetterne formåede unionsformanden i samarbejde med de daglige ledere at få det hele tilrettelagt.

Noget af det, der var aldeles magtpåliggende for ham, var at finde midler til at stifte nye menigheder og bringe evangeliet ind i nye områder.

Sammen med bestyrelsen fik han indfødte ind i stillinger, hvor de kunne overtage europæernes opgaver.

På denne måde blev der mulighed for at frigøre midler til at bryde nyt land i de områder, der endnu ikke var virket i.

Bestyrelsesmøderne foregik i en sympatisk, kristelig ånd.

Naturligvis undgik man ikke sværdslag i en stor og meget forskelligartet bestyrelse, hvad uddannelse og erfaring angik.

Men også brydninger gennem mandsmod var med til at fremme helhedsresultatet.

 

Thorvald Kristensen var ikke ufejlbarlig. Han vidste, hvad han ville, og han vidste, hvad han ikke ville. Han vidste også, hvad han ikke kunne, om målsætningen i den umiddelbare nutid og den mulige fremtid skulle have gunstige betingelser.

Et bestyrelsesmøde under hans ledelse forløb sådan, at ingen stod som tabere. På de felter, hvor en eller anden kunne have ønsket det lidt anderledes, kunne vedkommende inden så længe se, at fællesbeslutningen fremmede Guds riges interesser bedst. Var der et budget, der syntes for lille, og det skete naturligvis ret ofte, blev det modtaget i håb om, at det kunne blive bedre en anden gang. Også i forbindelse med bestyrelsesmøderne mødte Thorvald Kristensen afrikaneren med stor sympati.

Han kendte den hårfine balance i de mest kritiske situationer.

Gennem hans ledelse af unionsbestyrelsesmøderne, hvor evangelisme altid blev betragtet som det vigtigste punkt på dagsordenen, vandt han afrikanerens hjerte og uddannede samtid både indfødte og europæere til at blive fremtidens ledere.

 

En stærk forkyndelse af Kristus har sat dybe spor utallige steder i Vestafrika. Evangeliet finder vej til de livlige og farvestrålende markedspladser. Det glade budskab når afrikanerne i de lerklinede hytter og skærer igennem storbyernes larm. Frelsesbudskabet bliver forkyndt for Vestafrikas millioner. Her, hvor næsten alle er troende knyttet til de

traditionelle afrikanske religioner, bliver befolkningen i stigende grad påvirket af religiøse retninger udefra. Men Guds levende og blivende ord har grobund hos tusinder af afrikanere. Bibelens frelsende budskab forvandler ved troen på Jesus Kristus og Helligåndens mægtige indflydelse modtagelige, søgende medmennesker alle vegne i Vestafrika.

Det finder vej selv til traditionstroende og de mange, der blev grebet af islam og deri fandt deres foreløbige sikkerhedsnet.

Thorvald Kristensen fortæller, det glade budskab om Jesu Kristi genkomst, finder vej selv de mest ufremkommelige steder. For ham er evangeliets forkyndelse alfa og omega. Han forstod i sit evangeliske virke og den undervisning, han gav sine medarbejdere på dette felt, at man ikke giver bøffer til spædbørn og ej heller tvangsfodrer afrikaneren. Den

gensidige forståelsesvej blev den eneste gangbare. Frelsesbudskabet blev forkyndt med Bibelen i højsædet som eneste autoritet - og forklaret med tilbørlig hensyntagen til afrikanerens situation og med sund fornuft som den bærende faktor, også når det gjald t de store spørgsmål om sundhed og flerkoneri.

Når Thorvald Kristensen bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvad man skal lægge vægt på i forkyndelsen i Vestafrika, hvor medicinmænd og overtro stadig har stor indflydelse, siger han, at budskabet om Jesus som frelser og befrier altid må være centrum - forkyndelsen! Da der hersker udpræget misforståelse om de dødes tilstand og alt, hvad der hører til dette store område, må evangelisten undervise indgående om Bibelens lære om døden, opstandelsen og det evige liv.

 

Et vigtigt led i forkyndelsen af Guds storhed og magt kommer klart frem i undervisningen af Guds lovs evige gyldighed. Her kommer den enkeltes forhold til Gud og medmennesket i centrum. Kærlighedsforholdet. 

Glæden ved at leve i pagt med Gud og mennesker. Der må være en klar fremstilling af det fjerde buds kald til at helligholde den af Gud indstiftede hviledag, sabbatten, vor lørdag, til minde om, at en almægtig Gud skabte jorden på seks almindelige dage, og at sabbatten ifølge Den Hellige Skrift står som tegn på udfrielse og forløsning.

Hjertets fred i hverdagen ved troen på syndernes forladelse i Jesu blod, glæden over, at Jesus er talsmanden ved Faderens trone til bedste for os, er en forkyndelse, der griber afrikaneren. Håbets budskab om Jesu Kristi herlige og synlige genkomst og en evighed med Kristus og de troende gennem alle slægter - det er, hvad den ellers så angstfyldte afrikaner med glæde ser frem til, når han har taget imod Jesus som sin personlige frelser.

Thorvald Kristensen var sammen med sin hustru og sine medarbejdere i Vestafrika i kraft af Guds kald. Midt i store vanskeligheder blev han der, fordi, som han selv har sagt det, »også Afrikas millioner skal forberedes for Jesu Kristi genkomst«.

Når Thorvald Kristensen fortæller om den ældste afrikanske republik, Liberia, der er 2 1/2 gange Danmark i størrelse, beretter han også om evangeliets sejr i menneskehjerter. Han siger det sådan: »Som afslutning på en evangelisk kampagne, skulle der en sabbat holdes dåb i Liberia.

Blandt tilhørerne havde der været et yngre ægtepar. Konen ville gerne døbes, men manden forsøgte at overtale hende til at lade være. Hun holdt imidlertid fast ved sin beslutning.

Da dåbsdagen oprandt, truede han med at ville skyde hende, hvis hun lod sig døbe. Han var da også til stede ved den lille sø, hvor dåben skulle finde sted. Han havde medbragt sit ladte gevær, men forholdt sig rolig, indtil konen gik ud i vandet for at blive døbt. Så skød han 3 varselsskud, der strejfede tæt over hovedet på prædikanten og den pågældende kvinde. I samme øjeblik begyndte menigheden at synge: "Nærmere, Gud, til dig, nærmere dig!"

Og hvad skete der så?

Thorvald Kristensen fortæller, at i det samme øjeblik kvinden b lev døbt, kastede manden sit gevær fra sig og løb ud i vandet. Han råbte: »Jeg er en stor synder. Døb også mig!«

 

"Hvad er et kald?" Thorvald Kristensen besvarer spørgsmålet lige så stille og alvorligt. Han siger ganske enkelt, at der er et kald til os mennesker til at blive Jesu efterfølgere. Der er et kald til at arbejde 100% for Mesteren. 

Et kald er en udfordring.

Der er opfordringer til at arbejde herhjemme, og nogle får kald til tjeneste i udlandet. Gud leder ofte gennem forskellige omstændigheder. Det betydningsfulde er, at vi lader os lede af Helligånden i den daglige tjeneste i harmoni med den organiserede menigheds ledelse. Vi må bede om visdom til at træffe de rette beslutninger, når vi kaldes og i vort kald.

En illustration kan være denne: Thorvald Kristensen kom til Afrika i 1961.

Han kom godt i gang med denne store og omfattende gerning. Så var der unionsmøder med generalforsamling og valg af embedsmænd i Den Vestnordiske Union i 1963. Bestyrelsesudvalget ville gerne have Thorvald Kristensen som formand i den næste periode. Man henvendte sig til ham.

»Det var svært at sige nej til kaldet til at blive formand for Den Vestnordiske Union.«

Det evangeliske arbejde herhjemme havde gennem årene været hans hjertesag. Datteren, Inge, var i Danmark. Men han havde blot været i Afrika et par år. Det var naturligvis en ufuldendt opgave. Afrikanerne kunne - og med nogen ret - udbryde: » Hvad skal det betyde ?

Stikker han nu af fra det hele?« Under de forhåndenværende omstændigheder valgte han at blive i den opgave, han lige var begyndt på.

Han følte, at det var hans kald. Det gjorde afrikanerne også. I dag forstår enhver, der har fulgt missionsarbejdets udvikling i Vestafrika, at Gud ville det så.

Der er visdom i Thorvald Kristensens udtalelse: »Et kald er en udfordring til at være der, hvor man kan tjene Guds sag bedst.«

 

»Af Guds nåde - til Guds ære«

Afrika-årene var for Thorvald Kristensen ikke alene administration. Det specielle formål med hans tjeneste var at lede syndere til Kristus. Gennem forkyndelsen styrkede og befæstede han troslivet i de vestafrikanske menigheder. Han erfarede den mest mageløse trofasthed og en kæde af uskrømtet venskab, der stadig kommer klart til udtryk gennem jævnlig brevveksling med Vestafrika.

Massemedierne beretter om stadige problemer og vanskeligheder. Mangt og meget har ændret sig, siden ægteparret Irene og Thorvald Kristensen øvede deres omfattende indsats derude. Men et er sikkert: Afrikas fremtid står i Guds hånd. Altid! Det er hans dybeste overbevisning, at når dagen gryr, og Jesus kommer igen i herlighed og majestæt, vil tusinder og atter tusinder af afrikanere synge med i det store takkekort for Guds og Lammets trone.

Med henblik på denne store, evige dag udbryder Thorvald Kristensen:

»Det var umagen værd!«