E-mail: admin@tro.dk

 

Robert Moffat blev født i Skotland 1795. Han fik ikke megen skolegang og måtte tidligt arbejde meget hårdt. Det var nok hans mor, der satte de dybeste mærker i hans sind. De lage vinteraftener måtte børnene sy og strikke, medens mor læste op af et missionsblad.
I 1812 var Robert udlært som gartner og tog plads i England. Da mor fulgte ham til båden, spurgte hun, om han ville love hende noget. Jo, men han ville først vide, hvad det var. Men det ville mor ikke sige - og da han så tårerne i hendes øjne, sagde han: "Bed om hvad du vil, og jeg skal gøre det."
"Jeg beder dug bare om at læse 1 kapitel i Bibelen hver morgen og hver aften," sagde mor.
"Mor, du ved da, at jeg læser i Bibelen," svarede han.
"Ja, - men du læser ikke regelmæssigt; men nu vender jeg hjem med et let hjerte."

Gennem nogle møder som Metodisterne afholdt, mødte Robert Guds kald, men han kunne ikke finde fred.
Nu kom han ind i mange kampe og var på springet til at slutte med bibellæsningen og kaste sig ud i verden, men så stod mors billede for ham.
En aften han sad og læste i Romerbrevet gik lyset op for ham - "retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud." Rom 5,1.
Frelsen var der!
Han kunne blot række hånden ud og tage imod.

En aften så han en plakat om hedningemission. Han standsede og læste om og om igen. Mødet var holdt, men mindet om mor, der sad og læste op af missionsbladet stod pludselig lyslevende for ham. Den aften mødte kaldet Robert Moffat.

1817 sendte London-missionen 5 missionærer ud til Sydafrika. En af dem var Moffat. Afrika er tre gange så stor som Europa. Ingen anden verdensdel har så mange skadelige insekter, vilde dyr eller farlige folkestammer, buskmænd, hottentotter med mere. På ingen anden missionsmark findes så mange missionærgrave som i Afrika.
Landet er også rigt på guld og ædelstene, elfenben og kostbare træsorter.

På den tid Moffat kom til Sydafrika, skælvede hele befolkningen af frygt for en fæl røverhøvding, som hed Jager Afrikaner. Han var høvding for en vild stamme, som røvede og plyndrede i landet. Det var udsat en stor dusør på 2.000 kr. til den, som kunne fange ham.
"Jeg vil rejse," tænkte Moffat. Ikke for at tjene pengene, men for at vinde Afrikaner for Jesus. Mange frarådede ham, men Moffat var ikke bange.
En gammel kone græd, da hun så Moffat. Hun syntes det var synd, at en så ung og smuk mand skulle gå lige i løvens gab. Men intet kunne skræmme Moffat, hverken den grusomme høvding, de vilde dyr eller den farlige flod, de skulle passere. Da de kom til floden, sprang Moffat i og svømmede over trods den stærke strøm. Da sorte spurgte forbavset:
"Blev du født ude i det store hav?"

Nogle dage senere rullede oksevognen ind i Vredeberg, en Afrikansk by. Afrikaner tog venligt imod ham, og en halv time senere havde kvinderne bygget ham en lille rund hytte, hvor han kunne flytte ind. Moffat måtte selv sørge for sin mad. Han gik på jagt, og han fik et lille stykke jord, han kunne dyrke. Men ofte var han så sulten, så tarmene skreg. Så spændte han livremmen ind og det hjalp en smule.
Moffat tog sin violin frem og spillede og sang. Han lagde ikke vægt på at prædike, men på at leve. Altid var han venlig og hjælpsom. Lå nogen syg, passede han dem. Gik et gevær i stykker, reparerede han det, og lidt efter lidt vandt han magt over disse vilde naturmennesker.

Han holdt en kort prædiken hver morgen og aften og samlede børnene til skole 3-4 timer om dagen. Næsten hele byen mødte frem, fordi høvdingen Jager Afrikaner selv var den flinkeste til at deltage i undervisningen. Moffat skrev: "Jeg kan være lige så sikker på, at Afrikaner møder frem, som på, at solen står op om morgenen." Guds ord arbejdede i hans hjerte.
Det nye Testamente Jager havde fået, bar han med sig overalt, hvor han gik. Mangen nat sad han udenfor Moffats hytte og snakkede med missionæren.
Han ville høre mere om skabelsen, frelsen, himlen. Han øjnede storheden i det kristne budskab, og fandt Jesus som sin personlige Frelser.

Engang blev Moffat alvorlig syg og lå længe i feberfantasier i sin hytte. Da feberen endelig gav slip på sit bytte, og Moffat vågnede op til fuld bevidsthed, sad høvdingen ved hans side med et spændt og sorgfuldt udtryk i sit ansigt. Da forstod Moffat, at han havde fået en ven for livet.

"Lad os rejse sammen til Guvernøren," foreslog Moffat en dag. Afrikaner stirrede forfærdet på ham. "Ved du ikke, at jeg er fredløs, og at der er sat en stor pris på mit hoved?"
"Jo," men Moffat rådede ham alligevel til at rejse med.
Det var en spændende tur. Ingen måtte opdage Afrikaner, og derfor gik han klædt som Moffats tjener. Men de bad til Gud. "Jeg har væltet min vej på Herren, og han vil ikke forlade mig," sagde Afrikaner. De nåede da også vel frem til Kapstaden og fik foretræde for Guvernøren, som knap ville tro sine egne øjne. Han tog imod den fredløse med stor venlighed, og forærede ham en fin oksevogn, som kostede omtrent det samme som den pris, der var sat på hans hoved.

Rygtet gik som en løbeild gennem byen og videre ud. Jager Afrikaner - Kapkoloiens rædsel gennem 20 år gik lyslevende omkring på gaden i Kapstaden. Han var blevet et nyt menneske. Løven var blevet et lam, og det havde missionen gjort.
Moffat blev med et en berømt mand mellem sorte og hvide.

I 1819 blev han gift med Mary Smith, som han havde lært at kende kort før sin udrejse, og sammen drog de nu i oksekærren til Kuraman i Betsjuanaland. Her skulle de opleve store og underfulde ting, men først måtte de gennem tre tunge år.
De måtte tale gennem tolk, og ordet nåede ikke rigtig frem. Folket stjal som ravne og ødelagde, hvad de kunne. Missionærerne var i deres øjne nogle store narre. "Rejse tilbage til dit land!" sagde de, når Moffat beklagede sig.

En ond troldmand forsøgte at sætte folket op imod Moffat, men hadet vendte sig imod ham selv, og havde Moffat ikke grebet ind, var han blevet dræbt. En af krigerne svang sit spyd og råbte: "Hvem vil hindre mig i at dræbe troldmanden?"
"Jeg!" svarede Moffat.
"Hvorfor?
Han er jo din fjende og vil have dig dræbt."
Men Moffat knappede skjorten op og slog sig på brystet.
"Stød spydet i mit bryst, men lad troldmanden gå!" Moffat vandt. Det var den første sejr. Han havde vist, at han ville give livet for sin fjende.

Kort derefter blev folket truet af en vild konge, som hed Tsjaka. Han var høvding for Sulufolket, og hans vældige hære udryddede stamme for stamme.
Betsjuanaerne ville flygte, men Moffat organiserede et forsvar. De var bare 600 mand mod fjendens 15-20 tusinde, men fjenden blev slået og flygtede. De led et stort tab på flere hundrede faldne, medens Moffats hær kun havde en såret.
Rygtet spredtes i Afrika, og Moffat blev folkehelt.

Men den værste fjende var hedenskabet. Ef 6,13-17. Det eneste våben, som duede mod mørkets magter var Bibelen. I 30 år arbejdede Moffat på at oversætte Bibelen. For ham, som kun havde gået i skole nogle få måneder af sit liv, var det et næsten overmenneskeligt arbejde, men han sled sig igennem.
I 1829 kom vækkelsen - uden nogle ekstra anstrengelser og med en sådan magt, at de blev helt overvældet. De havde aldrig set mænd græde før i Betsjuanaland. Det var en stor skam for mandfolk at fælde en tåre. Det kun kvinder og børn, der græd, ikke krigere. Men nu græd de!

Den hellig ånd hvilede over stedet. De sluttede med drik og dans, - i stedet hørtes bøn og sang. De holdt bønnemøde på skift i hver andres hytter. De sang og sang til langt på nætterne. "Sværdet var trængt igennem!" Hebr 4,12.

Moffat var høj og bredskuldret. Han var kæmpestærk og var en usædvanlig modig mand. De indfødte følte straks, at denne mand kunne de hverken tvinge eller skræmme - han var deres overmand.

Efter 50 års kamp mod Afrikas mørke, drog han i året 1870 tilbage til England. Han var nu en berømt mand. Alle piger og drenge i England vidste, hvem Robert Moffat var - og nu ved du det også!
Best af alt var det dog, at de kendte hans navn i Himlen - og at han havde været tro i den tjeneste, Gud havde betroet ham. Joh 10,14.

Borgmesteren i London lavede en velkomstfest for ham, og Dronning Viktoria ønskede at tale med ham.
Hans svigersøn hed forresten David Livingstone, men han hører vi nok om en anden gang.