E-mail: admin@tro.dk

Troens helte

Alexander Mackay 1849 - 1890.


Han blev født en stormnat d. 13 okt. i Nord-Skotland. "Han vil få vinden imod sig hele sit liv," mente gamle Annie, præstens trofaste pige.

Hans far var præst og var meget interesseret i missionen og opdagelsesrejser. På væggen i sit kontor havde han et stort afrikakort. På den tid var det stort set bare kystlinien, som var afmærket, men præsten tegnede selv søer og floder ind på kortet og skrev navnene på alt det nye, efter som opdagelserne skred frem.

Det bedste "Alex" vidste, var at stå foran kortet, medens far fortalte og forklarede. På denne måde blev han tidlig kendt med de store opdagere og missionærer.

Hans mor lærte ham om Jesus og om de store mænd i Bibelen. Hun var grebet af missionen og kunne fortælle spændende historier fra bøger og blade.

"Vil du gerne, at jeg skal rejse til Afrika?" spurgte han en dag. "Hvis Gud vil, min dreng, ellers ikke," svarede hun. "Men hvis Gud kalder, da må du være lydig. Tænk på, hvordan det gik Jonas!"

Der sad ikke bare et godt hoved på drengen, men også et par flinke hænder.

Hans legetøj var værktøj. Han ville være ingeniør. Han hjalp ofte snedkeren - og smeden ned i byen. Og da far en gang skulle til Edinburgh og spurgte: "Hvad for en bog skal jeg tage med hjem til dig?" svarede "Alex": "Jeg vil hellere have en bogtrykpresse." Far var skuffet. Han ønskede, at han en gang skulle blive præst, så det gjaldt om at samle nyttige kundskaber. Men

en ven overtalte ham til at føje drengen. "Det ville blive en underlig verden, om alle var præster," sagde han. Derfor kom han hjem med bogtrykpressen og et rigt udvalg af typer, og "Alex" kunne dårligt styre sin glæde.

Men årene gik, og snart finder vi i Berlin. Han havde fået lov at følge sin lyst og var blevet ingeniør. Nu arbejdede han hos et stort maskinfirma som netop har tilbudt ham at blive medejer af den store virksomhed. Men Mackay sagde nej tak til det enestående tilbud. Troen på Gud og missionsinteressen var blusset op igen og mors ord: "Dersom Gud kalder, da må du være lydig!" levede stadig i hans sind, selv om mor var død for flere år siden.

Det blev Standley, som gav stødte til at missionsarbejdet blev optaget i Uganda. I 1875 kom han gennem landet, som ligger nord for Viktoriasøen i Centralafrika og lige under Ækvator, og herfra skrev han et brev til de store blade i England hvor han fortalte om sit besøg hos Ugandakongen Mtesa, som havde bet om at få missionærer til sit land. Brevet sendte han

med en officer, som skulle nordover langs Nilen, men han blev dræbt af røvere og nåede aldrig frem. Senere fandt nogle engelske soldater han og brevet, som han havde gemt i sin ene støvle, og efter 7 måneder nåede brevet endelig frem til England.

Alt dette kendte Mackay endnu intet til, men en aften han havde læst Standleys bog: "Hvordan jeg fandt Livingstone," fangedes hans blik af nogle ord i en gammel skotsk avis. Han tog bladet og læste Standleys brev og et opråb fra Kirkemissionsselsskabet om at melde sig til Uganda. Skønt det var over midnat, skrev Mackay straks sin ansøgning og sendte den af sted.

Han var villig til at forlade alt og drage til det indre af Afrika.

Det minder om det, vi læser i Es 6,8: "Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!"

Foråret 1876 var der afskedsfest for ham og 7 andre missionærer. "Inden 6 måneder vil I sikkert høre, at en af os allerede er død, måske bliver det mig," sagde Mackay i sin afskedshilsen. Der var stille i salen, da han fortsatte: "Tab ikke modet for det, men sørg for, at en anden straks tager vor plads!"

Så rejste de. Fra Zanzibar havde de over 1100 km. til fods gennem sump og vild urskov. Alt det de havde måtte bæres: Værktøj, maskindele, madvarer, petroleum, bøger, papir, trykkeri, kogekar, telt, medicin, - en hel båd - gaver og "penge" glasperler og bomuldstøj og meget, meget mere. Der måtte 400 bærere til.

En af de 8 missionærer døde snart, og 2 måtte rejse syge hjem. Mackay blev også syg i det forfærdelige klima og rejste tilbage til kysten. Da de 4 andre nåede frem til Viktoriasøen døde lægen. To andre blev dræbt af de sorte, og så var der bare en tilbage. Meckay havde begyndt at bygge en vej fra kysten, men nu skyndte han sig ind i landet. Ved Viktoriasøen mødte han

Wilson, den sidste af de syv andre. Båden var næsten ødelagt af hvide myrer, men de fik den endelig klar og tog af sted over søen. Men et frygteligt uvejr knuste båden på kysten. Meckay tog fat igen. Nu savede han båden midt over og gjorde den 1/3 kortere og satte den sammen igen. Så bar det atter af sted og endelig nåede de frem til Uganda, men da var der også

gået 2 ½ år siden de rejste ud.

"Han vil få vinden imod sig," havde den gamle tjenestepige sagt, og nu kom det for alvor til at passe. Men Mackay veg aldrig en tomme. Fremfor nogen anden, er han grundlæggeren af den kristne kirke i Uganda! Modstanden kom fra tre kanter: Først var der det gamle, grusomme hedenskab med sin trolddom og sin afgudsdyrkelse. Så var der muhamedanismen, som var ført til landet med de arabiske handelsmænd. Og for det tredje de katolske missionærer, som kom i Mackays fodspor. De sagde, at Meckay og hans kammerater var løgnere og deres Bibel en løgnebog. Det bragte megen forvirring og nød ind over missionsarbejdet.

Kongen var heller ikke den mand, de havde troet. Han var lunefuld og upålidelig. Til tider havde han det som Feliks, Apg 24,24-26: Han lyttede gerne. Andre tider holdt han sig til hedenskab og trolddom og truede missionærerne. Nu kom Mackays gode uddannelse og flinke håndelag ham til gode. Han kunne reparere redskaber og våben for kongen og var dygtigere end nogen mand i Uganda i al slags håndværk, og ved sin redelighed og faste

optræden, vandt han usædvanlig stor magt over den lunefulde hersker.

Nu kom også den lille bogtrykpresse, han havde fået af sin far, til nytte.

Han oversatte dele af Bibelen til de indfødte sprog, og der gik ikke lang tid, før de unge begyndte at flokkes om ham. De brændte alle af iver efter at lære at læse, og missionærerne benyttede anledningen og fortalte dem om Gud.

Ordet bar frugt! I 1881 bekendte de første to drenge åbent sin tro på Jesus, og 4 år senere var 173 personer blevet døbt.

1884 døde Mtesa, og hans søn Muanga, som bare var 17 år, blev konge. Han var en frygtelig fyr, og nu fik de arabisk slavehandlere overhånd og den 31 jan 1885 begyndte martyrtiden i Ugandas missionshistorie.

Tre af Mackays kristne drenge blev taget og grusomt mishandlet, før de blev dræbt. Men skar først armene af dem, og så blev de langsomt brændt ihjel, men midt under pinslerne sang de lovsange. En kæk lille fyr på 12 år bad: "Hug ikke mine arme af, men kast mig ind i ilden med det samme." Han blev pint og dræbt, men Jesus ville han ikke fornægte. Alle holdt fast ved Jesus, selv om kongen rasede som et vildt dyr. En gang blev 70 kristne pint og dræbt på en dag.

Mackay blev holdt som fange i sin hytte, men midt under forfølgelserne kom Folk om natten for at høre om Jesus, og mange blev døbt i nattens mørke.

I løbet af få måneder blev mindst 200 dræbt. Det er gribende at læse om disse heltemodige unge afrikanere. Men "Martyrernes blod, er kirkens udsæd!" Forfølgelserne øgede bare de kristnes antal!

Mackay mente, at det ville mindske spændingen, om han for en tid forlod arbejdet. Han flyttede til Urambiro ved den sydlige ende af Viktoriasøen. Her samles en stor flok kristne flygtninge sig om ham og herfra sendte han trøstebreve til Uganda.

En dag fik han besøg af Standley, som forgæves søgte at overtale den slidte missionær til at følge med hjem til England, men Mackay blev. Han kunne ikke forlade sin post, og stod på bakketop og vinkede farvel, da de andre rejste.

Men allerede en måned senere blev han syg af feber og døde - kun 40 år gammel. Efter 12 års slid i Afrikas indre, blev han båret til graven d. 8/2 1890 Drengene havde lavet en kiste til ham. Nu stod de rundt om graven og græd. Men så begyndte de at synge, Mens tårerne randt:

Vær priset, Jesus Krist, Guds lam, Knæl, engle, ned i bøn.

Hent kongekronen frem til ham,

Ja, kron ham - - himlens kongesøn!

De sang en af de sange Mackay havde lært dem. Da de nåede det sidste vers, blev sangen

stærkere - selv om tårerne stadig trillede.

I folkeslag fra syg og nord!

Som mange vandes drøn, nu stemmer op et lovsangskor:

Ja, kron ham - - himlens kongesøn!

På graven satte de et skjold, som en Ugandakriger havde båret - nu ville de unge føre kampen for Evangeliet videre, og i dag er der en stor kristen kirke i Uganda.

Men ordet fra Åb 2,10 passer på Mavkay og alle de kække drengemartyrer i Uganda: "Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejerskrans!"