E-mail: admin@tro.dk

 

John blev født i Tottenham, en af Londons forstæder d. 27/6 1796. På mors skød lærte han at bede til Gud og lyttede grebet til de Bibelske fortællinger.

Året 1810 kom han i lære i en stor isenkramforretning i London. Men John havde mest lyst til det praktiske arbejde, og så snart der var stille ved disken, eller når svendene var gået til middag, listede han ud i værkstedet, tog det store skødeskind på og gik gang med hammer og tang.
Men John fik dårligt kammerater og begyndte at leve et letsindigt liv i verden, "ja, ofte spottede jeg Kristi navn," siger han selv.

En søndag aften i januar 1814 stod han på et gadehjørne og ventede på kammeraterne. De skulle ind på et værtshus og have sig et spil kort. Men da kammeraterne ikke kom til den aftalte tid, ledede Gud ham ind i en kirke i stedet. En præst talte over ordet: "Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sit sjæl?" Matt 16,26.

Gud kaldte, og John fandt Jesus som sin Frelser. Han brød med de gamle kammerater og kom med i et kristent ungdomsarbejde og i søndagsskolearbejdet.

På den tid vakte den store opdagelsesrejsende, kaptajn Cook vældig opsigt i England med sine opdagelser i Sydhavet. Det kaldte missionsvennerne til handling. London-Missionsselskabet var blevet stiftet, og de første missionærer sendt ud, men nu fik missionsinteressen ny næring. John lyttede spændt til pastor Wilks beretninger derudefra, og bestandig hørte han en stemme i sit indre, som ikke lod ham i fred: "Drag ud! Drag ud!"

Tyve år gammel blev John Williams indviet til missionær sammen med otte andre unge mænd - en af dem var Robbert Moffat. En måned senere giftede han sig med en ung pige som hed Mary Chauner. Hun var lige så interesseret i missionen som ham. Hendes stadige bøn før hun lærte John Williams at kende havde været, at hun måtte blive sendt ud til hedningene med budskabet om Kristi kærlighed. Hun stod trofast ved hans side gennem alle år.

Den 16 november 1877 så de Tahitis bjergtinder stige op af havet. "Vore hjerter bankede af fryd ved synet af det land, vi så længe havde ønsket at nå," skrev Williams. Og akkurat et år efter afrejsen fra England kunne det unge missionærpar gå i land på en af de øer, til hvilke John Williams navn skulle blive knyttet på en ganske særlig måde.

Stillehavaøerne er fællesnavnet på alle småøerne i Stillehavet. Mange af disse øer synes at være som et paradis. De gulbrune velskabte indfødte brugte næsten ingen klæder, ofte kun et let skørt af barkstrimler. Dagen igennem lå de og dasede i skyggen eller pyntede sig. Ind imellem tog de sig et forfriskende bad - om aftenen festede og dansede de.
De behøvede ikke anstrenge sig for at skaffe føden. Det vrimlede med fisk og skildpadder i havet og bækkene, så de kunne tage dem med de bare hænder. Når de tørstede kunne de bare slå en kokosnød i stykker og drikke den dejlige mælk, og brødfrugttræerne bar frugter så store som børnehoveder.
Men bag den gyldne facade florerede den vilde hedenskab - menneskeæderi og børnemord. Mange småbørn blev dræbt. Bare det skete, inden barnet var 10 minutter gammelt, var det lovligt. De indfødte drog stadig ud med deres krigskanoer til blodige slag med naboerne. Fangerne blev dræbt og spist.

Sydhavsøerne var farlige missionsmarker. Missionærerne mødte farlige krigerfolk og vilde kannibaler.
John Williams havde et ualmindeligt fint øre for sprog, og efter 10 måneder kunne han prædike på de indfødtes sprog. På Raiatea, som er den næststørste af selskabsøerne, fik han sit hjem og sit hovedkvarter i over 11 år. Han viste snart sine store evner som missionær og de indfødte flokkedes om ham.

Han byggede kirke og skole og gik i gang med at undervise. Skolen fyldtes af folk i alle aldre. Kongen og dronningen hørte til de flittigste elever og sad side om side med børnene og lærte ABC'en.
Han anlagde sukkerplantager, byggede sukkermølle, smedje- og snedkerværksted, lærte de indfødte at bygge pæne og gode huse og lærte dem forskellige slags håndværk, men Williams egentlige mål var at forkynde Evangeliet. Alt det han gjorde, skulle pege på korset, skrev han. Han indrettede et bogtrykkeri og trykkede Lukas Evangelium, som han havde oversat. På 1-års festen blev 70 døbt, og der indkom 7.000 kr.

En missionsforening blev stiftet. Indsamlede 8.000 kr. første år og udsendte missionærer til andre øer. Vækkelsens vårbrus gik over øerne. Ef 2,13.

John William store ønske var et skib. Han følte sig indespærret på en enkelt ø og brændte for at nå videre omkring med Evangeliet. Til hjemmeledelsen skrev han: "Det er vor pligt at besøge de omliggende øer. Jesus har aldrig ment, at en missionær skulle slå sig til ro i en menighed på 2-300 indfødte, når der bare nogle få mil borte findes tusinder, som æder hver andres kød og drikker hver andres blod."

For en arv fra sin mor og nogle af missionens penge købte han en skonnert, og Williams store plan tog sin begydelse. En dag han var ankret op i en bugt, blev skonnerten pludselig omringet af en flok både med vilde krigere. De var på vej hjem fra en krigerfærd. Fra mastetoppene dinglede hoveder af nedkæmpede fjender, og de vilde var berusede af alt det menneskeblod, de havde drukket.

Det var blikstille, og skibet rørte sig ikke - -. Nede i kahytten lå Williams på knæ og bad. Pludselig mærkede han, at skibet lagde sig lidt over på siden. Vinden fyldte sejlene - og de var reddede. Desværre måtte han snart sælge skonnerten, da hvide handelsmænd lagde ham for mange hindringer i vejen.

Så gik han selv i gang med at bygge et skib, og når man tager det primitive værktøj, han havde for hånden i betragtning, var det et virkeligt kunststykke. Han ejede intet sav, så plankerne blev kløvet med kiler og høvlet med en økse. Naglerne lavede han af en kædestump, der var skyllet i land. Han brugte måtter til sejl og en kurv fyldt med sten til anker.

Efter 17 års virke rejste han hjem til England. Under sit hjemmeophold skrev han en bog "Missionen på Sydhavsøerne". Han fik bygget et stort skib, og skibsbyggeren sendte ham en kvitteret regning med ordene: De glæder, jeg har haft ved at bygge et sådant skib, er løn nok!" Fil 4,17

Men det nye skib "Camden" og 16 nye missionærer, som fulgte dem, stævnede John Williams og hans hustru atter ud mod missionsmarken i Stillehavet, og en dag løb skibet ind i havnen Pangapango på øen Tutuila. De indfødte, som stod på stranden, skyggede for øjnene, og da de så Williams kendte skikkelse, knælede de ned på stranden i bøn og tak: "Herre, du har hørt vort bønner! Endelig har du bragt ham tilbage!"
Men Williams higede bestandig efter at nå videre ud Specielt tænkte han på Ny Hebriderne mod vest. Hans kone var ængstelig, men ville ikke modsætte sig rejsen. Selv var han grebet af vemod og en underlig forudanelse af det, som skulle ske, da han holdt sin afskedstale over Apg 20,36-38.

De græd alle, selv de gamle arrede krigere hulkede som børn. Henimod midnat rev han sig løs fra sine kære og gik ombord. "Gå ikke i land på Erromango", var det sidste, hans hustru sagde til ham.

Den 20 november 1839 ankrede "Camden" op i Dillonbugten på Erromango. Det havde gået godt på de to første øer, og Williams ville også forsøg at få folket i tale på Erromango og landsætte missionærer her. Sammen med tre besætningsmedlemmer, den troende kaptajn og to engelske missionærer gik Williams i land. Williams delte nogle perler og tøjstykker ud og gav sig til at lege med børnene på stranden. Missionær Harris var gået op langs en bæk mod skoven, da der pludselig lød nogle vilde hyl. En flok vilde krigere med hævede stridskøller styrtede frem fra buskene. Herris, som løb langs bækken, snublede og faldt. Straks var de vilde over ham og knuste hans hoved med deres køller. Williams forsøgte at nå ud til båden, men snublede på en glat sten, og de vilde var straks over ham. Han dukkede, men da han kom op igen, kastede de sig over ham igen. En knuste hans hoved med sin stridskølle, og en anden sendte en pil i hans bryst, og søen farvedes rød af blod. De vilde slæbte hans døde legeme efter sig op i skoven. Uden at de vidste det, havde de dræbt deres bedste ven. Da et engelsk krigsskib næste dag satte tropper i land og bad om at få liget udleveret, var en hovedskalle og nogle ben de eneste jordiske rester, de fandt.

Jonh Williams, sydhavsøernes apostel, var faldet som martyr på sin forpost - bare 43 år gammel.