E-mail: admin@tro.dk

 

Ludvig blev født 1834, samme år to amerikanske missionærer segnede for de vilde kannibalers spyd i Batak-landet på Sumatra. Hans fattige barndomshjem lå ude på øen Nordstrand, - udenfor vestkysten af Slesvig. Øen var Dansk dengang. Ludvid var en vild og ustyrlig dreng i hjem og i skole. I 12 års alderen blev han kørt over, og det så ud til, at han ville blive krøbling resten af sit liv.

Nu lå han og læste i Bibelen. Pludselig standsede han ved ordet i Joh 14,13: "Hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre!"

"Mor," råbte han, "er det sandt? Kan der ske under endnu?" Mor var en kristen, men tøvede med svaret.

Det var nok Guds ord, men undergerninger var vist bare noget, der skete på Jesu tid, mente hun.

Drengen kunne dog ikke slippe ordet og begyndte at bede om helbredelse.

Dersom Gud hørte hans bøn, ville han rejse ud med Guds ord til hedningene, - som læreren i skolen havde fortalt så meget om.

Ludvig blev rask, og han glemte heller ikke løftet. I 14 års alderen døde hans far, og han kom ud at tjene hos bønderne, for at hjælpe mor og sine mindre søskende. Det var en hård tid. En bonde han var hos en tid, kastede store brændestykker efter ham og halende ham i ørerne, så han havde ondt i dem hele sit liv.

Da han var 20 år sagde mor, at nu var pigerne så store, så hun godt kunne klare sig alene. Nu kunne han godt rejse ud til hedningene. Ludvig sagde farvel, købte sig en Bibel, en salmebog og en katekismus og drog til den nærmeste havneby. Han ville tage hyre på et skib og på denne måde nå ud til hedningelandene. Men ingen havde brug for ham, så han måtte rejse hjem igen. Nu læste han en del bøger og blev hjælpelærer. Hans arbejde var at gøre rent i laden og skolestuen, tørre tavlen ren og ringe med klokken.

Senere hjalp han til mellem de mindste.

En dag kom præsten på inspektion. Han blev interesseret i Ludvig, og spurgte om han havde tænkt sig at blive lærer. Nej, Ludvig ville være missionær.

"Da skal du på missionsskole," sagde præsten. Ludvig vidste ikke, hvad det var for noget, men præsten forklarede og lovede at sende en ansøgning til missionsskolen i Barmen i Vesttyskland.

Skolen svarede, at de skulle få besked, når de tog et nyt hold ind. Men da Nommensen havde ventet over et år uden at få svar, begav han sig til fods den lange vandring til Barmen. Træt, men glad, nåede han frem og bankede på døren til kontoret. Skolens leder forstander Walmann, blev irriteret over, at han var kommet før, han havde fået besked, og lod ham stå og vente ved døren i to timer. Men Nommensen ventede tålmodigt, og forstanderen tøede op.

"Den, som kan vente tålmodigt i to timer, kan mere end det!" sagde han til sig selv, og skrev Nommensen op til næste hold, selv om der endnu var 1½ år til. I ventetiden arbejdede han som hjælpelærer og studerede flittigt ved siden af. I denne tid kom han også til fuld klarhed i sit eget gudsforhold.

I 1857 slap han ind på skolen, og 1861, 4 år senere, sagde han sit fædreland farvel og drog til Sumatra, som han nåede i maj 1862.

Af de ostindiske øer er Java den betydeligste med ca. 50 millioner indbyggere. Den er meget frugtbar og vel mest kendte for sin kaffe, the og gummi.

Sumatra ligger lige under Ækvator og er 4 gange så stor som Java, men har kun ca. 10 millioner indb. Da Nommensen kom til landet, havde Det Rhinske Missionsselskab 4 missionærer på vestkysten af øen. Men Nommensen ville ind i landet til Batak-folket. Regeringen sagde nej, og det gjorde de andre missionærer også. Beboerne var vilde kannibaler, som stadig lå i krig med hinanden - gik på jagt efter hinanden. De dræbte koldblodigt, spiste kødet og hængte hovedskallerne op til pynt.

Batakkerne var de værste. Her kunne man købe menneskekød på torvet. Små børn blev solgt som kvæg.

1864 lykkedes det Nommensen at nå sit mål. En dag i maj vandrede han ind i en smuk dal, som hed Silindung. På afstand lignede dalen et paradis. Husene, som stod på pæle, var flotte med smukke udskæringer, men føj hvor de lugtede fælt. Under husene boede dyrene, og i gaden rodede grisene i sølen.

Folk stimlede samme om ham, og førte ham under stor larm til forsamlingshuset, hvor høvdingen ventede. "Hvad vil den store herre her?" spurgte de.

"Jeg vil bo hos jer, så alle kan blive lykkelige!"

"Hvornår rejser du igen?"

"Aldrig mere. Jeg vil bygge et hus her!"

"Vi brænder det ned!"

"Så bygger jeg det op igen!"

"Vi hugger fødderne af dig og kaster dig i floden!"

Diskusionen varede i 5 dage, men endelig fik han lov at blive, men kun for en tid.

Han sov på et tæppe på gulvet i sin hytte, men havde ingen fred. Folk gik ud og ind hele dagen, ja ofte natten med. Men missionærens tålmodighed fik aldrig ende. Altid var han i godt humør. Og hjalp det ikke, spillede han på sin violin, viste dem sin klokke og sit brændglas.

De første, han vandt, var børnene. Han legede og sang med dem og fortalte dem mange forunderlige ting - også om Jesus. Snart kunne de flere kristne sange og Bibelske fortællinger.

De syge var de næste, der kom. Nommensen var en tusindkunstner. Særlig havde han gode evner til at fuske i dokterfaget. Han ordinerede flere slags medicin og piller, som han lavede af lægende urter, og fik snart en vældig søgning fra hele Silindung.

Dernæst kom de undertrykte, som led uret og var i livsfare. Der var ingen ret i landet for de små og svage. Ret som det var, kunne et barn, en kvinde eller en voksen mand blive ført bort og spist op.

Men hos Nommensen følte de sig alle trygge. Men årene fik han større og større indflydelse. Folk kom til ham med deres retssager, og han blev faktisk landets højesteret. I time efter time kunne han sidde og lytte til de stridende parter, men når han så havde fældet sin dom, var der ingen som mukkede.

Men inden han opnåede denne indflydelse, var han i livsfare gang på gang, - men Gud bevarede ham. En gang kom en troldmand gift i hans mad, men da Nommensen ingen skade tog, blev troldmanden bange. Den hvide mand var stærkere end trolddom og gift. Han bekendte sin synd og blev senere en kristen. En anden gang blev der afholdt en stor offerfest. Rygterne gik, at i dag skulle den hvide mand dø. Midt på festpladsen stod en pæl, hvor

offeret skulle bindes. Troldmanden dansede om offertyren og folket ventede spændt på, hvad ånden ville sige gennem ham. "Hundesønnen må straffes!" skreg han. "Jeg vil have ham. Ånden kræver hans blod!"

"Dræb ham, dræb ham!" skreg nu den ophidsede mængde. Da trådte Nommensen hen til den besatte og løftede hånden. Der blev pludselig stille. Alle lyttede:

"I bliver bedraget!" råbte han. "Det er en løgnens ånd, som taler. Den store Gud kræver ikke sine børns blod. Jeg er sendt for at afsløre Satans bedrag og lære jer den rette vej!"

Ingen rørte en hånd imod ham. Men den besatte faldt ned for hans fødder og blev rolig. "Den hvide mands Gud er stærkere end de gamle guder," lød det fra mængden. Nu kunne Nommen- sen skrive hjem: "Silindung er åbnet og folket vil have flere lærere."

Snart blev de første vundet for Guds rige, også høvdingen blev døbt, og kristenflikken øgedes hurtigt. I 18876 var der 2.000 kristne og 20 år senere 7.000. Nommensen oplevede at se, hvordan batak-folket blev helt forvandlet ved Evangeliets kraft. Hele folkelivet blev ændret. I dalene var der fred, og om søndagene kaldte kirkeklokkerne til samling om Guds ord

omkring i landsbyerne.

Batakkerne elskede Nommensen og regnede ham som deres fader. Da han blev gammel, kaldte de ham for bedstefar. Gennem næsten to generationer var han vokset sammen med folket og regnedes som en af deres egne. Ved 50 årsfesten for Batak-missionen 1911 holdt de en stor fest for ham på den samme plads.

Hvor han i sin tid skulle været ofret. Her talte han til en forsamling på 12.000 - flere af høvdingene havde også ordet. Længer inde i landet var folk på 8.000 også samlet i samme anledning.

Foråret 1918 blev han syg og døde, 85 år gammel. De sidste ord han sagde var: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd - du har forløst mig!"

Hans liv havde været rigt og lykkeligt, selv om han ikke var blevet sparet for sorger, Først mistede han sin hustru, og nogle år senere bar han sin anden hustru til graven. En søn døde i verdenskrigen og en blev dræbt på Sumatra.

Batakpræster bar ham til graven under basunklang og salmesang. En tusindtallig folkemængde fulgte grædende "deres store bedstefar" til Tolasøens bred, hvor han fik sin grav blandt sine kære batakker, og hvor han hviler til opstandelsens morgen.

Men arbejdet går videre. - Ved hans død var der 170.000 kristne på Sumatra, nu er der over 450.000, men en fjerdedel af folket er endnu hedninger.

De må også vindes for Himlen - det må vi bede om!