E-mail: admin@tro.dk

 

Dato for offentliggørelse
23 Apr 2013 21:44

Hans Egede fødtes 1686 i det nordlige Norge. Kun 22 år gammel blev han præst i Vågen, en af de små øer i Lofoten.
Han var en dygtig skiløber, og havde mange gange løbet på ski over fjeldene på Lofoten i nord Norge. Han var også kendt med den farlige sejlads langs klipper og skær.
Han havde læst en del om Grønland og om nordmændenes udvandring dertil for flere hundrede år siden. Deres efterkommere levede  i hedenskab, uden kendskab til den levende Gud, og han fik aldrig ro i sin sjæl, før han havde bragt dem Evangeliet om Jesus.

Med sine over 2 millioner km/2 er Grønland verdens største ø. 86% af øen er dækket af indlandsisen, der ligger 2.000 m. over havet. Det højeste punkt man kender er 3.440 m. over havet. Isens tykkelse er enorm. Hvis al sne og is smeltede på Grønland, ville verdenshavene stige med ca. 10 m. Dette ville betyde en katastrofe i lighed med vandfloden i Noas dage.  Landet er øde, koldt og utilgængeligt. Kun på en smal kyststrimmel vokser der lidt krat, lidt lyng og lidt stridt strandgræs. Nogle få fattige sommermåned som ikke er nogen rigtig sommer, med højst 10 grader varme, og ni måneder af året må de undvære solens varme stråler.
Grønlandshvalen er efter blåhvalen jordens største pattedyr og kan blive op til 20 meter lang. Den grønlandske hund anvendes som trækdyr.

Hans Engede fandt kun lidt eller ingen forståelse for sit kald. De fleste regnede hans påfund for tåbeligt, også familie. Sværest var det dog, at hans hustru, Gertrud Rask ikke kunne forstå ham. Det blev svære år med gråd og nattevågen og med megen lidelse for dem begge. I denne tid mødte Herren ham med et ord fra Sl 107,10-16.

De sad i mulm og mørke,
som fanger i lidelse og lænker,
for de havde trodset Guds bud
og ladet hånt om den Højestes råd.
Han kuede dem med plager,
de snublede, og ingen hjalp dem.
Da råbte de til Herren i deres nød,
og han frelste dem fra deres trængsler.
Han førte dem ud fra mulm og mørke
og sprængte deres lænker.
De skal takke Herren for hans trofasthed
og for hans undere mod mennesker,
for han knuste bronzeporte
og huggede jernslåer over.
 

Hver aften bøjede de to præstefolk deres knæ deroppe i Lofoten. En aften de bøjede deres knæ ved den simple bænk følte Gertrud, hvordan Herren kom hendes hjerte nær. Hun hørte en stemme derinde, som sagde: "Du skal gå med din mand til Grønland, og jeg vil være med Jer. Frygt ikke!

Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides."

Disse ord fra Es 43,2-3 havde de så ofte delt, men nu mødte de hende med en vidunderlig styrke. Gud havde talt. Hun kendte ingen tvivl eller frygt mere. Hun lagde sig helt på Herren alter som et heloffer - hun var villig til at gå!
Da de rejste sig, lo de begge. En salig lykke og fred fyldte dem.
De to ville stå sammen, og Gud var med dem.
Hvem kunne så hindre?

Endelig i 1721, efter krigen med Sverrig fik den danske konge tid til at tænke på Egedes forslag om en missions- og handelsforbindelse med Grønland. Et skib, "Håbet", blev udrustet og sendt af sted. I stormen blev skibet slået læk i de vældige ismasser ved Grønlands kyst, men Herren opfyldte løftet fra Es 43. Også et ord fra Sl 107,23-30 talte til dem, og efter nogle dramatiske dage nåede de frelst i land på en ø på vestkysten, hvor de byggede de første stenhuse. De kaldte øen Håbet. Senere nåede de ind på fastlandet og grundlagde kolonien Godthåb.
Hvert år kom der skib med varer og proviant fra et år.

Det var en stor skuffelse, at befolkningen ikke var høje lyse nordmænd, men små sortsmudsede eskimoer, hvis sprog var ganske uforståeligt. De norske efterkommere var døde for mange år siden.
Efter en drøj tur over snemarkerne i vinterstorm og bidende kulde, nåede Hans Egede frem til en af eskimoernes vinterhytter, men den stank og det syn, som mødte ham, da han trådte indenfor var ubeskrivelig. I et temmelig stort hvælvet rum med lavt til loftet og med en forfærdelig stinkende luft og en kvælende hede befandt sig ca. 30 personer, mænd og kvinder, gamle og børn, alle næsten ganske nøgne, kun med et smalt skørt om lænderne. De fleste sad på brikse langs væggene. På flere steder så han kar fyldt med urin, i hvilke der lå sælskind til garvning. Det var tydeligt, at alle beboerne havde lus. Hvert øjeblik rev de sig i håret, fik fat i de små kryb og puttede dem ind i munden. En venlig eskimo rakte Egede en stump kogt sælkød, efter først at have slikket det rent. Hans Egede fik opkastningsfornemmelser, men fik det da slugt. Her boede han i tre døgn.

I året 1733 rasede koppeepidemien i København. En ung grønlænder førte smitten med til Grønland.
Det blev en streng tid. Præstefolkene havde hele huset fuldt af syge. De lå på gulvet og gangene. Da epidemien var forbi, havde 3.000 grønlændere mistet livet.

I denne tunge tid kæmpede de en heltemodig kamp mellem de syge og døende eskimoerne. Ingen opfyldtes løftet fra Es 43 på de to missionærer og på deres børn. Under denne tid modtog de også mange beviser på, at Gud havde gjort sin gerning mellem folket, trods alle modgang og besværligheder.
Da epidemien var forbi, var det også slut med fru Gertruds kræfter. Hun var syg og måtte gå i seng. Det var kort før jul 1735. Hele året havde fru Gertrud ligget syg i et af de grimme stenhuse i kolonien i Godthåb.
"Længes du også tilbage?" spurgte hun en gang sin mand, som sad ved sygesengen og holdt hendes hånd. "Jeg længes til engene, blomsterne og skovene. Gud har velsignet vort arbejde. Nu er vi gamle og slidt, men næste år rejser vi - ikke?"
Han gav hendes hånd et kærligt tryk og nikkede.
Kort efter nytår 1736 stævner et sejlskib ud af havnen i Godthåb med kurs mod Danmark. På dækket står en sorttjæret kiste. Hans Egede var på vej  hjem med sin hustrus støv.  Hun var død kort før jul. De havde takket hinanden og bedt sammen igen. De var fyldt af tak og glæde i forvisningen om et gensyn derhjemme hos Gud.

Paul, deres ældste søn, som havde været dem til så megen glæde og hjælp,  blev i Grønland, for at fortsætte forældrenes arbejde.

Hver dag sommeren igennem, indtil sin død 1758, gik en statelig hvidhåret herre en tur ud af stien gennem den grønne skov ved Stubbekøbing på Falster.
Det er Hans Egede - han går og tænker på sin hustru. I dybet af hans hjerte opstiger takken til Gud, som betroede dem tjenesten mellem de små sorthårede eskimoer, deroppe i ismarken mod nord.