Teksten er skrevet under det, der hedder "Jesu sidste bøn". Jesus ved på det tidspunkt, at han skal dø og har lige sagt det til sine disciple. Han er ved at være færdig med sine gerninger her på jorden og beder til, at verden forenes i kristendommen. Han beder for disciplene, og han beder for de, som bliver kristne gennem disciplenes ord - at de bliver ét med hinanden og med Gud.
Det, som han efter min opfattelse taler om, er den enhed, man har i den kristne menighed. At alle, som tror på Jesu ord, er en del af den enhed - en del af det fællesskab. Og alle, som er en del af det fællesskab, vil have Guds kærlighed og Jesus i sig. Det er med andre ord troen, som forbinder folk - de bliver ét. Det er, hvad vi i dag kalder den kristne menighed, den kristne tro, det kristne fællesskab.
Det er præcis det, som jeg synes er sympatisk ved kristendommen, at det er troen, som forbinder folk og ikke handlinger. I både islam og jødedommen er det handlingerne, som er afgørende for frelsen, og det har medført, at muslimer og jøder er meget optagede af at følge et utal af regler, hvor religionen foreskriver, hvad man skal spise, hvordan man skal gå klædt, hvordan man skal bede og så videre.
Reglerne bliver fulgt både for at opnå frelse, men også for at undgå Guds vrede. I kristendommen er Gud tilgivende og forsonende, ikke lunefuld og én, man hele tiden skal tilfredsstille gennem mere eller mindre meningsløse handlinger. Den gudsopfattelse kan jeg rigtig godt lide.
I virkeligheden er kristendommen ikke særlig kompliceret. Den handler først og fremmest om at tro - især på det, der skete omkring påsken med Jesu død og genopstandelse. Man har lov til at tro ud fra princippet om, at man gerne må stille spørgsmål og sågar vise tvivl. Det er udtryk for en rummelighed, som jeg ikke kan finde i for eksempel islam.
Som barn blev jeg opdraget til at være en rettroende muslim og lærte i koranskolen, at de ting, der stod i Koranen, ikke kunne diskuteres. Vi lærte den udenad - ikke andet. Gav man udtryk for den mindste smule refleksion i forhold til Gud eller profeten Muhammed, fik man et par på siden af hovedet. Derfor er jeg meget fascineret af den kristne tros rummelighed og gudsopfattelse.
En anden ting, som jeg synes er fantastisk sympatisk ved kristendommen, er tanken om treenigheden. Gud kom tæt på mennesket gennem Jesus og er forblevet nærværende gennem Helligånden. På den måde kan Gud både være almægtig, men også tjene mennesket i ydmyghed. Det er en Gud, som meddeler sig, som man kan komme i kontakt med, og den tanke kan jeg rigtig godt lide.
Kendskabet til kristendommen og de kristne dogmer har været en øjenåbner for mig. Så meget, at jeg i dag anbefaler en reformation af islam, hvor man med fordel kan skele til kristendommen. For der er rigtig meget, man kan tage ved lære af her.
Naser Khader er politiker (K).