E-mail: admin@tro.dk

Forfatter
sognepræst Johannes Sanggaard

Identitetskrise De nye terapeutiske retningers baggrund Liste over terapiformer Terapiens opgave Terapi og religion Virker terapi?  


“Familien Danmark" går til terapi for at få et helhedssyn på eksistensen/virkeligheden. Derfor er der sket en opblomstring af terapimarkedet. De fleste nyere terapeutiske retninger kommer fra USA - Guds eget land, som amerikanerne ynder at kalde deres land. Om denne betegnelse også er dækkende for de nyere terapeutiske retninger er et andet spørgsmål. Det er i hvert fald blevet Guds eget terapiland.

Psykiateren Mogens Jacobsen nævner i “Kritiske betragtninger vedrørende alternative terapiformer"[1] fire begrundelser for den store interesse for alternativ terapi.

1. For det første nævner han, at den moderne astronomi og kosmologi påtvinger os en viden, der gør mennesket mere og mere ensomt og tilfældigt. Derfor søger mennesket ind i sig selv og får “navlebeskuende psykiske oplevelser".

2. Dernæst nævner han, at mange mennesker oplever - og Mogens Jacobsen mener med rette - at den tekniske udnyttelse og praktiske brug af naturvidenskabelig viden skuffer følelsesmæssigt.

3. Den tredje årsag er, at den nyeste naturvidenskabelige erkendelse ikke kan forstås af almindelige mennesker. Mennesker foretrækker da i stedet reinkarnation, rum-tidsforskydninger, kosmiske energier. For det moderne menneske er “afstanden imellem behov for at tro på noget og naturvidenskabelig opfattelse af viden blevet for stor.

4. Endelig nævner Mogens Jacobsen den tiltagende sekularisering af det officielle religiøse liv.

 

Identitetskrise

Det er interessant at bemærke, at de tre første begrundelser alle kredser om det naturalistiske verdensbillede. Mogens Jacobsen nævner ikke direkte, at dette verdensbillede har spillet fallit overfor menneskers følelser og deres behov for helhedsyn i verden. Det ligger dog implicit i begrundelserne.

Den moderne lægevidenskab har udviklet en stor ekspertise i akut hjælp til den fysiske krop, men hvad hjælper en sund krop, når den ikke har nogen mening eller mål med tilværelsen?

Det vestlige menneske befinder sig i en eksistentiel krise, fordi meningen og værdierne i den sociale struktur og i vort verdensbillede er forsvundet. Mennesket er blevet socialt og emotionelt fremmedgjort. Det har medført, at “Familien Danmark" og den vestlige kultur er kommet ud i en dyb identitetskrise, for “vores identitet er ikke længere noget selvfølgeligt og kontinuerligt, men noget den enkelte kan afprøve, ændre og udvikle bl.a. ved at gå i terapi.[2]

Samtidig er det industrialiserede samfund kendetegnet ved vita aktiva. Vita contemplativa bliver ikke tilgodeset.

Derfor går det moderne vesten til terapi for at få helhed og mening i deres tilbærelse, og der er skudt et væld af terapier og terapeutiske retninger op de sidste 20-30 år.

 

 De nye terapeutiske retningers baggrund

Den idéhistoriske baggrund er den humanistiske psykologi, som er en relativ bred strøm, som opstod i USA i efterkrigsårene. Dens fortalere omtalte “Den humanistiske psykologi" som “den tredje kraft"[3] efter psykoanalysen og adfærdspsykologien. De ville udforske, hvad det vil sige, at leve et raskt og sundt liv, - et helt menneskeliv.

Efterhånden begyndte man at tale om personlig vækst og om vækstcentre. I kølvandet på den humanistiske psykologi er der vokset en række vækst-centre (“growth centers") op. Esalen-instituttet i Big Sur i Californien kan karakteriseres som et sådant vækstcenter for den humanistiske psykoogi og for mange af de nyere terapeutiske retninger. Her har gestaltterapiernes grundlægger, Fritz Perl, gået. Ligeledes Werner Erhard, grundlæggeren af EST (Erhard Seminars Training), og Abraham Maslow, grundlæggeren af den transpersonale psykologi. Også Michael Murphy og George Leonard - som begge er pionerer for New-Age bevægelsen i USA - har gået her[4].

Paul R. Goothius nævner med et citat af Alvin Toffler, at en række forskellige terapier - som i midten af 70-erne opstod ved Esalen-instituttet - bestod af “løsrevne stumper psyko-analyse, fjernøstlige religioner, seksuelle eksperimenter, leg og gammeldags vækkelse"[5]. Endvidere gør Lars-Gunnar Lundh opmærksom på, at Scientology-kirken måske også bør nævnes. Selvom scientologi ikke betragter sig som psykoterapi, men som religion, så har den stærke forbindelseslinier til de nye terapier, idet Fritz Perl (gestaltterapiens grundlægger), Harvey Jackins (grundlæggeren af co-counselling-bevægelsen, som er kendt under navnet RC=reevaluative counselling), Werner Erhard (grundlæggeren af EST) og Leonard Orr (grundlæggeren af Rebirthing-terapi) alle har gået på dianetik-kursus hos Ron Hubbard[6]. (Hubbard var grundlæggeren af Scientology).

 

Liste over terapi-former

Forsøger man at opstille en liste over, hvilke terapi-former der hører hjemme i “den ny terpai", vil den være forældet, inden den udkommer, idet der næsten dagligt opstår nye terapiformer eller variationer af gamle.

Et forsøg på en detaljeret liste over de nye terapier findes i Poul C. Reisser, Teri K. Reisser og John Weldoms bog: Alternativ behandling[7]. De nævner følgende:

a) Akupunktur, akupressur og helsetryk.

b) Biofeed-back, en behandling, hvorved man vinder kontrol over sin krop.

c) Kiropraktik og osteopati.

d) Homøopati.

e) Irisdiagnose.

f) Massage og kropsterapier, herunder nævnes følgende terapier/massageteknikker: orgonomi, Feldenkreis-systemet, zoneterapi og refleksologi, rolfing, Do-in, shiatsu, polaritetsterapi, bioenergetisk terapi.

g) Meditation, billeddannelse og visualisering.

h) Behandling med diæt (kostterapi).

i) Psykisk diagnose og healing.

 

Forfatterne skelner ikke mellem behandling og terapi. Det kan også være vanskeligt at drage et skel, da grænserne er flydende. Det skyldes, at målet er det samme: at opnå pyskisk og fysisk helhed og balance. Det kan ske ved både fysisk behandling og fysisk terapi.

Swami Deva Satyarthi foretager en detaljeret gennemgang af de nye terapiformer i sit to-bindsværk: “Kroppens veje", som er en gennemgang af de nye terapi-former.

 

Terapiens opgave

Som følge af at mennesket er blevet fremmedgjort og mangler identitet, har terapien også ændret karakter. Den klassiske psykoanalyse og adfærdsterapi rettede sig mod grundlæggende forstyrrelser hos patienten, og målet var at ændre menneskets adfærd ved at fjerne eller mildne forstyrrelserne.

De moderne terapeutiske retnigner vil ikke kun ændre menneskets adfærd, men også menneskets holdning. Ændringen sker ved påvirkning gennem selvindsigt. Påvirkning rummer også mulighed for manipulation og magt.

Mange af de terapeutiske retninger er sig også bevidst, at de skal give mennesker identitet, indhold, helhed og mening. Alexander Lowen siger bl.a., at det er terapiens opgave at “mildne den fremmedgørelse, som de fleste mennesker liver under. Fremmedgørelsen beskriver bedre end noget andet ord det moderne menneskes situation. han er som ‘en fremmed i et fremmed land', må bestandigt spørge: ‘Hvorfor lever jeg? Hvad er meningen med livet?' Han plages af en mangel på mening med tilværelsen, af en uklar men udbredt følelse af uvirkelighed, af en følelse af ensomhed, som han gør sig ihærdige anstrengelser for at overvinde eller benægte, og af en dyb frygt for, at livet skal unddrage sig, inden han har haft mulighed for at leve det ... . Hvis jeg ikke kan hjælpe patienten til at komme i bedre kontakt med sig selv (og for mig betyder dette i kontakt med sin krop og igennem denne med den omgivende virkelighed) er mit forsøg på at overvinde hans fremmedgørelse slået fejl, og dermed er terapien mislykket"[8].

For Lowen er terapien ikke neutral. Den skal overvinde et menneskes fremmedgørelse og give det indhold og mening. Han opfatter sin terapeutiske metode som en “sammensmeltning af fernøstlige og vestlige anskuelser"[9]. Ligeledes arbejder han ud fra den opfattelse, at der er en form for basal energi, som skal være i balance, for at opnå ligevægt, balance og helhed.

Mange af de nye terapeutiske retninger forsøger at give mennesker helhed og harmoni. De terapi-søgende er ikke længere svært psykisk syge og lider heller ikke af andre alvorlige brist. De mangler helhed og medmenneskelig kontakt. Derfor er de blevet frustrerede og ensomme, og føler, at de fungerer dårligt. Derfor har det moderne menneske da heller ikke behov for de traditionelle og kendte former for terapi som f.eks. arbejds-terapi, medicinsk-terapi eller traditionel psykoterapi / psykoanalyse.

Man søger de nyere terapiretninger, som er skudt op som paddehatte de sidste tyve år, for at overvinde fremmedgørelsen og for at få personlig identitet, helhed og mening i tilværelsen, og for at få et nyt verdensbillede.

 

Terapi og religion

Er der en klar grænselinie mellem terapi og religion? Religion giver et menneske både identitet og en helhedsopfattelse af virkeligheden, hvorudfra mennesket kan orientere sig i verden. Religion præger hele menneskets opfattelse af virkeligheden.

Da det moderne menneske i vesten har opgivet den traditionelle religion (kristendommen), det teistiske verdensbillede, ligesom det også har opgivet det naturalistiske, søger det efter et nyt orienteringspunkt, en ny religion, for “tillvaron kan bli lättere om man har ett trossystem som ger en klar och entydig bild av det komplicerade skeende vi utgör en del av. Religiöse, politiska och andra idésystem kan därmed helt klart ha ett slags ‘terapeutisk' effekt"[10]. De nye terapeutiske retninger tilbyder et orienteringspunkt, et verdensbillede. Derfor er det legitimt at spørge, som Lars-Gunnar Lundh gør: “Religionen kan ge människan ett nytt sät att förholde sig till livet - den kan ge hennes tillvaro en ny mening och på så måte få hennes liv att fungera bättre. På vad sätt skiljer sig psykoterapin från dette?[11]. Han giver selv svaret, idet han nævner, at terapiprocessen indebærer, “att patienten övergår från ett sätt att tänka till ett annat (som bestäms av den teroi terapeuten utgår ifrån), har terapiprocessen åtminstone starke ligheder med en religiös omvändelse"[12].

 

Virker terapien?

Hvis ikke terapi virkede, ville terapi snart uddø som profession. Spørgsmålet er blot: Hvad er det, der virker? ER det den terapeutiske metode og teknik? eller der det terapeutens karismatiske udstråling? eller klientens forventninger?

Terapi er mere end teknik. Det er også menneskets forventning. Menneskets forventning om at der kan ske en forandring, kan skabe forandring. Dette er en grundlæggende antagelse i den holistiske tankegang. Moderne behandlere - og det gælder både læger og terapeuter - har været tilbøjelig til at undervurdere patienternes forventninger og irrationelle følelser. Det terapisøgende menneske lider ikke af alvorlige psykiske lidelser. Det føler sig snarere fremmedgjort og hjælpeløs, uden identitet og mellemmenneskelige relationer. Derfor føler de sig ensomme og de føler, at de fungerer dårligt.

Det terapeutiske forhold kan som et mellemmenneskeligt forhold råde bod på menneskets ensomhed og hjælpe mennesker til større selvværd og selvindsigt. Terapien skaber “et rum, hvor klienten får frihed til at udtrykke sider af sig selv, som han ikke har mulighed for i det reale liv"[13].

Terapi er altså mere end teknik. Det er også et mellemmenneskeligt møde.

Da sjælesorgen også er et mellemmenneskeligt møde, er dette yderligere et vidnesbyrd om, at grænsen mellem terapi, religion og sjælesorg er flydende.

I et mellemmenneskeligt forhold sker der en påvirkning, ligesom magt også er en central - men oftest uerkendt - bestanddel af et mellemmenneskeligt forhold. Terapiens mål er at ændre menneskers adfærd og holdning. Denne ændring sker gennem den terapeutiske påvirkning, men hvordan sker den påvirkning? Ved andvendelse af magt og mainpulation? Hvor går grænsen for påvirkning og udøvelse af magt?

Påvirkning (manipulation) og magtudøvelse må aldrig blive til et overgreb på den andens urørlighedszone og personlige integritet. Terpi må ikke føre til overgreb eller manipulation med mennesker. Den må respektere menneskets personlige integritet og urørlighedszone.

 

Sammenfatning

At tilstrømningen til terapi er vokset enormt de sidste 20-30 år, er ikke et udtryk for, at der er sket en stigning i alvorlige psykiske sygdomme. Det er et udtryk for, at mennesker mangler helhed og identitet i deres tilværelse.

De nye terapeutiske retninger ser det som deres opgave også at give mennesker et verdensbillede og give det identitet og helhed i tilværelsen.

Terapien har derfor overtaget religionens og sjælesorgens plads. Grænserne mellem terapi og religion og mellem terapi og sjælesorg er brudt ned.

De nyere terapeutiske retninger vil også formidle en religiøs forestilling.

 

Noter

1 i Terapi og filosofi. Red. af Keld Brikner og Henrik Willumsen. Århus 1985 p. 8f.

2 Peter Elsass: Sundhedspsykologi. København 1993 p. 400

3 Lundh, Lars-Gunnar, Leymann, Heinz: De nya känsloterapierne. Lund 1981 p. 47f. Satyarthi, Swami Deva: Kroppens veje 2. 1982 p. 122.

4 Lundh, Lars-Gunnar, Leymann, Heinz: De nya känsloterapierne. Lund 1981 p. 52. Groothius, Paul R.: New Age. Det falske Paradis. Kbh. 1988. p. 87f. Leif Carlsen og Lene Thorborg: Din tro har frelst dig. Systime-Herning 1992 p. 152ff.

5 Groothius, Paul R.: New Age. Det falske Paradis. Kbh. 1988. p. 87f.

6 Lundh, Lars-Gunnar, Leymann, Heinz: De nya känsloterapierne. Lund 1981 p. 229.

7 Kbh. Credo p. 2ff.

8 Alexander Lowen: Bioenergetik. Borgen-Kbh. 1988 p. 111.

9 Ibid. p. 74

10 Lundh, Lars-Gunnar, Leymann, Heinz: De nya känsloterapierne. Lund 1981 p. 206.

11 Ibid. p. 205.

12 Ibid. p. 208.

13 Peter Elsass: Sundhedspsykologi. København 1993 p. 403.