Mange læsere vil ikke modtage det budskab, som jeg nu vil komme med. De tænker det er hjerteløst, grusomt og uvenligt i sorgens stund. Men jeg siger dig, hvis vi ikke hører Guds sandhed og ser den i øjnene, er vores nation dømt til undergang. Her er det ord, jeg hører Herren tale til os lige nu: "Da æggede Herren hans fjender - Resin - imod ham og hidsede hans modstandere op... Folket vendte ikke om til ham, der slog det, de søgte ikke Hærskarers Herre."(Esajas 9, 10. 12).

Bibelen gør det krystalklart: Gud brugte fjendenationer til at tugte sit folk. Herren brugte disse fjender som et redskab til at advare Israel, idet han kaldte dem til omvendelse. "Ve Assyrien, min vredes kæp, min harme er stokken i hans hånd. Jeg sendte ham mod et gudløst folk, beordrede ham imod min vredes folk for at tage bytte og plyndre og trampe det ned som gadens ler. (10, 5-6).

Gud pålagde denne koalition af Israels fjender at revse hans udvalgte folk. Herren forsøgte at advare Israel, "Du har hævdet dig ved din stolthed. Nu vil jeg få dig ned. Jeg vil tillade, at du bliver revset af dine fjender."

Den fjendtlige koalition indledte deres massive angreb. Og pludselig så israelitterne til med rædsel mens deres bygninger kollapsede. Brande hærgede i byerne, og statelige bygningsværker blev til aske, På kort tid var Israel i flammer. Og Guds folk begyndte at jamre, " »Teglstenene er faldet...morbærtræerne blev fældet. " (9, 9).

Efter at have overværet den nylige katastrofe i New York og Washington, kan vi begynde at forestille os de gamle israelitters følelser. Men omvendte Israel sig efter dette rædselsangreb? Var der en erkendelse i nationen om at Gud havde sendt dem en advarsel? Hørte magthaverne Gud tale gennem denne hæslige katastrofe? Nej. Israels reaktion var præcis den modsatte.

Folkets første reaktion af frygt blev hurtigt afløst af en national stolthed. "Men i hovmod og hjertets overmod sagde de..." (9, 8).

Det hebræiske ord for hovmod i dette vers, fortæller om en følelse af storhed. Med andre ord, da angrebet først var døet ud, genfandt israelitterne deres selvtillid. De erklærede, "Teglstenene er faldet, men vi bygger med kvadersten, morbærtræerne blev fældet, men vi erstatter dem med cedre.« (9,9). Med andre ord sagde de, "Disse katastrofer er ikke fra Herren. De er bare skæbnen, uheldige katastrofer som der ikke er en forklaring på."

"Vi er en stor og mægtig nation. Vi er dannet af et stolt, ubøjeligt folk. Og vi vil lade verden vide at vi kommer igen. Vi vil bygge det hele op igen - bare større og bedre. Hvor vi før brugte teglsten, vil vi nu bruge kvadre. Og hvor vi før havde en billig konstruktion vil vi anvende bedre materialer. Vi er en Gudsvelsignet nation. Vi kommer ud af denne katastrofe stærkere end nogensinde."

Lyder det ikke meget bekendt? Herren selv brugte en ond fjende til at sende en revsende advarsel til sit folk. Han ønskede at få dem ud af det kompromis de levede i, og bringe dem tilbage til ham, så han kunne øse sin velsignelse ud over dem, og omslutte dem med sin beskyttelse. Men gennem deres dage med sorg og rædsel, erkendte Guds folk ikke en eneste gang hans hånd bag det hele. Ingen spurgte, "Hvad vil Herren fortælle os med alt dette? Forsøger han at få os i tale?" Ingen tænkte et øjeblik på at sådan en stolt, mægtig nation kunne blive ydmyget og revset. Tværtimod, så brugte folket anledningen til at benægte en hver sådan tanke. De nægtede at høre Guds advarsel til dem.

Jeg spørger dig: Går Israels eksempel rent ind hos dig, efter alt hvad du har været vidne til i de foregående uger? Jeg beder dig om ikke at misforstå mig. Jeg takker Gud for at vi har en moralsk præsident til at lede landet. Jeg takker Herren for hver en hengiven kristen embedsmand. Vores menighed beder flittigt for vores nations ledere. Og vi er taknemmelige for denne midlertidige udgydelse af bøn landet over. Det er opmuntrende at se mennesker blive ædruelige og begynde at genoverveje deres livsstil.

Men på trods af dette risikerer vi at gå glip af Guds budskab til os. Tænk på, at når vores offentlige forsamlinger kalder til et øjebliks stilhed, så tror vi det er ægte anger. Når vi ser politikere synge "God Bless America", tænker vi at vores nation har vendt om til Gud. Når vi ser at der er et minuts stilhed ved sportsbegivenheder, tænker vi at det er en åndelig oplevelse.

Men hvad vil der komme ud af vores nylige katastrofe? Vil folk på sportsstadiums have et minuts stilhed for derefter at male deres kroppe i vilde farver og bælle øl i sig og heppe som vanvittige på deres favorithold?

Som de fleste amerikanere græd jeg, da jeg så senatorer og kongresmedlemmer stå på trappen til Capitol og synge, "God Bless America.. stå med os og vejled os..." Men som jeg græd, mindede Herren mig om at, "Mange af de ledere du ser stå her og synge, har arbejdet på at fjerne mig fra det amerikanske samfund. De er endog besluttet på at fjerne mit navn fra amerikanske historiebøger. Og de har tilladt mordet på millioner af babyer ved abort."

Pludselig så jeg det absolutte hykleri. Vi tjener Gud med munden, men vi fortsætter ad glidebanen ned i moralsk søle.