Pastorer og teologer siger overalt, "Gud har intet at gøre med disse katastrofer. Han vil ikke tillade noget sådant at ske." Men intet kunne være længere væk fra sandheden. Denne tankegang får hurtigt vores nation til at miste det budskab, som Gud ønsker at formidle til os gennem denne tragedie.

Sandheden er, at vi behøver et ord fra Gud. Som mange andre pastorer har jeg grædt og sørget over denne hæslige katastrofe. Jeg har søgt Herren i bøn og gennem hans Ord. Og jeg ønsker at fortælle dig, at jeg har oplevet en sorg, som var endnu dybere end den jeg har følt ved uskyldige menneskers død. Det er en sorg som siger, at hvis vi ikke fatter Guds budskab, hvis vi vender det døve øre til det, han så højlydt proklamerer, så er der noget meget værre i vente for os.

Profeten Esajas taler direkte om hvad vi netop har oplevet. (Hvis du har modstand mod at anvende det Gamle Testamente som eksempel, så læs Pauli ord om emnet: "Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået."(1. Kor. 10, 11). Paulus gør det klart: Eksemplerne fra det Gamle Testamente viser hvordan Gud handler i tider som vores.)

På den tid hvor Esajas profeterede, havde Gud været tålmodig overfor Israel i omkring 250 år. Herren havde sendt 'små trængsler' over sit folk, for at kalde dem til omvendelse. Han prøvede at fri til dem for at få dem ud af deres frække afgudsdyrkelse og ind i hans velsignelse og gunst.

Alle profeterne havde gennem årene talt det samme grundlæggende ord til Israel: "Ydmyg dig." Skriften siger, "De dyrkede møgguderne, skønt Herren havde sagt til dem: »Det må I ikke gøre!« Herren havde advaret Israel og Juda ved alle profeter og seere: »Vend om fra jeres onde veje, hold mine love og mine bud efter hele den lov, som jeg pålagde jeres fædre, og som jeg har sendt til jer ved mine tjenere, profeterne. (2. Kong. 17, 12-13).

Men Guds udvalgte nation afviste hans kald til omvendelse. "Men de ville ikke høre. De gjorde nakken stiv som deres fædre, der ikke stolede på Herren deres Gud." (17, 14). Disse mennesker hånede profeterne, som kaldte dem til ydmyghed. Og, i stedet, "Lod de hånt om hans love og den pagt, som han havde sluttet med deres fædre, og om de formaninger, han havde givet dem.... De svigtede alle Herren deres Guds befalinger. ... solgte sig selv til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne... Derfor blev Herren meget vred på Israel..." (17, 15-18).