Vi ser dette illustreret ved Israels oplevelse ved Refidim:

“På Herrens befaling brød hele israelitternes menighed nu op fra Sins ørken og drog videre fra sted til sted. De slog lejr i Refidim, men da folket ikke kunne få vand at drikke..."

Men folket tørstede efter vand, og de gav ondt af sig mod Moses og sagde: »Hvorfor har du ført os op fra Egypten, så du lader os og vores børn og vores kvæg dø af tørst?« Moses råbte til Herren: »Hvad skal jeg stille op med dette folk? Nu stener de mig snart." (2. Mos, 17, 1-4).

Gud havde ledt Israel til det tørreste sted i hele ørkenen. Det var et sted for en prøve - uden vandløb, brønd, eller bare nogle få dråber vand. Men det mest forvirrende var, at de var blevet ledt derhen på Herrens befaling,,," (vers 1).

Gud selv havde tilladt sit folk at blive tørstige: “Og folket tørstede efter vand..." (vers 3). Spædbørn græd, småbørn jamrede, bedsteforældre led med tørre ganer. Forældre så på deres familier og tænkte, "Om få dage vil vi være døde." Så de vendte sig i vrede mod Moses, og råbte, "Giv os vand at drikke!" De var stadig afhængige af et menneske - af kødet!

Jeg ønsker lige at stoppe op og påpege noget her. Først tog Gud Israel til Migdol ved havet for at teste dem - og de svigtede i deres tillid til ham. Dernæst tog han dem til Marah, hvor han havde en anden udfrielsesplan - og de dumpede testen igen. Så bragte han dem til Refidim for endnu en test.

Kan du se mønstret? Hvis du ikke lærer at stole på Herren med en enkel, barnlig tro, når du bliver prøvet, så vil han prøve dig igen. Du vil gå fra den ene prøvelse til den næste,

Israel var på sådan et sted igen. De havde det varmt og de var tørstige og vrede. Men Gud havde allerede en plan! Han ville ikke lade dem dø. Han havde på forhånd valgt, at de skulle vandre op til Horebs bjerg til et vandreservoir, som han havde forberedt for længe siden. Og denne vandforsyning skulle ikke vare bare en dag, en uge eller en måned - men i 38 år!

Men Gud ventede på respons i tro fra Israel. Han sagde, "Jeg har ført jer igennem alle disse ting, men du har nægtet at tage ved lære af dem. Vil du stole på mig nu? Hvor mange flere problemer skal jeg tillade i dit liv før du stoler på mig?"

Mange kristne bliver testet og prøvet lige nu gennem arbejdsløshed. De sender ansøgninger ud til højre og venstre, men ugerne går og intet sker. De har opbrugt hele deres opsparing, og nu er de omringede af kreditorer. Deres situation ser håbløs ud. Der er smerte og lidelse, og det er aldrig nemt.

Andre har jobs, men har ikke timer nok. De tjener ikke nok til at holde sammen på det hele. Mange udearbejdende unge mennesker er nødt til at flytte tilbage til deres forældre. Mange enlige mødre skraber sig igennem på en mager indkomst.

Mange virksomheds ejere kan knap overleve. Mange ligger søvnløse om natten fordi økonomien ser dårlig ud, med stigende skatter, flere regulativer og rystende profitter. Konkurrencen stiger og de har opbrugt alle deres idéer og alternativer. Nu ligger de vågne og spekulerer over hvad de skal stille op.

Disse lidende angstplagede mennesker kommer til menigheden og løfter deres hænder i lovprisning til Herren. De smiler stort og omfavner hinanden. Men de er ramt af frygtelig smerte og utryghed. De er bekymrede - og helt derude hvor al visdom er opbrugt!

Jeg spørger jer som Guds børn, har vi ingen andre muligheder end frygt, søvnløse nætter, uendelige dage, hvor vi stiller spørgsmål ved Gud, og hvor vi lever i uro? Tænk på Israel: Var deres bekymring og beklagelser den eneste måde at reagere på? Var det simpelthen en menneskelig måde at reagere på på grund af bekymring for deres familier?

Lad mig besvare dette ved at stille et andet spørgsmål: Har Gud ikke altid vidst hvad han skulle gøre i enhver af disse situationer? Har han ikke altid haft en plan?

Tænk over det: Havde Gud ikke allerede en plan for hvordan israelitterne skulle komme tørskoet over det Røde Hav? Havde han ikke bevaret et træ i Marah, som skulle rense det bitre drikkevand? Havde han ikke allerede valgt en klippe på Horebs bjerg, hvor han ville forsyne Israel med vand i årtier?

Vores kærlige himmelske Far ville aldrig lede sine børn ind i en tør ørken for at lade dem dø af tørst - slet ikke når han havde et vandreservoir i en klippe nærved! Gud har altid en plan for sit folk. Og han har en plan for dig lige nu, for at udfri dig af din nuværende trængsel.

Det findes ikke noget problem, som han ikke kan løse!

Lad mig vise dig hvorfor Gud måtte bringe Israel helt ud på afgrundens rand før han mirakuløst mødte deres behov: