Vi ser dette ske igen og igen for Israels børn i ørkenen. Igen og igen bringer Gud dem derhen hvor al visdom er opbrugt for at prøve dem, for at se om de stoler på ham. Men de nægtede hver gang!

Først bragte Herren dem til et sted, som kaldes Pi-Hakirot, som ligger mellem Migdol og havet. Han lukkede dem inde - med havet foran, med bjerge på begge sider og Farao bagved. Gud havde faktisk ledt dem hen til et sted, som menneskeligt set var håbløst - derhen hvor alle muligheder er udtømt.

Have israelitterne bare troet på ét af Guds løfter til dem, så kunne de have været fri fra alle bekymringer og al frygt. Gud havde sagt til dem;

"... Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, I vandrede, lige til I kom til stedet her... han gik dog foran jer på vandringen for at udsøge steder, hvor I kunne slå lejr, om natten i en ild og om dagen i en sky, for at vise jer den vej, I skulle gå." (5. Mos. 1, 31-33).

Med andre ord, så sagde Gud: “Jeg vil gå med jer! Jeg vil bære jer, som en fader bærer sin søn. Jeg vil gå foran dig og finde steder, hvor I kan slå jeres telte op. Der hvor skyen, som jeg har sat foran jer, standser, der skal I standse."

Det skete at skyen standsede mellem Migdol og havet - et sted hvor der var fuldstændig omtåget, hvor alle muligheder var udtømte. Der var igen måde hvorpå Israel kunne udtænke en vej over det Røde Hav. Og nu kom Faraos hær hurtigt nærmere.

Er du sådan et sted lige nu, hvor en storm rejser sig? Jeg spørger dig: Hvordan kom du der? Tror du at djævelen bragte dig der? Mit svar er dette: "Det er Herren, der styrer en mands gang..." (Salme 37, 23). Uanset hvilken storm du befinder dig i, uanset hvor sort det ser ud, så har Gud bragt dig der - hvor al visdom er udtømt!

Forstå venligst: Gud bliver aldrig overrasket over noget. Han behøver ikke at få guddommelig vejledning når problemerne rammer os. Han behøver ikke kaste en kosmisk mønt for at bestemme sine handlinger på vore vegne. Nej - længe før Israel forlod Egypten og ankom til Migdol, havde Gud allerede lagt en plan for dem. Han havde allerede befalet vindene at blæse på et bestemt tidspunkt for at bane vej gennem det Røde Hav, Han havde hele tiden vidst hvad han ville gøre!

Sådan er det også i dag. Gud har en plan som skal bringe dig ud af din storm. Faktisk har han lagt denne plan længe før dine problemer begyndte. Alligevel vil han holde den tilbage til allersidste øjeblik, fordi han venter på at du stoler på ham. Han ønsker at se om du vil lægge dit liv i hans hænder og sige, "Lev eller dø, jeg vil stole på Herren."

Israel dumpede i den test. De blev frygtsomme og besvimede af angst på det sted, hvor al visdom er opbrugt. Men Gud gjorde alligevel det han havde planlagt. Han udfriede Israel med et mægtigt mirakel. Men resultatet var, at folket sang deres tros-sange på den forkerte side af det Røde Hav. Havde de bare stolet på Guds løfter - "Jeg vil gå foran dig og bære dig, som en fader bærer sin søn" - så ville de have bestået prøven!

Hvis du går i panik på stedet hvor al visdom er opbrugt, besvimer og anklager Gud for ikke at tage sig af dig, så vil han alligevel gå i aktion i sidste øjeblik og udfri dig. Men bagefter vil han tage dig hen til et andet sted, hvor al visdom er opbrugt, fordi du ikke kom igennem sidste gang med tillid til ham!

Og sandelig, kun tre dage efter israelitternes udfrielse ved det Røde Hav, så stod de igen midt i en stor krise. Folket var svedige, udasede og overvældet af tørst. Deres spejdere kom grædende tilbage: "Der findes vand til Marah, men vi kan ikke drikke det. Det er for bittert!"

Skriften gør det meget klart: Det var ikke djævelen, som bragte prøvelserne til Israel. Det var skyen, som ledte dem. Endnu en gang var folket der, hvor al visdom var opbrugt. Hvilken jammer, der steg op fra lejren - hvilke frygtelige anklager mod Moses og mod Gud: "Du bragte os herud for at dø!"

Vidste Gud at vandet ved Marah var bitter? Selvfølgelig gjorde han det! Men han havde en plan. Der var et bestemt levende træ i nærheden af en dam, og han ville anvende det til at rense vandet for Israel.

Jeg spekulerer på hvor mange år forinden Gud havde plantet det træ på det sted? Og hvor mange gange havde den varme sol brændt ned over det træ for at få det til at visne? Hvor mange orme havde forsøgt at gnave i det træ for at tage livet af det? Hvor mange forbipasserende havde forsøgt at fælde det? Jeg siger dig, ingen kunne have rørt det - fordi Gud havde en plan med det! Han sagde, "En dag vil mine børn komme her, og disse vande vil have behov for at blive renset. Jeg har en plan der skal udfri dem - og den involverer dette træ!"

Dette træ i ørkenen repræsenterer selvfølgelig Korset. Og, min ven, Gud har allerede plantet et træ til udfrielse for dig! Han ved præcis hvad han skal gøre ved dit problem, og præcis hvornår han vil gøre det. Alt han ønsker fra dig er stille tillid. Han ønsker du skal sige, "Min Gud er med mig. Han kender en vej ud af mine problemer!"