Loven er ikke tiltænkt den person hvis lydighed udspringer af et ønske om at behage Gud. Han er ikke bekymret om, hvad der er umuligt, tilladt eller forbudt. Han har kun et kendemærke: "Hvad ønsker min Herre?"
Du kan udlægge hele loven for ham - alle regler, reguleringer og forbud - og han vil sige. Du behøver ikke at fortælle mig at jeg ikke skal gre de ting. Jeg ville aldrig gøre noget som kunne såre min Fader. Jeg elsker ham! Jeg har allerede forsagt verden og dens lyster, for at for at følge ham som mit hjerte attrår.
"Vis mig hvad Han ønsker, ikke blot hvad han forbyder. Jeg vil, at Hans hjertes attrå bliver min handling. Jeg ønsker at kende Hans inderste indstilling og adlyde det. Jo, jeg elsker Hans lov, men den er for de lovløse - for dem som ikke er kommet til kundskab om fortrolighed sammen med Kristus. Jeg har en anden lov som virker i mit hjerte. Det er kærlighedens lov - en lov som siger: Herre hvad kan jeg gøre for at behage dig i dag?"
En sådan kristen lever et meget ret liv. Andre beskylder ham ofte, idet de siger: "Du er bundet til lovtrældom. Du virker så anderledes!"
Denne person ser paf tilbage på dem og siger: "Lovformelig - hvad mener du? Jeg har stor frihed fordi jeg elsker ham. Jeg gør intet af det som du taler om, fordi jeg har alt i Herren. Kilden til min lykke er at behage ham!"
En sådan person lader sig ikke rykke af trusler om helvedes ild, - ja ingen gang af belønninger. Han behøver ingen profet til at ruske ham op, - ingen advarsel om forestående dom. Han er betaget af Jesus - og hans lydighed til Guds ord er en naturlig vækst af hans kærlighed. Det er så naturligt for ham som at trække vejret! På den anden side set: Den person som bygger sit hus på sand går det kun udadtil. Det er en midlertidig levemåde. Han begrunder det med at han vil bo i det hus i fem år. Derefter vil han sælge det og efterlade problemerne til en anden. Det er kun en facade uden noget virkelig fundament!
Ser du, den person tror ikke på at en storm er på vej. Han ønsker ikke at tænke på, at tilstandene bliver hårde. Det er dog på den måde verden behandler spørgsmålet om evigheden: De tænker simpelthen ikke på den! En kristen berømthed spurgte engang TV entertaineren Johny Carson: "Hvad mener du om evigheden?" Han svarede: "Jeg prøver at lade være med at tænke på den."
Tragisk nok forsøger mange kristne at undgå at tænke på evigheden. De prøver på ikke at tænke på, at dommen står for døren. De ønsker ikke at tro, at en dag vil de stå foran Herren og svare for alt hvad de har sagt og gjort.
Fornylig havde jeg en forfærdelig livagtig drøm om helvede. Jeg befandt mig på den ene side af et uigennemtrængeligt forhæng. Alligevel så jeg mennesker på den anden side, som vandrede rundt, - uden at komme frem til noget sted! De var sammen med nogen som repræsenterede den ting - eller person de begærede mest her på jorden. De havde fået den bestemte ting, som de troede de ønskede - men nu bragte det en sådan rædsel og smerte til deres sjæl. De græd og skar deres tænder. Det var en kilde til smerte uden lige!
Det som forskrækkede mig mest var, at jeg så nogle mennesker som jeg kendte - nogle som jeg troede havde været hellige. Jeg råbte til dem: "Lad mig bede for jer så I kan komme ud herfra!" Men de så på mig og svarede: "Det kan du ikke." Så vendte de sig om og vandrede væk. Jeg prøvede at gå efter dem, men en usynlig væg kom imellem os.
Jeg vågnede rystende op i min seng - og råbte: "Åh Gud! Hvis det er sådan Helvede er, - lad mig aldrig undlade at advare folket. Hold mig vågen! Hver gang jeg står på talerstolen, tænker jeg, lad det blive et spørgsmål om liv og død. Uden at pylre - og uden at fortælle vittigheder. Der er et Helvede - og det er virkeligt! Jeg glemmer aldrig den totale håbløshed jeg følte, da jeg hørte de fordømte sige: "Du kan ikke hjælpe mig."
Jo, der er en retfærdig Gudsfrygt. Og det er nødvendigt, at vi føler Helvede og Guds vrede! Paulus sagde: "Da vi altså kender til at frygte Herren, søger vi at "vinde mennesker"..." ( Paulus' andet brev til Korinterne 5:11).