E-mail: admin@tro.dk


Angående læren om tiende og om at give i almindelighed (sammenfatning af Dean Flander's artikel om tiende hos "apostasy-now", se link under engelske links)

Mens 10 % kan tjene som en orientering angående hvor meget man skal give til sin menighed, pga. de tilfælde i det gamle testamente, hvor der er tale om “tiende",  blev tiende ikke praktiseret i den bogstavelige forstand som de fleste prædikanter i dag vil få kirken til at tro.

Af 5. Mose 14, 22 kan vi se, at jøderne ikke gav 10 % af alt det de havde eller fik, men kun af det som blev tilovers "af afgrøden" ved årets udgang (eller ved udgangen af en 3-års periode, se 5. Mose 14,28), dvs. af den rene høst-overskud, ikke af det, de skulle bruge som investering til den næste høst. Oven i købet var det tilladt at fortære noget af denne overskuds-tiende foran Herren og endog at sælge noget af det for at kunne købe vin! (5 Mose 14, 23-26)

5. Mose 14, 22: Du skal give Tiende af al din Afgrøde, der vokser på Marken, År for År; 23. og for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, han udvælger til Bolig for sit Navn, skal du nyde Tienden af dit Korn, din Most og din Olie og de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg, for at du kan lære at frygte HERREN din Gud alle Dage. 24. Men når Vejen er dig for lang, så du ikke kan bringe det derhen, eftersom det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste sit Navn, ligger for langt borte fra dig, fordi HERREN din Gud velsigner dig, 25. så skal du gøre det i Penge og pakke Pengene ind og tage dem med og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger, 26. og du skal for Pengene købe alt, hvad dit Hjerte begærer, Hornkvæg og Småkvæg, Vin og stærk Drik og alt, hvad du har Lyst til, og nyde det der for HERREN din Guds Åsyn og være glad sammen med din Husstand.

Tienden blev ikke brugt alene for templet, men også for at støtte Leviterne og hjælpe de fattige (5. Mose 14, 27-29 og 4. Mose 18, 26+28).

5. Mose 14,27: Og Levitten inden dine Porte må du ikke glemme; thi han har ikke Arvelod og Del som du 28. Men hver Gang der er gået tre År, skal du tage al Tienden af din Afgrøde i det År og samle den inden dine Porte, 29. så at Levitten, der jo ikke har Arvelod og Del som du, og den fremmede, den faderløse og Enken inden dine Porte kan komme og spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at HERREN din Gud må velsigne dig i al den Gerning, du tager dig for.

4. Mose 18, 26+28: Tal til Levitterne og sig til dem: Når I af Israelitterne modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal have af dem, så skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende af Tienden; .....28.Således skal også I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende, I modtager af Israelitterne, og denne Herrens Offerydelse skal I give Præsten Aron.

Det at give tiende blev hverken påbudt eller praktiseret blandt de første kristne. Faktisk er det kun kongen Saul (som senere frafaldt og alligevel havde været forkastet af Gud allerede), som påbyder at give tienden bogstaveligt og nøjagtigt af alt hvad man ejer, altså inklusive "sæd" dvs. investeringsmidlerne, ikke kun af den årlige eller 3-årlige tilvækst, dvs. den rene høst-profit eller overskud (1. Sam. 8, 15-18).

1. Samuel 8:15. Af eders Sæd og Vinhøst skal han (kong Saul) tage Tiende og give sine Hofmænd og Tjenere. 16. De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde. 17. Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans Trælle. 18. Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt eder, så vil HERREN ikke bønhøre eder.

Det at give tienden “bogstaveligt" kan også tjene som en undskyldning foran Gud for ikke at måtte lade Gud have det sidste ord at have sagt angående ens formue. Man giver "Gud" (som man tror og foregiver og får indprentet) denne 10 % - skive og over resten vil man selv råde på en egoistisk og uforsvarlig måde som man har lyst til, i stedet for at "dø" til sin "gamle Adams-natur" (som hele tiden vil leve uafhængigt af Gud); i stedet for at hengive sig 100 % til Gud og lade Ham lede én med hensyn til hvad man skal gøre med det hele.

Romerbrevet 12, 1: Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse. 2. Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.

I stedet for praktisering af tienden skal en kristen være rede til at sælge alt og give det til de fattige (Lukas 18,22, se også Lukas 12,33 og 14,33). Praktisering af tienden sker normalt på en overtroisk måde som ikke herliggører den Levende Guds Navn men hvor man opfatter Gud som en "Deus ex machina", dvs. en slags bingo-automat; man kaster nogle mønter i, drejer et håndtag og derefter sker der et eller andet. Derved bliver menigheden fornedriget til et aktiemarked, en investeringsplads, hvor man spekulerer med pengene. Paulus siger derimod i

Romerbrevet 11,35:  eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld derfor?

Når man baserer sig udelukkende på Maleachi 3, 10 angående spørgsmålet om at give penge til menigheden, er man også nødt til at holde sig til samtlige resterende 611 love fra det Gamle Testamente. Derved falder man fra nåden (Gal. 3, 10; 5,3), dvs. man har taget sin skæbne i sin egen hånd og prøver at fuldføre troens løbebane i egen kraft.

Gal. 3, 10: Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør dem."

Gal. 5, 3: Men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele Loven.

Det er ingenlunde hensigten med loven, at den skulle føre os væk fra nåden i Jesus Kristus:

1. Tim. 1, 8: Men vi vide, at Loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt,

Vi ser altså at der eksisterer en ulovmæssig brug af Guds lov. Loven som sådan er ikke blevet ophævet (Mt. 5, 17-18; Rom. 3,31: Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven), men dens funktion er blevet ændret. Den kan ikke give os sikkerhed angående vores pagt med Gud gennem Jesus Kristus, men udover at give os etiske grundlinier for regeringer osv. giver den os indsigt i Guds forbandelse af synden:

1. Tim. 1,9: idet man ved dette, at Loven ikke er sat for den retfærdige, men for lovløse og ulydige, ugudelige og Syndere, ryggesløse og vanhellige, for dem, som øve Vold imod deres Fader og Moder, for Manddrabere, 10. utugtige, Syndere imod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere, Menedere, og hvad andet der er imod den sunde Lære, efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig betroet.

Loven forbandede før i tiden dem som ikke overholdt den, mens nu forbander den enhver som ikke adlyder Jesus Kristi ord og som ikke lader sig frelse ved Hans nåde. Loven har altid været rettet imod forkert religiøsitet og deriblandt er også lovtrældommen i menigheden. Lovtrældommen er altså forbudt ved Guds lov, fordi den fører forbi Kristus. Lovtrældommen spytter Gud i ansigtet ved at sige: Golgota var ikke nok. Der mangler meget mere for at vi kan blive hellige. Vi skal yde en ekstra indsats osv. Og så bliver man regnet gennem loven og under loven blandt dem, der er lovløse, ugudelige (hvor from man end er), for mordere, osv. ifølge 1. Tim. 1,9-10. Der er altså ikke spor slut med lovens forbandelse, bare at nu bliver den defineret gennem Kristus:

1. Kor. 16,22: Dersom nogen ikke elsker Herren (Jesus Kristus), han være en Forbandelse! Maran Atha.

Det drejer sig altså ingenlunde om at acceptere en blød, sødlig, sentimental, “rummelig", "tolerant" og gummibamse-agtig kristendom, men om at adlyde Evangeliets ord og ikke vige fra dem.

En kristen skal give på sådan en måde, at hans venstre hånd ikke ved hvad hans højre hånd gør, dette betyder ikke uforsvarlig og uden at tænke sig om (man skal nøje undersøge, hvad pengene går til), men at give uden derved at mene, at nu kan man få ekstra-points hos Gud eller blive rost af menigheden. Vi har jo allerede alt der kan fås af velsignelser i Kristus, hvad forventer vi så mere? Vi kan blive velhavende som kristne, men vi kan også blive fattige som Lazarus ved porten af den rige mands hus (Lukas 16). Er vi rede til at indtage Lazarus-positionen hvis dette er prisen for at følge sandheden eller vil vi hellere feste og blive rost som den rige mand og så komme i helvede? Paulus siger i

Fil. 4, 12: Jeg forstår at være i ringe Kår, og jeg forstår også at have Overflod; i alt og hvert er jeg indviet, både i at mættes og i at hungre, både i at have Overflod og i at lide Savn

Dvs. Paulus sætter ikke nogen standard mht. til formue, men siger blot at for ham som kristen er der andre ting som er vigtigere end om han nu er rig eller fattig. Vi skal altså ikke tro, at vi er forbandet af Gud, når det ikke går så godt financielt en tid. Vi behøver heller ikke at have dårlig samvittighed, når vi har det rigtig godt. Når vi holder fast ved troen og ikke taber Jesus Kristus af syne, vil en periode af materiel velsignelse ikke forføre os til åndelig søvnighed og frafald.

Læren om “tienden" er nutidens afladshandel. I Luthers tid fik de kristne at vide, at de skulle betale noget for at få deres sjæl ud af skærsilden hurtigere. Dette fik Luther så op af stolen og sige Tetzel, Pavens handlanger i Tyskland, imod og oplyse det bedragede folk om evangeliets sandhed. I dag gør man de kristne bange, ved at sige, hvis ikke de betaler 10 % af deres løn eller kontanthjælp, før skat, så vanker der smæk af Gud i form af "dårlig høst". Problemet er nu mindre seriøst end i Luthers tid, fordi den gang drejede det sig jo om frelsen, mens det i dag "kun" er velsignelsen som er på spil. Men ikke desto mindre er det en stor synd at misbruge Herrens Navn på den måde . Det er lige som at ville træde mellem Gud og mennesker som en formidler, djævelens yndlingshobby. Skal vi så også betale for at få lov til at sidde på en stol i menigheden? Sådan plejede man jo at gøre i middelalderen. Det ville i det mindste være lidt mere oprigtigt på en måde.

Kristne skal give ud af et glad hjerte (2. Kor. 9, 7) uden at spekulere på velsignelserne, som så måtte komme som resultat af dette. Gud handler i henhold til vores tro, ikke vore gerninger. Af gerninger er der ingen der bliver hverken frelst eller velsignet. Det er Gud som ejer sølvet og guldet (Haggai 2, 8) og ikke djævelen, uanset hvad han lyver til Kristus når han forsøger ham i ørkenen. Når en kristen får tro af Gud til at flytte et bjerg ud i havet skal det så ske GENNEM TRO og ikke gennem gerninger eller pga. en "salvelse" eller noget andet fikst ud af djævelens tryllehat.

Kristne har ikke brug for at frygte ulemper som følge af en større gave som blev givet GENNEM TRO og efter god overvejelse i bøn og nøje undersøgelser. De har lært, at når Gud kalder dem til at give et større offer (meget mere end 10 %), så vil han også forsyne dem med hvad de derefter har brug for. Desuden har kristne, der har lært en kristen livsstil også lært at nøjes med få ting. Nøjsomhed er et kristent karaktertræk som ikke er særlig omtalt i menighederne nu til dags. I stedet for lærer man folk at "visualisere" deres nye bil, etc. Når der så er en, som alligevel skifter til en lidt mere beskeden livsstil, er det bare med at komme i gang med at trutte trompeterne lige foran ham eller hende, for at enhver må lægge mærke til, hvor "åndelig" han eller hun er!

Matth. 6, 16-18: Og når I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. Men du, når du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.

Modne kristne er ikke irriteret over deres materielle situation, de lever simpelthen på et højere plan og glæder sig over små og store velsignelser i lige måde.

Nu er det jo vistnok også sådan at kristne er ansvarlige for ikke at lade deres menighed i stikken (Hebr. 10,25), dette ikke bare mht. gudstjenesterne, men også ang. materiel støtte såsom støtte gennem alt hvad man har som personlige gaver, man kunne bidrage med, med sin tid, erfaring, sin bil til at transportere folk med, osv. Og så er der jo den berømte "okse" som man “må ikke binde munden til" når han "tærsker" (1. Tim. 5, 18). Mange menigheder ansætter kun meget naive unger, som er lige kommet ud af bibelskolen, til en meget lav vikarløn og som de kan kommandere rundt som de vil og nemt kan fyre igen efter behag. De har kun brug for en symbolsk leder, ellers vil de selv “tærske". En missionær i Tyskland, som nu er hos Herren, advarede mig engang imod sådan en menighed ved at sige: “Pas på, de steger den ene praktikant efter den anden. Det er ikke en menighed, mand, det er en bibelskolestudenter-ovn, og dem som kommer ud derfra kan man ikke hjælpe mere, de er færdige, helt sortbrændte!" Desværre var jeg på dette tidspunkt allerede i en anden "vikar-ovn" hvor jeg fik 1.000,- DM (ca. 3.850,- DKK) pr. måned for at spille en slags Queen of England for dem, fuld tid, hvor jeg endog blev afbrudt midt i mine prædiker, etc.

Der er to aspekter ved spørgsmålet om hvordan man skal betale prædikanter. På en måde er lønnen til en prædikant også menighedens udtryk for deres kærlighed til Guds ord. Man indser, at man har brug for fortolkningerne og prædikerne, altså for en ledelse i det hele taget, og det værdsætter man ved at give en fornuftig løn. Lønnen er på den måde ikke bare for at gøre det muligt for prædikanten at arbejde fuld tid eller deltid og for at gøre ham tilfreds, men også en gave til Gud på en måde. Den anden side er så at prædikanten hhv. menighedslederen skal spørge sig selv, om han virkelig har brug for den drømmeløn han helst ville have. Han må være forsigtig for ikke at lægge et for stort åg på menighedens skuldre. I dag er det jo alligevel sådan, at mange menigheder eksisterer kun gennem internettet og bliver ledet af en pensioneret præst, eller en lille mission, etc. Ofte kan der nås mange mennesker gennem sådanne tjenester og det er billigere end at leje et mødested med stoler og varmesystem og lovpligtige nødudgange og toiletter osv. I Tyskland opstår der nu i tiden mange hjemmekreds-circler som så deles om en rejsepræst, lytter til kassetter sammen og får selv lidt teologisk uddannelse gennem posten osv. Den klassiske form af en frikirke med bygning osv. er så småt ved at forsvinde fra kirkelandskabet i Tyskland, mens der andre steder opstår stadig flere og flere af den slags menigheder. 

Når vi engang står foran Herrens trone skal vi gøre rede for, hvad vi har brugt vores liv til, og dertil hører også hvad vi har brugt vores penge til.